Ironman Copenhagen

Written by Måns Höiom

In 2005 I accompanied my brother, Runar, on his attempt to qualify to World Championship IronMan distance in Zürich, Switzerland. I watched the race in awe as I had not seen triathletes compete before. It was an all-out effort from them all – including my brother! Little did I realized I was stung by the IronMan bug then! Unfortunately my brother had to pull out during run from a knee injury. In 2016 my wife, Veronica, wished to get an full IM race start as her birthday present. 11 years had gone by and the fever from that Zürich race came back! And so did my brothers! We all three got so passionate about IM that big goals was dreamed about. My wife was reluctant to have big goals, but I have seen the spark in her eyes – she is becoming hungry as well! As a result me and my wife have signed up for a triathlon coach to train us. Teresa Heimann at Uperform have coached us equally from October 2017. For my brother and me it was a qualification to the big dance in Kona Hawaii that became the target! Runar and myself tried to qualify in Texas, US, this year as it was a fast and early on the season race in April. Result – we were both too far behind!

Second try in Haugesund, Norway. Result - Runar qualified to Kona claiming first place in his age group! I was beyond happy and proud of him and could not hold back some tears as I followed the race from my hotel room. I had crashed on the bike early in the bikesection and broke some ribs!

Third try I had no other choice than KMD IM Copenhagen as I had to recover from the crash and it was also the last race with qualification slots to WC this year. I did not want to see my brother and his family go there without company!

I had 7 weeks to get my ribs healed and back into serious training! Teresa rearranged the training and coaching from Texas to Haugesund and around all my injuries, along the way, to adjust to the very short 7 weeks ramp up to IM Copenhagen. The last week before the race I was finally pain free having done all the training Teresa threw at me.
 

The race KMD Ironman Copenhagen

Swim:

Felt magical on the warmup! Launched myself into the water and tried to find feet’s directly, instructed to do so by Teresa. Had trouble with leaking right goggle, but decided to ignore it. So I swam most of the course with water inside making it problematic to navigate, both over the waterline and below. Felt myself being a bit passive in the middle of the race, being passed by a few swimmers, but increased the effort a bit and got back to proper swimming. Under the last bridge the ropes and buoys that should divide the swimmers going both directions had come loose, so me and some others got tangled up in those! Lost a bit there as well, but an all-in-all good swim and great feeling! Time: 1:00:51 PB!
 

Bike:

Felt a bit weak from swim at the beginning but got better eventually. Could not see good with my right eye. The water from swim made my sight blurred I assume. Did not want to risk any draftingpenalty so I stayed well clear from others. Groups formed and I used some of my watts to take the lead and try to get away. It worked but then they came again, but in smaller numbers, so I did it again and again. I felt in control and preserved my power where it made sense and unleashed it when I had to. Wanted the bike to be good, but not to destroy the run. I got feedback from Runar that I was loosing time compared to the first 4 in my agegroup. That was expected but equally frustrating as I am a weaker biker than them. Tried to stay calm and push the watt as instructed by Teresa. A lot of wind and I had trouble keeping speed in the headwind. Time: 4:55:55
 

Run:

Knew I was around 12:th place. Had a terrible feeling going out from T2. Decided it was probably a full bladder. Could not empty it on the bike (have never been able!) so I had to stop and relief myself. The stream never ended, I was soo full! Felt much better after that and tried to hold back my pace so I could keep it for longer. The first lap, out of 4,5, was really hard as the running rhythm hadn’t come. Did not want to check the speed on the watch, only focused on the time and getting those gels in me at regular intervals. Drank some water or whatever I could grasp in the aidstations to get fluid in me as well. Second lap felt much better and the rhythm was there again. Passing people all the time and had just a few passing me. But I think none of them was in my agegroup so let them run away. Third lap, in the end of it, I started to feel cramp biting my hamstrings and calf’s. Got a bit worried that I would end up as in Texas having to walk/run the rest of the course. Tried to loose up on the pace and the cramp went away. Could then slowly build up the pace again. Perhaps not to the former speed, but enough to not panic. Got pacing from Runar that I was consistently running around 20sec faster per km than the ones before me. Also knew that I was 9:th with around 8 minutes to top three. I know most runners deflates the last 10-12 km on a marathon, especially triathletes as they are more tired after swim and bike. So I kept my pace and Runar stopped calling out my placing after I passed 2, so I knew I probably was number 7 or so. I found out Teresa wanted me to focus on running instead of places! My feet started hurting and the cramp showed itself more often, but I kept telling me to ”rip this shit out ’till my bones collapse” (lyrics from an Eminem song which echoed in my brain most of the day). I was dead tired as the final loop started and I had 1,5 laps to run. Kept grinding the teeth and kept running just below the pace where the cramp would stay away. Damned myself for having to stop and pee for soooo long in the beginning. Then Pia let me know I was gaining fast on spot 3-4. Runar was just giving me to focus on the stride and ”here and now”. The last small inclines was passed and I cold taste the last halfloop but my body was screaming louder than Runar to stop. Passing that finnishline and my legs actually collapsed! I don’t think I have ever been so tired in my life! Time: 3:09:04

Total time: 9:12:27 (T1 04:18, T2 02:21)

Place 4:th!

Result – Qualified for Kona!!!

Ironman 70.3 Jönköping

Af Mikael Kjellander

2015 gästade jag Jönköping för första gången iförd Elastan. På den tiden (nu låter det som hundra år sedan) hette tävlingen Vätter Challenge och det var SM på medeldistans. Året efter fick tävlingen Ironman status och blev därmed Sveriges första 70.3 (halv Ironman). Jag har sedan dess traditionsenligt besökt vackra Jönköping i början av juli varje år.

Årets vistelse inleddes i Rosenlundsbadet där vi firade dotterns födelsedag. Härligt inbjudande 50-metersbanor fanns att tillgå men jag fick nöja mig med vattenrutchkanan och vågmaskinen.

Senare på kvällen passade jag på att registrera mig innan pre-race mötet. Detta var mitt nionde Ironman event och mötet bjöd därför inte på några sensationella nyheter. Sen middag med familj och vänner innan kvällen var slut.

Lördag och inte vilken lördag som helst, VM-kvartsfinal med Sverige på planen! Avspark 16:00… Ironkids 16:00… Arrangören insåg visst att gatorna förmodligen skulle gapa tomma vid den tiden och flyttade tack och lov tiden för loppet till 14:30! Jag kan redan nu säga att det blev helgens höjdpunkt att få uppleva båda tjejerna springa tillsammans hela vägen till den mäktiga målrakan och in i mål!

Lördagen innebar också lite förberedande träning och jag började i Munksjön med 20 minuter simning. Sjuuukt bra känsla i kroppen och jag ville egentligen simma mer men jag hade annat att göra också!

Vidare ut på cykeln och jag begav mig till tävlingens inledande monsterbacke för att säga några väl valda ord inför morgondagen! Backen fick veta vem som bestämde och jag kunde med ro i själen rulla tillbaka till hotellet.

Avslutningsvis en kort löprunda på tävlingsbanan med känslan av att äga hela Jönköping. Jag sprang i 13 minuter innan jag förflyttades från molnen till avgrunden. PANG så small det till i vänster fotled! Jag har de senaste tre veckorna haft problem med fotleden som kommit och gått. Nu kom det tillbaka med besked!

Jag stannade direkt och försökte efter en stund ta ett nytt löpsteg med ett nytt hugg i foten som följd.

Tillbaka till hotellet och de kommande 12 timmarna präglades av total oro. Nog för att Ironman 70.3 i Jönköping inte är säsongens stora mål men nu när man är här vill man prestera, eller åtminstone genomföra med värdighet!

Efter tre tuber voltaren gel, massage och blixtkonsultation med sjukgymnast var jag tvungen att acceptera läget. Jag beslutade mig efter lång konsultation med min teammate Lina att låta foten vara, starta i loppet men avbryta om huggen återkommer för att inte riskera något långsiktigt!

Bara att gå och lägga sig och sova då… När man bor rakt över Harry´s med uteservering en lördagkväll under fotbolls-VM och det är 100 grader varmt på rummet så fönstret måste vara öppet för att kunna överleva… De sista gästerna lämna gick hem klockan 03:00, hoppas att ni hade en kanonkväll!

Innan Ironman Kalmar 2014 sa en mycket klok granne på campingen att sista nattens sömn inte har någon som helst betydelse för prestationen, det finns det forskning på! Med detta i åtanke hjulade jag ner till frukostbuffén tillsammans med alla andra fullständigt introverta triathleter som anstränger sig stenhårt för att se så avslappnade och icke-nervösa ut som möjligt. Naturligtvis utan att säga något eller ännu mindre titta på någon annan! Personligen hade jag inte så mycket mer att vara nervös över än fothelvetet.

Nåväl, jag begav mig till växlingsområdet efter att ha beskådat den repa i sidodörren på bilen som något pundhuve bidragit med i parkeringshuset dagen innan… (Tvungen att få skriva ur mig den!)  Jag laddade cykeln och la ett par strumpor i löppåsen som jag helt enkelt glömt dagen innan när fokus låg på annat håll!

Slutligen stod jag i våtdräkten vid starten och överöstes av nödvändig pepp från Lina som knappast kunde undgå vart min energi riktades.

Jag hade lika optimistiskt som alltid placerat mig nära 30-skylten, dvs min uppskattade simtid. Kanonen ekade mäktigt över hela Jönköping när starten gick och några minuter senare började min resa. Jag hade en lika fin känsla som dagen innan! Jag kände mig stark, tekniken satt bra och jag simmade förbi flera. När jag klev upp på rampen hade jag känslan av att idag blev det personligt rekord på simningen men klockan visade 32:42 och det var under förväntan men ok.

Nu väntade första testet av foten i och med att avståndet till växlingsområdet är hela 540 meter, på kullersten. Även om det ligger en mysig matta att springa på så blir det hårt när man är barfota. Foten kändes bra och optimismen steg inför resten av loppet.

Växlingen gick smidigt och som AWA-athlete med lågt startnummer hade jag en riktigt bra plats i växlingsområdet. Jag kom iväg bra på cykeln och första backen höll käften precis som jag sagt åt den dagen innan! Cykelbanan är böljande genom otroligt vacker miljö men kuperingen passar inte mig riktigt som gillar att bara pumpa på! Flera gånger tappade jag placeringar i uppförsbackarna för att ta igen dem när det blev plant.

Banan har en vändpunkt och jag hade en känsla av att Micke Karlsson (ni vet, Mr. X) låg före mig. Mycket riktigt mötte jag honom där och kunde med klockan konstatera att han var 1:50 före mig. Micke berättade att även han hade tagit tiden i jämförelse med mig vid samma tillfälle! 

Cyklingen fortlöpte utan konstigheter tills jag i en av de långa nedförsbackarna på slutet såg en skadad cyklist ligga på vägen. Han var redan omhändertagen och jag fortsatte men det visade sig senare att det var min kamrat inom Uperform Coachning, Magnus Jonsson som låg där! Hoppas på snabbt tillfrisknande!

Jag cyklade på 2:22:54 vilket var helt ok och det var dagens nionde snabbaste tid i M35.

I växlingen ryckte jag snabbt åt mig min löppåse och satte mig för att byta om. Jag öppnade påsen och där i ligger min cykelhjälm! Var är mina löpskor?? För några sekunder kunde jag bara inte förstå hur min hjälm som jag precis haft på mig kunnat hamna där?! Sinnena kom åter i bruk och jag upptäckte att jag höll i påse 117, inte 118!

Med allt på plats kunde jag äntligen börja springa och nu gällde det, skulle foten hålla?

Till en början kändes det bra, inga problem med foten och snart såg jag ryggen på Micke! Vi växlade några peppande ord och han plågades tyvärr av ryggproblem. Första varvet av tre gick bra men efter halva löpningen började foten att göra sig till känna. Jag fick inga kraftiga hugg som tidigare men det fanns där och jag tvingades sänka farten för att inte riskera något. Samtidigt började jag få kramp i höger lår och jag kände hur min löpstil alltmer liknade någon form av fylledans.

Värmen var inte olidlig men hett var det! Massor med vatten och is i stationera gick åt för att hålla tempen nere. Jag begav mig ut på det sista varvet och insåg att min sluttid inte skulle bli sensationell. Jag hade 4:19 från Helsingör i bakhuvudet och även om kuperingen på cykeln i Jönköping var betydligt tuffare så hade jag hoppas på en tid under 4:30.

Med ca 1500 meter kvar skriker Lina från sidan att jag måste spurta på slutet, jag förstod inte varför men tänkte att jag kanske var nära någonting. Hon fick mig i alla fall krama ur det sista ur kroppen på slutet och jag gick i mål efter 4:35:19.

Jag gick i alla fall i mål, jag fick min medalj och solen sken. Jag slutade på 15.e plats i M35 av 231 deltagare. Förhoppningarna var lite högre men med tanke på omständigheterna känns det helt ok.

Tävlingen erbjuder 50 kvalplatser till 70.3 VM i Nice 2019, det hade varit riktigt nice och vi bestämde oss därför för att stanna kvar på prisutdelningen i hopp om att det skulle bli en roll down. Det innebär att om en deltagare som kvalificerat sig inte tar sin plats, så rullar den vidare ner i placeringarna. 2017 hade min 21.a plats räckt till kval så vissa förhoppningar fanns där.

Efter en lång men väldigt mäktig prisutdelning kom vi till kvalplatserna. De gick åt på löpande band och förhoppningarna var i princip raderade när vi äntligen kom till min klass, M35. Sex biljetter fanns tillgängliga och några gick åt direkt. Sen lästes namn efter namn upp utan svar och vi kom allt längre ner i listan. Det var riktigt nervöst när det fanns en enda plats kvar och vi var på placering 13. Där såldes den och jag var två ynka placeringar från ett VM. Det var inget uttalat mål men visst hade det varit kul med en plats! Istället får jag glädjas åt att samlingen av 70.3 medaljer växer. 

Jag tog min familj och min fot och lämnade Jönköping för den här gången. Ett fantastiskt arrangemang som i det närmaste var fulländat!

Avslutningsvis vill jag gratulera mina klubbkamrater till väl genomförda lopp! Särskilt Jeanette Carpman och Mats Wangefors som gjorde sina första Ironman 70.3! Grattis hjältar!

IMG_5349.jpg

Aalborg halv jernmand

Af Martin Thomsen

WHAT. A. DAY.
Til Aalborg halv ironman, laver igen ny personlig rekord på 4 timer og 10 minutter denne gang😊

Selveste racet startede super godt, havde en kanon svømning med overskud og denne gang fandt jeg teknikken og kom op på 27:10.

Ud på cyklen går de første 5km altid med lige at finde benene, derefter kørte jeg gode watt på den kupperede rute med stærk vind.Jeg var imponeret over jeg kunne køre mine watt selvom jeg for to uger siden kørte Halv ironman Kronborg, men den gode træning optil og den rigtige restitution gjorde jeg kunne. Kommer ind i 2:17 på de 90km. Men det siger ikke så meget med den kuperede rute med stærk vind.


Ud på løbet følte jeg lige den først km at jeg var klar, desværre er jeg ikke så god til den varme der var. Så det overskud jeg havde i Kronborg manglede lidt i dag på løbet. Men er sindsyg stolt over at kan løbe halv marathonet på 1 time og 21 minutter selvom varme slog mig tilbage.

Kom fra cyklen som nr 6 og fik mig så løbet op til en tredje plads.
SINDSYG fedt at prøve og stå på et podie til en halv ironman overall. Morten og Anders der blev nr 1 og 2 køre normalt pro, så er super stolt af at stå som den første efter de to herre.

Mega mange gange tak til min træner Uperform.dk Coaching som altid forbereder mig perfekt, det er vildt hvad man kan nå med så god en træner😳

 

Ironman 70.3 Haugesund

Af Julie Flakne Andresen

Etter en solid restitusjon- og treningsperiode post Ironman Sør-Afrika var det igjen klart for å sette foten på startstreken. Fredag morgen pakket vi bilen, og startet den syv timer lange ferden over fjellet til Haugesund.

Denne gangen, som gangen før og gangen før der igjen ble de vanlige rutinene fulgt. Testing av vannet fikk vi unnagjort på fredag, og en kort sykkeltur etterfulgt av en liten overgang i løpeskoene var gjennomført før kl. 11 lørdag formiddag. Tross forrige helgs olympiske distanse i Østfold, kjentes kroppen ok ut. Uten pro felt så jeg en liten mulighet for å komme inn som topp tre, og endelig få stå på ironman pallen med champagne og blomster. Det har vært en drøm helt siden jeg startet med denne galskapsporten kalt triatlon. Jeg kjente godt til mine norske konkurrenter, men man kan aldri være sikker på nivået til de som stiller opp fra andre deler av verden. Med godt mot stilte jeg meg i første gruppe på svømmingen, og da startskuddet gikk kapret jeg en god plass i feltet.

De første 100 meterne i Skeisvannet ble preget av knuffing og kamp om plassene i teten. Jeg visste på forhånd at jeg bare kunne glemme å henge på gutta i tet, og fant min plass i andre gruppe der jeg ble liggende fremst mot første bøye. Navigeringen var noe vanskelig da fargen på “banetauene” var blå, og det var ikke mange bøyene i løypa. Etter hvert kom det en kjent drakt opp på siden av meg, og jeg la meg trygt i føttene for å få litt draft resten av svømmeturen. Det fungerte godt, men sluttiden ble noe skuffende på 32minutter. Jeg vet jeg kan bedre. På vei opp av vannet ble jeg litt ivrig og løp fort inn til skiftesonen. Etter noen års erfaring burde jeg vite at det lønner seg å ta det litt med ro for å unngå å bli uvel når kroppen plutselig skal opp i vertikal stilling. Jeg ble utrolig kvalm, og i det jeg fikk snappet til meg posen med hjemen i kom det faktisk ting ut av munnen min som helst skulle forblitt i magen. Litt forfjamset tok jeg det rolig frem til sykkelen, og var hakk i hel med Gunhild Berntsen da vi kom oss på hingstene våre. Jeg var raskt ut i løypa, og ble liggende som første dame fra start.

I år var sykkel løypen forandret fra de to andre gangene jeg har stilt til start i Haugesund tidligere. Årets løype var noe mer kupert og teknisk, noe som passer meg godt da sykling er min sterkeste gren. Jeg hadde bestemt meg for å kjøre relativt hardt for å få en liten luke til de sterke løperne jeg visste kom bak. Helgen før i Østfold følte jeg meg tung på syklingen, og jeg var redd det samme ville skje også her. Men neida, beina var villig til å samarbeide og jeg fant raskt flyten. Da fulldistansen syklet samme trase som 70.3 var det allerede flere utøvere i løypa, og jeg fikk gleden av å passere en liten haug av disse noe som var meget motiverende. Jeg visste aldri hvor langt bak de andre damene befant seg, men snudde meg i ny og ne for å se om jeg kunne skimte noe som lignet på et kvinnemenneske. Like glad ble jeg hver gang da disse ikke var å se. Jeg bestemte meg for å roe litt ned de siste 40km på sykkel, noe som viste seg å kanskje være litt dumt. Da jeg hadde gitt fra meg sykkelen og var på vei bort til posen med løpesko så jeg en dame, og ble så stresset at jeg tok med meg posen som inneholdt våtdrakten. Dette tapte jeg tid på og måtte løpe bort for å bytte til riktig pose. Allikevel var jeg ikke langt bak ledende dame ut på løp, men da min svakhet ligger her visste jeg at det kunne bli hardt å ta igjen.

 

Godt plassert på drømmesykkelen

Starten av løpingen følte jeg gikk greit. Jeg la meg på et behagelig tempo, og bena var ikke like preget av syklingen som jeg kanskje skulle ønske. Jeg kunne fint tråkket noen flere watt på de 90 tilbakelagte kilometerne. Fra tidligere har jeg erfart at jeg verken løper fortere eller saktere uansett hvor hardt jeg kjører på sykkel, så de siste litt roligere km hadde mest sannsynlig ikke gjort noe til eller fra. Løpetrasen i Haugesund består av to runder. Den er noe kupert, og fra tidligere vet jeg at løpingen her er tung for mine klubber av noen sykkelbein. Jeg ville ikke pushe for hardt i starten i frykt for å gå på en smell, og tapte tid til ledelsen. Ved første vending fikk jeg se konkurrentene mine for første gang. Ledersykkelen var ikke langt foran, men langt bak var heller ikke Gunhild som er en meget habil løper. Jeg bestemte meg raskt for å bare løpe i mitt eget tempo og sikre tredjeplassen som jeg så gjerne ønsket meg. Med norseman i bakhodet ville jeg ikke pushe meg helt til randen bare fem uker før. Etter 10 løpte km ble jeg tatt igjen av Gunhild, og prøvde å motivere henne slik at vi i det minste skulle få en nordmann øverst på pallen. Jeg fortsatte å holde et jevnt tempo som egentlig føltes ganske komfortabelt den siste runden, og kunne krysse mållinjen og vite at tredjeplassen av alle damene som stilte til start var min. Jeg ble for øvrig nummer en i min aldersklasse med hele 48minutter til nestemann, så må si meg meget fornøyd med det. Den totale tiden ble 4timer og 49minutter.

Det var utrolig morsomt at konkurransen ble sendt på norsk TV. Et personlig intervju etter målgang var utrolig stas, og venner og familie som satt hjemme syns nok dette var moro å se på. Tusen takk til dere der hjemme som heier og følger meg hjemmefra. Dere er herlige! Stemningen i Haugesund er også noe utenom det vanlige. Her stiller hele byen og bygdene rundt opp som heiagjeng for alle og enhver. Det er et yrende liv, og alltid like moro.

 

Ironman Elsinore 70.30

Af Christian Thrane Sørensen

Det bliver en af de lange den her. Gode og blandede følelser oven på dagen igår og månederne op til. En skade, frustrationer og stress, et Black out og en fødsel. Alt sammen noget som er godt lige at få skrevet ned. 

I starten af marts får jeg en skade der sætte mig ud af løb og senere også “smider” mig af cyklen på en trænings lejr på Mallorca i maj.

Prøver af flere omgange at komme tilbage med diverse tilpasninger fra coach Teresa men bliver enige om at give den helt ro. I april bliver vi enige om at sætte gearet helt ned og fokusere på core og crosstrainer. Samtidigt med ugentlige besøg hos Kropsværkstedet på Frederiksberg. Det må da hjælpe.

I april nærmer fødslen af vores dejlige datter sig med hastige skridt. Den lille prinsesse vil ikke rigtigt vende sig og vendings forsøg på hospitalet fejler og beslutningen om et planlagt kejsersnit bliver en realitet og 3 uger før termin kender vi datoen for hendes ankomst. Feeedt tænker man så ved man da det og kan forbedrede sig. FORBEREDE, GODaw do!! Det har man da ingen chance for at forberede sig på, andet end du nu ved præcis hvilken dag dit liv med alt sansynlighed tager en drejning. 
Jeg havde det pænt mærkeligt med i forvejen at vide den dato. Jeg prøvede bevist og ubevist at mental klargøre mig til den dag. Som alle ville gøre, sørge for at ens arbejde var der styr. Fik lukkede en masse handler af og fikset kunde møder og ordnet alle de ting der hober sig op så jeg kunne holde barsel med god ro i maven. 
Alt imens min krop kæmpede med frustrationer over manglende reel træning og stævner der nærmede sig, som jeg ikke var klar til.

Så skete det jeg ikke var forberedt på, min hjerne stempler ud og siger “pause Poul”....første tegn, går fra bilen uden at trække håndbremsen = kæmpe hul i kofangeren. Nr 2 Efter 5 møder i byen står jeg og skal betale for parkering, taster koden...... “forkert pin” ......prøver igen
Jeg prøver alle kort tre gange....min pin er væk. Jeg kan ikke huske den og kan stadig ikke den dag idag. Efterfølgende må jeg sande at mit stress niveau har været noget højere end jeg først har ville indrømme over for mig selv og vigtigst min omgangskreds. Retrospektivt må jeg ligeledes kigge ind af og sige at sådan føles et Black out.

Vores lille pige kommer til verden og jeg har to helt uvurderlige uger med moren😍 til vores vidunderlige datter Camilla❤️❤️ - du har givet den største gave i verden og er en uvurderlig støtte i alt det her de seneste mange måneder. 

Tirsdsg i ugen op til Karrebæksminde i starten af juni får jeg løsnet op for noget af hoften og et krydspas (cykel og løb) føles okay, stopper efter 3km løb da jeg mærker lidt irritation. 
Om torsdagen tager Camilla og jeg forbi coach T til en snak om det hele. Her får jeg over for begge piger tømt skallen og presset på krop og sjæl lettes. 😘😘 Planen for et konservativt løb er fast og målet er den gode oplevelse. Det lykkes og de to uger træning op til igår kører snorelige - jeg kan igen løbe intervaller i både halv og hel Ironman pace, og hurtigere endnu uden smerter. Men to ugers træning var ikke nok til at omstille hjernen og få hele kroppen med. En stresset morgen og en glemt chip (som alligevel ikke var glemt, lå ikke i løbeposen men naturligvis sammen med våddragt 🤪🔫), og mine 2 snickers ligger stadig i fryseren og griner. 

Svøm er svøm, jeg både hader og elsker det kaos det er at svømmer til stævner. Finder aldrig rigtigt helt min rytme også er der min hypermobile skulder der altid spøger, jeg ligger hele tiden og passer på ikke at svømme for tæt på nogen af frygt for den går afled som den har haft for vane at gøre. Det er snart et år siden den sidst tig en tur. 

Cykling kommer jeg godt fra start og sætter et liiidt for hårdt pace.....kører fra Peter Funk men Peter giver mig et klap bagi 70 km senere. Og tak for det😘😘.
Det er her fra jeg kan mærke jeg mangler energi. Jeg for spist en myslibar og kaster dunk nr 2 i mig. 

Rammer skiftezonen og møder den dejlige Christian Jensen som har nydt en lidt længere tissepause, fordi man jagter dame numser på cykelrute og vi sætter afsted i løb og jeg er overrasket over mit pace og rammer de aftalte 4.40 og skal forsøge at øje efter 5-7 km til 4.30. Men ret tidligt mærker jeg at trods 20grader og en let vild føles min hud kold og benene tungere og tungere. Jeg dropper plan A og går til plan Å😉 - panden op og hils på folk og send HIGH5’s og se hvor det ender. Blev stivere og stiver i benene og mere og mere træt, hvis jeg lukkede øjnene så fald jeg sgu nok i søvn. 

Det blev ikke til en forbedring af sidste års tid på 4.45.09 men liiiige på kanten 4.59,54. Next step indtagelse af energi strammes op.

Tilfreds??? HELL YEAH jeg er!! Mest af alt er jeg glad for at kunne komme i mål og omfavne min lille famile.❤️
Og og og..... mine dejlige venner fra klubben og de andre Uperform trænings buddies 😍😍 ingen nævnt ingen glemt. Dejlige mennesker alle samme😘

Challenge Roth

Af Nichlas Gustafsen

Vi var taget afsted i god tid, så vi var i Roth allerede natten til torsdag, hvilket passede perfekt, for så havde jeg god tid til at ”lande” og orientere mig omkring al ting i forhold til racet om søndagen. Jeg var kørt derned sammen med min lillebror, som var taget med alle dagene udelukkende for at støtte mig.

Efter at have sovet tog vi ud for at tjekke ind og se området for svømmestarten. Challenge Roth er et kæmpe stævne, så svømmestart, T2 og mål ligger et stykke fra hinanden, så der var en del steder man skulle forbi for at være godt forberedt. Expoen lå ved målområdet, hvilket også var her man registrerede sig. Det var en lille halv times kørsel fra Nürnberg hvor vi boede. Expoen var noget af det største jeg længe har set og der manglede absolut intet, uden at kende til alle stævner så tror jeg den er blandt de største foruden Kona, så der var massere at gå og kigge på, samt stemningen var som altid helt i top.

Jeg fik registreret mig og sikret alt var klar. Cyklen blev tjekket igennem en ekstra gang og så ud og rulle en lille tur, for at tjekke noget af ruten ud og for at holde benene i gang. Det blev til i alt 27 minutters rolig tur, hvor benene virkede helt klar, jeg havde sågar problemer med at holde igen, da jeg glædede mig helt vildt til søndag. Efter de 27 min smed vi cyklen i bilen og kørte derefter resten af ruten igennem i bil, så jeg vidste hvad der ventede mig. Det skal siges at Roth er opfattet som en rigtig hurtig rute, men det gik hurtigt op for mig at der også var en del bakker, men nogle til tider lidt tekniske nedkørsler, så allerede her blev forventningerne til en fantom cykeltid justeret lidt ned, dog stadig med en forventning om en ny PR. Efter at have kørt ruten igennem tog vi tilbage til hotellet hvor vi hoppede i løbeskoene og løb en rolig tur på små 20 min. Her følte jeg også at jeg havde konge ben, så selvom planen sagde 35 minutters løb, så holdt jeg igen for at spare på den positive energi inden racet.

Fredag morgen var der test svøm af ruten. Der svømmes i Donau, som normalt er lukket af for svøm, da der er mange både mm. Men i dagene op til var der arrangeret test svøm fra kl. 6.30-9.00, så vi stod op og spiste morgen mad og tog afsted mod svømmestarten. Her var der mødt virkelig mange mennesker op men vi fik testet ruten og alt virkede godt. Den eneste overraskelse for mig var at der skulle svømmes i ferskvand, hvilket jeg kun har prøvet på kortere distancer, men det skulle nok gå. Derudover blev fredag brugt på at gå rundt og suge stemningen til sig i expo-området og gøre alt klar til lørdag, hvor der skulle tjekkes cykel ind.

Lørdag her var mere af familien ankommet, som også blot kom til Tyskland for at heppe. Men da der nu var svømmetest igen lørdag morgen, så fik de også lige testet vandet og jeg var bare med derude og kigge på. Senere på dagen tog vi ud og tjekke min cykel ind, hvilket gik lynhurtigt, der var ekstra god service alle steder og det hele spillede bare super godt sammen. Efter at have tjekket cyklen ind tog vi videre til racebriefingen, som ikke bød på nogle overraskelser bortset fra det foregik i et telt, så der blev ekstremt varmt. Efter racebriefen tog vi tilbage på hotellet og jeg smuttede tidligt i seng, mens de andre tog ud og spise. I dagene op til var der rigtig mange ting som fyldte i mit hoved. Jeg havde en kæreste liggende derhjemme som kunne føde når som helst, men vi havde alligevel aftalt at jeg skulle tage af sted, med den risiko for at hun ville ringe og give besked om at jeg skulle stå af og komme hjem hurtigst muligt. Derfor var jeg rent mentalt slet ikke til stedet, da jeg havde en konstant frygt for at hun ville gå i fødsel, men samtidig ville jeg også gerne top præstere om søndagen. Det er som de fleste ved bestemt ikke nogen god kombi, da det mentale spiller en kæmpe rolle. Jeg havde af samme årsag også mistet fokus på en lang række ting, bl.a. mit madindtag op til selve dagen, som var mere eller mindre mangelfuldt og der blev taget en række dumme beslutninger undervejs. Så på trods af at kroppen føltes i bedre form en nogensinde og at ugerne op til selve løbet var forløbet ekstremt godt, så havde jeg svært ved at finde mit a-game, som det kræver når målet var ny PR. Som de fleste nok har gættet så indfriede jeg ikke målet, men blev en hel del erfaringer rigere og fik en kæmpe oplevelse da Challenge Roth er det fedeste stævne jeg nogensinde har deltaget i både hvad angår service og stemning på ruten.

Dagen var kommet og vi stod op kl. 3.30 søndag morgen, hvor jeg skulle starte kl. 7.00 (Pro’erne startede kl. 6.30). Jeg prøvede hele tiden at bilde mig selv ind at jeg var klar og forsøgte at ”glemme” kæresten derhjemme for en stund, dog velvidende om at jeg nok skulle få besked hvis der skete noget som ville gøre at jeg skulle hjem hurtigt. Vi køre mod start og er der omkring kl. 4.45, hvor jeg så har god tid til at tjekke alt en ekstra gang på cyklen bl.a. pumpe dækkene og få monteret sko mm. Så alt var klar til en hurtigt T1. Da hjelme skulle placeres på cyklen, så var det eneste jeg havde i min T1 pose mit løbenummer og lidt gels som jeg skulle have i lommerne. Vejret var super godt og det var allerede en små 16 grader fra morgenstunden af og der var lagt op til en rigtig varm dag. (Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde tænkt over, da jeg havde alt mulig andet i tankerne) Jeg havde besluttet mig for at cykle med min speed-trøje med halvlange ærme, samt aero-hjelme med monteret brilleglas. Præcis de to ting var set i bakspejlet virkelig dumme beslutninger, for det skulle senere vise sig at jeg fik det rigtig var på cyklen. Jeg får taget våddragten på og sagt farvel til min familie og begiver mig mod start boksen. Sommerfuglene har allerede meldt sig, hvilket er et godt tegn. Jeg elsker stemningen og den følelse man får når man nærmer sig race start. Jeg bliver top-motiveret af det og får sat mig selv så godt op som muligt.

Svømmestarten foregår som vandstart og fungere super godt, da vi bliver sendt afsted i heats af 200 personer. Dog var jeg i heatet lige bag de to kvinde heats, så der gik ikke længe før man udover at skulle kæmpe med alle dem i ens eget heat også skulle forbi en del af kvinderne. Svømningen gik rigtig fint i starten, men pludselig begynder min våddragt at åbne sig og jeg skal lukke den i nakken en 6-7 gange undervejs, hvilket er rigtig frustrerende. Derfor er jeg også allerede her lidt efter min målsætning i forhold til tid. Jeg svømmer på omkring 1:08, hvilket ikke var helt godt nok, men jeg tænker hurtigt at det skal jeg nok få hentet ind hvis jeg bare holder mig til planen på de resterende discipliner.

Jeg kommer ind i T1 som går lynhurtigt og jeg er igennem på ca. 2,5 min, hvilket er noget jeg har øvet en del igennem de sidste par races i forhold til at optimere på denne del. Så alt gik super godt i T1. 

Ud på cyklingen, hvor jeg hurtigt finde mine ben og syntes de er rigtig gode, jeg holder lidt igen for ikke at ligge over mine mål omkring 230 Watt. Der er fyldt med mennesker på rigtig mange dele af ruten, ligesom der også var fyldt med mennesker på hele svømmeruten, hvilket var helt fantastisk. Der kan bestemt ikke sættes en finger på set-uppet omkring ruterne. Jeg holder mig egentlig til min plan de første 60-70 km. På cyklen hvorefter jeg begynder at føle mig utilpas. Solen var kommet frem og det var begyndt at blive rigtig varmt, hvilket jeg normalt rigtig godt kan lide. Dog havde jeg som sagt taget nogle virkelig dårlige beslutninger, som havde gjort at jeg havde for meget tøj på, samt mit brilleglas på hjelmen gjorde at jeg ikke blev kølet ned i ansigtet. Så resten af vejen blev en kamp for at holde fokus og bare ”overleve” cykelturen. Allerede efter 100-120 km. Var jeg godt bevidst om at der skulle ske mirakler hvis PR skulle være muligt, så derfor blev der sat andre målsætninger oppe i hovedet, som endte ud i at jeg blot skulle nyde racet og suge alle de gode ting til mig. En af de ting som var helt ekstremt fedt var opbakningen og de fleste som kender til Challenge Roth har hørt om Solar Hill, som er rent Tour de France, med folk stående helt op i ansigtet på dig, for at hjælpe dig hurtigst muligt op over bakken. Det var det vildeste jeg nogensinde har oplevet til et race. Her kan Geels bakke godt pakke sammen. Dog var der rigtig mange steder som var fyldt med publikum, som gjorde alt for at vi triatleter fik en fed oplevelse og det gjorde de til U.G, jeg tror jeg talte 5-6 steder på bakker hvor stemningen var ligesom på Geels bakke til København Ironman, samtidig med at alle de små byer havde sat borde ud til gade hvor der var mere eller mindre en folkefest, så det var virkelig en fed oplevelse, trods at jeg aldrig har haft det dårligere under en cykeltur. Da jeg stadig er lidt en kylling når det kommer til nedkørsler, så giver det mig bestemt ikke en fordel at det er en bakket rute, for det første trækker tænder ud, men for det andet har jeg ikke mulighed for at udnytte farten nedad, selvom jeg overhæler en del op af. Så man skal alligevel være lidt bedre teknisk (eller køre lidt mere med hovedet under armen) end mig for at få det maksimale ud af bakkerne. Da jeg nærmer mig de 180 km. Er jeg fuldstændig overkogt pga. de dårlige valg af tøj og hjelm, samt den måske manglede rigtige mad op til racet har slået mig helt om kuld, så det sidste i verden jeg havde lyst til var at løbe et marathon, men DNF var bestemt ikke en option i mit hoved, hvilket det generelt ikke er, men slet ikke denne gang, da jeg ikke skulle være taget til Roth med risiko for at gå glip af en fødsel og så ikke gennemføre løbet. Min cykeltid ender på 5:22, med en gennemsnitsfart på 33,2 og gennemsnitswatt på 209, hvilket var langt under målet bortset fra tiden som selvfølgelig var over målet.

Ind i T2 hvor alt også går rigtig fint trods jeg tager mig god tid, da min PR er langt fra inden for et realistisk mål. Jeg smutter igennem T2 på lige omkring 1:30 og begiver mig ud på min absolut yndlingsdisciplin.

Løbet starter egentlig ok, taget alt i betragtning. Jeg forsøger at finde ind i en god rytme, men kan godt mærke at kroppen slet ikke vil som jeg gerne vil. Jeg kæmper en kamp for overhovedet at holde mig løbende helt fra start. Jeg er i væskeunderskud, da jeg de sidste 10-20 km. På cyklen ikke har kunne indtag noget da jeg havde det for dårligt og det kunne mærkes på kroppen. Jeg forsøger dog at holde et pace på under 5:00, hvilket er langt fra mit mål som var 4:20. (Jeg formår kun at holde 4:20 i 5 km på hele turen) Jeg vil ikke give op og begynde at gå så jeg holder tempoet i et fornuftigt pace indtil de 21 km. Hvor jeg møder min familie 2 gang på ruten. 10 km. Forinden begynder jeg at få problemer med maven og må en tur på tønden, det forsætter resten af turen og ikke nok med at jeg ikke kan holde mig under de 5:00, så må jeg også på tønden yderligere 4 gange. På løbeturen løber man heldigvis det meste af tiden langs vandet hvilket var super dejligt når det var så varmt. Derudover så er man forbi en række vendepunkter inde i nogle mindre byer og her var stemningen præcis som på cykelturen, helt ekstremt god og der var feststemning over alt. Det var en sand fornøjelse at løbe der trods jeg ikke havde det specielt godt. Jeg får kæmpet mig igennem og løber det samlede marathon på lige omkring de 3:40, hvilket også var langt fra målsætningen. Da jeg nærmer mig finishline er jeg helt død, men beslutter mig for at det skal simpelthen nydes. Man løber ind på et opbygget stadion med publikum siddende hele vejen rundt og hele den sidste km. Er der fyldt med mennesker over alt og på dage som denne, så var det bestemt dem som var med til at holde mig løbende. Det er den fedeste finishline ever og en helt unik oplevelse.

Det er et race som jeg kun kan anbefale, da det simpelthen er for fed en oplevelse og at der så samtidig blev sat ny verdensrekord var kun med til at gøre det hele endnu federe. Det skal siges at jeg møder Jan Frodeno på løberuten da jeg var på vej væk fra byen og han var på vej mod finishline og man kunne tydeligt set på ham at han var klar over at han havde gang i noget stort og aldrig har jeg set så meget presse omkring en løber på ruten. Det var generelt et stævne som var rigtig lærerigt.

Challenge Roth er helt sikkert et stævne som jeg gerne vil tilbage til igen om nogle år. Jeg skal have min hævn.

Roth - Nichlas2.jpg

Ironman Copenhagen

Af Nichlas Gustafsen

Dagene op til løbet foregik roligt og der var let træning helt ind til start. Lørdag blev brugt på at fylde depoterne op, få tjekket cykel ind og et kort træningspas på 30 min. (15 min cykel og 15 min let jog).

Bike tjek ind gik super fint, man fik lov til lige at mærke stemningen og lure de nærmste konkurrenter af. Cyklen stod helt optimalt på asfalten og i næst sidste bås ud mod vejen.

Det skal siges at målsætningerne for løbet var sky høje. Jeg havde valgt at tilmelde mig sub10, samtidig med jeg gik hårdt efter en top 10 placering i aldersgruppen om det lykkes kan I læse senere.

Søndag morgen – Raceday. Dagen hvor mit a-game endelig skulle pakkes ud. Jeg følte mig virkelig klar og meget fokuseret på dagen. Der var lagt op til en stor dag, med en masse fantastiske venner, konkurrenter mm.. Planen var lagt og det var tid til at få svar på alle de spørgsmål som altid vælter rundt i hovedet på en når man har trænet målrettet mod et event i et års tid. Det var tid til at få svar på det hele. Kunne kroppen holde??

Morgenmaden blev indtaget i god tid og vi var nærmest de første ude ved T1 om morgene. Det var rimelig koldt så vi gik en del rundt og tilbage til bilen for at holde varmen. Cyklen blev gjort klar, bike bag’en blev tjekket en ekstra gang og der blev kort varmet op. Det blæste en del da vi ankom til strandparken, men vinden dalede heldigvis inden start.

Starten gik og jeg kom fint afsted. Holdt mig til min plan om ikke at gå ind i alt for mange slåskampe undervejs og i stedet fokusere på mit eget pace og den mest direkte vej udenom de store grupperinger. Det gik rigtigt fint det meste af tiden, men faldt tit ind bag forskellige grupper som svømmede lidt for langsomt. Det resulterede i en afstraffelsen ala et spark direkte i skridte, som tog små 5 min at komme mig over. Men alt i alt gik svømme delen rigtig fint, til trods for jeg var lidt langsommere end målsætningen, men det var jeg helt overbevist om nok skulle blive hentet på cyklen.

På vej ud af T1 som forløb mere eller mindre uden de store problemer, bortset fra mit brilleglas var røget ud af hjelmen og skulle sættes på plads, høre jeg at alle stort set har svømmet langsommere end forventet. Jeg får besked om jeg ligger i top20, hvilket bestemt er godkendt og jeg derfor hurtig finder gejsten igen og er klar til den lange cykeltur.

Cykelturen går rigtig fint. Jeg holder mig til min plan omkring de 36 km/t i snit, hvilket daler lidt mod slutningen. Der var en del vind på ruten og der blev kæmpet lidt ekstra, dog følte jeg at jeg havde ok med overskud undervejs og kunne ikke lade vær med at smile over at det virkelig er fedt at ligge og presse sig selv i bøjlen. Jeg får desværre ikke drukket helt nok på cyklen til trods for jeg holder mig til min plan. Det var åbenbart varmere end forventet, hvorfor jeg kommer ind i T2 med en lidt langsommere gennemsnitsfart end planlagt. Igen får jeg hurtigt besked omkring at jeg ligger godt til i feltet og at de andre også har cyklet en del langsommer end forventet. Så igen får jeg et mentalt boost i den rigtige retning. Dog skal mit væske underskud senere komme til at koste mig dyrbare minutter.

Cykelruten var fantastisk og det var en ren fornøjelse at køre op over Geels bakke anden gang hvor min coach til min store overraskelse får øje på mig og giver mig et par råb med på vejen.

Inde i T2 spiller alt maks sammen. Jeg får afleveret cyklen og hurtigt ud på løbet. Jeg starter altid hurtigt ud på løbet for at få benene i gang hurtigst muligt. De første km. Foregår omkring 4.00 præcis som planlagt. Derefter finder jeg hurtigt ind i en rigtig god rytme omkring de 4.10-4.15. Dette viste sig dog at være lidt for hurtigt selvom jeg blev mega grebet afstemningen da jeg hver gang jeg krydsede venner og familie fik besked omkring at jeg blev ved med at indhente konkurrenterne foran mig. Tempoet dalede lidt for hurtigt og blev hurtigt til 4.30-4.40 for senere at bliver mere en kamp om at holde tempoet under de 5.00 end at holde mit planlagte pace. Min manglende væske på cyklen kom også i spil her. Jeg lå konstant og kæmpede med at få væske balancen igennem, hvilket gjorde jeg brugte meget tid i væskedepoterne, men jeg fik aldrig balancen tilbage i kroppen. Ud på de sidste 25 km. Var det ren overlevelse. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at holde mit top 6-7 placering, hvilket jeg også gjorde hele vejen til målstregen. (Dog var der nogle i min AG som var startet senere som skubbede mig ned på 10 pladsen)

Da jeg kom til målstregen var det en kæmpe forløsning. Målsætningerne for dagen var nået. Jeg havde forbedret min tid med ca. 1,5 time og havde slået klubrekorden. Samtidig kunne jeg senere se at jeg havde indfriet målsætningen omkring en top 10 placering, da jeg sluttede samlet 10 i min AG med tiden 

Det var en lang dag, men hold kæft hvor var det fedt. Der var fyldt med venner, familie osv. På hele løberuten. Jeg bliver totalt revet med når der er så massiv opbakning og jeg er mega stolt over den enorme opbakning jeg fik.

Tusinde tak for den store støtte. Jeg glæder mig for vildt til vi skal i kamp igen. Der er bestemt plads til forbedring, men jeg er vanvittig stolt over den præstation jeg formåede at levere på dagen.

Som nogle ved havde jeg også en målsætning/et håb omkring Hawaii. Dette kom ikke til at ske i denne omgang, men jeg er helt sikker på der ligger et slot til mig lige rundt om hjørnet og gemmer sig. Nu skal der bare arbejdes videre for at nå det sidste stykke vej. Så skal det nok lykkes.

IMG_2112 KBH.jpg

Ironman Zürich

Af Henrik Eskildsen

Vækkeuret er sat til kl. 3, og da det ringer, er det som om jeg allerede er vågen. Jeg har ikke sovet særlig tungt, og har generelt ikke fået ret mange timers søvn. Godt nok gik jeg i seng allerede kl. 20 aftenen i forvejen, men frem imod så stort et stævne, tror jeg ikke der er mange, der får sovet særlig godt natten i forvejen. Jeg har i hvert fald ikke fået mere end 3 gode timers søvn. Jeg starter dagen med et hurtigt bad, for lige at vågne rigtigt, samt få varmet kroppen, leddene og musklerne godt op. Da morgenmaden på hotellet først åbner kl. 4 har jeg godt med tid til at få alle mine ting gjort klar. Jeg får lagt alle mine ting i 4 bunker, 1 bunke med de ting jeg skal bruge i T1 dvs. efter svømningen (til den blå pose), 1 bunke med de ting jeg skal bruge i T2 dvs. efter cyklingen (til den røde pose), 1 bunke med det jeg skal bruge efter løbet, samt en bunke med de ting/tøj jeg skulle bruge til starten – dvs. når stævnet starter.

Jeg går ned til morgenmaden allerede kl. 3.50, da jeg tænker det måske er en god idé for evt. at undgå den helt store kø. Det viser sig ret hurtigt at være den helt rigtige beslutning, da der forholdsvis hurtigt bliver kø ved morgenmaden, når den officielt åbner kl 4. På det tidspunkt er jeg allerede godt halvvejs igennem min mad. Den står på det sædvanlige pre-race morgen mad. Yoghurt, rundstykker med Nutella, frugt, samt kaffe, juice og energidrik. Da jeg er færdig med at spise får jeg lige smurt to små ekstra rundstykker med Nutella, da jeg tænker, at det nok ikke er helt skidt at få noget “rigtigt” at spise i løbet af dagen. Min plan er at få dem spist efter ca. 100 km på cyklen, dvs. ca. 2,5 timer før jeg rammer løbedelen.

Kl. 4.15 er jeg allerede på vej tilbage til værelset for at gøre mig helt klar. Jeg har fået tilkøbt mig en plads på en shuttlebus som Nirvana Europe (samme selskab som jeg har booket hotel igennem) har med, netop med det formål at fragte gæsterne fra hotellet til stævne pladsen og retur. Bussen kører kl. 5.15, så jeg har ca. en times tid til at gøre mig helt klar. Jeg får iført mig min racesuit, og alle min poser bliver pakket. Jeg er meget omhyggelig med at sikre mig, at jeg har husket det hele, Jeg gennemgår tingene flere gange. Inden jeg får set mig om er kl. blevet lidt over 5, og efter 4. gennemgang er jeg nu forholdsvis sikker på, at jeg har husket det hele. Jeg kommer ned i lobbyen, og der er allerede godt pakket med en masse triatleter. Man kan godt mærke at folk er nervøse, og stemningen er virkelig intens allerede på det tidspunkt. Vi kommer afsted til tiden, og jeg befinder mig ved stævne pladsen allerede kl. 5.30, hvilket er 1 timer og 25 min. før min start går. Og det er mørkt, det er koldt, og det regner. På nuværende tidspunkt har jeg lidt svært ved at forstå, hvad det er jeg snart skal i gang med. Om 12 timer er det planen, at jeg skal være i mål. Puha – 12 timer!

Jeg finder ret hurtigt min cykel i skiftezonen, og det lader til at den har overlevet natten fint. Jeg får hurtigt fundet mig en pumpe, så jeg kan få tjekket trykket i mine dæk. De bliver efterfølgende gennemgået for sten og andet snavs. Det ville trods alt være ærgerligt at få en punktering tidligt på cyklen ruten. Herefter får jeg smurt kæden med lidt ny olie, og jeg forsikrer mig at cyklen ruller fint. Alt virker som det skal. Energi geler og barer samt saltsticks bliver tapet fast til cyklen. Til sidst får jeg installeret mine 3 dunke – to med energi drik og en med mad (de to rundstykker med Nutella samt en Snickers). Cyklen er klar. Jeg går hurtigt over til skifteområdet, hvor jeg får deponeret mine ting i den blå og røde skiftezone pose. Jeg er ved at være klar, og derfor beslutter jeg mig også for at få min våddragt på. Jeg finder mig med lidt besvær en plads i et af skifteteltene, hvor jeg kan få min dragt på. Der er virkelig ved at være rigtig mange mennesker. Efter ca. 5 min har jeg fået smurt mig godt ind i babyolie, og fået våddragten halvt på. Jeg venter mig at tage dragten helt på indtil jeg kommer helt ned til svømmestarten. Så kan jeg evt. nå at få tisset af inden. Det tager omkring 10 min at komme fra skiftzonen ned til svømmestarten, men det føles meget meget længere. Jeg er for alvor ved at blive stresset. Jeg kan se, at det bliver svært at nå det hele. Kl. er 6.20 da jeg kommer frem til svømmestarten, og vi skal alle være oppe af vandet allerede kl. 6.30. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke når at få tisset inden jeg skal i vandet for at få varmet op. Jeg må gøre det i dragten inden start. Det har jeg heldigvis prøvet før. Jeg får en hjælpende hånd til at få lukket dragten helt. Herefter er det bare med at komme ud i vandet og få gang i kroppen. Vandet er faktisk varmere end jeg havde regnet med, men uden at det er ubehageligt. Jeg får svømmet ca. 200-300 meter for at få rigtigt gang i mine arme, og for at få tilvænnet mig vandet. Præcist kl. 6.30 bliver vi alle kaldt ud af vandet, og går op på stranden. Da jeg kommer op på stranden finder jeg til min store glæde familien der er rejset med på turen. Jeg ved ikke om det gjorde mig en smule mere nervøs frem imod starten, men der er ingen tvivl om jeg virkelig er nervøs på nuværende tidspunkt. Jeg får hurtigt krammet min mor og givet high-five til far og brormand, også er det ellers bare afsted henimod start boksen.

Svømmeruten ved IM Zürich er en rute på to omgange. Man starter med at svømme ca. 1800 m, hvorefter man rammer en såkaldt Australian exit, hvor man skal op vandet for at løbe over en lille ø med navnet Saffa-Insel (ca. 20 m), og så skal man ellers tilbage i vandet for at svømme de sidste 2000 m. 

Kl. 6.45 bliver pro’erne sendt afsted, kl. 6.50 bliver startgruppe 1 (svømmetid under 70 min.) sendt afsted, og kl. 6.55 bliver startgruppe 2 (svømmetid over 70 min.) sendt afsted. Jeg vælger at placere mig i startgruppe 2, da jeg ikke forventer at kunne svømme under 70 min. Slet ikke i ferskvand. Herudover tænker jeg faktisk, at jeg vil forsøge at tage den lidt med ro, så jeg kan spare mest muligt på kræfterne. Men det skal vise sig at blive helt anderledes.

Tiden fra da vi kommer op ad vandet efter opvarmningen, hvor vi står i startboksen frem til vi får lov til at komme ned til starten på stranden, føles som en evighed. En masse tanker flyver igennem mit hoved, og jeg er vildt nervøs. Det er nu at de sidste 7-8 måneders effektiv træning skal vise sit værd. Jeg glæder mig til at komme i gang, men kan også mærke at jeg er en smule skræmt. Hvad nu hvis det ikke går? Hvad nu hvis jeg har overvurderet mine evner? Jeg forsøger at lukke mine tanker ude. Men puha det er vildt svært. Endelig får vi lov til at komme ned på stranden. I starten tænker jeg egentlig ikke meget over hvor jeg får placeret mig, men hurtigt viser det sig, at jeg er kommet ret lang frem i gruppen. Jeg står i midten og i 2. række. Puha jeg er måske kommet lige langt nok frem? Så kommer tankerne tilbage igen. Hvad er det lige jeg har gang i her? Jeg står i en startgruppe med 1300-1400 andre triatleter, og skal til at starte en Ironman! Heldigvis får jeg de positive tanker frem igen, og får smilet tilbage. Folk omkring mig virker spændte, men alle smiler, og er glade. Så hvorfor skulle jeg ikke også være det. Med 5 min til start får jeg endelig tisset af i dragten. Det er en smule grænseoverskridende at stå og lade vandet, imens man står side om side med en masse andre triatleter. Men jeg er nu også ret sikker på, at jeg ikke er den eneste der gør det. “20 seconds” lyder der så lige pludselig fra speakeren. Musikken brager stadigvæk ud at højtalerne, men det føles alligevel som om der er helt stille. Der er ingen der siger noget. Vandet er forholdsvis roligt. Men jeg ved det er et spørgsmål om sekunder, så er freden forbi. Og med et går startskuddet. BANG. Også er vi ellers i gang.

Jeg kommer rimelig hurtigt langt nok ud i vandet til at kunne kaste mig i baljen, også ellers få gang i armene. Det jeg stod og glædede mig til oppe på stranden, viser sig hurtigt ikke at være så sjovt, som jeg havde forestillet mig. De første 400 m er en ren kamp. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Albuer, spark, slag, skub og folk der svømmer henover en. Det er ikke sjovt, men det er som om, at jeg på en eller anden måde havde forventet det. Jeg forsøger at fokusere 100% på at styre min vejrtrækning, også ellers få holdt gang i mine svømmetag. Bare ikke gå i panik. “Henrik – husk nu for h…… at trække vejret dybt”. Efter de første 400 m er overstået (og ja de skulle overstås), så virker det som om, der bliver lidt mere plads, så man endelig kan starte med at koncentrere sig om at svømme. Men det viser sig desværre også at freden hurtigt er forbi, for efter de næste 200 m rammer vi første bøje, også er det ellers bare forfra igen. Vi skal igennem nøjagtig det samme engang til. Tilbage i vaskemaskinen og det føles som om kampen står på i en evighed. Efter 400 m bliver der endelig lidt frit igen, og jeg føler at jeg kommer ind i noget der minder lidt om en rytme. Men så om vi ikke allerede rammer næste bøje. Jeg ved det allerede inden vi kommer derhen. Jeg skal en tur igennem tumulten engang til. Igen føles det som om kampen står på i en evighed. Og det er det samme engang til – ca. 400 m med ren kamp, hvorefter de så bliver forholdsvis åbent igen. Jeg er nu tæt på halvvejs igennem svømningen, og det betyder, at jeg snart skal over Saffa Insel. Jeg kommer under gangbroen, hen til rampen og bliver så ellers trukket op af vandet. Det er en mærkelig følelse at blive trukket op af vandet, når man ved at man kun er ca. halvvejs. Hurtigt får jeg løbet de små 20 m henover ø’en også ellers kastet mig ud i vandet igen.

“Kom nu Henrik – der er kun 2000 m til at jeg skal på geden”. Jeg forsøger at få de positive tanker frem, men jeg synes virkelig det går langsomt, og jeg er slet ikke kommet ind i en rigtig rytme. Da jeg kommer lidt væk fra Saffa-Insel, virker det som om vandet er blevet mere uroligt, og at der er kommet lidt bølger på. Også sker det! Jeg får krampe i højre lægmuskel. Jeg forsøger at få lidt gang i benet, og håber på jeg kan få den svømmet den væk, men det gør bare krampen endnu værre. Jeg runder den næstsidste bøje, og heldigvis er kampen omkring bøjerne aftaget, så det ikke føles helt så slemt. Men jeg har stadigvæk krampen at kæmpe med, og kan mærke at jeg er gået helt ned i tempo. Endelig slipper krampen, og jeg kan atter svømme frit. Også rammer den næste nedtur mig. Min antagelse var god nok. Vandet er blevet mere uroligt, og bølgerne kommer skråt ind fra venstre. Da jeg ikke rigtigt har fået lært at trække vejret til begge sider, bliver det ret hurtigt et problem for mig. Jeg kan mærke, at jeg får slugt en del vand, mens vi svømmer henimod sidste bøje. Men heldigvis er krampen væk. Så helt skidt er det ikke. Jeg får vendt om den sidste bøje, og det hjælper lidt på bølgerne. De sidste 600 m føler jeg bare går vildt langsomt. Men jeg får også de positive tanker frem igen. Nu er det værste snart overstået, og jeg glæder mig bare til at komme op af vandet og ud på cyklen. De sidste meter henimod rampen op til skiftezonen bliver atter en kamp, da vi åbenbart er mange der har svømmet i samme tempo. Der skal to hjælpere til at hive mig op, men det lykkedes at få trukket op mig op af vandet, og jeg kommer endelig ind i T1. Uret står på 1.20.28. Sørens – det var ikke helt hvad jeg havde håbet på.

Jeg finder ret hurtigt min blå pose med mine strømper, cykelsko, hjelm og cykelbriller. Herefter kommer jeg ind i et af skifteteltene, og får så ellers smidt våddragten. Jeg kan mærke at jeg ikke har voldsomt travlt. Jeg ved at det i forvejen bliver en ret lang dag, og derfor er det nok heller ikke helt dumt at bruge de 30 sekunder ekstra på at få skiftet ordentligt. På vej ud af teltet får jeg afleveret posen igen, også er det ellers bare ned til cyklen. Vi skal alle ned og vende i det ene hjørne af skiftezonen, hvilket betyder at vilkårene er ens for alle, da man så ikke får en fordel af en bedre plads i skiftezonen. Jeg kommer over til min cykel, får den hevet ned fra stativet, og bevæger mig så ellers over imod udgangen. På vej derover opdager jeg at underlaget i skiftezonen er ret så mudret. Det er ikke noget jeg tænker vildt meget over, men det skal hurtigt vise sig at få en betydning for starten på min cykeltur. T1 bliver overstået i 5.48 – hvilket heller ikke ligefrem er imponerende.

Jeg kommer ud på vejen, og finder hurtigt et sted, hvor jeg ellers kan hoppe op på cyklen også ellers få klikket skoene i. Men det er som om, de bare ikke vil klikke i. HVAD SKER DER? Også strejfer tanken mig. Jeg må have fået mudder op i klamperne. Jeg forsætter bare med at prøve at få dem mast i, men der sker bare ingenting. DET SKER BARE IKKE. Jeg kommer forbi familien der står på sidelinjen, der selvfølgelig gerne vil sende mig godt afsted. I stedet for at tage godt imod de finde tilråb, får jeg i min desperation desværre overfuset dem. Jeg er simpelthen helt vildt stresset og sur. Det kan da ikke passe at en smule mudder skal ødelægge starten på en 180 km lang cykeltur. Efter noget der bare føles som en evighed lykkedes det mig at få mast den ene sko i pedalen. Jeg forsætter bare med at masse for at få den sidste sko i. KLIK – det lykkedes heldigvis også til sidst. Jeg får kigget ned på mit ur, og opdager at jeg har brugt lidt over 1,5 min på at komme i pedalerne. Ikke ligefrem en optimal start. Men med en tur på 180 km bliver jeg bare nød til at glemme det, også ellers få de positive tanker frem igen. Det lykkedes efter godt 10 min, og jeg er begyndt at glæde mig til at få rigtig fart på cyklen.

Cykelruten ved IM Zürich er en rute på to omgange a 90 km. De første 30 km kører man langs med Zürich søen. Her er ruten ret flad, og der er ingen sving. Herefter kører man så lidt ind i landet, og rammer et forholdsvist kuperet landskab. De sidste 60 km inkluderer 3-4 mindre stigninger med en samlet højdeforskel på 650-700 m.

Jeg bruger de første 20-25 km på cyklen til at få presset gns. farten lidt op. Ikke nok med at jeg har tabt lidt tid i starten pga. episoden med pedalerne, så ved jeg også at jeg nok kommer til at miste lidt fart pga. de foranstående stigninger. Alt imens jeg får trådt lidt til i pedalerne, får jeg dårlig samvittighed over min reaktion/overfusning tidligere. Det er bare ikke ok, og jeg glæder mig allerede på nuværende tidspunkt til at se dem igen, og give dem en undskyldning. Jeg forsætter dog med at trampe i pedalener, og får allerede på nuværende tidspunkt fyldt godt på depoterne. En masse energidrik, samt energi gel + bar bliver flydt på. Efter knap 30 km rammer vi så den første stigning. Den er ikke voldsom lang eller stejl. Det ved jeg efter jeg har studeret ruten nøje, men alligevel overrasker det mig virkelig, hvordan folk bare går i stå. Jeg beholder som en af de få kæden på den store klinge foran. Det betyder også, at jeg bare stryger forbi en masse. Det er en fed fornemmelse. Så er vi sgu i gang, og jeg er flyvende. Udfordringerne i starten af løbet er nu glemt, og jeg føler mig godt tilpas, og nyder faktisk landskabet samt de tilråd man nu får med på vejen. Nedkørslen efter første stigning og frem mod næste stigning virker faktisk ret lang, men man får ikke den helt vilde fart på, da den ikke er så stejl, og da der er forholdsvis mange sving samt et par rundkørsler vi skal igennem. Efter nogle km drejer vi så til højre, også rammer vi så ellers ind i den næste stigning – “The Beast”. Det er rutens længste stigning, og det viser sig ret hurtigt at den også er forholdsvis stejl. Nok også derfor den har fået det fine navn. Denne gang bliver jeg i hvert fald nød til at skifte ned på den lille klinge foran, men har da trods alt stadigvæk 2-3 gear at give af endnu. Mange af dem jeg overhaler har på nuværende tidspunkt ingen yderligere gear at give af, og det overrasker mig en smule, at folk allerede efter ca. 60 km har behov for at finde det letteste gear frem. Men måske det bare er fordi folk sparer lidt på kræfterne. Vi er jo ikke engang halvvejs igennem dagen endnu.

Jeg føler jeg kommer godt henover “The Beast”, og har masser af overskud. Nedkørslen denne gang er dog ret kort, for der går ikke ret længe, før vi rammer den næste bakke. Stigningen her er dog kun jævnt stejl, men det går alligevel opad i ca. 5 km. Jeg ved dog også, at der venter en ret lang og stejl nedkørsel på den anden side. Jeg både glæder mig til den, men er også en smule skræmt, da jeg aldrig rigtig har kørt så lange nedkørsler. Jeg kommer fint henover den efterfølgende stigning, også tager tyngdekraften så ellers bare ved cyklen. Vi skal helt ned til Zürich søen igen, hvilket er ca. 8 km med ren nedkørsel. Min cykel computer kommer lynhurtigt langt over 60 km/t, og den kunne sagtens have forsat, men jeg giver den simpelthen ikke lov. Mine hænder sidder godt plantet omkring bremserne, og da vejret ikke er helt optimalt, og vejene stadigvæk er ret våde, tænker jeg det er en god idé lige at tage den med ro. Det er bl.a. også på denne nedkørsel vi rammer flere af de såkaldte “dangerous zones”, hvor det er strengt forbudt at ligge i bøjlerne, samt hvor man bliver opfordret til simpelthen at sænke farten ret kraftigt. Jeg tager den under omstændighederne relativt roligt, alt imens der er flere af de lidt tungere ryttere der bare tordner forbi mig. Hver gang der er en der suser forbi mig, får jeg et mindre chok. Det er vildt at de tør. Vi kommer endelig ned til søen igen, og nu er der ikke engang 10 km til vi kommer ind omkring skiftezonen igen. På vej derhen opdager jeg atter familien, og giver dem en thumbs up, som signal på alt er ok, og at jeg er ked at min opførsel fra tidligere.

Inden vi kører ud på anden omgang af cykelruten skal vi lige ned at vende omkring “Heartbreak Hill” – en relativ kort stigning, men ret stejl og intens. Jeg har set mange billeder og videoer af stigningen inden løbet, og ved at det er en man skal glæde sig til. Og jeg bliver ikke skuffet. Der er nærmest lidt Tour de France stemningen over den. Folk står vildt tæt, og der er bare vildt god stemning. Ko klokker der dingler, en masse flag, sange og bare generelt råben og skrigen. Man føler sig lidt som stjerne med den opbakning.

Efter stigningen kommer vi lyn hurtigt ned omkring skiftezonen igen, også er det ellers bare med at komme ud på anden omgang af cykeldelen, og få kørt de sidste 90 km. Det er en ret mærkelig følelse at side med på det tidspunkt. Alle de indtryk jeg har fået i løbet af første omgang skal jeg så lige igennem en gang til, og ca. 2,5 timer efter det så skal jeg så lige løbe et marathon. På nuværende tidspunkt er jeg stadigvæk ikke engang halvvejs igennem løbet. Det er lidt svært at forholde sig til.

Efter jeg er kommet lidt væk fra skiftzonen igen, går jeg i gang med at spise de to medbragte rundstykker med Nutella. Dem har jeg faktisk glædet mig til at få. Jeg synes generelt jeg har været ret god til at fylde godt på med væske og energi undervejs. Måske lidt for meget væske, for jeg har allerede på nuværende tidspunkt været nød til at lade vandet to gange, imens jeg har siddet på cyklen. Efter de første godt 30 km på anden omgang, rammer vi igen ind i stigningerne. Nu er der godt 60 km tilbage. Jeg er så småt begyndt at glæde mig til at komme i gang med at løbe. Jeg kommer igen relativt let (synes jeg selv i hvert fald) henover de 3 stigninger – især ”The Beast” hvor jeg igen har flere gear at give af. De folk jeg passerer på stigningen virker ramte, og det kan ikke være positivt for deres tanker, at jeg næsten flyver forbi dem. Men det var fedt for mig! Efter stigningerne venter atter de 8 km nedkørsel. Vejret er nu bliver væsentlig bedre og vejene er blevet tørre, så jeg tør godt give den lidt ekstra gas nedad. Min cykelcomputer viser på et tidspunkt 75 km/t, og det er i hvert fald ikke på sådan et tidspunkt man skal gå i panik. Jeg kommer godt ned, og rammer atter Zürich søen. Nu er der kun 15 km tilbage, og jeg mangler nu kun Heart Break Hill. Tilbage omkring skiftezonen, ned til Heart Break Hill, og så ellers tilbage igen. Jeg kan mærke, at der er kommet godt med mennesker rundt omkring, og inden jeg rammer T2, får jeg lige spist det sidste energi. De sidste par km får jeg nærmest rullet af, og forsøger at få løsnet lidt op i stængerne. Det er der tid til, da jeg godt kan se, at jeg har holdt gns. farten over det ønskede. Da jeg rammer skiftezonen, og hopper af cyklen, kan jeg godt mærke at benene føles tunge. Nu skal jeg bare lige løbe et maraton. Som om man har lyst til det lige nu. Jeg gennemfører de 180 km i tiden 5.30.31. Det svarer til en gns. fart på 32,64 km/t. Det er jeg nu godt tilfreds med, når nu man tænker på den start jeg fik, samt de stigninger vi har været henover.

Jeg kommer sikkert ind i T2, får placeret cyklen på min plads, hvorefter jeg lunter stille og roligt over mod skifteteltene. Det er ikke fordi der er kommet voldsomt mange cykler retur endnu, så helt skidt kan det ikke være, det jeg har gang i. Jeg finder hurtigt min røde pose, og får så ellers skiftet til løbesko. Ligesom i T1 bruger jeg lidt ekstra tid på at få sokker og sko til at sidde rigtigt, den ekstra tid er uden tvivl givet godt ud på nuværende tidspunkt. Jeg får fyldt lommerne med gels, også er det ellers bare med at komme afsted. Jeg får deponeret posen, og lunter henimod udgangen. ”Nu mangler jeg bare løbet, det er jo bare et maraton” tænker jeg. ”Det har jeg jo prøvet en del gange før”.

Der er vildt proppet med tilskuere, da jeg kommer ud af skiftezonen, og stemningen er bare fantastisk. Det er da noget af en start på løbeturen. Jeg har inden løbet ikke brugt særlig meget tid på at studere løberuten. Men det viser sig hurtigt, at det nok ikke har været den allerbedste tilgang til det. Løberuten ved IM Zürich består af en runde på ca. 10,5 km der skal løbes i alt 4 gange. Undervejs er der en del sving, flere passager hvor man løber under vejen (dvs. trapper der skal passeres), steder hvor der er forholdsvist smalt, og stykker hvor der løbes på grus.

Min virtual partner på uret er sat til 4.30 min/km. Umiddelbart tænker jeg ikke, at det skulle være noget problem at holde det tempo. Jeg har trods alt på langt de fleste af mine træningsture ligget på mellem 4.10-4.15 min/km. Det viser sig dog hurtigt, at jeg har overvurderet mig selv. Med en del sving og trappetrin allerede på den første km, er jeg allerede bag ud fra start. Herudover har jeg ikke fundet ind i min rigtige løberytme endnu. Det føles som om jeg har gummi i benene/knæene, og pulsen er kommet vildt højt op. Der går vel 3-4 km før jeg falder til ro, og har fundet ind i noget der ligner en normal rytme. Efter 5 km er jeg så også kommet tilbage omkring +/- 5 sek. på min virtual partner. Så er jeg da i gang.

Vi får allerede det første armbånd på efter 5 km. Vi skal have et på for hver runde, dvs. vi ender med i alt 4 armbånd. Her rammer jeg så allerede den første mentale nedtur. Nu er der så lige 37 km tilbage. Det virker jo fuldstændig uoverskueligt. Selvom jeg har løbet en håndful maraton før, så minder det her overhovedet ikke om noget jeg har prøvet før. Den lethed som man løber med i starten af et maraton, er ikke til at spore nogen som helst steder. Det er næsten som om det er en helt anden måde at løbe på. På nuværende tidspunkt holder jeg dog stadigvæk pænt gang i benene, og kilometrerne tikker stille og roligt ind på uret. Jeg er begyndt at tænke lidt mere positivt, og er faktisk begyndt at nyde udsigten samt de mange tilskuere der står på ruten. Herudover er der heldigvis depoter for hver 2. km, så jeg får ret hurtigt delt min tur op, så jeg ”bare” løber fra depot til depot. Efter ca. 6-7 km ser jeg atter familien igen – det er nu ret rart med personlig opbakning også.

Jeg nærmer mig 10 km skiltet, og ved at jeg er ved at være igennem første runde. Vi skal ned at vende omkring skiftezonen, og løber faktisk lige forbi opløbet. Bang – endnu en kold spand vand i hovedet. Der er pakket med tilskuere omkring opløbet, men det er bare svært at forholde sig til at man lige skal løbe over 30 km, før det bliver ens egen tur til at dreje til venstre, og ikke skal forsætte ude på en omgang mere. BANG. Så sker det allerede. Efter de første par sving, og første passage med trapper på runde nummer 2, rammer jeg den berømte og berygtede (og frygtede) mur. Det er godt nok tidligt. Jeg havde godt forestillet mig, at den ikke først kom ved km 30-32, som er normalen ved et maraton. Men at den allerede kommer efter 11 km, havde jeg godt nok ikke regnet med. Jeg er mentalt nede, og benene er helt vildt tunge. Pt. er der ret tomt med løbere, og stort set ingen tilskuere på denne del af strækningen. Jeg kigger konstant på mit ur, og kan bare se at jeg taber tid i forhold til min virtual partner. Der går heller ikke mange minutter før jeg må acceptere, at de 4.30 min/km simpelthen er for urealistisk. Oppe i hovedet rykker jeg den til 4.40 min/km. Det er nu det psykologiske spil starter. Benene og kroppen råber stop, og man kæmper bare med den ene negative tanke efter den anden. Jeg får spist den første gel, og må ærligt indrømme, at den er svær at få ned. Men jeg ved også at kroppen bare har behov for alt den energi den kan få. Det er godt nok op af bakke på nuværende tidspunkt.

Efter ca. 16 km får jeg så mit andet armbånd på. Det er stadigvæk rimelig uoverskueligt at tænke på at jeg stadigvæk har 26 km igen. Mit tempo er faldet ret meget, det behøver jeg ikke engang kigge på uret for at finde ud af. Men det er som om, jeg på en eller anden måde er kommet op af hullet igen. Godt nok løber jeg stadigvæk med den følelse om at have ramt muren, men jeg har også accepteret, at det vil være sådan resten af vejen. Jeg har accepteret at jeg nok heller ikke kan holde mit nye 4.40 tempo. Men hey – jeg er i gang med en Ironman. Det skal gøre ondt, og der er ikke engang to timer til jeg er i mål. Jeg har set familien flere gange siden sidst, og det giver et lille ekstra boost hver gang. Mon ikke også de kan se, at jeg er ret mærket. Jeg kommer forbi skiftezonen for anden gang, og får lige skimtet opløbet. 21 km er overstået, 2 omgange igen, bare et halvmaraton. Det er jo ingenting.

Da jeg kommer ud på 3. runde og er kommet lidt væk fra skiftezonen, er det som om mine ben bare bliver tungere og tungere. Det gør ondt hver gang jeg tager et skridt. Men overraskende nok, er det faktisk stadigvæk mig der overhaler folk og ikke omvendt. Selvfølgelig bliver jeg også overhalet af nogle stykker undervejs (pro’er og hurtige AG’er), men det lader til at mit tempo stadigvæk ligger et pænt stykke over gennemsnittet. Endelig får jeg mit 3. armbånd på, og det hjælper vildt meget på humøret. Kun et sølle armbånd mere og 17 km, så er jeg der. Jeg er startet med at drikke ved hvert depot, og det er som regel energidrik jeg får fat i. Jeg kan bare ikke spise flere gels, og er egentlig bare træt af alt den sukker. Om det stadigvæk er nødvendigt at drikke energidrik med ”så lidt” tilbage af løbet, er jeg ikke sikker på, men mentalt hjælper det i hvert fald. Jeg får på et tidspunkt ved en fejl fat i et glas cola, og det er selvfølgelig på det tidspunkt, hvor jeg indtager min sidste saltstick. Puha – jeg bliver aldrig fan af at drikke cola under et løb. Og slet ikke når jeg skal sluge piller med det. Efter nogle km kommer jeg atter tilbage omkring skiftezonen, forbi opløbet og alle de mange mennesker. En omgang mere, så er det min tur. Jeg er tæt på nu.

Der er mange løbere på ruten, da jeg kommer lidt væk fra skiftezonen igen. Og det er ikke ligefrem fordi folk viser hensyn.  Ikke noget med at holde til højre, så man evt. kan give plads til dem der er lidt hurtigere. Jeg undrer mig over det, hver gang jeg er i en sådan situation. Hvordan kan det være at folk kan ligge til højre når de cykler, men er fløjtene ligeglade når de rammer løbet? Jeg ved ikke om jeg nogensinde får svar på det. Men jeg glemmer det hurtigt igen. Jeg er der snart. Jeg tager den allersidste gel med 9 km igen. Nu må det være slut med alt det sukker. Efterfølgende mærker jeg hurtigt, at jeg har drukket ret meget væske i løbet af de seneste timer, og at kroppen ikke har kunnet optage det hele. Jeg skal virkelig tisse. Jeg bliver nød til at stoppe ved næste depot/toilet, selvom der ikke er langt hjem. Sørens også! Lige efter jeg har fået mit 4. armbånd på, rammer jeg så et toilet. I forvejen er det ikke let at gå på toilettet når man kører/løber med heldragt, men at gøre det efter man har haft den på i ca. 10 timer er absolut ikke let. Men det lykkedes mig dog heldigvis, og jeg bruger ca. 2 min på mit toiletbesøg. Nu er der kun 5 km hjem. Det er jo ingenting. Jeg opdager til min store glæde, at der ikke er mange der har 4 armbånd på. Det store smil kommer frem. Det kan ikke gå galt nu. Sølle 5 km!

De sidste km føles som en evighed, det går langsomt, og det er bare som om man har ramt en form for dvale tilstand. Det er heller ikke fordi man tænker så klart på det tidspunkt. Jeg kigger på uret mange gange, og kan se at de 4.40 min/km i gns. tempo er kommet tættere på de 5.00 min/km. Men jeg er egentlig også ligeglad, også alligevel ikke. Kan jeg holde mit tempo, så ender jeg med at løbe på under 3t 30m. Selvom jeg har været i gang i meget lang tid, er jeg stadigvæk i stand til at sætte delmål. Det skal jeg nå. Allerede inden jeg kommer ind på sidste km får jeg gåsehud og kuldegysninger. Det er lige før jeg også begynder at tude. Jeg er der nu, og jeg forsøger bare at nyde det sidste. Tilskuerne, omgivelserne og følelsen. Hvor er det fedt, og hvor er det bare stort. Jeg kommer indtil opløbet. Nu er det min tur at dreje til venstre. Jeg hører familien råbe til mig. Så er det nu. De sidste 200m – så er jeg der. Jeg får hurtigt kigget på uret inden jeg er der – 3.29.31. Det var tæt, men det lykkedes.

Mit navn bliver råbt op. Det er ikke alle der får den ære. Fedt! Da jeg krydser stregen, ved jeg bare ikke hvordan jeg skal reagere. Det er bare vildt overvældende. Alt den træning, alt den tid, alle de gange vækkeuret har ringet kl. 5.30, og alle de gange man har måttet takke nej til andre arrangementer. Det har været det hele værd. Jeg forsøger at holde mig på benene. De gør bare ondt, og føles egentlig bare som to store mursten, der er vildt svære at løfte. Jeg finder mig en bande, hvor jeg lige sunder mig lidt. Over på den anden side i tilskuer området står de så allesammen. Jeg kæmper lidt med at holde masken, og for at holde tårerne tilbage. Men da jeg stadigvæk har både skærm og solbriller på opdager de det heldigvis ikke. Hvor er jeg dog glad for at jeg har kunnet dele den her oplevelse med dem. Ingen tvivl om at deres opbakning har været guld værd for mig.

Efter at have sundet mig i 5-10 min trasker jeg over mod Athletes Garden, hvor jeg så ellers bare får fyldt på med, hvad der nu er til rådighed. Chips, nødder, kager, saltstænger, vand, red bull, cola og frugt. Jeg får hentet min finisher t-shirt, og får endda graveret min slut tid på bagsiden af min medalje. På det tidspunkt har jeg nok stadigvæk ikke helt realiseret, hvad det er jeg har været igennem. Men jeg kan mærke at min krop er brugt, og benene er fuldstændig smadret. Jeg finder mit skiftetøj, og får ellers noget rent tøj på, også selvfølgelig min nye finisher t-shirt. På det tidspunkt er jeg ikke i tvivl om, at det er min nye ynglings t-shirt. Den bliver svær at få af mig! Jeg kigger lige en ekstra gang på min medalje. Ja den er god nok. Total time 10.30.41. Det er sgu ok som debutant på distancen.