Ironman 70.3 Dubai 2019

Short race report from IM 70.3 Dubai!

Af Henrik Stik Eskildsen

Pre-race thoughts:
The aim of the race was actually just to get me motivated to get back into training during November/December last year. So no goal of a certain time or a new PB. But people knowing me know that I find it quite hard just to participate in races without going for a new record of some sort. So as I approached the race and training was going pretty good I realized it was not totally impossible to aim for a new PB. So that was the overall goal. And to be totally honest I had a goal of doing a sub 4.20.

Swim:
I placed myself in the first third of the 25-30 minutes group which I thought was perfect to reach my goal of a 28 minute swim. But I was so wrong. Even entering the water I passed 3 athletes. In the first 300-400m approaching the first buoy I had to overtake at least 5 more athletes who were never even close to swimming a sub 30 minute. I know it helps your own performance to get paced by faster swimmers but I think people really need to be a little more honest when self-seeding at he swim start. Otherwise those self-seeding swim starts do not make sense at all. In the last 400m of the swim it was quite difficult to navigate since we were swimming directly towards the sun but since I wasn’t overtaken once I actually thought I was on track for the sub 28 minutes. Again I was wrong. I managed a 29,5 minutes swim. Considering it was my first real OW swim in 5 months I however think it was reasonable.

Bike:
As is the case most of the times when I lose time during the swim I start the bike by pushing pretty hard. Too hard. Meaning head down and full throttle. That lasts for around 10 minutes until I realize I am pushing short tri distance watt numbers and won’t be able to hold these for over 2 hours without completely destroying my run. So instead of pushing 4,4 watts/Kg I settled for around 3,8 watts/Kg. And this is pretty much where the overtaking begins. And I am not the one overtaking. Being of the size I am my absolute watt numbers are just not even close to the numbers of the big guys. I know that. But it’s hard to accept once you are actually in the middle of the race. The first 45k we had a head wind and were going slightly upwards. I was passed by several groups who were not quite living up to it being a non-draft race, but I am also used to this since many athletes just don’t race fair. I have learned to limit my anger when this happens even though it sometimes feels like I am the only one playing by the rules. During the last 45k we had a nice tailwind and were going slightly downwards again so it took me more or less an hour to get back to T2 after it took me around 1 hours 20 minutes to reach the turnaround. I managed a 2.20 bikesplit which I am pretty ok with.

Run:
The run is my strongest discipline and also my favorite. In 70.3 races I normally aim to run around 3.55-4.00/km. This I was able to hold for around 5k and after that the heat started affecting me. My pace fell to around 4.10/km and I felt it was close to impossible for me to push harder than that. So I accepted the new pace. I was really focused on the nutrition and on drinking enough so I wouldn’t start slowing even more. And it somehow actually helped me a little since I actually managed to run the last 5k as the fastest on the day. I ended up with a 1.26 run split and a total of 4.22.40. That gave me a 19th spot in my AG and a new PB on the distance.

Conclusion:
All in all a great race to start the season. Since I am still a little away for being in perfect shape (i.e. 100% race ready) and considering it wasn’t really my A-race I am quite glad that I managed to take home a new PB even though I did not manage a sub 4.20. I must be honest to say that the race has made it to the top of my favorite races. The surroundings and the race setup up as well as the organization of the race is just great. Can highly recommend the race.

Ironman 70.3 Dubai 2019

IRONMAN 70.3 DUBAI RACEREPORT

Af Martin S. Thomsen

Træningen og alting nogle uger forinden gik perfekt og alt gik den rette vej, i weekenden for to uger siden havde jeg så de sidste lange hård træninger. Men havde så om lørdagen vågnet med ondt i halsen, men trænede dog stadig igennem det jeg skulle og om mandagen efter havde sygdommen så taget fat. Endte kun med en dag helt uden træning, men med rigtig mange forkølet og sløj. Sidste weekend følte jeg mig lige så stille på toppen igen, men hostede og var stadig snottet. Det forsatte helt til torsdag og fredag morgen på race day var faktisk første dag jeg IKKE vågnede og var snottet.

I to uger op til stævnet har jeg varmetrænet seriøst og flere gange svømmet med våddragt for at vende mig til den. Da jeg ved jeg har lidt svært ved varme og altid lige skal vende mine skuldre til at have våddragt på.
Jeg havde fået massage op til flere gange så jeg var sikker på kroppen var på plads og klar.

Jeg havde forberedt mig til punkt og prik.

Rejsen herned gik så godt som den kunne med Mille, og jeg fik trænet det jeg skulle op til og fik mig registreret og checket cyklen ind.

Maden og alting op til præcis som jeg plejer og som altid har virket for mig.

Jeg kom op kl 04:15 og fik morgenmad godt 2:30t inden start, alting gik perfekt og roligt inden starten gik kl 07:10. Jeg fik svømmet lidt inden starten og havde en god fornemmelse i kroppen.

Jeg havde stillet mig lidt tilbage i svømmestarten så jeg ikke ville blive svømmet over, det gjorde jeg heller ikke men jeg kommer alligevel ALDRIG ind i nogen rytme. Mine skulder og ryg spænder op og det ødelægger min teknik. Jeg kom ikke i nogen gruppe, jeg navigerede forkert og svømmede alt for langt rundt om bøjerne. Noget som jeg aldrig har haft problemer med før, jeg har kun vist fremgang i svømmehallen og da uret siger 32:50 op af vandet var jeg rasende på hvorfor f***** jeg nu igen har kunnet f**** min svømning op........

T1 skiftet gik som smurt og jeg kom godt afsted på cyklen, jeg får gang i benene og de er godt med. Jeg har en god fornemmelse i kroppen og ud i modvinden og jævnt opad vender jeg på de 45km med 40 i snit og ved vi hjem har medvind og det går lidt nedad. Jeg kommer lige efter vendepunktet i gruppe med en dansker og Alexander Vinokourov, det var perfekt og vi alle bidragede til føringer skiftene. Selvfølgelig med 12m imellem, der var også i år RIGTIG godt bemandet med officials og de kan se langt på de lange lige stykker så ingen snød i front især 👍🏽

Efter 60km smidder jeg min drikkedunk og modtager en med energi fra depot.
På de sidste 10km begynder jeg så at mærke min mave begynder at bøvle med at spænde som om det er let sidestik. (Som jeg ALDRIG får på cykel)
Må så slippe Vinokourov det sidste stykke og prøvede at få styr på maven, ved at slappe lidt af og trække vejret igennem.

Kommer igennem cyklingen på 2:08 som er med 42.2 km/t avg. (Hurtigste i min AG 25-29) selvom jeg stadig kun er 24 år.

I T2 bruger jeg desværre lige 30sek på at finde min plads da jeg kommer til at løbe en række forkert.

Slapper godt af og får skiftet roligt til løb for at give mave lidt ro, starter i den pace jeg skulle starte i og har gjort i SÅ mange træninger efter hård cykling. Men så kramper hele min mave bare og vejrtrækning gør ondt, jeg går igennem hver aid station og får mig kølet godt ned og får noget vand. Men kaster op i munden efter hver aid station næsten. Jeg løber ærlig talt HELT på grænsen af at stoppe hele vejen og varmen bagede bare ned på mig.
Min 10’ende halve ironman og den hårdeste afsluttende halvmarathon nogensinde.
Kommer ind på 4:15 som rækkede til en 4. Plads i AG 25-29 og nr 29 af alle aldre ud af 2.500 deltagere.

Det jeg kom for til Dubai var en kval til VM i halv ironman i Nice. Der var tre pladser i min aldersgruppe, og alle tre tog pladsen... 
Det var ikke godt nok, men jeg er så ked af at lige præcis min AG ikke havde flere pladser når AG 35-39 fx havde 10 pladser og at en som nr 25 endte med at få en plads fordi mange andre ikke tog pladsen og den så bare ruller ned til næste på resultatlisten indtil alle pladser er taget. Det er et kæmpe slag, og derfor jeg ikke har skriver før jeg nu har fået det hele talt og tænkt igennem.

Nu har vi tre dage i Dubai til at opleve byen og få slappet af, det har været en LANG vinter med mange timers træning og uden meget sjov for at være klar til igår. Det hele føles lidt ligegyldigt og meningsløst nu, for nu kommer jeg kun hjem med en finisher medalje og lige nojagtig ikke en pokal og en kval til VM.

Tak til alle for støtten, venner, familie, bekendte. Tak til min kæreste som har været sammen med Mille og passet huset mens jeg har trænet når jeg har haft fri. jeg gav alt jeg havde og har gjort alt jeg kunne op til.

Tak til min træner Uperform.dk Coaching for at give mig SÅ højt et bundniveau selv når kroppen ikke er med.

Tak til mine sponsorer for denne mulighed at køre dette store stævne i denne fantastiske by.

TS Tegl
AVK Gummi
JSP Makskinfabrik
Lykke
Låsby Cykler - Værkstedet.
Bredkjærvejens Murer & Beton ApS

 

Ironman Hawaii World Championship

By Måns Höiom

The race I have been working for and dreamt about had finally arrived! I had slept ok, prepared my gear and now I was standing on the shore of Kailua-Kona beach together with 2500 other triathletes. These athletes are the toughest and hardest in the world, there is no doubt in my mind these are the fittest athletes, all categories, in the world. And here I am - injured. There is nothing I can do to change that and my coach Teresa at Uperform.dk prompted me to try to enjoy the race anyhow. I was full of frustration but tried to take her advice! I moved into the water and swam the short distance to the start. So many treading water next to each other, waiting for the cannon to go off. At this specific moment I felt a sudden shortness of breath and my heart pounding really hard! It dawned me - I am in the dream I have had for so long! The pride and joy was so intense! The cannon went of and there I was in a blur of arms swinging the water! I started swimimg and everthing felt ok. My back did not hurt if I focused on the strokes and not stressed. Some fighting in the beginning as usual, but less than I anticipated. So the swim was very easy and I enjoyed the swim more than expected. The frustration was gone and I truly enjoyed the moment in water. Swim Time - 1:11:17
I limped my way through transition, changed into bikegear and off I went. I am always a slow starter on my bike and this was no exception! Add to that the hills in the beginning and my backpain and you get the picture! I rode the bike in and out of Kailua before entering Queen K highway. The landscape between Kailua and the turning point at Hawi is lava fields without much trees! You can see really far ahead and the rolling hills are fast going down and slow going up! The sun is scorching hot and it is radiating from the black tarmac from underneath as well as burning your back. One can easily get mentally broken down if the mood is turning against you. At this point I am pedalling as hard as I can with what I have for today and I am loving my bike, I am loving the scenary and I am loving my life! The ride takes longer than expected but I am so greatful for being here and the pride is pounding my chest almost the entire ride! Bike Time - 5:21:15
Changing into running gear was harder than I thought! I got some help from a voluntair to change shoes as my back was preventing me from reaching down! The first few km I was running a 4:30 pace but the back was starting to cramp. I had to reduce the lenght of my stride and the pace slowed. Every now and then the back was cramping up and I just had to walk a few moments until the back relaxed a bit. I was aware the day was going to be really long before I started the day, and I could just not do anything about it, so I enjoyed the run/walk as much as I could! I don’t think I have ever been so well trained and not being able to prove myself was the sadest thing I have ever experienced in my sportslife. I was hurting from the many hours out there and my back was not helping! Thinking about my journey the past two years, the many hours of training, the hardship and struggle to make the time to train, making sure not to get sick and everything else that comes with an active lifestyle. Was it worth it? After what seemed like an eternity I reached Alii drive and turned right towards the finish line. Up on the red and black carpet with the Ironman logo and there was my family! They cheered at me and I could see their pride in their eyes and I just knew! I just knew it was all worth it! I will do it again! And I need to race it the next time! Run Time - 4:02:32

Total Time - 10:44:32 There is so many I would like to thank for supporting me and to make this a reality but it would be such a long text! I will only mention my coach Teresa Heimann at uperform coaching for making me fitter than I have ever been in my life! And obviously my family - my brother Runar for lighting the spark in me all those years ago, and my wife Veronica that inspires me to train by training equally hard and approving the lifestyle that we are living!
I love you!

Ironman Copenhagen

Af Ronni Thomasen

IRONMAN 2018 skulle jeg gøre det eller ej? 
Har slet ikke trænet rigtig til det på noget tidspunkt. Havde fokus på halv IRONMAN Challenge i Herning som skulle have en SUB 5. 
Der gik alt galt på dagen. Kom i mål på 5.14. Jeg kastede op og havde intet kontrol. 
Fuck jeg var irriteret, og der var kun en vej. Jeg ringede til Teresa næste dag og spurgte som noget af det første, før vi evaluerede hvad der gik galt i Herning.

Teresa kan jeg lave en hel IRONMAN? Hun siger som altid top motiverende - det kan du sagtens. Derefter evaluerede vi, hvad der gik galt i Herning. 

Mit største problem er ikke form, men energi indtagelse, som jeg slet ikke har styr på. Kan ikke få noget som helst ned, da jeg aldrig har været vant til det i min fodbold karriere. Spec. Ikke gels og andet kunstig syntetisk stas. 

Nederlaget i Herning skulle revancheres.
Jeg ringede omkring 20. juni til Teresa og sagde hun skulle lægge et program til hel IRONMAN. Nu skulle det være. Hun sagde noget, som faktisk gav mig det sidste spark - så skal du også følge det ellers gør jeg det ikke. Det var ment af hende, som vi havde travlt og ikke tid til at springe nogle træninger over!

Træningen gik fint, men energien var stadig problemet. 20 dage før IM CPH lavede jeg en lang træningstur på 4 timer cykel og 1 time løb i høj sol, men jeg gik fuldstændig kold igen. Dog viste jeg præcis hvad det var. Havde trænet 5 timer og drukket en af de to dunke jeg havde med.

Næste dag ringede jeg igen til Teresa og sagde hvad gør vi? Jeg kan ikke æde alle de gels, barrer eller andet krab. Igen havde den gode coach et svar. Du tager ud imorgen og køber maltodextrin og druesukker så laver du flg. blanding.

Bland:
150 gram druesukker
250 gram maltodextrin sammen i 2 dunke med din high5 og 2 zero tap’s i hver dunk

Du skal have ca 90 gram kulhydrat i timen og i disse 2 flasker vil der være 381 gram kulhydrat = holder til mellem 4 og 5 timer.
Den 3 dunk kommer du rent vand i og har foran dig.

Nu drikker du en stor tår af energi drikken hvert 20 min. og resten vand, masser af vand. Nu var det slut med gels osv. 

Prøv og spørg om det virkede i min træning og til IM i søndags. Det kan i bande på! Jeg tænkte slet ikke tider, men mit overskud i træningen og ikke mindst da jeg løb i mål i søndags. Jeg var slet ikke rundt på gulvet som jeg plejede, når jeg kom ud i på de lange ture. Så er I ved at gå sukkerkold eller bare ikke kan klare det gels krab, så prøv lige coach’s trylledrik den virker præcis som Asteriks trylledrik. 

IM 2018 og min første var en fantastisk dag med masser af overskud. Kom i mål på 10.56, men fik desværre en meget ufortjent tidsstraf på 5 min så sluttid 11.01.

100 meter før Geels Bakke hvor rytterne foran mig satte sig op og gjorde klar til energi depot på Geels Bakke. Der stod en motorcykel lige før bakken, som gav mig og 4 andre tidsstraf på 5 min. Så har man sgu også prøvet det men total latterligt. De eneste 300 meter hvor jeg ikke var nervøs for at drafte, så får jeg det sgu der. 

Skal jeg gøre det igen, det kan I bide skeer på jeg skal. 

Brugte 1.23 på svøm da jeg svømmer som en korkprop
Brugte 14 min på T1 og T2
Fik 5 min tidsstraf
Planlagde en hel IRONMAN lidt før 3 måneder inden racedagen

Kan I se, hvor jeg vil hen på min næste IM
SUB?

Tak coach du er fantastisk til god træning, sparring og ikke mindst kost/energi

Ironman Copenhagen

Af Julius Panduro Rydstrøm

Dagene op til selve stævnet, var egentligt ret afslappet, allerede i starten af ugen havde jeg sørget for at der var styr på alt.
Cyklen var tjekket igennem, alt grej blev vasket og pudset, tjek listen blev udført til punkt og prikke samt planen for selve dagen blev lagt.

Jeg fik testet cyklen en sidste gang for at se at alt bare spillede, og løb en lille tur, for at holde kroppen i gang inden at den skulle ud på den lange tur.

Raceday.
Uret ringer klokken 03.30, og jeg får hurtigt slukket det, så jeg ikke vækker min gravide kæreste. Går ud og sætter vand over til kaffen, samt laver en skål med yoghurt, frosties og mysli. Jeg tager maden og min kaffe med ind i stuen hvor lyset er slukket, og sidder for mig selv og begynder at forberede mig mentalt på hvad dagen bringer.

Jeg kigger mine ting igennem en sidste gang, og gør mig klar til at min bror henter mig klokken 04.45, vi kører ud til start området hvor min cykel står og jeg går lige de sidste ting igennem på cyklen, så jeg ved at alt spiller. Jeg går skiftezonen igennem et par gange for at være sikker på hvor jeg skal hen, så jeg ikke bliver i tvivl når jeg kommer op af vandet, jeg får hilst på nogle af dem jeg kender, og får sagt held og lykke.

Klokken nærmer sig 06.15 og jeg begynder så småt at tage min våddragt på, så jeg kan komme ud i god tid og varme op, da jeg får dragten på, kommer min kæreste derud og vi får talt lidt sammen inden at jeg går i vandet for at varme op. Jeg får svømmet en lille smugle derud og så tilbage igen, og står lige 5 minutters tid og strækker kroppen, samt justere våddragten så den sidder optimalt.

Jeg går op til min bror og kæreste som lige giver mig de sidste ord med på vejen inden at jeg stiller mig op i rækkerne hvor starten går. Jeg er ikke super nervøs omkring det, men føler at jeg har skabt et godt spændingsniveau til at gå ud og få en fantastisk dag med en masse oplevelser og lærdom.

Det er rullende start, hvilket betyder at vi bliver sendt afsted små grupper med et par sekunder imellem hver gruppe. Jeg kommer ned i vandet og får hurtigt gang i kroppen, lidt tempo på ud til den første bøje og derefter tager, jeg det ret roligt og prøver at finde en, som jeg kan ligger på fødderne af, men der var ingen at finde og jeg tænker at det kan være at jeg finder nogle senere på svømningen. Jeg rammer 1800 meter mærket og der er stadig ingen fødder at finde, så jeg vælger ikke at fokusere på at finde nogle at hængte mig på og så derfor bare nyde svømningen. Der er et okay flow i kroppen og der bliver ikke brugt for mange kræfter, kommer så ud til sidste vendepunkt og her ligger der så et reb tværs over der hvor man svømmer, og der bliver stoppet lidt op jeg vælger derefter at dykke under det og rundt om bøjen, kursen bliver sat imod den sidste bøje og de 3.8km er ved at være gennemført.

Jeg kommer op af vandet og ind igennem T1 (Skiftezonen), ud på cyklen og det første stykke tid bruger jeg på at finde et godt flow og få styr på at alt er, som det skal være.

Kommer så i gang med cyklingen, men de første 70km var humøret ikke så stort, der lå nogle på hjul af min konstant, men det er jeg i bund og grund også ligeglad med fordi det er kun dem selv de snyder, men når de vælger at køre forbi mig og derefter falde tilbage, så jeg hele tiden blev nød til at overhale eller falde tilbage, da man skal holde 12 meters afstand, jeg vælger efter nogle frustrationer at lade mig falde en del tilbage og give dem et forspring, så de kan ligge og snyde, og efter det øjeblik nød jeg hele turen igennem, hvor kilometerne bare kørte derudaf. Jeg rammer geels bakke hvor min svigerfar, min kæreste og nogle venner, samt klubkammerater stod og heppede på mig, hvilket giver et lille boost.
Kommer til 130 km mærket, hvor jeg igen møder den lille gruppe, som sjovt nok stadig ligger på hjul af hinanden, men åbenbart er ved at løbe tør for kræfter, så jeg beslutter at sætte lidt mere tempo på i 15 minutters tid for at sørge for at de ikke kunne hænge på, og derefter så jeg dem ikke igen, hvilket gjorde at jeg kunne køre den stabilt hjem på cyklen uden at bruge for mange kræfter, da jeg gerne ville have så friske ben som muligt, når jeg skulle ud og løbe et maraton efter 3.8 km svømning og 180 km cykling.

Kommer ind i T2 (skiftezonen), hvor jeg afleverer min cykel til en frivillig og får smækket et par løbesko på, dog havde jeg lige glemt i farten at man skulle hænge sin skifte pose tilbage på den krog hvor man tog den, så skulle lige løbe tilbage med den.

Ud på løbet og jeg føler mig frisk på trods af lidt krampe i inderlåret, men var sikker på at det bare skulle løbes væk, ligger ud i et stabilt tempo, som ikke var for hård, kommer forbi mine klubkammerater, som står og hepper hvilket var helt fantastisk, men efter 3 kilometer begynder min mave at drille, jeg har tidligere haft mange problemer med det og har prøvet virkeligt mange forskellige energi produkter for at undgå at dette skulle ske, og troede at jeg havde knækket koden, men jeg tog fejl. Og ved 5 km mærket var smerterne så kraftige at jeg overvejede at trække stikket, men jeg fik kæmpet mig videre og prøvede samtlige ting for at få styr på maven, men hverken toiletbesøg, cola, bananer, rent vand eller saltkiks var nogen hjælp, jeg slukkede mit ur og de sidste 37.2km blev i ren smerte og vilje om at jeg ville gennemføre, jeg prøvede flere gange at sætte mere tempo på, men der var bare ikke noget at gøre når maven ikke gider at samarbejde. Jeg havde selvfølgelig tanker omkring det at ramme “muren” på løbet, da jeg aldrig havde løbet et maraton før, men jeg følte ikke rigtigt at der kom nogen mur, da smerterne bare havde været der siden 5 km mærket, så jeg havde nok bare vænnet mig til at det gjorde lidt ekstra ondt.

Men jeg kommer til det sidste stykke, og der er ikke langt til mål, skiltet i vejsiden siger 40.2km hvilket betød at der kun var 2 km tilbage, jeg prøvede at nyde de sidste 2 km så meget som muligt, det var fantastisk så mange mennesker der hepper og hele den atmosfære der er omkring sådan et stort stævne.

Jeg løber forbi mine klubkammerater for sidste gang, og jeg ved at det er lige rundt om hjørnet målet er, hårene på armene begynder at rejse sig, og jeg løber ind på de sidste 100 meter, den røde løber er under mine fødder, jeg kigger op og ser porten med mit navn, og jeg giver den sidste high five inden at jeg løfter mine arme og prøver at krydse målstregen med et brøl.

Kommer i mål og hele min maveregion er i krampe og jeg kan dårligt snakke, men jeg gjorde det, måske jeg ikke levede helt op til mit potentiale på dagen, men jeg gennemførte og gav ikke op, og det var det jeg kom for.

Jeg skal nok få revanche en dag, når jeg har fået styr på mine maveproblemer.

 

Der skal lyde stort tak til.

Uperform Coaching
Scanposten Graphic
Pulskoncept
Herlev Tri og Motion
og selvfølgelig
Min familie, venner og dem, som følger mig.
 

Ironman Copenhagen

Written by Måns Höiom

In 2005 I accompanied my brother, Runar, on his attempt to qualify to World Championship IronMan distance in Zürich, Switzerland. I watched the race in awe as I had not seen triathletes compete before. It was an all-out effort from them all – including my brother! Little did I realized I was stung by the IronMan bug then! Unfortunately my brother had to pull out during run from a knee injury. In 2016 my wife, Veronica, wished to get an full IM race start as her birthday present. 11 years had gone by and the fever from that Zürich race came back! And so did my brothers! We all three got so passionate about IM that big goals was dreamed about. My wife was reluctant to have big goals, but I have seen the spark in her eyes – she is becoming hungry as well! As a result me and my wife have signed up for a triathlon coach to train us. Teresa Heimann at Uperform have coached us equally from October 2017. For my brother and me it was a qualification to the big dance in Kona Hawaii that became the target! Runar and myself tried to qualify in Texas, US, this year as it was a fast and early on the season race in April. Result – we were both too far behind!

Second try in Haugesund, Norway. Result - Runar qualified to Kona claiming first place in his age group! I was beyond happy and proud of him and could not hold back some tears as I followed the race from my hotel room. I had crashed on the bike early in the bikesection and broke some ribs!

Third try I had no other choice than KMD IM Copenhagen as I had to recover from the crash and it was also the last race with qualification slots to WC this year. I did not want to see my brother and his family go there without company!

I had 7 weeks to get my ribs healed and back into serious training! Teresa rearranged the training and coaching from Texas to Haugesund and around all my injuries, along the way, to adjust to the very short 7 weeks ramp up to IM Copenhagen. The last week before the race I was finally pain free having done all the training Teresa threw at me.
 

The race KMD Ironman Copenhagen

Swim:

Felt magical on the warmup! Launched myself into the water and tried to find feet’s directly, instructed to do so by Teresa. Had trouble with leaking right goggle, but decided to ignore it. So I swam most of the course with water inside making it problematic to navigate, both over the waterline and below. Felt myself being a bit passive in the middle of the race, being passed by a few swimmers, but increased the effort a bit and got back to proper swimming. Under the last bridge the ropes and buoys that should divide the swimmers going both directions had come loose, so me and some others got tangled up in those! Lost a bit there as well, but an all-in-all good swim and great feeling! Time: 1:00:51 PB!
 

Bike:

Felt a bit weak from swim at the beginning but got better eventually. Could not see good with my right eye. The water from swim made my sight blurred I assume. Did not want to risk any draftingpenalty so I stayed well clear from others. Groups formed and I used some of my watts to take the lead and try to get away. It worked but then they came again, but in smaller numbers, so I did it again and again. I felt in control and preserved my power where it made sense and unleashed it when I had to. Wanted the bike to be good, but not to destroy the run. I got feedback from Runar that I was loosing time compared to the first 4 in my agegroup. That was expected but equally frustrating as I am a weaker biker than them. Tried to stay calm and push the watt as instructed by Teresa. A lot of wind and I had trouble keeping speed in the headwind. Time: 4:55:55
 

Run:

Knew I was around 12:th place. Had a terrible feeling going out from T2. Decided it was probably a full bladder. Could not empty it on the bike (have never been able!) so I had to stop and relief myself. The stream never ended, I was soo full! Felt much better after that and tried to hold back my pace so I could keep it for longer. The first lap, out of 4,5, was really hard as the running rhythm hadn’t come. Did not want to check the speed on the watch, only focused on the time and getting those gels in me at regular intervals. Drank some water or whatever I could grasp in the aidstations to get fluid in me as well. Second lap felt much better and the rhythm was there again. Passing people all the time and had just a few passing me. But I think none of them was in my agegroup so let them run away. Third lap, in the end of it, I started to feel cramp biting my hamstrings and calf’s. Got a bit worried that I would end up as in Texas having to walk/run the rest of the course. Tried to loose up on the pace and the cramp went away. Could then slowly build up the pace again. Perhaps not to the former speed, but enough to not panic. Got pacing from Runar that I was consistently running around 20sec faster per km than the ones before me. Also knew that I was 9:th with around 8 minutes to top three. I know most runners deflates the last 10-12 km on a marathon, especially triathletes as they are more tired after swim and bike. So I kept my pace and Runar stopped calling out my placing after I passed 2, so I knew I probably was number 7 or so. I found out Teresa wanted me to focus on running instead of places! My feet started hurting and the cramp showed itself more often, but I kept telling me to ”rip this shit out ’till my bones collapse” (lyrics from an Eminem song which echoed in my brain most of the day). I was dead tired as the final loop started and I had 1,5 laps to run. Kept grinding the teeth and kept running just below the pace where the cramp would stay away. Damned myself for having to stop and pee for soooo long in the beginning. Then Pia let me know I was gaining fast on spot 3-4. Runar was just giving me to focus on the stride and ”here and now”. The last small inclines was passed and I cold taste the last halfloop but my body was screaming louder than Runar to stop. Passing that finnishline and my legs actually collapsed! I don’t think I have ever been so tired in my life! Time: 3:09:04

Total time: 9:12:27 (T1 04:18, T2 02:21)

Place 4:th!

Result – Qualified for Kona!!!

Ironman 70.3 Jönköping

Af Mikael Kjellander

2015 gästade jag Jönköping för första gången iförd Elastan. På den tiden (nu låter det som hundra år sedan) hette tävlingen Vätter Challenge och det var SM på medeldistans. Året efter fick tävlingen Ironman status och blev därmed Sveriges första 70.3 (halv Ironman). Jag har sedan dess traditionsenligt besökt vackra Jönköping i början av juli varje år.

Årets vistelse inleddes i Rosenlundsbadet där vi firade dotterns födelsedag. Härligt inbjudande 50-metersbanor fanns att tillgå men jag fick nöja mig med vattenrutchkanan och vågmaskinen.

Senare på kvällen passade jag på att registrera mig innan pre-race mötet. Detta var mitt nionde Ironman event och mötet bjöd därför inte på några sensationella nyheter. Sen middag med familj och vänner innan kvällen var slut.

Lördag och inte vilken lördag som helst, VM-kvartsfinal med Sverige på planen! Avspark 16:00… Ironkids 16:00… Arrangören insåg visst att gatorna förmodligen skulle gapa tomma vid den tiden och flyttade tack och lov tiden för loppet till 14:30! Jag kan redan nu säga att det blev helgens höjdpunkt att få uppleva båda tjejerna springa tillsammans hela vägen till den mäktiga målrakan och in i mål!

Lördagen innebar också lite förberedande träning och jag började i Munksjön med 20 minuter simning. Sjuuukt bra känsla i kroppen och jag ville egentligen simma mer men jag hade annat att göra också!

Vidare ut på cykeln och jag begav mig till tävlingens inledande monsterbacke för att säga några väl valda ord inför morgondagen! Backen fick veta vem som bestämde och jag kunde med ro i själen rulla tillbaka till hotellet.

Avslutningsvis en kort löprunda på tävlingsbanan med känslan av att äga hela Jönköping. Jag sprang i 13 minuter innan jag förflyttades från molnen till avgrunden. PANG så small det till i vänster fotled! Jag har de senaste tre veckorna haft problem med fotleden som kommit och gått. Nu kom det tillbaka med besked!

Jag stannade direkt och försökte efter en stund ta ett nytt löpsteg med ett nytt hugg i foten som följd.

Tillbaka till hotellet och de kommande 12 timmarna präglades av total oro. Nog för att Ironman 70.3 i Jönköping inte är säsongens stora mål men nu när man är här vill man prestera, eller åtminstone genomföra med värdighet!

Efter tre tuber voltaren gel, massage och blixtkonsultation med sjukgymnast var jag tvungen att acceptera läget. Jag beslutade mig efter lång konsultation med min teammate Lina att låta foten vara, starta i loppet men avbryta om huggen återkommer för att inte riskera något långsiktigt!

Bara att gå och lägga sig och sova då… När man bor rakt över Harry´s med uteservering en lördagkväll under fotbolls-VM och det är 100 grader varmt på rummet så fönstret måste vara öppet för att kunna överleva… De sista gästerna lämna gick hem klockan 03:00, hoppas att ni hade en kanonkväll!

Innan Ironman Kalmar 2014 sa en mycket klok granne på campingen att sista nattens sömn inte har någon som helst betydelse för prestationen, det finns det forskning på! Med detta i åtanke hjulade jag ner till frukostbuffén tillsammans med alla andra fullständigt introverta triathleter som anstränger sig stenhårt för att se så avslappnade och icke-nervösa ut som möjligt. Naturligtvis utan att säga något eller ännu mindre titta på någon annan! Personligen hade jag inte så mycket mer att vara nervös över än fothelvetet.

Nåväl, jag begav mig till växlingsområdet efter att ha beskådat den repa i sidodörren på bilen som något pundhuve bidragit med i parkeringshuset dagen innan… (Tvungen att få skriva ur mig den!)  Jag laddade cykeln och la ett par strumpor i löppåsen som jag helt enkelt glömt dagen innan när fokus låg på annat håll!

Slutligen stod jag i våtdräkten vid starten och överöstes av nödvändig pepp från Lina som knappast kunde undgå vart min energi riktades.

Jag hade lika optimistiskt som alltid placerat mig nära 30-skylten, dvs min uppskattade simtid. Kanonen ekade mäktigt över hela Jönköping när starten gick och några minuter senare började min resa. Jag hade en lika fin känsla som dagen innan! Jag kände mig stark, tekniken satt bra och jag simmade förbi flera. När jag klev upp på rampen hade jag känslan av att idag blev det personligt rekord på simningen men klockan visade 32:42 och det var under förväntan men ok.

Nu väntade första testet av foten i och med att avståndet till växlingsområdet är hela 540 meter, på kullersten. Även om det ligger en mysig matta att springa på så blir det hårt när man är barfota. Foten kändes bra och optimismen steg inför resten av loppet.

Växlingen gick smidigt och som AWA-athlete med lågt startnummer hade jag en riktigt bra plats i växlingsområdet. Jag kom iväg bra på cykeln och första backen höll käften precis som jag sagt åt den dagen innan! Cykelbanan är böljande genom otroligt vacker miljö men kuperingen passar inte mig riktigt som gillar att bara pumpa på! Flera gånger tappade jag placeringar i uppförsbackarna för att ta igen dem när det blev plant.

Banan har en vändpunkt och jag hade en känsla av att Micke Karlsson (ni vet, Mr. X) låg före mig. Mycket riktigt mötte jag honom där och kunde med klockan konstatera att han var 1:50 före mig. Micke berättade att även han hade tagit tiden i jämförelse med mig vid samma tillfälle! 

Cyklingen fortlöpte utan konstigheter tills jag i en av de långa nedförsbackarna på slutet såg en skadad cyklist ligga på vägen. Han var redan omhändertagen och jag fortsatte men det visade sig senare att det var min kamrat inom Uperform Coachning, Magnus Jonsson som låg där! Hoppas på snabbt tillfrisknande!

Jag cyklade på 2:22:54 vilket var helt ok och det var dagens nionde snabbaste tid i M35.

I växlingen ryckte jag snabbt åt mig min löppåse och satte mig för att byta om. Jag öppnade påsen och där i ligger min cykelhjälm! Var är mina löpskor?? För några sekunder kunde jag bara inte förstå hur min hjälm som jag precis haft på mig kunnat hamna där?! Sinnena kom åter i bruk och jag upptäckte att jag höll i påse 117, inte 118!

Med allt på plats kunde jag äntligen börja springa och nu gällde det, skulle foten hålla?

Till en början kändes det bra, inga problem med foten och snart såg jag ryggen på Micke! Vi växlade några peppande ord och han plågades tyvärr av ryggproblem. Första varvet av tre gick bra men efter halva löpningen började foten att göra sig till känna. Jag fick inga kraftiga hugg som tidigare men det fanns där och jag tvingades sänka farten för att inte riskera något. Samtidigt började jag få kramp i höger lår och jag kände hur min löpstil alltmer liknade någon form av fylledans.

Värmen var inte olidlig men hett var det! Massor med vatten och is i stationera gick åt för att hålla tempen nere. Jag begav mig ut på det sista varvet och insåg att min sluttid inte skulle bli sensationell. Jag hade 4:19 från Helsingör i bakhuvudet och även om kuperingen på cykeln i Jönköping var betydligt tuffare så hade jag hoppas på en tid under 4:30.

Med ca 1500 meter kvar skriker Lina från sidan att jag måste spurta på slutet, jag förstod inte varför men tänkte att jag kanske var nära någonting. Hon fick mig i alla fall krama ur det sista ur kroppen på slutet och jag gick i mål efter 4:35:19.

Jag gick i alla fall i mål, jag fick min medalj och solen sken. Jag slutade på 15.e plats i M35 av 231 deltagare. Förhoppningarna var lite högre men med tanke på omständigheterna känns det helt ok.

Tävlingen erbjuder 50 kvalplatser till 70.3 VM i Nice 2019, det hade varit riktigt nice och vi bestämde oss därför för att stanna kvar på prisutdelningen i hopp om att det skulle bli en roll down. Det innebär att om en deltagare som kvalificerat sig inte tar sin plats, så rullar den vidare ner i placeringarna. 2017 hade min 21.a plats räckt till kval så vissa förhoppningar fanns där.

Efter en lång men väldigt mäktig prisutdelning kom vi till kvalplatserna. De gick åt på löpande band och förhoppningarna var i princip raderade när vi äntligen kom till min klass, M35. Sex biljetter fanns tillgängliga och några gick åt direkt. Sen lästes namn efter namn upp utan svar och vi kom allt längre ner i listan. Det var riktigt nervöst när det fanns en enda plats kvar och vi var på placering 13. Där såldes den och jag var två ynka placeringar från ett VM. Det var inget uttalat mål men visst hade det varit kul med en plats! Istället får jag glädjas åt att samlingen av 70.3 medaljer växer. 

Jag tog min familj och min fot och lämnade Jönköping för den här gången. Ett fantastiskt arrangemang som i det närmaste var fulländat!

Avslutningsvis vill jag gratulera mina klubbkamrater till väl genomförda lopp! Särskilt Jeanette Carpman och Mats Wangefors som gjorde sina första Ironman 70.3! Grattis hjältar!

IMG_5349.jpg