Ironman Copenhagen

Written by Måns Höiom

In 2005 I accompanied my brother, Runar, on his attempt to qualify to World Championship IronMan distance in Zürich, Switzerland. I watched the race in awe as I had not seen triathletes compete before. It was an all-out effort from them all – including my brother! Little did I realized I was stung by the IronMan bug then! Unfortunately my brother had to pull out during run from a knee injury. In 2016 my wife, Veronica, wished to get an full IM race start as her birthday present. 11 years had gone by and the fever from that Zürich race came back! And so did my brothers! We all three got so passionate about IM that big goals was dreamed about. My wife was reluctant to have big goals, but I have seen the spark in her eyes – she is becoming hungry as well! As a result me and my wife have signed up for a triathlon coach to train us. Teresa Heimann at Uperform have coached us equally from October 2017. For my brother and me it was a qualification to the big dance in Kona Hawaii that became the target! Runar and myself tried to qualify in Texas, US, this year as it was a fast and early on the season race in April. Result – we were both too far behind!

Second try in Haugesund, Norway. Result - Runar qualified to Kona claiming first place in his age group! I was beyond happy and proud of him and could not hold back some tears as I followed the race from my hotel room. I had crashed on the bike early in the bikesection and broke some ribs!

Third try I had no other choice than KMD IM Copenhagen as I had to recover from the crash and it was also the last race with qualification slots to WC this year. I did not want to see my brother and his family go there without company!

I had 7 weeks to get my ribs healed and back into serious training! Teresa rearranged the training and coaching from Texas to Haugesund and around all my injuries, along the way, to adjust to the very short 7 weeks ramp up to IM Copenhagen. The last week before the race I was finally pain free having done all the training Teresa threw at me.
 

The race KMD Ironman Copenhagen

Swim:

Felt magical on the warmup! Launched myself into the water and tried to find feet’s directly, instructed to do so by Teresa. Had trouble with leaking right goggle, but decided to ignore it. So I swam most of the course with water inside making it problematic to navigate, both over the waterline and below. Felt myself being a bit passive in the middle of the race, being passed by a few swimmers, but increased the effort a bit and got back to proper swimming. Under the last bridge the ropes and buoys that should divide the swimmers going both directions had come loose, so me and some others got tangled up in those! Lost a bit there as well, but an all-in-all good swim and great feeling! Time: 1:00:51 PB!
 

Bike:

Felt a bit weak from swim at the beginning but got better eventually. Could not see good with my right eye. The water from swim made my sight blurred I assume. Did not want to risk any draftingpenalty so I stayed well clear from others. Groups formed and I used some of my watts to take the lead and try to get away. It worked but then they came again, but in smaller numbers, so I did it again and again. I felt in control and preserved my power where it made sense and unleashed it when I had to. Wanted the bike to be good, but not to destroy the run. I got feedback from Runar that I was loosing time compared to the first 4 in my agegroup. That was expected but equally frustrating as I am a weaker biker than them. Tried to stay calm and push the watt as instructed by Teresa. A lot of wind and I had trouble keeping speed in the headwind. Time: 4:55:55
 

Run:

Knew I was around 12:th place. Had a terrible feeling going out from T2. Decided it was probably a full bladder. Could not empty it on the bike (have never been able!) so I had to stop and relief myself. The stream never ended, I was soo full! Felt much better after that and tried to hold back my pace so I could keep it for longer. The first lap, out of 4,5, was really hard as the running rhythm hadn’t come. Did not want to check the speed on the watch, only focused on the time and getting those gels in me at regular intervals. Drank some water or whatever I could grasp in the aidstations to get fluid in me as well. Second lap felt much better and the rhythm was there again. Passing people all the time and had just a few passing me. But I think none of them was in my agegroup so let them run away. Third lap, in the end of it, I started to feel cramp biting my hamstrings and calf’s. Got a bit worried that I would end up as in Texas having to walk/run the rest of the course. Tried to loose up on the pace and the cramp went away. Could then slowly build up the pace again. Perhaps not to the former speed, but enough to not panic. Got pacing from Runar that I was consistently running around 20sec faster per km than the ones before me. Also knew that I was 9:th with around 8 minutes to top three. I know most runners deflates the last 10-12 km on a marathon, especially triathletes as they are more tired after swim and bike. So I kept my pace and Runar stopped calling out my placing after I passed 2, so I knew I probably was number 7 or so. I found out Teresa wanted me to focus on running instead of places! My feet started hurting and the cramp showed itself more often, but I kept telling me to ”rip this shit out ’till my bones collapse” (lyrics from an Eminem song which echoed in my brain most of the day). I was dead tired as the final loop started and I had 1,5 laps to run. Kept grinding the teeth and kept running just below the pace where the cramp would stay away. Damned myself for having to stop and pee for soooo long in the beginning. Then Pia let me know I was gaining fast on spot 3-4. Runar was just giving me to focus on the stride and ”here and now”. The last small inclines was passed and I cold taste the last halfloop but my body was screaming louder than Runar to stop. Passing that finnishline and my legs actually collapsed! I don’t think I have ever been so tired in my life! Time: 3:09:04

Total time: 9:12:27 (T1 04:18, T2 02:21)

Place 4:th!

Result – Qualified for Kona!!!

Ironman 70.3 Jönköping

Af Mikael Kjellander

2015 gästade jag Jönköping för första gången iförd Elastan. På den tiden (nu låter det som hundra år sedan) hette tävlingen Vätter Challenge och det var SM på medeldistans. Året efter fick tävlingen Ironman status och blev därmed Sveriges första 70.3 (halv Ironman). Jag har sedan dess traditionsenligt besökt vackra Jönköping i början av juli varje år.

Årets vistelse inleddes i Rosenlundsbadet där vi firade dotterns födelsedag. Härligt inbjudande 50-metersbanor fanns att tillgå men jag fick nöja mig med vattenrutchkanan och vågmaskinen.

Senare på kvällen passade jag på att registrera mig innan pre-race mötet. Detta var mitt nionde Ironman event och mötet bjöd därför inte på några sensationella nyheter. Sen middag med familj och vänner innan kvällen var slut.

Lördag och inte vilken lördag som helst, VM-kvartsfinal med Sverige på planen! Avspark 16:00… Ironkids 16:00… Arrangören insåg visst att gatorna förmodligen skulle gapa tomma vid den tiden och flyttade tack och lov tiden för loppet till 14:30! Jag kan redan nu säga att det blev helgens höjdpunkt att få uppleva båda tjejerna springa tillsammans hela vägen till den mäktiga målrakan och in i mål!

Lördagen innebar också lite förberedande träning och jag började i Munksjön med 20 minuter simning. Sjuuukt bra känsla i kroppen och jag ville egentligen simma mer men jag hade annat att göra också!

Vidare ut på cykeln och jag begav mig till tävlingens inledande monsterbacke för att säga några väl valda ord inför morgondagen! Backen fick veta vem som bestämde och jag kunde med ro i själen rulla tillbaka till hotellet.

Avslutningsvis en kort löprunda på tävlingsbanan med känslan av att äga hela Jönköping. Jag sprang i 13 minuter innan jag förflyttades från molnen till avgrunden. PANG så small det till i vänster fotled! Jag har de senaste tre veckorna haft problem med fotleden som kommit och gått. Nu kom det tillbaka med besked!

Jag stannade direkt och försökte efter en stund ta ett nytt löpsteg med ett nytt hugg i foten som följd.

Tillbaka till hotellet och de kommande 12 timmarna präglades av total oro. Nog för att Ironman 70.3 i Jönköping inte är säsongens stora mål men nu när man är här vill man prestera, eller åtminstone genomföra med värdighet!

Efter tre tuber voltaren gel, massage och blixtkonsultation med sjukgymnast var jag tvungen att acceptera läget. Jag beslutade mig efter lång konsultation med min teammate Lina att låta foten vara, starta i loppet men avbryta om huggen återkommer för att inte riskera något långsiktigt!

Bara att gå och lägga sig och sova då… När man bor rakt över Harry´s med uteservering en lördagkväll under fotbolls-VM och det är 100 grader varmt på rummet så fönstret måste vara öppet för att kunna överleva… De sista gästerna lämna gick hem klockan 03:00, hoppas att ni hade en kanonkväll!

Innan Ironman Kalmar 2014 sa en mycket klok granne på campingen att sista nattens sömn inte har någon som helst betydelse för prestationen, det finns det forskning på! Med detta i åtanke hjulade jag ner till frukostbuffén tillsammans med alla andra fullständigt introverta triathleter som anstränger sig stenhårt för att se så avslappnade och icke-nervösa ut som möjligt. Naturligtvis utan att säga något eller ännu mindre titta på någon annan! Personligen hade jag inte så mycket mer att vara nervös över än fothelvetet.

Nåväl, jag begav mig till växlingsområdet efter att ha beskådat den repa i sidodörren på bilen som något pundhuve bidragit med i parkeringshuset dagen innan… (Tvungen att få skriva ur mig den!)  Jag laddade cykeln och la ett par strumpor i löppåsen som jag helt enkelt glömt dagen innan när fokus låg på annat håll!

Slutligen stod jag i våtdräkten vid starten och överöstes av nödvändig pepp från Lina som knappast kunde undgå vart min energi riktades.

Jag hade lika optimistiskt som alltid placerat mig nära 30-skylten, dvs min uppskattade simtid. Kanonen ekade mäktigt över hela Jönköping när starten gick och några minuter senare började min resa. Jag hade en lika fin känsla som dagen innan! Jag kände mig stark, tekniken satt bra och jag simmade förbi flera. När jag klev upp på rampen hade jag känslan av att idag blev det personligt rekord på simningen men klockan visade 32:42 och det var under förväntan men ok.

Nu väntade första testet av foten i och med att avståndet till växlingsområdet är hela 540 meter, på kullersten. Även om det ligger en mysig matta att springa på så blir det hårt när man är barfota. Foten kändes bra och optimismen steg inför resten av loppet.

Växlingen gick smidigt och som AWA-athlete med lågt startnummer hade jag en riktigt bra plats i växlingsområdet. Jag kom iväg bra på cykeln och första backen höll käften precis som jag sagt åt den dagen innan! Cykelbanan är böljande genom otroligt vacker miljö men kuperingen passar inte mig riktigt som gillar att bara pumpa på! Flera gånger tappade jag placeringar i uppförsbackarna för att ta igen dem när det blev plant.

Banan har en vändpunkt och jag hade en känsla av att Micke Karlsson (ni vet, Mr. X) låg före mig. Mycket riktigt mötte jag honom där och kunde med klockan konstatera att han var 1:50 före mig. Micke berättade att även han hade tagit tiden i jämförelse med mig vid samma tillfälle! 

Cyklingen fortlöpte utan konstigheter tills jag i en av de långa nedförsbackarna på slutet såg en skadad cyklist ligga på vägen. Han var redan omhändertagen och jag fortsatte men det visade sig senare att det var min kamrat inom Uperform Coachning, Magnus Jonsson som låg där! Hoppas på snabbt tillfrisknande!

Jag cyklade på 2:22:54 vilket var helt ok och det var dagens nionde snabbaste tid i M35.

I växlingen ryckte jag snabbt åt mig min löppåse och satte mig för att byta om. Jag öppnade påsen och där i ligger min cykelhjälm! Var är mina löpskor?? För några sekunder kunde jag bara inte förstå hur min hjälm som jag precis haft på mig kunnat hamna där?! Sinnena kom åter i bruk och jag upptäckte att jag höll i påse 117, inte 118!

Med allt på plats kunde jag äntligen börja springa och nu gällde det, skulle foten hålla?

Till en början kändes det bra, inga problem med foten och snart såg jag ryggen på Micke! Vi växlade några peppande ord och han plågades tyvärr av ryggproblem. Första varvet av tre gick bra men efter halva löpningen började foten att göra sig till känna. Jag fick inga kraftiga hugg som tidigare men det fanns där och jag tvingades sänka farten för att inte riskera något. Samtidigt började jag få kramp i höger lår och jag kände hur min löpstil alltmer liknade någon form av fylledans.

Värmen var inte olidlig men hett var det! Massor med vatten och is i stationera gick åt för att hålla tempen nere. Jag begav mig ut på det sista varvet och insåg att min sluttid inte skulle bli sensationell. Jag hade 4:19 från Helsingör i bakhuvudet och även om kuperingen på cykeln i Jönköping var betydligt tuffare så hade jag hoppas på en tid under 4:30.

Med ca 1500 meter kvar skriker Lina från sidan att jag måste spurta på slutet, jag förstod inte varför men tänkte att jag kanske var nära någonting. Hon fick mig i alla fall krama ur det sista ur kroppen på slutet och jag gick i mål efter 4:35:19.

Jag gick i alla fall i mål, jag fick min medalj och solen sken. Jag slutade på 15.e plats i M35 av 231 deltagare. Förhoppningarna var lite högre men med tanke på omständigheterna känns det helt ok.

Tävlingen erbjuder 50 kvalplatser till 70.3 VM i Nice 2019, det hade varit riktigt nice och vi bestämde oss därför för att stanna kvar på prisutdelningen i hopp om att det skulle bli en roll down. Det innebär att om en deltagare som kvalificerat sig inte tar sin plats, så rullar den vidare ner i placeringarna. 2017 hade min 21.a plats räckt till kval så vissa förhoppningar fanns där.

Efter en lång men väldigt mäktig prisutdelning kom vi till kvalplatserna. De gick åt på löpande band och förhoppningarna var i princip raderade när vi äntligen kom till min klass, M35. Sex biljetter fanns tillgängliga och några gick åt direkt. Sen lästes namn efter namn upp utan svar och vi kom allt längre ner i listan. Det var riktigt nervöst när det fanns en enda plats kvar och vi var på placering 13. Där såldes den och jag var två ynka placeringar från ett VM. Det var inget uttalat mål men visst hade det varit kul med en plats! Istället får jag glädjas åt att samlingen av 70.3 medaljer växer. 

Jag tog min familj och min fot och lämnade Jönköping för den här gången. Ett fantastiskt arrangemang som i det närmaste var fulländat!

Avslutningsvis vill jag gratulera mina klubbkamrater till väl genomförda lopp! Särskilt Jeanette Carpman och Mats Wangefors som gjorde sina första Ironman 70.3! Grattis hjältar!

IMG_5349.jpg

Aalborg halv jernmand

Af Martin Thomsen

WHAT. A. DAY.
Til Aalborg halv ironman, laver igen ny personlig rekord på 4 timer og 10 minutter denne gang😊

Selveste racet startede super godt, havde en kanon svømning med overskud og denne gang fandt jeg teknikken og kom op på 27:10.

Ud på cyklen går de første 5km altid med lige at finde benene, derefter kørte jeg gode watt på den kupperede rute med stærk vind.Jeg var imponeret over jeg kunne køre mine watt selvom jeg for to uger siden kørte Halv ironman Kronborg, men den gode træning optil og den rigtige restitution gjorde jeg kunne. Kommer ind i 2:17 på de 90km. Men det siger ikke så meget med den kuperede rute med stærk vind.


Ud på løbet følte jeg lige den først km at jeg var klar, desværre er jeg ikke så god til den varme der var. Så det overskud jeg havde i Kronborg manglede lidt i dag på løbet. Men er sindsyg stolt over at kan løbe halv marathonet på 1 time og 21 minutter selvom varme slog mig tilbage.

Kom fra cyklen som nr 6 og fik mig så løbet op til en tredje plads.
SINDSYG fedt at prøve og stå på et podie til en halv ironman overall. Morten og Anders der blev nr 1 og 2 køre normalt pro, så er super stolt af at stå som den første efter de to herre.

Mega mange gange tak til min træner Uperform.dk Coaching som altid forbereder mig perfekt, det er vildt hvad man kan nå med så god en træner😳

 

Ironman 70.3 Haugesund

Af Julie Flakne Andresen

Etter en solid restitusjon- og treningsperiode post Ironman Sør-Afrika var det igjen klart for å sette foten på startstreken. Fredag morgen pakket vi bilen, og startet den syv timer lange ferden over fjellet til Haugesund.

Denne gangen, som gangen før og gangen før der igjen ble de vanlige rutinene fulgt. Testing av vannet fikk vi unnagjort på fredag, og en kort sykkeltur etterfulgt av en liten overgang i løpeskoene var gjennomført før kl. 11 lørdag formiddag. Tross forrige helgs olympiske distanse i Østfold, kjentes kroppen ok ut. Uten pro felt så jeg en liten mulighet for å komme inn som topp tre, og endelig få stå på ironman pallen med champagne og blomster. Det har vært en drøm helt siden jeg startet med denne galskapsporten kalt triatlon. Jeg kjente godt til mine norske konkurrenter, men man kan aldri være sikker på nivået til de som stiller opp fra andre deler av verden. Med godt mot stilte jeg meg i første gruppe på svømmingen, og da startskuddet gikk kapret jeg en god plass i feltet.

De første 100 meterne i Skeisvannet ble preget av knuffing og kamp om plassene i teten. Jeg visste på forhånd at jeg bare kunne glemme å henge på gutta i tet, og fant min plass i andre gruppe der jeg ble liggende fremst mot første bøye. Navigeringen var noe vanskelig da fargen på “banetauene” var blå, og det var ikke mange bøyene i løypa. Etter hvert kom det en kjent drakt opp på siden av meg, og jeg la meg trygt i føttene for å få litt draft resten av svømmeturen. Det fungerte godt, men sluttiden ble noe skuffende på 32minutter. Jeg vet jeg kan bedre. På vei opp av vannet ble jeg litt ivrig og løp fort inn til skiftesonen. Etter noen års erfaring burde jeg vite at det lønner seg å ta det litt med ro for å unngå å bli uvel når kroppen plutselig skal opp i vertikal stilling. Jeg ble utrolig kvalm, og i det jeg fikk snappet til meg posen med hjemen i kom det faktisk ting ut av munnen min som helst skulle forblitt i magen. Litt forfjamset tok jeg det rolig frem til sykkelen, og var hakk i hel med Gunhild Berntsen da vi kom oss på hingstene våre. Jeg var raskt ut i løypa, og ble liggende som første dame fra start.

I år var sykkel løypen forandret fra de to andre gangene jeg har stilt til start i Haugesund tidligere. Årets løype var noe mer kupert og teknisk, noe som passer meg godt da sykling er min sterkeste gren. Jeg hadde bestemt meg for å kjøre relativt hardt for å få en liten luke til de sterke løperne jeg visste kom bak. Helgen før i Østfold følte jeg meg tung på syklingen, og jeg var redd det samme ville skje også her. Men neida, beina var villig til å samarbeide og jeg fant raskt flyten. Da fulldistansen syklet samme trase som 70.3 var det allerede flere utøvere i løypa, og jeg fikk gleden av å passere en liten haug av disse noe som var meget motiverende. Jeg visste aldri hvor langt bak de andre damene befant seg, men snudde meg i ny og ne for å se om jeg kunne skimte noe som lignet på et kvinnemenneske. Like glad ble jeg hver gang da disse ikke var å se. Jeg bestemte meg for å roe litt ned de siste 40km på sykkel, noe som viste seg å kanskje være litt dumt. Da jeg hadde gitt fra meg sykkelen og var på vei bort til posen med løpesko så jeg en dame, og ble så stresset at jeg tok med meg posen som inneholdt våtdrakten. Dette tapte jeg tid på og måtte løpe bort for å bytte til riktig pose. Allikevel var jeg ikke langt bak ledende dame ut på løp, men da min svakhet ligger her visste jeg at det kunne bli hardt å ta igjen.

 

Godt plassert på drømmesykkelen

Starten av løpingen følte jeg gikk greit. Jeg la meg på et behagelig tempo, og bena var ikke like preget av syklingen som jeg kanskje skulle ønske. Jeg kunne fint tråkket noen flere watt på de 90 tilbakelagte kilometerne. Fra tidligere har jeg erfart at jeg verken løper fortere eller saktere uansett hvor hardt jeg kjører på sykkel, så de siste litt roligere km hadde mest sannsynlig ikke gjort noe til eller fra. Løpetrasen i Haugesund består av to runder. Den er noe kupert, og fra tidligere vet jeg at løpingen her er tung for mine klubber av noen sykkelbein. Jeg ville ikke pushe for hardt i starten i frykt for å gå på en smell, og tapte tid til ledelsen. Ved første vending fikk jeg se konkurrentene mine for første gang. Ledersykkelen var ikke langt foran, men langt bak var heller ikke Gunhild som er en meget habil løper. Jeg bestemte meg raskt for å bare løpe i mitt eget tempo og sikre tredjeplassen som jeg så gjerne ønsket meg. Med norseman i bakhodet ville jeg ikke pushe meg helt til randen bare fem uker før. Etter 10 løpte km ble jeg tatt igjen av Gunhild, og prøvde å motivere henne slik at vi i det minste skulle få en nordmann øverst på pallen. Jeg fortsatte å holde et jevnt tempo som egentlig føltes ganske komfortabelt den siste runden, og kunne krysse mållinjen og vite at tredjeplassen av alle damene som stilte til start var min. Jeg ble for øvrig nummer en i min aldersklasse med hele 48minutter til nestemann, så må si meg meget fornøyd med det. Den totale tiden ble 4timer og 49minutter.

Det var utrolig morsomt at konkurransen ble sendt på norsk TV. Et personlig intervju etter målgang var utrolig stas, og venner og familie som satt hjemme syns nok dette var moro å se på. Tusen takk til dere der hjemme som heier og følger meg hjemmefra. Dere er herlige! Stemningen i Haugesund er også noe utenom det vanlige. Her stiller hele byen og bygdene rundt opp som heiagjeng for alle og enhver. Det er et yrende liv, og alltid like moro.

 

Ironman Elsinore 70.30

Af Christian Thrane Sørensen

Det bliver en af de lange den her. Gode og blandede følelser oven på dagen igår og månederne op til. En skade, frustrationer og stress, et Black out og en fødsel. Alt sammen noget som er godt lige at få skrevet ned. 

I starten af marts får jeg en skade der sætte mig ud af løb og senere også “smider” mig af cyklen på en trænings lejr på Mallorca i maj.

Prøver af flere omgange at komme tilbage med diverse tilpasninger fra coach Teresa men bliver enige om at give den helt ro. I april bliver vi enige om at sætte gearet helt ned og fokusere på core og crosstrainer. Samtidigt med ugentlige besøg hos Kropsværkstedet på Frederiksberg. Det må da hjælpe.

I april nærmer fødslen af vores dejlige datter sig med hastige skridt. Den lille prinsesse vil ikke rigtigt vende sig og vendings forsøg på hospitalet fejler og beslutningen om et planlagt kejsersnit bliver en realitet og 3 uger før termin kender vi datoen for hendes ankomst. Feeedt tænker man så ved man da det og kan forbedrede sig. FORBEREDE, GODaw do!! Det har man da ingen chance for at forberede sig på, andet end du nu ved præcis hvilken dag dit liv med alt sansynlighed tager en drejning. 
Jeg havde det pænt mærkeligt med i forvejen at vide den dato. Jeg prøvede bevist og ubevist at mental klargøre mig til den dag. Som alle ville gøre, sørge for at ens arbejde var der styr. Fik lukkede en masse handler af og fikset kunde møder og ordnet alle de ting der hober sig op så jeg kunne holde barsel med god ro i maven. 
Alt imens min krop kæmpede med frustrationer over manglende reel træning og stævner der nærmede sig, som jeg ikke var klar til.

Så skete det jeg ikke var forberedt på, min hjerne stempler ud og siger “pause Poul”....første tegn, går fra bilen uden at trække håndbremsen = kæmpe hul i kofangeren. Nr 2 Efter 5 møder i byen står jeg og skal betale for parkering, taster koden...... “forkert pin” ......prøver igen
Jeg prøver alle kort tre gange....min pin er væk. Jeg kan ikke huske den og kan stadig ikke den dag idag. Efterfølgende må jeg sande at mit stress niveau har været noget højere end jeg først har ville indrømme over for mig selv og vigtigst min omgangskreds. Retrospektivt må jeg ligeledes kigge ind af og sige at sådan føles et Black out.

Vores lille pige kommer til verden og jeg har to helt uvurderlige uger med moren😍 til vores vidunderlige datter Camilla❤️❤️ - du har givet den største gave i verden og er en uvurderlig støtte i alt det her de seneste mange måneder. 

Tirsdsg i ugen op til Karrebæksminde i starten af juni får jeg løsnet op for noget af hoften og et krydspas (cykel og løb) føles okay, stopper efter 3km løb da jeg mærker lidt irritation. 
Om torsdagen tager Camilla og jeg forbi coach T til en snak om det hele. Her får jeg over for begge piger tømt skallen og presset på krop og sjæl lettes. 😘😘 Planen for et konservativt løb er fast og målet er den gode oplevelse. Det lykkes og de to uger træning op til igår kører snorelige - jeg kan igen løbe intervaller i både halv og hel Ironman pace, og hurtigere endnu uden smerter. Men to ugers træning var ikke nok til at omstille hjernen og få hele kroppen med. En stresset morgen og en glemt chip (som alligevel ikke var glemt, lå ikke i løbeposen men naturligvis sammen med våddragt 🤪🔫), og mine 2 snickers ligger stadig i fryseren og griner. 

Svøm er svøm, jeg både hader og elsker det kaos det er at svømmer til stævner. Finder aldrig rigtigt helt min rytme også er der min hypermobile skulder der altid spøger, jeg ligger hele tiden og passer på ikke at svømme for tæt på nogen af frygt for den går afled som den har haft for vane at gøre. Det er snart et år siden den sidst tig en tur. 

Cykling kommer jeg godt fra start og sætter et liiidt for hårdt pace.....kører fra Peter Funk men Peter giver mig et klap bagi 70 km senere. Og tak for det😘😘.
Det er her fra jeg kan mærke jeg mangler energi. Jeg for spist en myslibar og kaster dunk nr 2 i mig. 

Rammer skiftezonen og møder den dejlige Christian Jensen som har nydt en lidt længere tissepause, fordi man jagter dame numser på cykelrute og vi sætter afsted i løb og jeg er overrasket over mit pace og rammer de aftalte 4.40 og skal forsøge at øje efter 5-7 km til 4.30. Men ret tidligt mærker jeg at trods 20grader og en let vild føles min hud kold og benene tungere og tungere. Jeg dropper plan A og går til plan Å😉 - panden op og hils på folk og send HIGH5’s og se hvor det ender. Blev stivere og stiver i benene og mere og mere træt, hvis jeg lukkede øjnene så fald jeg sgu nok i søvn. 

Det blev ikke til en forbedring af sidste års tid på 4.45.09 men liiiige på kanten 4.59,54. Next step indtagelse af energi strammes op.

Tilfreds??? HELL YEAH jeg er!! Mest af alt er jeg glad for at kunne komme i mål og omfavne min lille famile.❤️
Og og og..... mine dejlige venner fra klubben og de andre Uperform trænings buddies 😍😍 ingen nævnt ingen glemt. Dejlige mennesker alle samme😘

Challenge Roth

Af Nichlas Gustafsen

Vi var taget afsted i god tid, så vi var i Roth allerede natten til torsdag, hvilket passede perfekt, for så havde jeg god tid til at ”lande” og orientere mig omkring al ting i forhold til racet om søndagen. Jeg var kørt derned sammen med min lillebror, som var taget med alle dagene udelukkende for at støtte mig.

Efter at have sovet tog vi ud for at tjekke ind og se området for svømmestarten. Challenge Roth er et kæmpe stævne, så svømmestart, T2 og mål ligger et stykke fra hinanden, så der var en del steder man skulle forbi for at være godt forberedt. Expoen lå ved målområdet, hvilket også var her man registrerede sig. Det var en lille halv times kørsel fra Nürnberg hvor vi boede. Expoen var noget af det største jeg længe har set og der manglede absolut intet, uden at kende til alle stævner så tror jeg den er blandt de største foruden Kona, så der var massere at gå og kigge på, samt stemningen var som altid helt i top.

Jeg fik registreret mig og sikret alt var klar. Cyklen blev tjekket igennem en ekstra gang og så ud og rulle en lille tur, for at tjekke noget af ruten ud og for at holde benene i gang. Det blev til i alt 27 minutters rolig tur, hvor benene virkede helt klar, jeg havde sågar problemer med at holde igen, da jeg glædede mig helt vildt til søndag. Efter de 27 min smed vi cyklen i bilen og kørte derefter resten af ruten igennem i bil, så jeg vidste hvad der ventede mig. Det skal siges at Roth er opfattet som en rigtig hurtig rute, men det gik hurtigt op for mig at der også var en del bakker, men nogle til tider lidt tekniske nedkørsler, så allerede her blev forventningerne til en fantom cykeltid justeret lidt ned, dog stadig med en forventning om en ny PR. Efter at have kørt ruten igennem tog vi tilbage til hotellet hvor vi hoppede i løbeskoene og løb en rolig tur på små 20 min. Her følte jeg også at jeg havde konge ben, så selvom planen sagde 35 minutters løb, så holdt jeg igen for at spare på den positive energi inden racet.

Fredag morgen var der test svøm af ruten. Der svømmes i Donau, som normalt er lukket af for svøm, da der er mange både mm. Men i dagene op til var der arrangeret test svøm fra kl. 6.30-9.00, så vi stod op og spiste morgen mad og tog afsted mod svømmestarten. Her var der mødt virkelig mange mennesker op men vi fik testet ruten og alt virkede godt. Den eneste overraskelse for mig var at der skulle svømmes i ferskvand, hvilket jeg kun har prøvet på kortere distancer, men det skulle nok gå. Derudover blev fredag brugt på at gå rundt og suge stemningen til sig i expo-området og gøre alt klar til lørdag, hvor der skulle tjekkes cykel ind.

Lørdag her var mere af familien ankommet, som også blot kom til Tyskland for at heppe. Men da der nu var svømmetest igen lørdag morgen, så fik de også lige testet vandet og jeg var bare med derude og kigge på. Senere på dagen tog vi ud og tjekke min cykel ind, hvilket gik lynhurtigt, der var ekstra god service alle steder og det hele spillede bare super godt sammen. Efter at have tjekket cyklen ind tog vi videre til racebriefingen, som ikke bød på nogle overraskelser bortset fra det foregik i et telt, så der blev ekstremt varmt. Efter racebriefen tog vi tilbage på hotellet og jeg smuttede tidligt i seng, mens de andre tog ud og spise. I dagene op til var der rigtig mange ting som fyldte i mit hoved. Jeg havde en kæreste liggende derhjemme som kunne føde når som helst, men vi havde alligevel aftalt at jeg skulle tage af sted, med den risiko for at hun ville ringe og give besked om at jeg skulle stå af og komme hjem hurtigst muligt. Derfor var jeg rent mentalt slet ikke til stedet, da jeg havde en konstant frygt for at hun ville gå i fødsel, men samtidig ville jeg også gerne top præstere om søndagen. Det er som de fleste ved bestemt ikke nogen god kombi, da det mentale spiller en kæmpe rolle. Jeg havde af samme årsag også mistet fokus på en lang række ting, bl.a. mit madindtag op til selve dagen, som var mere eller mindre mangelfuldt og der blev taget en række dumme beslutninger undervejs. Så på trods af at kroppen føltes i bedre form en nogensinde og at ugerne op til selve løbet var forløbet ekstremt godt, så havde jeg svært ved at finde mit a-game, som det kræver når målet var ny PR. Som de fleste nok har gættet så indfriede jeg ikke målet, men blev en hel del erfaringer rigere og fik en kæmpe oplevelse da Challenge Roth er det fedeste stævne jeg nogensinde har deltaget i både hvad angår service og stemning på ruten.

Dagen var kommet og vi stod op kl. 3.30 søndag morgen, hvor jeg skulle starte kl. 7.00 (Pro’erne startede kl. 6.30). Jeg prøvede hele tiden at bilde mig selv ind at jeg var klar og forsøgte at ”glemme” kæresten derhjemme for en stund, dog velvidende om at jeg nok skulle få besked hvis der skete noget som ville gøre at jeg skulle hjem hurtigt. Vi køre mod start og er der omkring kl. 4.45, hvor jeg så har god tid til at tjekke alt en ekstra gang på cyklen bl.a. pumpe dækkene og få monteret sko mm. Så alt var klar til en hurtigt T1. Da hjelme skulle placeres på cyklen, så var det eneste jeg havde i min T1 pose mit løbenummer og lidt gels som jeg skulle have i lommerne. Vejret var super godt og det var allerede en små 16 grader fra morgenstunden af og der var lagt op til en rigtig varm dag. (Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde tænkt over, da jeg havde alt mulig andet i tankerne) Jeg havde besluttet mig for at cykle med min speed-trøje med halvlange ærme, samt aero-hjelme med monteret brilleglas. Præcis de to ting var set i bakspejlet virkelig dumme beslutninger, for det skulle senere vise sig at jeg fik det rigtig var på cyklen. Jeg får taget våddragten på og sagt farvel til min familie og begiver mig mod start boksen. Sommerfuglene har allerede meldt sig, hvilket er et godt tegn. Jeg elsker stemningen og den følelse man får når man nærmer sig race start. Jeg bliver top-motiveret af det og får sat mig selv så godt op som muligt.

Svømmestarten foregår som vandstart og fungere super godt, da vi bliver sendt afsted i heats af 200 personer. Dog var jeg i heatet lige bag de to kvinde heats, så der gik ikke længe før man udover at skulle kæmpe med alle dem i ens eget heat også skulle forbi en del af kvinderne. Svømningen gik rigtig fint i starten, men pludselig begynder min våddragt at åbne sig og jeg skal lukke den i nakken en 6-7 gange undervejs, hvilket er rigtig frustrerende. Derfor er jeg også allerede her lidt efter min målsætning i forhold til tid. Jeg svømmer på omkring 1:08, hvilket ikke var helt godt nok, men jeg tænker hurtigt at det skal jeg nok få hentet ind hvis jeg bare holder mig til planen på de resterende discipliner.

Jeg kommer ind i T1 som går lynhurtigt og jeg er igennem på ca. 2,5 min, hvilket er noget jeg har øvet en del igennem de sidste par races i forhold til at optimere på denne del. Så alt gik super godt i T1. 

Ud på cyklingen, hvor jeg hurtigt finde mine ben og syntes de er rigtig gode, jeg holder lidt igen for ikke at ligge over mine mål omkring 230 Watt. Der er fyldt med mennesker på rigtig mange dele af ruten, ligesom der også var fyldt med mennesker på hele svømmeruten, hvilket var helt fantastisk. Der kan bestemt ikke sættes en finger på set-uppet omkring ruterne. Jeg holder mig egentlig til min plan de første 60-70 km. På cyklen hvorefter jeg begynder at føle mig utilpas. Solen var kommet frem og det var begyndt at blive rigtig varmt, hvilket jeg normalt rigtig godt kan lide. Dog havde jeg som sagt taget nogle virkelig dårlige beslutninger, som havde gjort at jeg havde for meget tøj på, samt mit brilleglas på hjelmen gjorde at jeg ikke blev kølet ned i ansigtet. Så resten af vejen blev en kamp for at holde fokus og bare ”overleve” cykelturen. Allerede efter 100-120 km. Var jeg godt bevidst om at der skulle ske mirakler hvis PR skulle være muligt, så derfor blev der sat andre målsætninger oppe i hovedet, som endte ud i at jeg blot skulle nyde racet og suge alle de gode ting til mig. En af de ting som var helt ekstremt fedt var opbakningen og de fleste som kender til Challenge Roth har hørt om Solar Hill, som er rent Tour de France, med folk stående helt op i ansigtet på dig, for at hjælpe dig hurtigst muligt op over bakken. Det var det vildeste jeg nogensinde har oplevet til et race. Her kan Geels bakke godt pakke sammen. Dog var der rigtig mange steder som var fyldt med publikum, som gjorde alt for at vi triatleter fik en fed oplevelse og det gjorde de til U.G, jeg tror jeg talte 5-6 steder på bakker hvor stemningen var ligesom på Geels bakke til København Ironman, samtidig med at alle de små byer havde sat borde ud til gade hvor der var mere eller mindre en folkefest, så det var virkelig en fed oplevelse, trods at jeg aldrig har haft det dårligere under en cykeltur. Da jeg stadig er lidt en kylling når det kommer til nedkørsler, så giver det mig bestemt ikke en fordel at det er en bakket rute, for det første trækker tænder ud, men for det andet har jeg ikke mulighed for at udnytte farten nedad, selvom jeg overhæler en del op af. Så man skal alligevel være lidt bedre teknisk (eller køre lidt mere med hovedet under armen) end mig for at få det maksimale ud af bakkerne. Da jeg nærmer mig de 180 km. Er jeg fuldstændig overkogt pga. de dårlige valg af tøj og hjelm, samt den måske manglede rigtige mad op til racet har slået mig helt om kuld, så det sidste i verden jeg havde lyst til var at løbe et marathon, men DNF var bestemt ikke en option i mit hoved, hvilket det generelt ikke er, men slet ikke denne gang, da jeg ikke skulle være taget til Roth med risiko for at gå glip af en fødsel og så ikke gennemføre løbet. Min cykeltid ender på 5:22, med en gennemsnitsfart på 33,2 og gennemsnitswatt på 209, hvilket var langt under målet bortset fra tiden som selvfølgelig var over målet.

Ind i T2 hvor alt også går rigtig fint trods jeg tager mig god tid, da min PR er langt fra inden for et realistisk mål. Jeg smutter igennem T2 på lige omkring 1:30 og begiver mig ud på min absolut yndlingsdisciplin.

Løbet starter egentlig ok, taget alt i betragtning. Jeg forsøger at finde ind i en god rytme, men kan godt mærke at kroppen slet ikke vil som jeg gerne vil. Jeg kæmper en kamp for overhovedet at holde mig løbende helt fra start. Jeg er i væskeunderskud, da jeg de sidste 10-20 km. På cyklen ikke har kunne indtag noget da jeg havde det for dårligt og det kunne mærkes på kroppen. Jeg forsøger dog at holde et pace på under 5:00, hvilket er langt fra mit mål som var 4:20. (Jeg formår kun at holde 4:20 i 5 km på hele turen) Jeg vil ikke give op og begynde at gå så jeg holder tempoet i et fornuftigt pace indtil de 21 km. Hvor jeg møder min familie 2 gang på ruten. 10 km. Forinden begynder jeg at få problemer med maven og må en tur på tønden, det forsætter resten af turen og ikke nok med at jeg ikke kan holde mig under de 5:00, så må jeg også på tønden yderligere 4 gange. På løbeturen løber man heldigvis det meste af tiden langs vandet hvilket var super dejligt når det var så varmt. Derudover så er man forbi en række vendepunkter inde i nogle mindre byer og her var stemningen præcis som på cykelturen, helt ekstremt god og der var feststemning over alt. Det var en sand fornøjelse at løbe der trods jeg ikke havde det specielt godt. Jeg får kæmpet mig igennem og løber det samlede marathon på lige omkring de 3:40, hvilket også var langt fra målsætningen. Da jeg nærmer mig finishline er jeg helt død, men beslutter mig for at det skal simpelthen nydes. Man løber ind på et opbygget stadion med publikum siddende hele vejen rundt og hele den sidste km. Er der fyldt med mennesker over alt og på dage som denne, så var det bestemt dem som var med til at holde mig løbende. Det er den fedeste finishline ever og en helt unik oplevelse.

Det er et race som jeg kun kan anbefale, da det simpelthen er for fed en oplevelse og at der så samtidig blev sat ny verdensrekord var kun med til at gøre det hele endnu federe. Det skal siges at jeg møder Jan Frodeno på løberuten da jeg var på vej væk fra byen og han var på vej mod finishline og man kunne tydeligt set på ham at han var klar over at han havde gang i noget stort og aldrig har jeg set så meget presse omkring en løber på ruten. Det var generelt et stævne som var rigtig lærerigt.

Challenge Roth er helt sikkert et stævne som jeg gerne vil tilbage til igen om nogle år. Jeg skal have min hævn.

Roth - Nichlas2.jpg

Ironman Copenhagen

Af Nichlas Gustafsen

Dagene op til løbet foregik roligt og der var let træning helt ind til start. Lørdag blev brugt på at fylde depoterne op, få tjekket cykel ind og et kort træningspas på 30 min. (15 min cykel og 15 min let jog).

Bike tjek ind gik super fint, man fik lov til lige at mærke stemningen og lure de nærmste konkurrenter af. Cyklen stod helt optimalt på asfalten og i næst sidste bås ud mod vejen.

Det skal siges at målsætningerne for løbet var sky høje. Jeg havde valgt at tilmelde mig sub10, samtidig med jeg gik hårdt efter en top 10 placering i aldersgruppen om det lykkes kan I læse senere.

Søndag morgen – Raceday. Dagen hvor mit a-game endelig skulle pakkes ud. Jeg følte mig virkelig klar og meget fokuseret på dagen. Der var lagt op til en stor dag, med en masse fantastiske venner, konkurrenter mm.. Planen var lagt og det var tid til at få svar på alle de spørgsmål som altid vælter rundt i hovedet på en når man har trænet målrettet mod et event i et års tid. Det var tid til at få svar på det hele. Kunne kroppen holde??

Morgenmaden blev indtaget i god tid og vi var nærmest de første ude ved T1 om morgene. Det var rimelig koldt så vi gik en del rundt og tilbage til bilen for at holde varmen. Cyklen blev gjort klar, bike bag’en blev tjekket en ekstra gang og der blev kort varmet op. Det blæste en del da vi ankom til strandparken, men vinden dalede heldigvis inden start.

Starten gik og jeg kom fint afsted. Holdt mig til min plan om ikke at gå ind i alt for mange slåskampe undervejs og i stedet fokusere på mit eget pace og den mest direkte vej udenom de store grupperinger. Det gik rigtigt fint det meste af tiden, men faldt tit ind bag forskellige grupper som svømmede lidt for langsomt. Det resulterede i en afstraffelsen ala et spark direkte i skridte, som tog små 5 min at komme mig over. Men alt i alt gik svømme delen rigtig fint, til trods for jeg var lidt langsommere end målsætningen, men det var jeg helt overbevist om nok skulle blive hentet på cyklen.

På vej ud af T1 som forløb mere eller mindre uden de store problemer, bortset fra mit brilleglas var røget ud af hjelmen og skulle sættes på plads, høre jeg at alle stort set har svømmet langsommere end forventet. Jeg får besked om jeg ligger i top20, hvilket bestemt er godkendt og jeg derfor hurtig finder gejsten igen og er klar til den lange cykeltur.

Cykelturen går rigtig fint. Jeg holder mig til min plan omkring de 36 km/t i snit, hvilket daler lidt mod slutningen. Der var en del vind på ruten og der blev kæmpet lidt ekstra, dog følte jeg at jeg havde ok med overskud undervejs og kunne ikke lade vær med at smile over at det virkelig er fedt at ligge og presse sig selv i bøjlen. Jeg får desværre ikke drukket helt nok på cyklen til trods for jeg holder mig til min plan. Det var åbenbart varmere end forventet, hvorfor jeg kommer ind i T2 med en lidt langsommere gennemsnitsfart end planlagt. Igen får jeg hurtigt besked omkring at jeg ligger godt til i feltet og at de andre også har cyklet en del langsommer end forventet. Så igen får jeg et mentalt boost i den rigtige retning. Dog skal mit væske underskud senere komme til at koste mig dyrbare minutter.

Cykelruten var fantastisk og det var en ren fornøjelse at køre op over Geels bakke anden gang hvor min coach til min store overraskelse får øje på mig og giver mig et par råb med på vejen.

Inde i T2 spiller alt maks sammen. Jeg får afleveret cyklen og hurtigt ud på løbet. Jeg starter altid hurtigt ud på løbet for at få benene i gang hurtigst muligt. De første km. Foregår omkring 4.00 præcis som planlagt. Derefter finder jeg hurtigt ind i en rigtig god rytme omkring de 4.10-4.15. Dette viste sig dog at være lidt for hurtigt selvom jeg blev mega grebet afstemningen da jeg hver gang jeg krydsede venner og familie fik besked omkring at jeg blev ved med at indhente konkurrenterne foran mig. Tempoet dalede lidt for hurtigt og blev hurtigt til 4.30-4.40 for senere at bliver mere en kamp om at holde tempoet under de 5.00 end at holde mit planlagte pace. Min manglende væske på cyklen kom også i spil her. Jeg lå konstant og kæmpede med at få væske balancen igennem, hvilket gjorde jeg brugte meget tid i væskedepoterne, men jeg fik aldrig balancen tilbage i kroppen. Ud på de sidste 25 km. Var det ren overlevelse. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at holde mit top 6-7 placering, hvilket jeg også gjorde hele vejen til målstregen. (Dog var der nogle i min AG som var startet senere som skubbede mig ned på 10 pladsen)

Da jeg kom til målstregen var det en kæmpe forløsning. Målsætningerne for dagen var nået. Jeg havde forbedret min tid med ca. 1,5 time og havde slået klubrekorden. Samtidig kunne jeg senere se at jeg havde indfriet målsætningen omkring en top 10 placering, da jeg sluttede samlet 10 i min AG med tiden 

Det var en lang dag, men hold kæft hvor var det fedt. Der var fyldt med venner, familie osv. På hele løberuten. Jeg bliver totalt revet med når der er så massiv opbakning og jeg er mega stolt over den enorme opbakning jeg fik.

Tusinde tak for den store støtte. Jeg glæder mig for vildt til vi skal i kamp igen. Der er bestemt plads til forbedring, men jeg er vanvittig stolt over den præstation jeg formåede at levere på dagen.

Som nogle ved havde jeg også en målsætning/et håb omkring Hawaii. Dette kom ikke til at ske i denne omgang, men jeg er helt sikker på der ligger et slot til mig lige rundt om hjørnet og gemmer sig. Nu skal der bare arbejdes videre for at nå det sidste stykke vej. Så skal det nok lykkes.

IMG_2112 KBH.jpg