Ironman Cork – race report 2019

Ironman Cork – race report 2019

By Veronica Höiom

As long as I can remember, I wanted to go to Ireland so when Ironman announced that there would be a full distance event there 2019 there was no doubt. I wanted to do this race! 

Pre-race day


Me and Måns landed in Cork on Friday night and took a rental car and drove the 50 km to the small picturesque village called Youghal. The whole atmosphere in the village breathed Ironman and there were "Welcome Ironman" signs everywhere. I read somewhere that 10% of the village's residents participated as volunteers for this event! We stayed at an incredibly cozy place, the Ahernes of Youghal, located on the main street! The very friendly owners arranged breakfast at 4 pm on race day morning and also offered to drive participants down to the transition site! The day before the race, on Saturday, it was first registration followed by easy training on the swim-bike-run course. The sun was shining but it was quite windy. 

Veronica 2.png

I swam about 10 minutes in cold and choppy water of the Celtic ocean. The temperature was around 13 degrees, ok, but it was difficult to navigate in the messy water. About the same time as we were swimming, an email was sent out from Ironman Europe telling us that we would expect a delayed start and shortened swim because of the expected bad weather conditions on race day! With shivering teeth, we jumped up on our bikes and ride to the Windmill hill. Only 400m long but with a 22% slope it was very respectful!! I must say that when we drove down the hill the day before with the car I was totally terrified and thought it would be impossible to ride it up .... I felt as if the risk of rolling over halfway was quite imminent! Well, I gave it a try and up I came with shaky legs and sky-high pulse! Måns wanted to ride it again but I refused JFinally a short run. I ran over the ridge that we would need to pass 9 times during the marathon tomorrow. Pretty hard, too… The rest of the day was all about checking-in, athlete briefing and eating.

Race day! 

The alarm went off at 4:15 am. Time for breakfast, yoghurt, toast, bacon and scrambled eggs! It was windy and gray outside but still no rain. Uncle Runar with wifie Pia (also competing) and daughter Sara came and picked us up, always nice to have assistants during a race J! Just before we arrived at the transition site, it started to rain. Then it rained all day long until the end of my run! Stayed in the heat of the car for a while, at 5:30 am it would be announced if the swimming were on or off. At 6 am we went to check the bikes and leave our nutrition bottles at the bikes. When we saw the waves on the sea and that the buoys were still on land, we understood that the swim would be canceled. Which it was. 


Instead of the swim, we would have a time trial-start on the bike. Kind of chaotic when everyone was going to change into bike clothes! People was walking around in their wetsuits as long as they could even if the swim was cancelled JLuckily, we had quite low numbers so we got off pretty early but many had to stay for a long time in pouring rain before they were allowed to start. 


The bike leg was a 2-lap course around the beautiful Irish countryside. Too bad that the heavy rain and fog on my glasses made it hard to see anything! In addition, the surface was often poor so you really had to concentrate on the road! However, the crowd was amazing!! I’ve read several heart-breaking stories about people who didn’t manage to continue the race during the bike, where the locals invited them into their homes and provided them with food and warmth while they were waiting to be picked-up by the organization! Besides the weather, the course was really, really tough. A total of 1900m of climbing and poor asphalt that took all force out of your legs. As a consequence, unusually many did not manage the cut-off times for the bike and were not allowed to go ahead with the run. I read that it was about 23% DNFs! The hills were many, some long, some steep and each lap (around 88 and 178km) was completed with the steepest of them all, the Windmill hill, now also called Windmill hell. I felt very nervous when approaching it –will I have enough power to conquer the hill?? I could hear the audience’s cheers in far distance. But once you faced the hill it was kind of no retreat no surrender. Just pedal and move forward, no matter what!! The crowd was amazing. I felt like I was part of tour de France! "Keep going", "go girl", "you can do this", you're amazing, "looking strong". The audience basically lifted me up both times. On the second lap many walked uphill and I saw several who fell on the slope but who were immediately helped up! Maybe not the smartest move to ride uphill twice when a marathon was waiting, but I think my legs were pretty smoked anyway and I’ll never forget the Windmill hill!


 The transition was a challenge by itself, when trying to get rid of wet shoes and clothes with ice cold, rigid fingers. Got cramps all over my stomach when I was going to roll off my wet socks. Sooo satisfied that I put in a pair of dry socks in the run bag!! I have never seen so many people standing with heat blankets and drinking coffee / tea in the exchange area before. Thought I was quite slow (kind of 7 minutes) but was actually one of the fastest in my AG ... The first part of the running track was along the beach towards the town center so you were welcomed by a massive headwind and a rain that whipped you in the face. Thanks for that, Mother Earth! Here it was just to turn into survival mode and gnaw ahead! First time up the bridge (only 8 times left ...) and then down where you passed the finish line for the first time. The legs felt in spite of the tough cycling ok, although it felt kind of funny to run on feet that were completely numb! Luckily I’ve experienced this before during Stockholm marathon 2012, so I know that it works anyway. Just keep going! 


But it didn’t take long before the tough bike course, the cold and the wettnes caught me. I felt so exhausted and my body hurt, which made me walk a lot, not just in the aid stations. However, the crowd was absolutely wonderful. There were people everywhere, cheering and calling your name! Despite the weather, the atmosphere was indescribable! During the last lap it actually stopped raining and after a long, long struggle I finally reached the red carpet. I was so happy when I crossed the finish line! I had managed probably the most physically strenuous I've ever done! The only problem is that once you stop running, that is when it really starts to hurt! Walking the 1.2 km between the finish line and the hotel took a whole eternity! But, what did it do when you got to feel like a superstar in your finisher t-shirt and medal! Everyone I met congratulated me and people even came up and hugged me! Extra fun that Måns won his AG and that I actually became 5th in mine!! Only 12 min from a Kona slot. I'm getting closer!

Racereport Ironman Cork 2019

Racereport Ironman Cork 2019

By Måns Höiom


After last year’s race season, me and my wife set up the goals for this year racing. We decided to attempt a joint goal to go sub 20 hours combined race time on the full Ironman distance. From our best races we both need to shave off around 15 minutes each to go sub 20 hours. That way we will push ourselves but also each other to do the work needed. 

Obviously, we both have our personal goals as well.

For me the biggest personal goal is obviously qualification to Kona again! My last attempt at racing in Kona 2018 ended with an injured back and I finished World Championship Ironman in Kona Hawaii just participating. So Ironman Cork was chosen to be my qualification attempt this year. 

IM Cork was Irelands first full distance IM and I knew it was hilly and very slow as a race. It suited us well being in 23:d of June so we had plenty of time to train. And I would finally get to the island I have wanted to visit for so long! 

Pre-Race meeting

The day before the race during the pre-race meeting the organization announced there will be a change in the swim and possibly a delayed start! 

I assumed the reason was the cold weather and the forecast of more wind and rain for raceday. Having tested the swim course earlier I was not surprised but hearing this my mind raced with different thoughts. 

“I had done the training, I was there and I had prepared myself for the goal of qualifying – do not change anything! I need it to be the way I have planned!”. These was some of my reactions initially until I remembered my preparations. From November 2018 until raceweek in June 2019 I have managed to average almost 13 hours training per week. That is a massive amount of training to lean against and I felt extremely calm again. And ready!


05:30 on raceday they announced the cancellation of the swim due to the weather and safety of the participants. That was one hour before start and many was already dressed in wetsuites. The start time was also announced to be delayed until 07:20 for the pro field. It was cold and the wind was blowing hard.

I felt calm. 

I was extremely surprised to see so many spectators at these conditions.

Måns bike Cork19.png

Mentally I adjusted to the new scenario.

All agegroup athletes was told to change into bike gear row by row and line up for a timetrail start. We were to be released 2 bikes every few seconds from 07:40 until everyone was out on the bike course. I was very cold by now, so I rushed to get to the starting position as early as possible. I think I was among the first 30 agegroupers to start.

The loudness from the spectators was loud as I started my first lap of two 90 km loops! I felt a chill down my spine and it was not the coldness this time. I was finally on my way to try to qualify to Kona again! 

How I have longed to this moment!

I was very soon alone with very few bikes around me which suited me very well! No fear of drafting and I could be in my own zone. The rain poured down and I was cold, my hands and feet numb and I could barely see through the raindrops on the visor of my helmet. The road surface was terribly rough and potholes in many places. 

I pushed hard being confident of my form and the past training.

Måns bike2 Cork19.png

The kilometers passed by and I was out in the rolling hills between the very small villages. The wattages were high and the speed decent. There was long stretches without seeing any peoples along the road. But suddenly there could be a group of people sheltered by an umbrella, or raincoats in the middle of nowhere clapping their hands and shouting “Well done!”! 

I came to the section where the hills started, and the locals have place lots of signs with different messages saying things of encouragement. The uphills where long but not so steep. I kept pushing and smiled as the spectators kept urging us on. The endurance of them was remarkable in that grueling weather!

At the last stretch of the first lap the infamous climb Windmill Hill was packed by people on both sides! The sound was deafening as it echoed inside my helmet! I geared down to my easiest gear and stood up for the most part of the hill! 

22% during around 400 meters was hurting my legs, but I could not help smile (and grin)! 

Afterwards I noticed in my TrainingPeak log that I produced All-Time high wattage during 1 minute in that hill!

Måns bike3 Cork19.png

Continuing out on the second lap I felt dizzy and weak after that hill, but I managed to recover pretty fast. I knew that I had to bike harder than usual as my bike legs are weaker than my competitors and I am preferring flatter courses. So as soon as possible I went back to pushing my previous watts.

As my second lap went on, I started to notice that the spectators from my first lap was still out there along the road! Still shouting “Well done!” to me in their raincoats! What an amazing people!

When the hills started the second lap I felt the first signs of cramp in my thighs. I added water from the aid stations to prevent further cramp. 

My energy plan had been to bring 5 hours’ worth of energy with me in Maurtens sportsdrink and 3 Maurten gels as backup/complement.

Fortunately the downhill made me recover enough to actually get me riding the Windmill Hill a second time without cramping! And the roar from the spectators were equally load this time! 

But the smile failed to show this time having biked nearly 180 km with those hills with nothing but those chickenlegs of mine!

The run

When racking the bike I immediately felt the run was going to be painful. I am usually very comfortable with my running capacity, but this time they felt worse than ever!

I could not remove my rainjacket as my fingers were completely powerless. So I decided to run with it!

Måns run Cork19.png

 I stumbled out of the tent and started my run in the heavy headwind! Spikes of rain in my eyes and I had to run with my right eye closed as the rain was pounding from the ocean. I could see some spectators along the shore sheering us on and I wondered why they were still out! 

I ran into the town of Youghal (I think it is pronounced Yo’all) where the streets where filled with people sheering us on. I saw my brother after about 3 km and he gave me information that I was leading by 15 minutes after the bike. Since the start was spread over almost 2 hours, I mentioned to him to look for late starters. 

Already after the first few km of running my cramp started to appear again. I had to stop running and walk as few steps as possible and I used my first gels sooner than planned. I also drank both water and energy from the aid stations. I even took a banana once!

It was the longest IM marathon I have experienced, and I am not happy with the average speed. I just could not run faster! 

The calm feeling, I felt from start, went away. I started to become worried my 15 minutes lead was eaten up already.

Måns finishline Cork19.png

I started to check my running speed on my watch and when running I actually had decent speed. I just needed to keep running! After 38 km I saw my brother again and he told me to just keep going, the IM tracker app gave him strange figures most of the time and he could not rely on its accuracy. Now that is nothing you want to hear when it is only a few more km to go.

Pushing the last few km to finish the race and it was a great feeling to finally be able to stop running! Mike Reilly said to me:

“You are an Ironman”!


I walked away into the tent to collect my street wear gear and change. I noticed the pizzabakers in the rain, I noticed the cheering in the streets and all the time they said “Well Done!”. It took me forever to change and I ate a pizzaslize. I got to ask a fellow athlete if I could check my agegroup standing. I was leading with 30 minutes. It felt great. I was in a good mode. My bike performance I was very satisfied with, my running not so. 

I came to race for a slot to WC Ironman Kona! I had spent almost 13 hours average weekly training since November! 

Can I lose it to a late starter in my agegroup? 

As I walked to the hotel I noticed the loudness of the people of Youghal cheering the runners on. I came into my hotel, where I was greated by the owners, the regular customers and everyone else in the restaurant/pub. They bought me Irish Coffee, they bought me Guinness and they bought me wine. They cheered when my wife came in and they cheered when hearing I probably won my agegroup. “Well Done!”

I had the best feeling in the world as I deemed it unlikely that more than 3 agegroupers would start late and pass me during the hours that had passed. But something felt strange. I had reached the goal of my race, I had done what I came for but that was not what I was glad for. 

It was something else, I could not pinpoint what it was. I should be ecstatic and happy of my result and performance as I won my agegroup with around 30 minutes!

It was not until after the prize ceremony I realized what it was that seemed so strange. 

It wasn’t a bad feeling for not performing on the run, or that the swim had been cancelled. It was not either a bad feeling at all. It was a feeling that I just hadn’t expected to feel – I was more ecstatic over the performance of Youghal and the community of Cork!

They were beating my performance by far! 

The people, the volunteers, the organization, everyone I came across dealt with the conditions in a truly professional way! They smiled despite the harsh conditions, they cheered us on throughout the day in groups or all by themselves. They did it out in the middle of nowhere or together in masses at Windmill Hill. They were drinking bears outside the pubs and still urging us on throughout the day. 

I have since read so many stories on the different groups on Facebook of families along the route offering their homes for freezing athletes, people standing in the rain during longest and wettest of days with nothing but good spirit to share to us that passed them by, competing for a slot in Kona or just to survive! 

They were the ones outperforming me! 

I am extremely happy with me winning my agegroup and qualifying for Kona – don’t get me wrong on that part – it is just that the people not competing that won IM Cork 2019!!!

“Well Done, Youghal!”

Karrebæksminde Triathlon 2019 - AG Vinder!!

Karrebæksminde Triathlon 2019.

 Af Trine Poulsen

Min første deltagelse i dette race. Jeg havde tilmeldt mig for flere måneder siden med henblik på at teste mig selv, min form og ikke mindst mit knæ, som jeg har været skadet i igennem de sidste 8 mdr. De sidste 4 mdr. har stået på god, laaang, nænsom og ikke mindst tålmodig genoptræning, både fra min side, men også fra Nichlas side, som har måtte høre på mange op og nedture i den periode. Men nok om det – tilbage til Karrebæksminde, hvor jeg nu skulle teste mig selv og mit løb. 


Startnummer havde jeg hentet dagen før på den lille, dog stadig fine og interessante expo ved havnen på Enø. Stedet emmede af god race-stemning og jeg fik mulighed for at kigge svømmeruten igennem, kørte en tur i bil på løberuten og fik gået skiftezonen igennem – det skal lige siges at skiftezonen er rigtig lang fra svøm til cykel, hvor du løber fra vandet, over en bro, op langs molen og så ind i selve skiftezonen. Det gav dog lidt ro på resten af dagen at have set den og gennemgået den. 

Heldigt for mig, der er et udpræget B-menneske, gik starten først kl. 12.00 lørdag. Så der var god tid til at få en god og rolig morgen med morgenmad, masser vand, energi, få afleveret cyklen i skiftezonen, gået racegear/opsætning igennem (*mange), nå på toilettet og vigtigst af alt spise en friskbagt, lun croissant fra Enø bageri, som blev delt ud til samtlige deltager – GOD STIL 😊Dernæst racebriefing og såååååå. Så var tiden inde til start.

På vej til T1 efter en tur i vaskemaskine!!

På vej til T1 efter en tur i vaskemaskine!!

Der havde op til racet været meget snak om vandet ville være for koldt til fuld distance svømning (950m) eller om den skulle forkortes til 600 m. Vandtemperaturen på dagen blev målt til 14 grader og den fulde distance blev opretholdt – til stor glæde for mig. Til gengæld havde vejret valgt at blæse utrolig meget op, hvilket betød pålandsvind og af danske standarder, utrolige store, toppede/skummede bølger og en tarvelig strøm. Men efter en god tur i vaskemaskinen, hvor jeg tror alle følte sig en smule omtumlet, kom turen til den laaaange skiftezone, hvor man havde masser af tid til at få overdelen af våddragten af og samtidig nyde tilråb fra de rigtig mange tilskuer, som havde indfundet langs ruten. Stedet boblede nu af racestemning og der blev heppet, råbt og sunget efter os deltager – det var mega fedt og giver altså bare ekstra energi. 

Ud på cyklen efter en lang skiftezone….

Ud på cyklen efter en lang skiftezone….

Et hurtigt skift til cyklen og nu skulle den bare have en over armen – cyklingen har de sidste mange måneder været der hvor jeg har kunne presse mig selv og virkelig ligge nogle timer, så jeg vidste jeg var forholdsvis godt cyklende…..! Lige indtil jeg ramte ruten… DoooH! Der var ingen hul igennem. Vi skulle cykle 50 km, 25 ud – 25 hjem. Ud var det med modvind lige i smasken – så jeg lavede hurtigt en aftale med mig selv om, ikke at brænde mig selv af i modvinden og gemme det til jeg kom i medvind og så trykke igennem – men stadig så jeg havde energi tilbage til løbet. På de 25 ud blev jeg overhalet af utrolig mange – og min motivation blev mere og mere ramt – men formåede at holde den oppe på, at jeg nok skulle tage dem når vi vendte. Endelig 25 km ude kom vendepunktet til de 25 km tilbage og NU skulle den have gas. Men nej… Stadig intet hul igennem til benene, ligegyldigt hvor meget hårdere eller hurtigere jeg synes, jeg pressede, så skete der bare ikke rigtig noget. Nu blev min motivation for alvor ramt, og jeg havde en del indre diskussioner med mig selv og prøvede at finde løsninger – men der var ingen løsninger. Jeg begyndte at frygte for mit løb og tænkte at mine ben heller ikke ville være noget værd der. Det blev en ond cirkel af tanker, som jeg heldigvis hurtigt fandt frem til jeg måtte bryde, nyde turen og bare tage løbet som det kom. Jeg var her jo for sjov og for en god oplevelse. 

Endelig tilbage i skiftezonen – ændre mindset fra cykelturen og så afsted. Jeg mødte på starten af løbet min familie og kæreste, som heppede mig ud på ruten og det gav et kæmpe boost. Jeg fik ligeledes lagt mig på ben af en pige, jeg delvist kender, og tænkte jeg ”bare” skulle følge hendes ben. Langsomt fik jeg løbet mig ind på hende, overhalet hende og lagt mig foran hende. Jeg var stadig på i tvivl om jeg kunne holde det tempo, men hurtigt nåede vi halvvejs (5 km) og så var der jo ”kun” 5 igen. 

Trine løb

Løberuten foregår på Enø – igennem deres campingplads, hvor samtlige campister havde taget siddende opstilling foran deres campingvogne og sad med flag og heppede og skabte en kæmpe fest – videre ud på ruten, hvor der var opstillet en vogn med live-jazzmusik og i nærhed af vognen stod der masser af tilskuere, der ligeledes skabte en fest. Videre igennem et sommerhusområde, hvor flere beboere havde fundet vandslanger frem og gav os deltagere mulighed for at løbe igennem et dejligt kølende brus, nogle havde opstillet et ekstra vanddepot, hvor de uddelte vand, andre havde taget eftermiddagskaffen ud i indkørslen og nød den i solen imens de heppede og skabte god stemning – og ikke mindst var der et stort selskab der havde det helt store krebsegilde med champagne og mega god heppestemning. Det var alt i alt en super dejlig og motiverende stemning at løbe i. 

Jeg formåede at holde tempo de sidste 5 km og de sidste km fik også lidt ekstra – energien voksede i takt med at komme tættere på mål – hvor flere og flere tilskuere selvfølgelig havde taget opstilling. Stemningen på opløbsstrækningen og ved mål var helt forrygende. Vi blev nærmest båret i mål på ”hep og tilråb”. Det var fedt og det er altid meget svært at beskrive den følelse, det giver én at blive ”båret” frem på den måde. Jeg elsker det 😉

Min familie og kæreste stod klar ved mål med kys og kram og jeg var glad. Glad og tilfreds – først og fremmest fordi mit knæ holdt hele vejen – det var det vigtigste. Dernæst fordi jeg fik vendt mit negative mindset fra cyklen og presset positivt på på løbet. Lettere skuffet over jeg ikke fik givet den mere gas på cyklen – men hvem ved, måske var løbet så ikke gået så godt. I målområdet blev vi forkælet med hjemmelavet is fra Enø Ismejeri, lokalt brygget hvede-øl, pasta/kyllingesalat, cola og en fin drikkedunk fra Karrebæksminde triathlon. 

Trine Final

Alt i alt en fantastisk dag i Karrebæksminde. Jeg kan VARMT anbefale dette race. Det er meget velorganiseret, meget dedikerede arrangører og frivillige og der er fuldstændig styr på det hele, helt ned til mindste detalje. 

Tak fordi du læste med 😉

Ps. Sluttede som vinder af min AG og blev samlet nr. 12 af alle kvinder :)

Borås Triatlon 70.3 2019

Borås Triatlon 1. juni 2019

Af Max Svanberg


Tävlingspremiär för året och som följd lite extra nervöst upp till start. Mycket nytt till den här säsongen i form av ny cykel, nytt jobb och kanske viktigast av allt – ny coach! Efter en vinter och vår under ledning av Coach Nichlas var känslan bättre än den någonsin varit under den här tiden på säsongen och jag hade därför ganska höga förväntningar på min prestation under Borås Triathlon Halvironman som fick agera arena för årets första race. 

Tycker alltid det är svårt att få en känsla för hur formen är under just tävlingsveckan och så var fallet även den här gången men kände mig ändå trygg i planeringen både för uppladdning och race. Testade racekitad hoj och övrigt raceutrustning några dagar innan start och allt flöt på bra. Som tur var stämde min tidigare plan överens med den Nichlas föreslog när det gäller kost innan tävling – mindre fibrer sista dagarna inför start och mer kolhydrater. Allt kändes som vanligt och det var nemas problemas! 

Borås må vara en rätt sjyst stad i övrigt och tävlingsområdet vid Almenäs är fint inramat av skogsklädda kullar men täcktes tyvärr tävlingsdagen till ära av tunga moln som med största sannolikhet utlovade regn någon gång under dagen. Dessutom var vattentemperaturen lite ”krispig” för att uttrycka sig milt. Temperaturen i luften var väl kanske heller inget som framkallade sommarkänslor, men efter en vinter med en jäkla massa mil på cykeln i allt från -15 och snålblåst till nollgradigt och snöblandat regn i sidled kände jag mig ändå trygg med att kunna hantera dagens svala förhållanden.



Väntade tills bara någon minut till start med att hoppa i vattnet för att inte bli nedkyld men tog ändå några simtag för att väcka kroppen till liv. Första tanken när ansiktet nuddade vattnet var något i stil med ”helvete, det här går aldrig”, men med bara minuter kvar till start var det bara att gilla läget och ställa sig på startlinjen. 

Strandstart med relativt långgrunt gynnar mig med långa ben och jag kom därför iväg helt OK när startskottet gick. Planen var att gå ut hårt de första hundra metrarna för att sedan leta efter bra fötter att följa. Tyvärr är jag inte så bra simmare som jag önskar och framför allt maxfarten finns mycket mer att önska av, vilket resulterade i att jag ser en förstagrupp försvinna längre och längre bort. Försöker till en början jaga ikapp men accepterade ganska fort att det inte gav effekt och försökte istället fokusera på god teknik och att ändå hålla farten uppe. Hamnade tyvärr i någon form av andragrupp där jag delade täten med en annan simmare och fick som följd inte så mycket hjälp. 

Bana med två varv och en Australian Exit där man sprang över en brygga för att dyka ner på andra sidan. Gick precis som förväntat – ganska dåligt… men tappade nog inte mer än 5-10 sekunder vid mitt skamliga dyk. 

Andra varvet i samma regi som det första men tror ändå vi lyckades hålla en helt godkänd fart då vi var klart färre upp till växling än vid varvning. 

Upp på 28 minuter sharp och kan inte vara annat än nöjd. Simmar i stort sett alla pass helt ensam, vilket jag inte tror är optimalt men upplever ändå att jag med strukturen från Nichlas tagit några kliv framåt. 



Många valde att ta på sig extrakläder i växlingen vilket jag valde att inte göra och kunde därför växla snabbt och plocka en hel del placeringar. Ut på cykeln någonstans runt 7-8eplats. 


Borås är backigt… VÄLDIGT BACKIGT! Och man får en försmak redan från start då man inleder med en av dagens längsta klättringar. Som följd av vattentemperaturen var min känsel i fötterna klart begränsad och jag hade därför svårt att få på mig skorna direkt vilket gjorde att jag körde första delen av klättringen med fötterna ovanpå skorna. Såklart också lite över planerade watt men skyller på adrenalin och tävlingsdjävulen som började vakna till liv. 

Banan är relativt krångelfri i den mån att det är 4.5mil ut och lika långt hem på samma väg vilket gör att man vid vändning kan få sig en ganska bra bild av hur man ligger till. 

Passerade under den första klättringen en del cyklister vilket gjorde att jag som bäst var uppe på en tredjeplats men släppte sedan förbi två cyklister där jag valde att försöka i alla fall hålla den andra av dom, Kristian Ek, inom synhåll då jag visste att han är en jäkel både på att cykla och springa. Insåg ganska fort att min plan inte riktigt kunde mäta sig med hans och fick därför sakta se honom försvinna iväg samtidigt som jag intalade mig själv att det fortfarande var för tidigt för att gå alltför långt utanför Coach Nichlas plan. 

Halvvägs genom cyklingen vid vändpunkten kunde jag räkna att jag låg på plats 5 med en bra bit upp till plats 1 och 2 men med kontakt till 3 och 4. Benen kändes fortfarande relativt fräscha och kroppen fungerade fortfarande som den skulle. Tyvärr började jag strax efter vändningen att uppleva lite magkramp som jag har haft problem med tidigare vilket gjorde att jag under en period fick sänka farten lite. Pausade även planerat energiintag för att försöka få ordning på det hela vilket resulterade i en liten energidipp på vägen tillbaka. Som tur är gav de även resultat i att jag fick ordning på magen och kunde mot slutet få i mig lite mer energi och avslutade ändå ganska nära min planerade watt. Dock inte allt och kund efter målgång konstatera att jag bara fick i mig runt 3 gels och 1 flaska sportdryck istället för 6 gels och 2 flaskor sportdryck som var planerat. Blir att se över till nästa tävling. 

Lyckades också missbedöma avståndet till växling och tog ur fötterna ur skorna lite för tidigt vilket gjorde att jag fick ta den sista lilla klättringen med fötterna ovanpå skorna. Dumt misstag som gjorde att jag nog tappade någon minut in mot växling… pucko! 

Snittfart 35km/h som ändå känns stabilt på den här banan. 


Växling nummer två gick utan problem. På med strumpor, i med energi i fickorna och på med dojorna! Allez allez ut och spring!



Benen kändes fräscha långt över förväntan och det var därför en riktigt härlig känsla att springa ur växlingsområdet som det dåliga vädret till trots var fyllt av riktigt mycket hejande publik! Bra jobbat Borås! 

Tyvärr hade jag små känningar i magen kvar som blev avsevärt mycket värre som vid en magisk gräns kring 3:55min/km-fart som dessvärre var min planerade fart att gå ut i för att sedan öka om energi fanns kvar mot slutet. Till följd av detta var jag tvungen att lägga mig runt 4:05-4:10 istället vilket höll smärtan i magen under en rimlig nivå. Vågade heller inte fylla på med energi i form av gels så höll mig till cola och vatten under hela löpningen, vilket iuförsej fungerade helt OK! 

Efter bara någon kilometer möttes jag dessvärre av 4an i loppet, Kristian som cyklat ifrån mig, som vart tvungen att bryta till följd av skada. Tråkigt som attans då jag såg fram mot att i alla fall försöka jaga honom och bjuda upp till dans om 4e platsen, men å andra sidan inget att göra något åt för någon av oss. Det här gjorde också att det var ganska långt upp till nästa tävlande på tredjeplats och då det var lika långt ner till femteplatsen hade jag svårt att gräva riktigt djupt och lida ordentligt för några extra minuter på klockan. 

Resultatet blev att jag sprang på i samma jämna fart utan att egentligen se någon av mina mottävlande under hela löpningen. Kanske smart att inte ta ut sig i onödan men kan ändå inte låta bli att inte vara besviken över mig själv då jag inte pressade mig själv hela vägen till mål. Det är ändå de som är en av anledningarna till att jag håller på med triathlon, att utmana mig själv och mina gränser, och att då hitta ursäkter att inte göra just detta känns inte helt rätt. Dock inget jag tänker förlora sömn över utan det är bara att göra om och göra rätt till nästa race! Tar med mig att jag i alla fall höll ihop det hela och sprang med en stabil snittfart på 4:09min/km hela vägen i mål. 

I mål på runt 4:34 någonstans som jag ändå inte kan vara annat än nöjd med, med tanke på banprofilen för cyklingen och det smått miserabla vädret. Kroppen kändes bra och jag inbillar mig ändå att det finns mycket mer att ge! Känns också kul att ha kört en första tävling med Nichlas och Uperform i ryggen och, framför allt, tryggt inför stundande tävlingar! Det kommer mera! 

Ironman South Africa 2019


By Gro Hege Viberg Jermstad

Dagene før

Vi ankom Port-Elizabeth (PE) mandag før konkurransen etter noen dager i bil opp langs kysten fra Cape Town. Det var med spenning vi nærmet oss strendene vi hadde sett på filmene fra IMSA  tidligere år. Da vi kjørte langs Marine Drive mot hotellet og så bannere på lyktestolpene, kontainere og trailere med Ironmanlogo – da kjente jeg det sitret i kroppen. Nå er vi her! 


Etter en høst med jernmangel og mange utfordringer på jobb – samt en oppkjøringsperiode med trenerbytte og mye «småsykdom» (to dager ute her og to dager ute der) var jeg usikker. Selv om jeg hadde hatt uker med god trening og et godt treningsopphold på Playitas var jeg ikke sikker på at det var nok til å nå målet mitt – kvalifisering til IMWC Kona, Hawaii. Kontinuiteten over tid manglet. Jeg følte meg klar for Ironman, men hadde ikke helt troen på at målet var innen rekkevidde. Jeg prøvde å ha troen utenpå, men innerst inne kjente jeg at dette skulle holde hardt, at det var for tidlig. Jeg hadde dessuten slitt med tørrhoste siden den siste forkjølelsen i dagene før avreise. Jeg drakk alt jeg kom over som inneholdt ingefær, oppkok av sitron og ingefær, og te med honning til den store gullmedalje. 



Vi fikk noen gode dager med trening i SA. Først i Cape Town – hvor kroppen virket overraskende lett etter forkjølelse og 4 dager uten trening - og senere i PE.  Jeg skjønte tidlig at vinden skulle bli en utfordring. Det var utfordrende å sykle med både høyprofil og platehjul, og det var urolig sjø nesten hver dag. Kun to morgener var det ok å svømme – og selv de svømmeturene ble korte. En dag pga bølgene, en annen dag pga delfiner! I ettertid en eksotisk opplevelse, men der og da – ikke så gøy! Da vi var ute å svømte merket jeg en skygge ved siden av meg, og skvatt til litt. Jeg har fullstendig angst for å se «noe» under vann når jeg svømmer – på konkurranser går det fint for da er vi så mange, men alene er jeg ikke særlig høy i hatten. Men jeg tok noen tak til og tenkte det bare var skygge fra armen min som brøt med solen. Vi stoppet for å bestemme neste punkt. Da så jeg noe svart som brøt vannflaten bak ryggen til Frode, og to finner – min først reaksjon var å rope «ÅH F...». vet ikke om jeg tenkte på hai eller hva. «Delfiner» tenkte jeg – det er bare delfiner – og ropte til Frode og Sara – «Delfiner!!». Sara så like panisk ut som meg, så vi sa bare «inn til land» og begynte å beinsvømme innover. Prøvde å ikke «se» under vann eller tenke på at «noe» var der, skulle dukke opp eller nappe meg i beina. Det ble en skikkelig spurt - og helt sikkert ny personlig rekord J


Registreringen gjorde vi ved første anledning torsdag. Det var hyggelig å møte andre norske deltakere, og godt å snakke om andre ting og om konkurransen. Vi hadde også booket 1 time sportsmassasje, og det var godt å få «knadd» opp hele kroppen. Merket at jeg kom mer og mer inn i «boblen» - alt i hodet dreide seg om det som skulle skje på søndag. Jeg gledet meg og var klar, men var nervøs og usikker for resultatet - for at det ikke skulle bli godt nok. Min store motivasjon var Frodes selvsikkerhet – jeg visste han hadde kontroll, at han var i form og klar.


Vi gjorde mest mulig klart etter racebriefingen fredag, og unnet oss en rolig lørdagsmorgen før vi ruslet bort mot Boardwalk for å spise lunsj før innsjekk av sykler. Med sykler og poser på plass i skiftesonen ruslet vi bort til hotellet for å gjøre de siste forberedelsene slik at vi kunne spise en tidlig middag med noen av de andre nordmennene og være tidlig i seng. 


Det siste vi gjorde før vi la oss var å gjøre klar drikkeflaskene. 3 flasker med sportsdrikke (SIS) og 1 flaske med gel (6 stk SIS isotonic). Jeg var litt skeptisk til løsningen jeg endte opp med ifht gel – en aeroflaske montert på rammen. Den var ikke så lett å ta hverken opp eller å sette på plass, men jeg tenkte at det måtte gå greit. Alternativet var å måtte plundre med åpning av pakkene, og med vinden og den dårlige asfalten var jeg usikker på om jeg ville «ta meg tid» til å roe ned så mye og/eller i verstefall stoppe for å få i meg næring. Diskuterte litt med Frode om jeg skulle ta med et høyprofilhjul bort og evt bytte ut platehjulet. Det var meldt mye vind, og jeg var i tvil om fordelene med platehjul ville bli spist opp av usikkerheten min på sykkelen når vinden river litt. Jeg bestemte meg for å være litt offensive og kjøre med platehjul som tenkt.



Klokken 0350 ringte alarmen. Det var godt å våkne og vite at man hadde fått 7 gode timer med søvn. Etter kaffe og en god porsjon havregrøt med banan, rosiner og honning var det å gjøre en siste sjekk at alt var med før vi ruslet bort mot startområdet. Når vi gikk bortover var det tydelig urolig sjø, jeg begynte å tenke på om det ville bety forkortet eller kansellert svøm. Når vi sto å gjorde klar syklene kom beskjeden om at svømmingen var forkortet til 1600 m. Jeg kjente en lettelse – jeg har ikke problemer med litt choppy vann, men det var mer enn litt pluss at det var dønninger. Frode skulle stille seg langt frem, så vi ønsket hverandre lykke til og skiltes da vi kom ned på stranden. 



Jeg følte meg litt liten og bortkommen der blant alle deltakerene i neopren, og prøvde å komme meg litt frem i gruppen som ville brukt 1-1.30 på full svøm. Jeg hørte kanonen gå av, og Pro Menn var i gang. Jeg prøvde å se etter dem utover, men vannet var så choppy at de forsvant. Solen kom opp i det pro damene skulle starte – det var magisk som alltid når vi står der og kjenner strålene begynner å varme opp. 

Prodamene forsvant like fort som herrene, og snart var også AGerne i gang. Jeg skjønte da at jeg sto langt bak, det tok evigheter før jeg ble sluset inn til startområdet. Jeg så de slet med å komme seg ut og over de første store bølgene, men tenkte «det er bare 1600 meter – det fikser du. Gå på!» og før jeg visste ordet av det var jeg ute i bølgene. Jeg ble slått tilbake to ganger av de store bølgene, før jeg kom meg så langt ut at jeg kunne begynne å svømme. Det var så mye bølger! Det føltes helt umulig. Jeg hev etter pusten, fikk helt panikk. Fikk ikke til å puste, ikke til å svømme – og følte at jeg begynte å hikste og hyperventilere. «Hva gjør jeg nå? Dette klarer jeg ikke.» Jeg svømte noen brysttak med hodet over vann for å ha tilgang til luft, tok noen crawltak men måtte stoppe. «Kom igjen, det er 1600 meter – så er du på sykkel. Alle de andre gjør det. Ingen svømmer tilbake!» Jeg lå der i noe som føltes som en evighet for å få kontroll over panikken. Så bestemte jeg meg «Nå svømmer du! Ikke stopp før du er på land, ikke stopp før du er på land. Snart sykkel» Det ble mantraet mitt på svøm. Jeg tok noen crawltak  og pustet bare til en side for å få pustet ofte. Jeg håpet det skulle roe seg litt etter ett par hundre meter, men det ble nesten verre. Jeg fant en slags rytme og fokuserte på å puste tre ganger til høyre, tre ganger til venstre – bare jeg kom meg ut til den røde bøyen så ville jeg få bølgene fra siden og det ville bli bedre. Da jeg rundet bøya ble det mer kontrollerbart. Jeg fant en god rytme og siktet ofte, slik fikk jeg også litt mer kontroll på bølgenes bevegelse. Jeg svømte forbi mange og det motiverte meg, men fokuset mitt var å svømme kontrollert og komme seg opp av «det j.... vannet» og på sykkelen. Følte jeg lå langt bak. Prøvde å surfe inn på den siste bølgen, det gikk dårlig – men nå hadde jeg hvertfall fast grunn under beina. Da jeg kom opp ble jeg overrasket over at jeg ikke hadde brukt lengre tid en 40 min – det hadde føltes som en evighet. 



Fikk kjapt av meg våtdrakten, på med hjelmen og sko. Det gikk så fort at jeg følte jeg hadde glemt noe. Orket ikke løpe på sykkelsko, men gikk raskt gjennom T1 – plukket med meg sykkelen og kom meg av gårde.



Følte meg superhappy da jeg fikk opp farten på sykkelen bortover Marine Drive. Det var ganske tett, så jeg la meg ikke i tempobøylen før vi var ute av byen. I den første slake oppoverbakken fant jeg roen og kjente at beina var skikkelig gode. Jeg følte lettelse. Etter noen km fant jeg roen og begynte å tenke på svømmingen. Jeg måtte nesten le og husket jeg sa høyt til meg selv « Hva f... var det der!?» J

Jeg begynte å inntak drikke som planlagt etter 15-20 minutter, og fikk et jevnt inntak hele veien – hvert 10-15 minutt. Jeg syklet forbi maaaange – det motiverte meg veldig. 


Etterhvert begynte jeg å møte de profesjonelle, og begynte å se etter amatørene. Etter ca 40 km møtte jeg først Lars Petter – den antatt beste AGeren. Jeg så på klokka for å se om jeg kunne få med meg hvor langt bak Frode var. Etter 2-3 minutter så jeg han – det var deilig. Han var med og pustet teten i nakken. Vi heiet på hverandre og jeg kjente det inspirerte meg. 5 minutter bak han igjen så jeg Trude (kona til LP) komme i mot. Jeg tenkte at dette var ikke så ille, og skulle ta tiden før jeg var tilbake på samme sted. Men det varte å rakk før jeg kom til vending – det gikk 10 minutter, det kom bakker og jeg tråkket på, det gikk 20 minutter – hvor er den vendinga?! Jeg prøvde å kjøre jevnt, og tenkte på det Nichlas skrev om at jo hardere man sykler jo tyngre blir løpingen, så jeg prøvde å holde watten nede – men jeg liker bakker og det er lett å tråkke på litt ekstra. Etter 50 km kom vendingen – jeg trodde den var på 45. Jeg skjønte da jeg jeg veldig lagt bak og kjente motivasjonen dalte som en sekk poteter. Jeg begynte å regne litt på det – at kanskje hadde hun startet svøm 10-15 min før meg, svømt 5-10 minutter raskere. Men likevel – jeg var langt bak. Og var jeg langt bak henne, var jeg også langt bak de beste i min AG. Tilslutt måtte jeg bare bestemme meg for å ikke tenke på det, og kjøre mitt eget løp. 

Jeg syklet forbi folk hele tiden, det var få som syklet forbi meg – jeg fant motivasjon i å legge folk bak meg og tråkket på. Flasken med gel i fungerte dårlig, jeg fikk bare i meg ørsmå slurker. Tenkte at det var idiotisk å ikke ha prøvd flasken med gel først. Med vann fungerte den fint – men gel ble for tykt. Så jeg drakk sportsdrikke (som heldigvis innholder mye karb) og tok vannflasker på alle drikkestasjonene. Jeg hadde crampfix og gelegodis i «boksen» som jeg også fikk i meg. 

Da jeg kom til vending halvveis følte jeg at jeg nettopp hadde startet, og la ut på andre runde med samme feeling som første – gode bein, tross motvind og motbakker. Flatene mot vending var superherlige, lå i tyngste gir i 40-45 km/t og koste meg. Vinden blåste opp, den tok betraktelig mer tak i sykkelen fra siden i nedkjøringene. I siste bakken opp mot vending begynte høyre kne å verke – det hadde murret litt i begge siste kilometrene, men såpass må man kjenne. Det ble bare verre i oppoverbakkene og det begynte å sette seg godt over begge knærne. Hadde jeg fått i meg for lite næring? Drukket for lite? Absolutt ikke etter plan. Likevel følte jeg ikke at jeg var sliten - at jeg fortsatt hadde energi og at kroppen og hodet var med - men knærne og beina ville bare ikke. Jeg hadde også kjørt fornuftig i min mening, og holdt watten godt innenfor. 

Det ble en tøff kamp i motvind og slake oppoverbakker de siste 30 km - i tillegg kjente jeg at jeg var sulten. Nok en tabbe – å ikke ha noe med substans med seg. 

Da jeg trillet inn i T2 registrerte jeg ikke annet enn at jeg hadde brukt mer en 6 timer – ble litt oppgitt over meg selv, men gledet meg faktisk til å komme meg ut på løpingen. Og litt spent på hvordan Frode lå an.



Fikk til et raskt bytte av sko. De frivillige var utrolig hjelpsomme, så jeg var raskt ute på løp.




Det var godt å få på løpesko og komme i gang. Ble glad når jeg kjente at knevondtene ikke ble overført til løpingen. Jeg passet meg for ikke å åpne for hardt, og fant et behagelig tempo frem til løpebeina var på plass. Det gikk overraskende fort, og jeg la meg på farten jeg hadde planlagt å holde. 5.15-20. Etter en drøy km så jeg Frode komme i mot meg, han så skikkelig sterk ut – han så ut som en million - gliste og ropte at han var nr 2!! Vi gav hverandre en high-five! Og jeg ble superstolt! Bra noen redder familiens ære - nå skal vi uansett til Hawaii.  


Jeg følte meg mye lettere enn jeg hadde trodd. Ingen mageproblemer, så noe hadde jeg gjort rett med ernæring. Bakkene jeg hadde bekymret meg for var ingenting. Det var motvind halve runden og medvind andre halvdel. Men motvinden var så sterk at medvinden ikke klarte å gjøre opp for motvinden. Det ble tung å kjempe seg frem mot vinden, som bare ble sterkere og sterkere, men det demotiverte meg ikke slik det kan gjøre. 

Stemningen var elektrisk i løypa. Det var publikum overalt, musikk og folk danset - og de heiet på alle! 

Jeg satte en fot foran den andre, og gjorde det jeg skulle. Jeg kjente jeg ble litt likegyldig til farten, holdt den komfortabel, for det føltes tungt å skulle skru den opp – eller orket jeg ikke? Jeg tenkte lite på å gjøre noe med den, men visste jeg kunne kjøre farten opp ett hakk, pine meg selv litt mer, ha litt mer vondt enn det jeg hadde. 

Jeg kjente ikke noe til vondt i muskulatur eller annet før på siste 15 km – da begynte lårene å stivne og knærne verke, men heller ikke det var uutholdelig. Jeg følte meg mer sliten for at det hadde vært en lang dag, enn for anstrengelsen.

Næringsmessig ble det kun flytende, foruten en halv banan ca halvveis som jeg klemte ned fordi jeg var sulten. Drakk godt hele veien – gikk 10 sekunder mens jeg fikk i meg 1 kopp cola og 1 kopp vann på alle drikkestasjoner + at jeg tok med meg to poser vann for å ha i hver hånd når jeg løp. Det var godt å ha noe å holde i og gull å kunne bite hull i dem, ta en slurk og helle resten over hodet. Ut på siste runde – etter vending på ca 35 km tenkte jeg at alle du løper forbi nå og alle som kommer i mot deg er bak – og det er ganske mange. Kanskje klarte jeg under 4 timer på maratonet om ikke annet. 


Siste runden gikk fort, ikke i fart, men plutselig skulle jeg svinge av mot «Finish-line» i stedet for å løpe på «Laps». Hadde hatt to bak meg siste 5 km, og de lå nå tydeligvis en runde bak – for det kom noen oppgitte gloser da jeg svingte av og de skulle fortsette. Jeg smilte litt for meg selv, løp opp den røde løperen og hørte de magiske ordene «Gro Jermstad – YOU - ARE -AN- IRONMAN». Endelig! Jeg var glad for at det var ferdig – men tenkte likevel «var dette alt – var det ikke verre enn dette»? 



Frode sto og ventet på meg i athletes garden. Han hadde blitt nr 2 i klassen og nr 9 totalt av alle amatørene - nr 30 av alle menn inkludert de profesjonelle! Jeg visste han kunne få det til – og jeg vet han har mye mer i seg, så jeg er utrolig spent på hva han får til på Hawaii. 

Selv sitter jeg igjen med en følelse av tilfredstillelse for å ha gjennomført, fornøyd på en måte – men også litt skuffet over meg selv. Dette var første gang jeg skulle kjørte for å prestere, ikke bare gjennomføre. Hele veien har jeg vært usikker på om jeg har det lille ekstra som skal til. Både i trening og på konkurranse. Når jeg ser tilbake på de siste månedene så må jeg innse at det har vært for lite kontinuitet, litt for mange små sykdomsavbrekk som setter meg tilbake – men også perioder der jeg burde strukturert dagene bedre. For tid har jeg – og lyst! Nå ser jeg fremover, og tar med meg alle erfaringer inn i treningen av ikke bare kropp, men hodet – det er en jobb å gjøre der også. Jeg føler meg ung treningsmessig, og vet jeg har mer å gå på. I tillegg har jeg fått «frikort» på hjemmebane og Frode fulle støtte til å bruke den tiden det kreves for å kvalifisere meg til VM på Hawaii.

Ironman Sør-Afrika 7. april 2019

 Ironman Sør-Afrika by Frode Viberg Jermstad

Reiste til Sør-Afrika med en selvtillit om at jobben var gjort gjennom vinteren: Jeg var race-ready!!

Spennende å ankomme Port Elisabeth mandagen før konkurransen, og begynne å gjøre seg kjent i løypa. Fikk satt sammen sykkelen, syklet og fikk sjekket at alt var ok etter reisen nedover. Senere var det å finne frem våtdrakten for å få svømt litt og venne seg til vannet, her merket jeg raskt at her var det bølger og urolig vann. Så her måtte jeg begynne å jobbe med hodet at dette ble vanskelig. Fikk gjort noen gode løpeøkter i race-pace og kjente at her var det noe på gang.

Dagene inn mot konkurransen ble brukt til korte gode økter, hvor fokus var overskudd og gjøre seg klar for selve konkurransen.


Så kom dagen!

Hadde satt vekkerklokken på 04.00, og hadde gjort klart havregryn med mandelmelk kvelden før, som jeg da spiste kald med banan og rosiner 3,5 t før start. 

Selvfølgelig med en deilig kopp kaffe til. 


Maten gikk lett ned og fylte på med litt sportsdrikk og vann, og videre litt loff med Nutella (favoritten min!!)

1,5t før start gikk jeg bort til start sammen med Gro Hege, 10-12 minutters gange. Her var det bare å finne igjen utstyret som jeg hadde plassert ut dagen før, sette 3 stk drikkeflasker på sykkelen og sjekke at alt var som det skulle.Da kom sjokket: Sykkelskoene som jeg hadde satt på sykkelen dagen før var borte. Spurte vaktene om hvor de var og fikk beskjed om at de var i pusen for sykkelutstyr, men der fant jeg de ikke ved første sjekk, kavet litt rundt og fikk beskjed om at de var lagt der kvelden før. Så igjen, og joda, der lå de. Kjente samtidig at det begynte å blåse mer og mer, og kjente en klump i magen. Hvordan skal det gå på svømmingen, jeg som har litt skrekk for bølger og ikke er helt god teknisk med litt rufsete vann. Prøvde å fortrenge dette og jogget meg en lett tur for å kjenne på beina. Tilbake i skiftesonen spiste jeg en skive med loff, da selvfølgelig med Nutella. Jobbet iherdig med hodet for hvordan svømmingen skulle bli- så annonserte speaker at svømmingen ble kortet ned på grunn av store bølger og generelt rufsete sjø. YES, tenkte jeg, dette skulle bli til min fordel, da skulle jeg ikke bli så langt bak etter svømmingen. Så nå ble jeg skikkelig offensiv, stilte meg opp helt foran, og rett bak Lars Petter Stormo (Beste amatør i fjor)Så at proffene stakk av gårde og så umiddelbart at dette var tøffere enn jeg hadde sett for meg, måtte finne frem alle mulige triks jeg har lært i mentaltreningen. Så var det min tur til å springe ut i vannet, ble møtt med en kjempe bølge som slo meg nesten tilbake på stranden. Gav på og tenkte at dette skal jeg fikse!!! Kom meg etter hvert i svømmeposisjon, men kroppen var ikke med, heller ikke hodet. Ble bare kaving og masse folk som bare fosset forbi meg, begynte å få negative tanker i hodet: 

Skal Hawaiituren gå fløyten nå? Hvorfor skal ikke jeg klare å bli bedre til å svømme? Har jeg ikke vært dedikert nok i vinter? Hvorfor har jeg droppet så mange økter med svømmestyrke? Skulle jeg ha senket ambisjonsnivået mitt….?


Så gikk jeg til angrep: Nei, Frode!! Nå må du bare finne roen og komme deg på sykkelen!!! 

Det ble vende punktet, jeg begynte å glede meg til å sykle, for det er noe av det kuleste jeg vet!! Om ikke farten ble større, så fikk jeg til å flyte bedre i vannet, og kom opp av vannet på 37 minutter. Skjønte fort at jeg var et stykke bak, men gledet meg til å sykle. Skiftet raskt i skiftesonen, og kom meg på sykkelen. Yes! Beina var gode og jeg la meg på planlagt watt (260-280watt) og begynte å plukke folk. Ja, jeg plukket mye folk! Hadde planlagt å begynne å drikke og få i meg næring etter 15-20 minutter, hvor jeg da skulle få i meg 70-80g karbohydrater i timen. Fordelt på 3 flasker drikke og en liten flaske på ramma med 8 gels i (Gels på flaske for å få lettere tak i de, og samtidig unngå å plundre med papiret. Man kan også få tidsstraff ved å miste/kaste søppel, så den sjansen tok jeg heller ikke) Etter å ha syklet 30km hadde jeg snart drukket opp den ene flasken jeg hadde på styret, fått i meg to gode munnfuller med gel fra den lille flasken, som for øvrig viser seg å være vanskelig å drikke fra. Så kommer noen fartsdumper og begge de to fulle flaskene jeg har igjen ramler ut, og da har jeg plutselig ikke noe drikke med meg. Ja ja tenker jeg, da får jeg bare ta å fylle på på drikkestasjonene. Etter nye 20 km kommer første drikke stasjon, der klarer jeg å miste første flasken jeg tar, men får tak i ei flaske vann. Tenker at her er det bare å fylle på med de gelene jeg har på den lille flaska for å få inn karbohydrater, men lite gel kommer ut og begynner å bli litt fortvilet. Videre går det helt greit og beina er fine, har plukket masse folk og får gode heiarop langs løypa. Som for øvrig er tett med folk nesten hele veien. Utrolig moro å bare bli løftet frem, samtidig som jeg møter kona mi, Gro Hege ute i løypa og dagen blir bare bedre!! Inne på runding etter første runde får jeg beskjed om at jeg er bare 3 min og 20 sek bak lederen i amatørklassen for menn. Dette gir meg et kjempe håp om at jeg kanskje kan veksle først av amatørene, og kjenner en frysning gå gjennom kroppen. Prøver å ta drikke inne ved vending, men i 45-50km/t er det vanskelig å ta en flaske i fart.


Tenk om jeg hadde tatt igjen Lars Petter Stormo! Ute på vending møter jeg Lars Petter og hilser høflig, det er nå under 2 min mellom oss. Men nå kjenner jeg at kroppen ikke spiller like godt på lag lengre. 30km igjen til skiftesonen, og jeg kjenner at nå er kroppen helt tom for energi, begynner å se uklart og klarer overhodet ikke å holde farten oppe. Kommer etter hvert til matstasjonen 15km før skiftesonen og stopper der, drikker og spiser alt jeg kommer over og kjenner raskt at sukkeret sprer seg ut i kroppen. 

Tråkker på videre, og på siste 10 km inn får jeg litt hjelp av to damer i proff klassen som jeg får litt drafting på. 

Inne i skiftesonen får jeg skiftet raskt, og kommer meg ut på løpingen, fikk tilrop om at jeg lå som nummer 2 i min klasse. Kjente raskt at her manglet det litt energi fortsatt, og bestemte meg for å åpne lett for å «finne» beina. Løper til første matstasjon på 3 km, og stoppet helt opp, spiste det jeg kom over, løp videre og tenkte at nå var det bare å prøve å komme seg inn i den opprinnelige planen for løpinga: 4.10/km. Dette gikk veldig fint i medvinden, men ble raskt tyngre i motvinden, men klarte å holde god fart og beina svarte godt lenge. Ved ca 30km begynte jeg å få sterke smerter i lårene etter alle slagene mot den harde asfalten. Tenkte at nå var det bare å holde ut, så kort til mål kan man ikke gi seg, og jeg hadde tross alt en pallplass innen rekkevidde, og det ville gi meg en billett til Ironman på Hawaii: Den drømmen kunne jeg ikke slippe!

Ved 2 km igjen til mål gjorde det så vondt i lårene at jeg måtte bite meg i underleppa for å flytte smerten. 

Inne på den røde løperen hører jeg speakeren rope navnet mitt og sier: You Are an Ironman!




Jeg klarte målet mitt! Jeg er kvalifisert til VM i Ironman på Hawaii. Fantastisk deilig følelse!

Men, må si at jeg kjenner litt på skuffelsen av å ikke ha klart arbeidsoppgavene mine på svømmingen, og at jeg er så amatørmessig å ikke sikre min dyrebare energi.

Samtidig som det gir meg en uhyre sterk motivasjon til å få til alle 4 disiplinene i triatlon: Svømming, sykling, løping og ernæring.


Takk til:

 Gro Hege, kona mi som støtter meg i alt og har trua på meg!

Nichlas, min trener som klarer å snu alle mine påfunn og rare tanker om trening til det beste for meg.


Ironman 70.3 Dubai 2019

Short race report from IM 70.3 Dubai!

Af Henrik Stik Eskildsen

Pre-race thoughts:
The aim of the race was actually just to get me motivated to get back into training during November/December last year. So no goal of a certain time or a new PB. But people knowing me know that I find it quite hard just to participate in races without going for a new record of some sort. So as I approached the race and training was going pretty good I realized it was not totally impossible to aim for a new PB. So that was the overall goal. And to be totally honest I had a goal of doing a sub 4.20.

I placed myself in the first third of the 25-30 minutes group which I thought was perfect to reach my goal of a 28 minute swim. But I was so wrong. Even entering the water I passed 3 athletes. In the first 300-400m approaching the first buoy I had to overtake at least 5 more athletes who were never even close to swimming a sub 30 minute. I know it helps your own performance to get paced by faster swimmers but I think people really need to be a little more honest when self-seeding at he swim start. Otherwise those self-seeding swim starts do not make sense at all. In the last 400m of the swim it was quite difficult to navigate since we were swimming directly towards the sun but since I wasn’t overtaken once I actually thought I was on track for the sub 28 minutes. Again I was wrong. I managed a 29,5 minutes swim. Considering it was my first real OW swim in 5 months I however think it was reasonable.

As is the case most of the times when I lose time during the swim I start the bike by pushing pretty hard. Too hard. Meaning head down and full throttle. That lasts for around 10 minutes until I realize I am pushing short tri distance watt numbers and won’t be able to hold these for over 2 hours without completely destroying my run. So instead of pushing 4,4 watts/Kg I settled for around 3,8 watts/Kg. And this is pretty much where the overtaking begins. And I am not the one overtaking. Being of the size I am my absolute watt numbers are just not even close to the numbers of the big guys. I know that. But it’s hard to accept once you are actually in the middle of the race. The first 45k we had a head wind and were going slightly upwards. I was passed by several groups who were not quite living up to it being a non-draft race, but I am also used to this since many athletes just don’t race fair. I have learned to limit my anger when this happens even though it sometimes feels like I am the only one playing by the rules. During the last 45k we had a nice tailwind and were going slightly downwards again so it took me more or less an hour to get back to T2 after it took me around 1 hours 20 minutes to reach the turnaround. I managed a 2.20 bikesplit which I am pretty ok with.

The run is my strongest discipline and also my favorite. In 70.3 races I normally aim to run around 3.55-4.00/km. This I was able to hold for around 5k and after that the heat started affecting me. My pace fell to around 4.10/km and I felt it was close to impossible for me to push harder than that. So I accepted the new pace. I was really focused on the nutrition and on drinking enough so I wouldn’t start slowing even more. And it somehow actually helped me a little since I actually managed to run the last 5k as the fastest on the day. I ended up with a 1.26 run split and a total of 4.22.40. That gave me a 19th spot in my AG and a new PB on the distance.

All in all a great race to start the season. Since I am still a little away for being in perfect shape (i.e. 100% race ready) and considering it wasn’t really my A-race I am quite glad that I managed to take home a new PB even though I did not manage a sub 4.20. I must be honest to say that the race has made it to the top of my favorite races. The surroundings and the race setup up as well as the organization of the race is just great. Can highly recommend the race.

Ironman 70.3 Dubai 2019


Af Martin S. Thomsen

Træningen og alting nogle uger forinden gik perfekt og alt gik den rette vej, i weekenden for to uger siden havde jeg så de sidste lange hård træninger. Men havde så om lørdagen vågnet med ondt i halsen, men trænede dog stadig igennem det jeg skulle og om mandagen efter havde sygdommen så taget fat. Endte kun med en dag helt uden træning, men med rigtig mange forkølet og sløj. Sidste weekend følte jeg mig lige så stille på toppen igen, men hostede og var stadig snottet. Det forsatte helt til torsdag og fredag morgen på race day var faktisk første dag jeg IKKE vågnede og var snottet.

I to uger op til stævnet har jeg varmetrænet seriøst og flere gange svømmet med våddragt for at vende mig til den. Da jeg ved jeg har lidt svært ved varme og altid lige skal vende mine skuldre til at have våddragt på.
Jeg havde fået massage op til flere gange så jeg var sikker på kroppen var på plads og klar.

Jeg havde forberedt mig til punkt og prik.

Rejsen herned gik så godt som den kunne med Mille, og jeg fik trænet det jeg skulle op til og fik mig registreret og checket cyklen ind.

Maden og alting op til præcis som jeg plejer og som altid har virket for mig.

Jeg kom op kl 04:15 og fik morgenmad godt 2:30t inden start, alting gik perfekt og roligt inden starten gik kl 07:10. Jeg fik svømmet lidt inden starten og havde en god fornemmelse i kroppen.

Jeg havde stillet mig lidt tilbage i svømmestarten så jeg ikke ville blive svømmet over, det gjorde jeg heller ikke men jeg kommer alligevel ALDRIG ind i nogen rytme. Mine skulder og ryg spænder op og det ødelægger min teknik. Jeg kom ikke i nogen gruppe, jeg navigerede forkert og svømmede alt for langt rundt om bøjerne. Noget som jeg aldrig har haft problemer med før, jeg har kun vist fremgang i svømmehallen og da uret siger 32:50 op af vandet var jeg rasende på hvorfor f***** jeg nu igen har kunnet f**** min svømning op........

T1 skiftet gik som smurt og jeg kom godt afsted på cyklen, jeg får gang i benene og de er godt med. Jeg har en god fornemmelse i kroppen og ud i modvinden og jævnt opad vender jeg på de 45km med 40 i snit og ved vi hjem har medvind og det går lidt nedad. Jeg kommer lige efter vendepunktet i gruppe med en dansker og Alexander Vinokourov, det var perfekt og vi alle bidragede til føringer skiftene. Selvfølgelig med 12m imellem, der var også i år RIGTIG godt bemandet med officials og de kan se langt på de lange lige stykker så ingen snød i front især 👍🏽

Efter 60km smidder jeg min drikkedunk og modtager en med energi fra depot.
På de sidste 10km begynder jeg så at mærke min mave begynder at bøvle med at spænde som om det er let sidestik. (Som jeg ALDRIG får på cykel)
Må så slippe Vinokourov det sidste stykke og prøvede at få styr på maven, ved at slappe lidt af og trække vejret igennem.

Kommer igennem cyklingen på 2:08 som er med 42.2 km/t avg. (Hurtigste i min AG 25-29) selvom jeg stadig kun er 24 år.

I T2 bruger jeg desværre lige 30sek på at finde min plads da jeg kommer til at løbe en række forkert.

Slapper godt af og får skiftet roligt til løb for at give mave lidt ro, starter i den pace jeg skulle starte i og har gjort i SÅ mange træninger efter hård cykling. Men så kramper hele min mave bare og vejrtrækning gør ondt, jeg går igennem hver aid station og får mig kølet godt ned og får noget vand. Men kaster op i munden efter hver aid station næsten. Jeg løber ærlig talt HELT på grænsen af at stoppe hele vejen og varmen bagede bare ned på mig.
Min 10’ende halve ironman og den hårdeste afsluttende halvmarathon nogensinde.
Kommer ind på 4:15 som rækkede til en 4. Plads i AG 25-29 og nr 29 af alle aldre ud af 2.500 deltagere.

Det jeg kom for til Dubai var en kval til VM i halv ironman i Nice. Der var tre pladser i min aldersgruppe, og alle tre tog pladsen... 
Det var ikke godt nok, men jeg er så ked af at lige præcis min AG ikke havde flere pladser når AG 35-39 fx havde 10 pladser og at en som nr 25 endte med at få en plads fordi mange andre ikke tog pladsen og den så bare ruller ned til næste på resultatlisten indtil alle pladser er taget. Det er et kæmpe slag, og derfor jeg ikke har skriver før jeg nu har fået det hele talt og tænkt igennem.

Nu har vi tre dage i Dubai til at opleve byen og få slappet af, det har været en LANG vinter med mange timers træning og uden meget sjov for at være klar til igår. Det hele føles lidt ligegyldigt og meningsløst nu, for nu kommer jeg kun hjem med en finisher medalje og lige nojagtig ikke en pokal og en kval til VM.

Tak til alle for støtten, venner, familie, bekendte. Tak til min kæreste som har været sammen med Mille og passet huset mens jeg har trænet når jeg har haft fri. jeg gav alt jeg havde og har gjort alt jeg kunne op til.

Tak til min træner Coaching for at give mig SÅ højt et bundniveau selv når kroppen ikke er med.

Tak til mine sponsorer for denne mulighed at køre dette store stævne i denne fantastiske by.

TS Tegl
AVK Gummi
JSP Makskinfabrik
Låsby Cykler - Værkstedet.
Bredkjærvejens Murer & Beton ApS


Ironman Hawaii World Championship

By Måns Höiom

The race I have been working for and dreamt about had finally arrived! I had slept ok, prepared my gear and now I was standing on the shore of Kailua-Kona beach together with 2500 other triathletes. These athletes are the toughest and hardest in the world, there is no doubt in my mind these are the fittest athletes, all categories, in the world. And here I am - injured. There is nothing I can do to change that and my coach Teresa at prompted me to try to enjoy the race anyhow. I was full of frustration but tried to take her advice! I moved into the water and swam the short distance to the start. So many treading water next to each other, waiting for the cannon to go off. At this specific moment I felt a sudden shortness of breath and my heart pounding really hard! It dawned me - I am in the dream I have had for so long! The pride and joy was so intense! The cannon went of and there I was in a blur of arms swinging the water! I started swimimg and everthing felt ok. My back did not hurt if I focused on the strokes and not stressed. Some fighting in the beginning as usual, but less than I anticipated. So the swim was very easy and I enjoyed the swim more than expected. The frustration was gone and I truly enjoyed the moment in water. Swim Time - 1:11:17
I limped my way through transition, changed into bikegear and off I went. I am always a slow starter on my bike and this was no exception! Add to that the hills in the beginning and my backpain and you get the picture! I rode the bike in and out of Kailua before entering Queen K highway. The landscape between Kailua and the turning point at Hawi is lava fields without much trees! You can see really far ahead and the rolling hills are fast going down and slow going up! The sun is scorching hot and it is radiating from the black tarmac from underneath as well as burning your back. One can easily get mentally broken down if the mood is turning against you. At this point I am pedalling as hard as I can with what I have for today and I am loving my bike, I am loving the scenary and I am loving my life! The ride takes longer than expected but I am so greatful for being here and the pride is pounding my chest almost the entire ride! Bike Time - 5:21:15
Changing into running gear was harder than I thought! I got some help from a voluntair to change shoes as my back was preventing me from reaching down! The first few km I was running a 4:30 pace but the back was starting to cramp. I had to reduce the lenght of my stride and the pace slowed. Every now and then the back was cramping up and I just had to walk a few moments until the back relaxed a bit. I was aware the day was going to be really long before I started the day, and I could just not do anything about it, so I enjoyed the run/walk as much as I could! I don’t think I have ever been so well trained and not being able to prove myself was the sadest thing I have ever experienced in my sportslife. I was hurting from the many hours out there and my back was not helping! Thinking about my journey the past two years, the many hours of training, the hardship and struggle to make the time to train, making sure not to get sick and everything else that comes with an active lifestyle. Was it worth it? After what seemed like an eternity I reached Alii drive and turned right towards the finish line. Up on the red and black carpet with the Ironman logo and there was my family! They cheered at me and I could see their pride in their eyes and I just knew! I just knew it was all worth it! I will do it again! And I need to race it the next time! Run Time - 4:02:32

Total Time - 10:44:32 There is so many I would like to thank for supporting me and to make this a reality but it would be such a long text! I will only mention my coach Teresa Heimann at uperform coaching for making me fitter than I have ever been in my life! And obviously my family - my brother Runar for lighting the spark in me all those years ago, and my wife Veronica that inspires me to train by training equally hard and approving the lifestyle that we are living!
I love you!

Ironman Copenhagen

Af Ronni Thomasen

IRONMAN 2018 skulle jeg gøre det eller ej? 
Har slet ikke trænet rigtig til det på noget tidspunkt. Havde fokus på halv IRONMAN Challenge i Herning som skulle have en SUB 5. 
Der gik alt galt på dagen. Kom i mål på 5.14. Jeg kastede op og havde intet kontrol. 
Fuck jeg var irriteret, og der var kun en vej. Jeg ringede til Teresa næste dag og spurgte som noget af det første, før vi evaluerede hvad der gik galt i Herning.

Teresa kan jeg lave en hel IRONMAN? Hun siger som altid top motiverende - det kan du sagtens. Derefter evaluerede vi, hvad der gik galt i Herning. 

Mit største problem er ikke form, men energi indtagelse, som jeg slet ikke har styr på. Kan ikke få noget som helst ned, da jeg aldrig har været vant til det i min fodbold karriere. Spec. Ikke gels og andet kunstig syntetisk stas. 

Nederlaget i Herning skulle revancheres.
Jeg ringede omkring 20. juni til Teresa og sagde hun skulle lægge et program til hel IRONMAN. Nu skulle det være. Hun sagde noget, som faktisk gav mig det sidste spark - så skal du også følge det ellers gør jeg det ikke. Det var ment af hende, som vi havde travlt og ikke tid til at springe nogle træninger over!

Træningen gik fint, men energien var stadig problemet. 20 dage før IM CPH lavede jeg en lang træningstur på 4 timer cykel og 1 time løb i høj sol, men jeg gik fuldstændig kold igen. Dog viste jeg præcis hvad det var. Havde trænet 5 timer og drukket en af de to dunke jeg havde med.

Næste dag ringede jeg igen til Teresa og sagde hvad gør vi? Jeg kan ikke æde alle de gels, barrer eller andet krab. Igen havde den gode coach et svar. Du tager ud imorgen og køber maltodextrin og druesukker så laver du flg. blanding.

150 gram druesukker
250 gram maltodextrin sammen i 2 dunke med din high5 og 2 zero tap’s i hver dunk

Du skal have ca 90 gram kulhydrat i timen og i disse 2 flasker vil der være 381 gram kulhydrat = holder til mellem 4 og 5 timer.
Den 3 dunk kommer du rent vand i og har foran dig.

Nu drikker du en stor tår af energi drikken hvert 20 min. og resten vand, masser af vand. Nu var det slut med gels osv. 

Prøv og spørg om det virkede i min træning og til IM i søndags. Det kan i bande på! Jeg tænkte slet ikke tider, men mit overskud i træningen og ikke mindst da jeg løb i mål i søndags. Jeg var slet ikke rundt på gulvet som jeg plejede, når jeg kom ud i på de lange ture. Så er I ved at gå sukkerkold eller bare ikke kan klare det gels krab, så prøv lige coach’s trylledrik den virker præcis som Asteriks trylledrik. 

IM 2018 og min første var en fantastisk dag med masser af overskud. Kom i mål på 10.56, men fik desværre en meget ufortjent tidsstraf på 5 min så sluttid 11.01.

100 meter før Geels Bakke hvor rytterne foran mig satte sig op og gjorde klar til energi depot på Geels Bakke. Der stod en motorcykel lige før bakken, som gav mig og 4 andre tidsstraf på 5 min. Så har man sgu også prøvet det men total latterligt. De eneste 300 meter hvor jeg ikke var nervøs for at drafte, så får jeg det sgu der. 

Skal jeg gøre det igen, det kan I bide skeer på jeg skal. 

Brugte 1.23 på svøm da jeg svømmer som en korkprop
Brugte 14 min på T1 og T2
Fik 5 min tidsstraf
Planlagde en hel IRONMAN lidt før 3 måneder inden racedagen

Kan I se, hvor jeg vil hen på min næste IM

Tak coach du er fantastisk til god træning, sparring og ikke mindst kost/energi

Ironman Copenhagen

Af Julius Panduro Rydstrøm

Dagene op til selve stævnet, var egentligt ret afslappet, allerede i starten af ugen havde jeg sørget for at der var styr på alt.
Cyklen var tjekket igennem, alt grej blev vasket og pudset, tjek listen blev udført til punkt og prikke samt planen for selve dagen blev lagt.

Jeg fik testet cyklen en sidste gang for at se at alt bare spillede, og løb en lille tur, for at holde kroppen i gang inden at den skulle ud på den lange tur.

Uret ringer klokken 03.30, og jeg får hurtigt slukket det, så jeg ikke vækker min gravide kæreste. Går ud og sætter vand over til kaffen, samt laver en skål med yoghurt, frosties og mysli. Jeg tager maden og min kaffe med ind i stuen hvor lyset er slukket, og sidder for mig selv og begynder at forberede mig mentalt på hvad dagen bringer.

Jeg kigger mine ting igennem en sidste gang, og gør mig klar til at min bror henter mig klokken 04.45, vi kører ud til start området hvor min cykel står og jeg går lige de sidste ting igennem på cyklen, så jeg ved at alt spiller. Jeg går skiftezonen igennem et par gange for at være sikker på hvor jeg skal hen, så jeg ikke bliver i tvivl når jeg kommer op af vandet, jeg får hilst på nogle af dem jeg kender, og får sagt held og lykke.

Klokken nærmer sig 06.15 og jeg begynder så småt at tage min våddragt på, så jeg kan komme ud i god tid og varme op, da jeg får dragten på, kommer min kæreste derud og vi får talt lidt sammen inden at jeg går i vandet for at varme op. Jeg får svømmet en lille smugle derud og så tilbage igen, og står lige 5 minutters tid og strækker kroppen, samt justere våddragten så den sidder optimalt.

Jeg går op til min bror og kæreste som lige giver mig de sidste ord med på vejen inden at jeg stiller mig op i rækkerne hvor starten går. Jeg er ikke super nervøs omkring det, men føler at jeg har skabt et godt spændingsniveau til at gå ud og få en fantastisk dag med en masse oplevelser og lærdom.

Det er rullende start, hvilket betyder at vi bliver sendt afsted små grupper med et par sekunder imellem hver gruppe. Jeg kommer ned i vandet og får hurtigt gang i kroppen, lidt tempo på ud til den første bøje og derefter tager, jeg det ret roligt og prøver at finde en, som jeg kan ligger på fødderne af, men der var ingen at finde og jeg tænker at det kan være at jeg finder nogle senere på svømningen. Jeg rammer 1800 meter mærket og der er stadig ingen fødder at finde, så jeg vælger ikke at fokusere på at finde nogle at hængte mig på og så derfor bare nyde svømningen. Der er et okay flow i kroppen og der bliver ikke brugt for mange kræfter, kommer så ud til sidste vendepunkt og her ligger der så et reb tværs over der hvor man svømmer, og der bliver stoppet lidt op jeg vælger derefter at dykke under det og rundt om bøjen, kursen bliver sat imod den sidste bøje og de 3.8km er ved at være gennemført.

Jeg kommer op af vandet og ind igennem T1 (Skiftezonen), ud på cyklen og det første stykke tid bruger jeg på at finde et godt flow og få styr på at alt er, som det skal være.

Kommer så i gang med cyklingen, men de første 70km var humøret ikke så stort, der lå nogle på hjul af min konstant, men det er jeg i bund og grund også ligeglad med fordi det er kun dem selv de snyder, men når de vælger at køre forbi mig og derefter falde tilbage, så jeg hele tiden blev nød til at overhale eller falde tilbage, da man skal holde 12 meters afstand, jeg vælger efter nogle frustrationer at lade mig falde en del tilbage og give dem et forspring, så de kan ligge og snyde, og efter det øjeblik nød jeg hele turen igennem, hvor kilometerne bare kørte derudaf. Jeg rammer geels bakke hvor min svigerfar, min kæreste og nogle venner, samt klubkammerater stod og heppede på mig, hvilket giver et lille boost.
Kommer til 130 km mærket, hvor jeg igen møder den lille gruppe, som sjovt nok stadig ligger på hjul af hinanden, men åbenbart er ved at løbe tør for kræfter, så jeg beslutter at sætte lidt mere tempo på i 15 minutters tid for at sørge for at de ikke kunne hænge på, og derefter så jeg dem ikke igen, hvilket gjorde at jeg kunne køre den stabilt hjem på cyklen uden at bruge for mange kræfter, da jeg gerne ville have så friske ben som muligt, når jeg skulle ud og løbe et maraton efter 3.8 km svømning og 180 km cykling.

Kommer ind i T2 (skiftezonen), hvor jeg afleverer min cykel til en frivillig og får smækket et par løbesko på, dog havde jeg lige glemt i farten at man skulle hænge sin skifte pose tilbage på den krog hvor man tog den, så skulle lige løbe tilbage med den.

Ud på løbet og jeg føler mig frisk på trods af lidt krampe i inderlåret, men var sikker på at det bare skulle løbes væk, ligger ud i et stabilt tempo, som ikke var for hård, kommer forbi mine klubkammerater, som står og hepper hvilket var helt fantastisk, men efter 3 kilometer begynder min mave at drille, jeg har tidligere haft mange problemer med det og har prøvet virkeligt mange forskellige energi produkter for at undgå at dette skulle ske, og troede at jeg havde knækket koden, men jeg tog fejl. Og ved 5 km mærket var smerterne så kraftige at jeg overvejede at trække stikket, men jeg fik kæmpet mig videre og prøvede samtlige ting for at få styr på maven, men hverken toiletbesøg, cola, bananer, rent vand eller saltkiks var nogen hjælp, jeg slukkede mit ur og de sidste 37.2km blev i ren smerte og vilje om at jeg ville gennemføre, jeg prøvede flere gange at sætte mere tempo på, men der var bare ikke noget at gøre når maven ikke gider at samarbejde. Jeg havde selvfølgelig tanker omkring det at ramme “muren” på løbet, da jeg aldrig havde løbet et maraton før, men jeg følte ikke rigtigt at der kom nogen mur, da smerterne bare havde været der siden 5 km mærket, så jeg havde nok bare vænnet mig til at det gjorde lidt ekstra ondt.

Men jeg kommer til det sidste stykke, og der er ikke langt til mål, skiltet i vejsiden siger 40.2km hvilket betød at der kun var 2 km tilbage, jeg prøvede at nyde de sidste 2 km så meget som muligt, det var fantastisk så mange mennesker der hepper og hele den atmosfære der er omkring sådan et stort stævne.

Jeg løber forbi mine klubkammerater for sidste gang, og jeg ved at det er lige rundt om hjørnet målet er, hårene på armene begynder at rejse sig, og jeg løber ind på de sidste 100 meter, den røde løber er under mine fødder, jeg kigger op og ser porten med mit navn, og jeg giver den sidste high five inden at jeg løfter mine arme og prøver at krydse målstregen med et brøl.

Kommer i mål og hele min maveregion er i krampe og jeg kan dårligt snakke, men jeg gjorde det, måske jeg ikke levede helt op til mit potentiale på dagen, men jeg gennemførte og gav ikke op, og det var det jeg kom for.

Jeg skal nok få revanche en dag, når jeg har fået styr på mine maveproblemer.


Der skal lyde stort tak til.

Uperform Coaching
Scanposten Graphic
Herlev Tri og Motion
og selvfølgelig
Min familie, venner og dem, som følger mig.

Ironman Copenhagen

Written by Måns Höiom

In 2005 I accompanied my brother, Runar, on his attempt to qualify to World Championship IronMan distance in Zürich, Switzerland. I watched the race in awe as I had not seen triathletes compete before. It was an all-out effort from them all – including my brother! Little did I realized I was stung by the IronMan bug then! Unfortunately my brother had to pull out during run from a knee injury. In 2016 my wife, Veronica, wished to get an full IM race start as her birthday present. 11 years had gone by and the fever from that Zürich race came back! And so did my brothers! We all three got so passionate about IM that big goals was dreamed about. My wife was reluctant to have big goals, but I have seen the spark in her eyes – she is becoming hungry as well! As a result me and my wife have signed up for a triathlon coach to train us. Teresa Heimann at Uperform have coached us equally from October 2017. For my brother and me it was a qualification to the big dance in Kona Hawaii that became the target! Runar and myself tried to qualify in Texas, US, this year as it was a fast and early on the season race in April. Result – we were both too far behind!

Second try in Haugesund, Norway. Result - Runar qualified to Kona claiming first place in his age group! I was beyond happy and proud of him and could not hold back some tears as I followed the race from my hotel room. I had crashed on the bike early in the bikesection and broke some ribs!

Third try I had no other choice than KMD IM Copenhagen as I had to recover from the crash and it was also the last race with qualification slots to WC this year. I did not want to see my brother and his family go there without company!

I had 7 weeks to get my ribs healed and back into serious training! Teresa rearranged the training and coaching from Texas to Haugesund and around all my injuries, along the way, to adjust to the very short 7 weeks ramp up to IM Copenhagen. The last week before the race I was finally pain free having done all the training Teresa threw at me.

The race KMD Ironman Copenhagen


Felt magical on the warmup! Launched myself into the water and tried to find feet’s directly, instructed to do so by Teresa. Had trouble with leaking right goggle, but decided to ignore it. So I swam most of the course with water inside making it problematic to navigate, both over the waterline and below. Felt myself being a bit passive in the middle of the race, being passed by a few swimmers, but increased the effort a bit and got back to proper swimming. Under the last bridge the ropes and buoys that should divide the swimmers going both directions had come loose, so me and some others got tangled up in those! Lost a bit there as well, but an all-in-all good swim and great feeling! Time: 1:00:51 PB!


Felt a bit weak from swim at the beginning but got better eventually. Could not see good with my right eye. The water from swim made my sight blurred I assume. Did not want to risk any draftingpenalty so I stayed well clear from others. Groups formed and I used some of my watts to take the lead and try to get away. It worked but then they came again, but in smaller numbers, so I did it again and again. I felt in control and preserved my power where it made sense and unleashed it when I had to. Wanted the bike to be good, but not to destroy the run. I got feedback from Runar that I was loosing time compared to the first 4 in my agegroup. That was expected but equally frustrating as I am a weaker biker than them. Tried to stay calm and push the watt as instructed by Teresa. A lot of wind and I had trouble keeping speed in the headwind. Time: 4:55:55


Knew I was around 12:th place. Had a terrible feeling going out from T2. Decided it was probably a full bladder. Could not empty it on the bike (have never been able!) so I had to stop and relief myself. The stream never ended, I was soo full! Felt much better after that and tried to hold back my pace so I could keep it for longer. The first lap, out of 4,5, was really hard as the running rhythm hadn’t come. Did not want to check the speed on the watch, only focused on the time and getting those gels in me at regular intervals. Drank some water or whatever I could grasp in the aidstations to get fluid in me as well. Second lap felt much better and the rhythm was there again. Passing people all the time and had just a few passing me. But I think none of them was in my agegroup so let them run away. Third lap, in the end of it, I started to feel cramp biting my hamstrings and calf’s. Got a bit worried that I would end up as in Texas having to walk/run the rest of the course. Tried to loose up on the pace and the cramp went away. Could then slowly build up the pace again. Perhaps not to the former speed, but enough to not panic. Got pacing from Runar that I was consistently running around 20sec faster per km than the ones before me. Also knew that I was 9:th with around 8 minutes to top three. I know most runners deflates the last 10-12 km on a marathon, especially triathletes as they are more tired after swim and bike. So I kept my pace and Runar stopped calling out my placing after I passed 2, so I knew I probably was number 7 or so. I found out Teresa wanted me to focus on running instead of places! My feet started hurting and the cramp showed itself more often, but I kept telling me to ”rip this shit out ’till my bones collapse” (lyrics from an Eminem song which echoed in my brain most of the day). I was dead tired as the final loop started and I had 1,5 laps to run. Kept grinding the teeth and kept running just below the pace where the cramp would stay away. Damned myself for having to stop and pee for soooo long in the beginning. Then Pia let me know I was gaining fast on spot 3-4. Runar was just giving me to focus on the stride and ”here and now”. The last small inclines was passed and I cold taste the last halfloop but my body was screaming louder than Runar to stop. Passing that finnishline and my legs actually collapsed! I don’t think I have ever been so tired in my life! Time: 3:09:04

Total time: 9:12:27 (T1 04:18, T2 02:21)

Place 4:th!

Result – Qualified for Kona!!!

Ironman 70.3 Jönköping

Af Mikael Kjellander

2015 gästade jag Jönköping för första gången iförd Elastan. På den tiden (nu låter det som hundra år sedan) hette tävlingen Vätter Challenge och det var SM på medeldistans. Året efter fick tävlingen Ironman status och blev därmed Sveriges första 70.3 (halv Ironman). Jag har sedan dess traditionsenligt besökt vackra Jönköping i början av juli varje år.

Årets vistelse inleddes i Rosenlundsbadet där vi firade dotterns födelsedag. Härligt inbjudande 50-metersbanor fanns att tillgå men jag fick nöja mig med vattenrutchkanan och vågmaskinen.

Senare på kvällen passade jag på att registrera mig innan pre-race mötet. Detta var mitt nionde Ironman event och mötet bjöd därför inte på några sensationella nyheter. Sen middag med familj och vänner innan kvällen var slut.

Lördag och inte vilken lördag som helst, VM-kvartsfinal med Sverige på planen! Avspark 16:00… Ironkids 16:00… Arrangören insåg visst att gatorna förmodligen skulle gapa tomma vid den tiden och flyttade tack och lov tiden för loppet till 14:30! Jag kan redan nu säga att det blev helgens höjdpunkt att få uppleva båda tjejerna springa tillsammans hela vägen till den mäktiga målrakan och in i mål!

Lördagen innebar också lite förberedande träning och jag började i Munksjön med 20 minuter simning. Sjuuukt bra känsla i kroppen och jag ville egentligen simma mer men jag hade annat att göra också!

Vidare ut på cykeln och jag begav mig till tävlingens inledande monsterbacke för att säga några väl valda ord inför morgondagen! Backen fick veta vem som bestämde och jag kunde med ro i själen rulla tillbaka till hotellet.

Avslutningsvis en kort löprunda på tävlingsbanan med känslan av att äga hela Jönköping. Jag sprang i 13 minuter innan jag förflyttades från molnen till avgrunden. PANG så small det till i vänster fotled! Jag har de senaste tre veckorna haft problem med fotleden som kommit och gått. Nu kom det tillbaka med besked!

Jag stannade direkt och försökte efter en stund ta ett nytt löpsteg med ett nytt hugg i foten som följd.

Tillbaka till hotellet och de kommande 12 timmarna präglades av total oro. Nog för att Ironman 70.3 i Jönköping inte är säsongens stora mål men nu när man är här vill man prestera, eller åtminstone genomföra med värdighet!

Efter tre tuber voltaren gel, massage och blixtkonsultation med sjukgymnast var jag tvungen att acceptera läget. Jag beslutade mig efter lång konsultation med min teammate Lina att låta foten vara, starta i loppet men avbryta om huggen återkommer för att inte riskera något långsiktigt!

Bara att gå och lägga sig och sova då… När man bor rakt över Harry´s med uteservering en lördagkväll under fotbolls-VM och det är 100 grader varmt på rummet så fönstret måste vara öppet för att kunna överleva… De sista gästerna lämna gick hem klockan 03:00, hoppas att ni hade en kanonkväll!

Innan Ironman Kalmar 2014 sa en mycket klok granne på campingen att sista nattens sömn inte har någon som helst betydelse för prestationen, det finns det forskning på! Med detta i åtanke hjulade jag ner till frukostbuffén tillsammans med alla andra fullständigt introverta triathleter som anstränger sig stenhårt för att se så avslappnade och icke-nervösa ut som möjligt. Naturligtvis utan att säga något eller ännu mindre titta på någon annan! Personligen hade jag inte så mycket mer att vara nervös över än fothelvetet.

Nåväl, jag begav mig till växlingsområdet efter att ha beskådat den repa i sidodörren på bilen som något pundhuve bidragit med i parkeringshuset dagen innan… (Tvungen att få skriva ur mig den!)  Jag laddade cykeln och la ett par strumpor i löppåsen som jag helt enkelt glömt dagen innan när fokus låg på annat håll!

Slutligen stod jag i våtdräkten vid starten och överöstes av nödvändig pepp från Lina som knappast kunde undgå vart min energi riktades.

Jag hade lika optimistiskt som alltid placerat mig nära 30-skylten, dvs min uppskattade simtid. Kanonen ekade mäktigt över hela Jönköping när starten gick och några minuter senare började min resa. Jag hade en lika fin känsla som dagen innan! Jag kände mig stark, tekniken satt bra och jag simmade förbi flera. När jag klev upp på rampen hade jag känslan av att idag blev det personligt rekord på simningen men klockan visade 32:42 och det var under förväntan men ok.

Nu väntade första testet av foten i och med att avståndet till växlingsområdet är hela 540 meter, på kullersten. Även om det ligger en mysig matta att springa på så blir det hårt när man är barfota. Foten kändes bra och optimismen steg inför resten av loppet.

Växlingen gick smidigt och som AWA-athlete med lågt startnummer hade jag en riktigt bra plats i växlingsområdet. Jag kom iväg bra på cykeln och första backen höll käften precis som jag sagt åt den dagen innan! Cykelbanan är böljande genom otroligt vacker miljö men kuperingen passar inte mig riktigt som gillar att bara pumpa på! Flera gånger tappade jag placeringar i uppförsbackarna för att ta igen dem när det blev plant.

Banan har en vändpunkt och jag hade en känsla av att Micke Karlsson (ni vet, Mr. X) låg före mig. Mycket riktigt mötte jag honom där och kunde med klockan konstatera att han var 1:50 före mig. Micke berättade att även han hade tagit tiden i jämförelse med mig vid samma tillfälle! 

Cyklingen fortlöpte utan konstigheter tills jag i en av de långa nedförsbackarna på slutet såg en skadad cyklist ligga på vägen. Han var redan omhändertagen och jag fortsatte men det visade sig senare att det var min kamrat inom Uperform Coachning, Magnus Jonsson som låg där! Hoppas på snabbt tillfrisknande!

Jag cyklade på 2:22:54 vilket var helt ok och det var dagens nionde snabbaste tid i M35.

I växlingen ryckte jag snabbt åt mig min löppåse och satte mig för att byta om. Jag öppnade påsen och där i ligger min cykelhjälm! Var är mina löpskor?? För några sekunder kunde jag bara inte förstå hur min hjälm som jag precis haft på mig kunnat hamna där?! Sinnena kom åter i bruk och jag upptäckte att jag höll i påse 117, inte 118!

Med allt på plats kunde jag äntligen börja springa och nu gällde det, skulle foten hålla?

Till en början kändes det bra, inga problem med foten och snart såg jag ryggen på Micke! Vi växlade några peppande ord och han plågades tyvärr av ryggproblem. Första varvet av tre gick bra men efter halva löpningen började foten att göra sig till känna. Jag fick inga kraftiga hugg som tidigare men det fanns där och jag tvingades sänka farten för att inte riskera något. Samtidigt började jag få kramp i höger lår och jag kände hur min löpstil alltmer liknade någon form av fylledans.

Värmen var inte olidlig men hett var det! Massor med vatten och is i stationera gick åt för att hålla tempen nere. Jag begav mig ut på det sista varvet och insåg att min sluttid inte skulle bli sensationell. Jag hade 4:19 från Helsingör i bakhuvudet och även om kuperingen på cykeln i Jönköping var betydligt tuffare så hade jag hoppas på en tid under 4:30.

Med ca 1500 meter kvar skriker Lina från sidan att jag måste spurta på slutet, jag förstod inte varför men tänkte att jag kanske var nära någonting. Hon fick mig i alla fall krama ur det sista ur kroppen på slutet och jag gick i mål efter 4:35:19.

Jag gick i alla fall i mål, jag fick min medalj och solen sken. Jag slutade på 15.e plats i M35 av 231 deltagare. Förhoppningarna var lite högre men med tanke på omständigheterna känns det helt ok.

Tävlingen erbjuder 50 kvalplatser till 70.3 VM i Nice 2019, det hade varit riktigt nice och vi bestämde oss därför för att stanna kvar på prisutdelningen i hopp om att det skulle bli en roll down. Det innebär att om en deltagare som kvalificerat sig inte tar sin plats, så rullar den vidare ner i placeringarna. 2017 hade min 21.a plats räckt till kval så vissa förhoppningar fanns där.

Efter en lång men väldigt mäktig prisutdelning kom vi till kvalplatserna. De gick åt på löpande band och förhoppningarna var i princip raderade när vi äntligen kom till min klass, M35. Sex biljetter fanns tillgängliga och några gick åt direkt. Sen lästes namn efter namn upp utan svar och vi kom allt längre ner i listan. Det var riktigt nervöst när det fanns en enda plats kvar och vi var på placering 13. Där såldes den och jag var två ynka placeringar från ett VM. Det var inget uttalat mål men visst hade det varit kul med en plats! Istället får jag glädjas åt att samlingen av 70.3 medaljer växer. 

Jag tog min familj och min fot och lämnade Jönköping för den här gången. Ett fantastiskt arrangemang som i det närmaste var fulländat!

Avslutningsvis vill jag gratulera mina klubbkamrater till väl genomförda lopp! Särskilt Jeanette Carpman och Mats Wangefors som gjorde sina första Ironman 70.3! Grattis hjältar!


Aalborg halv jernmand

Af Martin Thomsen

Til Aalborg halv ironman, laver igen ny personlig rekord på 4 timer og 10 minutter denne gang😊

Selveste racet startede super godt, havde en kanon svømning med overskud og denne gang fandt jeg teknikken og kom op på 27:10.

Ud på cyklen går de første 5km altid med lige at finde benene, derefter kørte jeg gode watt på den kupperede rute med stærk vind.Jeg var imponeret over jeg kunne køre mine watt selvom jeg for to uger siden kørte Halv ironman Kronborg, men den gode træning optil og den rigtige restitution gjorde jeg kunne. Kommer ind i 2:17 på de 90km. Men det siger ikke så meget med den kuperede rute med stærk vind.

Ud på løbet følte jeg lige den først km at jeg var klar, desværre er jeg ikke så god til den varme der var. Så det overskud jeg havde i Kronborg manglede lidt i dag på løbet. Men er sindsyg stolt over at kan løbe halv marathonet på 1 time og 21 minutter selvom varme slog mig tilbage.

Kom fra cyklen som nr 6 og fik mig så løbet op til en tredje plads.
SINDSYG fedt at prøve og stå på et podie til en halv ironman overall. Morten og Anders der blev nr 1 og 2 køre normalt pro, så er super stolt af at stå som den første efter de to herre.

Mega mange gange tak til min træner Coaching som altid forbereder mig perfekt, det er vildt hvad man kan nå med så god en træner😳


Ironman 70.3 Haugesund

Af Julie Flakne Andresen

Etter en solid restitusjon- og treningsperiode post Ironman Sør-Afrika var det igjen klart for å sette foten på startstreken. Fredag morgen pakket vi bilen, og startet den syv timer lange ferden over fjellet til Haugesund.

Denne gangen, som gangen før og gangen før der igjen ble de vanlige rutinene fulgt. Testing av vannet fikk vi unnagjort på fredag, og en kort sykkeltur etterfulgt av en liten overgang i løpeskoene var gjennomført før kl. 11 lørdag formiddag. Tross forrige helgs olympiske distanse i Østfold, kjentes kroppen ok ut. Uten pro felt så jeg en liten mulighet for å komme inn som topp tre, og endelig få stå på ironman pallen med champagne og blomster. Det har vært en drøm helt siden jeg startet med denne galskapsporten kalt triatlon. Jeg kjente godt til mine norske konkurrenter, men man kan aldri være sikker på nivået til de som stiller opp fra andre deler av verden. Med godt mot stilte jeg meg i første gruppe på svømmingen, og da startskuddet gikk kapret jeg en god plass i feltet.

De første 100 meterne i Skeisvannet ble preget av knuffing og kamp om plassene i teten. Jeg visste på forhånd at jeg bare kunne glemme å henge på gutta i tet, og fant min plass i andre gruppe der jeg ble liggende fremst mot første bøye. Navigeringen var noe vanskelig da fargen på “banetauene” var blå, og det var ikke mange bøyene i løypa. Etter hvert kom det en kjent drakt opp på siden av meg, og jeg la meg trygt i føttene for å få litt draft resten av svømmeturen. Det fungerte godt, men sluttiden ble noe skuffende på 32minutter. Jeg vet jeg kan bedre. På vei opp av vannet ble jeg litt ivrig og løp fort inn til skiftesonen. Etter noen års erfaring burde jeg vite at det lønner seg å ta det litt med ro for å unngå å bli uvel når kroppen plutselig skal opp i vertikal stilling. Jeg ble utrolig kvalm, og i det jeg fikk snappet til meg posen med hjemen i kom det faktisk ting ut av munnen min som helst skulle forblitt i magen. Litt forfjamset tok jeg det rolig frem til sykkelen, og var hakk i hel med Gunhild Berntsen da vi kom oss på hingstene våre. Jeg var raskt ut i løypa, og ble liggende som første dame fra start.

I år var sykkel løypen forandret fra de to andre gangene jeg har stilt til start i Haugesund tidligere. Årets løype var noe mer kupert og teknisk, noe som passer meg godt da sykling er min sterkeste gren. Jeg hadde bestemt meg for å kjøre relativt hardt for å få en liten luke til de sterke løperne jeg visste kom bak. Helgen før i Østfold følte jeg meg tung på syklingen, og jeg var redd det samme ville skje også her. Men neida, beina var villig til å samarbeide og jeg fant raskt flyten. Da fulldistansen syklet samme trase som 70.3 var det allerede flere utøvere i løypa, og jeg fikk gleden av å passere en liten haug av disse noe som var meget motiverende. Jeg visste aldri hvor langt bak de andre damene befant seg, men snudde meg i ny og ne for å se om jeg kunne skimte noe som lignet på et kvinnemenneske. Like glad ble jeg hver gang da disse ikke var å se. Jeg bestemte meg for å roe litt ned de siste 40km på sykkel, noe som viste seg å kanskje være litt dumt. Da jeg hadde gitt fra meg sykkelen og var på vei bort til posen med løpesko så jeg en dame, og ble så stresset at jeg tok med meg posen som inneholdt våtdrakten. Dette tapte jeg tid på og måtte løpe bort for å bytte til riktig pose. Allikevel var jeg ikke langt bak ledende dame ut på løp, men da min svakhet ligger her visste jeg at det kunne bli hardt å ta igjen.


Godt plassert på drømmesykkelen

Starten av løpingen følte jeg gikk greit. Jeg la meg på et behagelig tempo, og bena var ikke like preget av syklingen som jeg kanskje skulle ønske. Jeg kunne fint tråkket noen flere watt på de 90 tilbakelagte kilometerne. Fra tidligere har jeg erfart at jeg verken løper fortere eller saktere uansett hvor hardt jeg kjører på sykkel, så de siste litt roligere km hadde mest sannsynlig ikke gjort noe til eller fra. Løpetrasen i Haugesund består av to runder. Den er noe kupert, og fra tidligere vet jeg at løpingen her er tung for mine klubber av noen sykkelbein. Jeg ville ikke pushe for hardt i starten i frykt for å gå på en smell, og tapte tid til ledelsen. Ved første vending fikk jeg se konkurrentene mine for første gang. Ledersykkelen var ikke langt foran, men langt bak var heller ikke Gunhild som er en meget habil løper. Jeg bestemte meg raskt for å bare løpe i mitt eget tempo og sikre tredjeplassen som jeg så gjerne ønsket meg. Med norseman i bakhodet ville jeg ikke pushe meg helt til randen bare fem uker før. Etter 10 løpte km ble jeg tatt igjen av Gunhild, og prøvde å motivere henne slik at vi i det minste skulle få en nordmann øverst på pallen. Jeg fortsatte å holde et jevnt tempo som egentlig føltes ganske komfortabelt den siste runden, og kunne krysse mållinjen og vite at tredjeplassen av alle damene som stilte til start var min. Jeg ble for øvrig nummer en i min aldersklasse med hele 48minutter til nestemann, så må si meg meget fornøyd med det. Den totale tiden ble 4timer og 49minutter.

Det var utrolig morsomt at konkurransen ble sendt på norsk TV. Et personlig intervju etter målgang var utrolig stas, og venner og familie som satt hjemme syns nok dette var moro å se på. Tusen takk til dere der hjemme som heier og følger meg hjemmefra. Dere er herlige! Stemningen i Haugesund er også noe utenom det vanlige. Her stiller hele byen og bygdene rundt opp som heiagjeng for alle og enhver. Det er et yrende liv, og alltid like moro.


Ironman Elsinore 70.30

Af Christian Thrane Sørensen

Det bliver en af de lange den her. Gode og blandede følelser oven på dagen igår og månederne op til. En skade, frustrationer og stress, et Black out og en fødsel. Alt sammen noget som er godt lige at få skrevet ned. 

I starten af marts får jeg en skade der sætte mig ud af løb og senere også “smider” mig af cyklen på en trænings lejr på Mallorca i maj.

Prøver af flere omgange at komme tilbage med diverse tilpasninger fra coach Teresa men bliver enige om at give den helt ro. I april bliver vi enige om at sætte gearet helt ned og fokusere på core og crosstrainer. Samtidigt med ugentlige besøg hos Kropsværkstedet på Frederiksberg. Det må da hjælpe.

I april nærmer fødslen af vores dejlige datter sig med hastige skridt. Den lille prinsesse vil ikke rigtigt vende sig og vendings forsøg på hospitalet fejler og beslutningen om et planlagt kejsersnit bliver en realitet og 3 uger før termin kender vi datoen for hendes ankomst. Feeedt tænker man så ved man da det og kan forbedrede sig. FORBEREDE, GODaw do!! Det har man da ingen chance for at forberede sig på, andet end du nu ved præcis hvilken dag dit liv med alt sansynlighed tager en drejning. 
Jeg havde det pænt mærkeligt med i forvejen at vide den dato. Jeg prøvede bevist og ubevist at mental klargøre mig til den dag. Som alle ville gøre, sørge for at ens arbejde var der styr. Fik lukkede en masse handler af og fikset kunde møder og ordnet alle de ting der hober sig op så jeg kunne holde barsel med god ro i maven. 
Alt imens min krop kæmpede med frustrationer over manglende reel træning og stævner der nærmede sig, som jeg ikke var klar til.

Så skete det jeg ikke var forberedt på, min hjerne stempler ud og siger “pause Poul”....første tegn, går fra bilen uden at trække håndbremsen = kæmpe hul i kofangeren. Nr 2 Efter 5 møder i byen står jeg og skal betale for parkering, taster koden...... “forkert pin” ......prøver igen
Jeg prøver alle kort tre gange....min pin er væk. Jeg kan ikke huske den og kan stadig ikke den dag idag. Efterfølgende må jeg sande at mit stress niveau har været noget højere end jeg først har ville indrømme over for mig selv og vigtigst min omgangskreds. Retrospektivt må jeg ligeledes kigge ind af og sige at sådan føles et Black out.

Vores lille pige kommer til verden og jeg har to helt uvurderlige uger med moren😍 til vores vidunderlige datter Camilla❤️❤️ - du har givet den største gave i verden og er en uvurderlig støtte i alt det her de seneste mange måneder. 

Tirsdsg i ugen op til Karrebæksminde i starten af juni får jeg løsnet op for noget af hoften og et krydspas (cykel og løb) føles okay, stopper efter 3km løb da jeg mærker lidt irritation. 
Om torsdagen tager Camilla og jeg forbi coach T til en snak om det hele. Her får jeg over for begge piger tømt skallen og presset på krop og sjæl lettes. 😘😘 Planen for et konservativt løb er fast og målet er den gode oplevelse. Det lykkes og de to uger træning op til igår kører snorelige - jeg kan igen løbe intervaller i både halv og hel Ironman pace, og hurtigere endnu uden smerter. Men to ugers træning var ikke nok til at omstille hjernen og få hele kroppen med. En stresset morgen og en glemt chip (som alligevel ikke var glemt, lå ikke i løbeposen men naturligvis sammen med våddragt 🤪🔫), og mine 2 snickers ligger stadig i fryseren og griner. 

Svøm er svøm, jeg både hader og elsker det kaos det er at svømmer til stævner. Finder aldrig rigtigt helt min rytme også er der min hypermobile skulder der altid spøger, jeg ligger hele tiden og passer på ikke at svømme for tæt på nogen af frygt for den går afled som den har haft for vane at gøre. Det er snart et år siden den sidst tig en tur. 

Cykling kommer jeg godt fra start og sætter et liiidt for hårdt pace.....kører fra Peter Funk men Peter giver mig et klap bagi 70 km senere. Og tak for det😘😘.
Det er her fra jeg kan mærke jeg mangler energi. Jeg for spist en myslibar og kaster dunk nr 2 i mig. 

Rammer skiftezonen og møder den dejlige Christian Jensen som har nydt en lidt længere tissepause, fordi man jagter dame numser på cykelrute og vi sætter afsted i løb og jeg er overrasket over mit pace og rammer de aftalte 4.40 og skal forsøge at øje efter 5-7 km til 4.30. Men ret tidligt mærker jeg at trods 20grader og en let vild føles min hud kold og benene tungere og tungere. Jeg dropper plan A og går til plan Å😉 - panden op og hils på folk og send HIGH5’s og se hvor det ender. Blev stivere og stiver i benene og mere og mere træt, hvis jeg lukkede øjnene så fald jeg sgu nok i søvn. 

Det blev ikke til en forbedring af sidste års tid på 4.45.09 men liiiige på kanten 4.59,54. Next step indtagelse af energi strammes op.

Tilfreds??? HELL YEAH jeg er!! Mest af alt er jeg glad for at kunne komme i mål og omfavne min lille famile.❤️
Og og og..... mine dejlige venner fra klubben og de andre Uperform trænings buddies 😍😍 ingen nævnt ingen glemt. Dejlige mennesker alle samme😘

Challenge Roth

Af Nichlas Gustafsen

Vi var taget afsted i god tid, så vi var i Roth allerede natten til torsdag, hvilket passede perfekt, for så havde jeg god tid til at ”lande” og orientere mig omkring al ting i forhold til racet om søndagen. Jeg var kørt derned sammen med min lillebror, som var taget med alle dagene udelukkende for at støtte mig.

Efter at have sovet tog vi ud for at tjekke ind og se området for svømmestarten. Challenge Roth er et kæmpe stævne, så svømmestart, T2 og mål ligger et stykke fra hinanden, så der var en del steder man skulle forbi for at være godt forberedt. Expoen lå ved målområdet, hvilket også var her man registrerede sig. Det var en lille halv times kørsel fra Nürnberg hvor vi boede. Expoen var noget af det største jeg længe har set og der manglede absolut intet, uden at kende til alle stævner så tror jeg den er blandt de største foruden Kona, så der var massere at gå og kigge på, samt stemningen var som altid helt i top.

Jeg fik registreret mig og sikret alt var klar. Cyklen blev tjekket igennem en ekstra gang og så ud og rulle en lille tur, for at tjekke noget af ruten ud og for at holde benene i gang. Det blev til i alt 27 minutters rolig tur, hvor benene virkede helt klar, jeg havde sågar problemer med at holde igen, da jeg glædede mig helt vildt til søndag. Efter de 27 min smed vi cyklen i bilen og kørte derefter resten af ruten igennem i bil, så jeg vidste hvad der ventede mig. Det skal siges at Roth er opfattet som en rigtig hurtig rute, men det gik hurtigt op for mig at der også var en del bakker, men nogle til tider lidt tekniske nedkørsler, så allerede her blev forventningerne til en fantom cykeltid justeret lidt ned, dog stadig med en forventning om en ny PR. Efter at have kørt ruten igennem tog vi tilbage til hotellet hvor vi hoppede i løbeskoene og løb en rolig tur på små 20 min. Her følte jeg også at jeg havde konge ben, så selvom planen sagde 35 minutters løb, så holdt jeg igen for at spare på den positive energi inden racet.

Fredag morgen var der test svøm af ruten. Der svømmes i Donau, som normalt er lukket af for svøm, da der er mange både mm. Men i dagene op til var der arrangeret test svøm fra kl. 6.30-9.00, så vi stod op og spiste morgen mad og tog afsted mod svømmestarten. Her var der mødt virkelig mange mennesker op men vi fik testet ruten og alt virkede godt. Den eneste overraskelse for mig var at der skulle svømmes i ferskvand, hvilket jeg kun har prøvet på kortere distancer, men det skulle nok gå. Derudover blev fredag brugt på at gå rundt og suge stemningen til sig i expo-området og gøre alt klar til lørdag, hvor der skulle tjekkes cykel ind.

Lørdag her var mere af familien ankommet, som også blot kom til Tyskland for at heppe. Men da der nu var svømmetest igen lørdag morgen, så fik de også lige testet vandet og jeg var bare med derude og kigge på. Senere på dagen tog vi ud og tjekke min cykel ind, hvilket gik lynhurtigt, der var ekstra god service alle steder og det hele spillede bare super godt sammen. Efter at have tjekket cyklen ind tog vi videre til racebriefingen, som ikke bød på nogle overraskelser bortset fra det foregik i et telt, så der blev ekstremt varmt. Efter racebriefen tog vi tilbage på hotellet og jeg smuttede tidligt i seng, mens de andre tog ud og spise. I dagene op til var der rigtig mange ting som fyldte i mit hoved. Jeg havde en kæreste liggende derhjemme som kunne føde når som helst, men vi havde alligevel aftalt at jeg skulle tage af sted, med den risiko for at hun ville ringe og give besked om at jeg skulle stå af og komme hjem hurtigst muligt. Derfor var jeg rent mentalt slet ikke til stedet, da jeg havde en konstant frygt for at hun ville gå i fødsel, men samtidig ville jeg også gerne top præstere om søndagen. Det er som de fleste ved bestemt ikke nogen god kombi, da det mentale spiller en kæmpe rolle. Jeg havde af samme årsag også mistet fokus på en lang række ting, bl.a. mit madindtag op til selve dagen, som var mere eller mindre mangelfuldt og der blev taget en række dumme beslutninger undervejs. Så på trods af at kroppen føltes i bedre form en nogensinde og at ugerne op til selve løbet var forløbet ekstremt godt, så havde jeg svært ved at finde mit a-game, som det kræver når målet var ny PR. Som de fleste nok har gættet så indfriede jeg ikke målet, men blev en hel del erfaringer rigere og fik en kæmpe oplevelse da Challenge Roth er det fedeste stævne jeg nogensinde har deltaget i både hvad angår service og stemning på ruten.

Dagen var kommet og vi stod op kl. 3.30 søndag morgen, hvor jeg skulle starte kl. 7.00 (Pro’erne startede kl. 6.30). Jeg prøvede hele tiden at bilde mig selv ind at jeg var klar og forsøgte at ”glemme” kæresten derhjemme for en stund, dog velvidende om at jeg nok skulle få besked hvis der skete noget som ville gøre at jeg skulle hjem hurtigt. Vi køre mod start og er der omkring kl. 4.45, hvor jeg så har god tid til at tjekke alt en ekstra gang på cyklen bl.a. pumpe dækkene og få monteret sko mm. Så alt var klar til en hurtigt T1. Da hjelme skulle placeres på cyklen, så var det eneste jeg havde i min T1 pose mit løbenummer og lidt gels som jeg skulle have i lommerne. Vejret var super godt og det var allerede en små 16 grader fra morgenstunden af og der var lagt op til en rigtig varm dag. (Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde tænkt over, da jeg havde alt mulig andet i tankerne) Jeg havde besluttet mig for at cykle med min speed-trøje med halvlange ærme, samt aero-hjelme med monteret brilleglas. Præcis de to ting var set i bakspejlet virkelig dumme beslutninger, for det skulle senere vise sig at jeg fik det rigtig var på cyklen. Jeg får taget våddragten på og sagt farvel til min familie og begiver mig mod start boksen. Sommerfuglene har allerede meldt sig, hvilket er et godt tegn. Jeg elsker stemningen og den følelse man får når man nærmer sig race start. Jeg bliver top-motiveret af det og får sat mig selv så godt op som muligt.

Svømmestarten foregår som vandstart og fungere super godt, da vi bliver sendt afsted i heats af 200 personer. Dog var jeg i heatet lige bag de to kvinde heats, så der gik ikke længe før man udover at skulle kæmpe med alle dem i ens eget heat også skulle forbi en del af kvinderne. Svømningen gik rigtig fint i starten, men pludselig begynder min våddragt at åbne sig og jeg skal lukke den i nakken en 6-7 gange undervejs, hvilket er rigtig frustrerende. Derfor er jeg også allerede her lidt efter min målsætning i forhold til tid. Jeg svømmer på omkring 1:08, hvilket ikke var helt godt nok, men jeg tænker hurtigt at det skal jeg nok få hentet ind hvis jeg bare holder mig til planen på de resterende discipliner.

Jeg kommer ind i T1 som går lynhurtigt og jeg er igennem på ca. 2,5 min, hvilket er noget jeg har øvet en del igennem de sidste par races i forhold til at optimere på denne del. Så alt gik super godt i T1. 

Ud på cyklingen, hvor jeg hurtigt finde mine ben og syntes de er rigtig gode, jeg holder lidt igen for ikke at ligge over mine mål omkring 230 Watt. Der er fyldt med mennesker på rigtig mange dele af ruten, ligesom der også var fyldt med mennesker på hele svømmeruten, hvilket var helt fantastisk. Der kan bestemt ikke sættes en finger på set-uppet omkring ruterne. Jeg holder mig egentlig til min plan de første 60-70 km. På cyklen hvorefter jeg begynder at føle mig utilpas. Solen var kommet frem og det var begyndt at blive rigtig varmt, hvilket jeg normalt rigtig godt kan lide. Dog havde jeg som sagt taget nogle virkelig dårlige beslutninger, som havde gjort at jeg havde for meget tøj på, samt mit brilleglas på hjelmen gjorde at jeg ikke blev kølet ned i ansigtet. Så resten af vejen blev en kamp for at holde fokus og bare ”overleve” cykelturen. Allerede efter 100-120 km. Var jeg godt bevidst om at der skulle ske mirakler hvis PR skulle være muligt, så derfor blev der sat andre målsætninger oppe i hovedet, som endte ud i at jeg blot skulle nyde racet og suge alle de gode ting til mig. En af de ting som var helt ekstremt fedt var opbakningen og de fleste som kender til Challenge Roth har hørt om Solar Hill, som er rent Tour de France, med folk stående helt op i ansigtet på dig, for at hjælpe dig hurtigst muligt op over bakken. Det var det vildeste jeg nogensinde har oplevet til et race. Her kan Geels bakke godt pakke sammen. Dog var der rigtig mange steder som var fyldt med publikum, som gjorde alt for at vi triatleter fik en fed oplevelse og det gjorde de til U.G, jeg tror jeg talte 5-6 steder på bakker hvor stemningen var ligesom på Geels bakke til København Ironman, samtidig med at alle de små byer havde sat borde ud til gade hvor der var mere eller mindre en folkefest, så det var virkelig en fed oplevelse, trods at jeg aldrig har haft det dårligere under en cykeltur. Da jeg stadig er lidt en kylling når det kommer til nedkørsler, så giver det mig bestemt ikke en fordel at det er en bakket rute, for det første trækker tænder ud, men for det andet har jeg ikke mulighed for at udnytte farten nedad, selvom jeg overhæler en del op af. Så man skal alligevel være lidt bedre teknisk (eller køre lidt mere med hovedet under armen) end mig for at få det maksimale ud af bakkerne. Da jeg nærmer mig de 180 km. Er jeg fuldstændig overkogt pga. de dårlige valg af tøj og hjelm, samt den måske manglede rigtige mad op til racet har slået mig helt om kuld, så det sidste i verden jeg havde lyst til var at løbe et marathon, men DNF var bestemt ikke en option i mit hoved, hvilket det generelt ikke er, men slet ikke denne gang, da jeg ikke skulle være taget til Roth med risiko for at gå glip af en fødsel og så ikke gennemføre løbet. Min cykeltid ender på 5:22, med en gennemsnitsfart på 33,2 og gennemsnitswatt på 209, hvilket var langt under målet bortset fra tiden som selvfølgelig var over målet.

Ind i T2 hvor alt også går rigtig fint trods jeg tager mig god tid, da min PR er langt fra inden for et realistisk mål. Jeg smutter igennem T2 på lige omkring 1:30 og begiver mig ud på min absolut yndlingsdisciplin.

Løbet starter egentlig ok, taget alt i betragtning. Jeg forsøger at finde ind i en god rytme, men kan godt mærke at kroppen slet ikke vil som jeg gerne vil. Jeg kæmper en kamp for overhovedet at holde mig løbende helt fra start. Jeg er i væskeunderskud, da jeg de sidste 10-20 km. På cyklen ikke har kunne indtag noget da jeg havde det for dårligt og det kunne mærkes på kroppen. Jeg forsøger dog at holde et pace på under 5:00, hvilket er langt fra mit mål som var 4:20. (Jeg formår kun at holde 4:20 i 5 km på hele turen) Jeg vil ikke give op og begynde at gå så jeg holder tempoet i et fornuftigt pace indtil de 21 km. Hvor jeg møder min familie 2 gang på ruten. 10 km. Forinden begynder jeg at få problemer med maven og må en tur på tønden, det forsætter resten af turen og ikke nok med at jeg ikke kan holde mig under de 5:00, så må jeg også på tønden yderligere 4 gange. På løbeturen løber man heldigvis det meste af tiden langs vandet hvilket var super dejligt når det var så varmt. Derudover så er man forbi en række vendepunkter inde i nogle mindre byer og her var stemningen præcis som på cykelturen, helt ekstremt god og der var feststemning over alt. Det var en sand fornøjelse at løbe der trods jeg ikke havde det specielt godt. Jeg får kæmpet mig igennem og løber det samlede marathon på lige omkring de 3:40, hvilket også var langt fra målsætningen. Da jeg nærmer mig finishline er jeg helt død, men beslutter mig for at det skal simpelthen nydes. Man løber ind på et opbygget stadion med publikum siddende hele vejen rundt og hele den sidste km. Er der fyldt med mennesker over alt og på dage som denne, så var det bestemt dem som var med til at holde mig løbende. Det er den fedeste finishline ever og en helt unik oplevelse.

Det er et race som jeg kun kan anbefale, da det simpelthen er for fed en oplevelse og at der så samtidig blev sat ny verdensrekord var kun med til at gøre det hele endnu federe. Det skal siges at jeg møder Jan Frodeno på løberuten da jeg var på vej væk fra byen og han var på vej mod finishline og man kunne tydeligt set på ham at han var klar over at han havde gang i noget stort og aldrig har jeg set så meget presse omkring en løber på ruten. Det var generelt et stævne som var rigtig lærerigt.

Challenge Roth er helt sikkert et stævne som jeg gerne vil tilbage til igen om nogle år. Jeg skal have min hævn.

Roth - Nichlas2.jpg