IRONMAN 70.3 Jönköping 2022

IRONMAN 70.3 Jönköping 2022

 Af Nichlas Gustafsen

Lad mig starte med at sige at det var et fantastisk race med en masse fantastiske mennesker og flotte ruter.
Jeg havde taget turen til det svenske sammen med en af mine stærke Uperform atleter.
Vi tog hjemmefra tidligt lørdag morgen, så vi var i Jönköping omkring kl. 10.30. Så havde vi massere af tid til at tjekke ind og lige få tjekket det hele ud inden vi bare kunne slappe af.
Vi fik roligt tjekket ind, som foregik direkte på mit hotel. Til min store overraskelse så boede jeg 200 m. fra start og 200 m. fra mål, så det kunne ikke være mere centralt, hvilket var super dejligt.
Efter vi havde tjekket ind gik vi en tur ned og så hvor svømmestarten skulle være, samt vi fik tjekket skiftezonen ud og spist lidt frokost.
Herefter gik vi op til bilen og klædte om til noget cykeltøj, for så lige at tjekke cykelruten lidt ud. Vi havde hørt der var en reel bakke som var efter små 10 km. så den cyklede vi ud og så.
Vi mødtes også med min gode ven Martin som arbejder for IRONMAN, som kunne give os lidt indsigt i ruterne og det hele. Det er super fedt at have Martin tæt på når der er store races, da han kender en del til mig og mit niveau og derfor let kan snakke ind i hvordan dagen kommer til at forløbe.
Resten af dagen gik på at slappe af og tjekke cykel ind osv. samt vi mødtes med min far og hans kone, som var kommet for at heppe på os. Og jeg fik selvfølgelig hilst på diverse atleter fra Herlev Tri og Motion samt Uperform.
Jeg gik tidligt i seng så jeg kunne være frisk til næste morgen.

Måske var jeg gået for tidligt i seng eller også havde en nat alene uden ungerne bare gjort jeg fik sovet igennem. Men jeg vågnede alligevel kl. 5 og var super frisk og klar til dagen. Jeg blev dog liggende i sengen og slappede af indtil morgenmaden åbnede kl. 6. Starten på stævnet var først kl. 9, så vi havde massere af tid fra morgenstunden af.
Jeg fik roligt spist min morgenmad sammen med Martin og vi fik ønsket god dag til hinanden for jeg skulle jo i ilden og han skulle arbejde hele dagen med racet.
Herefter gik jeg ned og ordnede de sidste ting på cyklen osv. for så at gå tilbage til mit værelse og slappe lidt af igen.
kl. 8.30 mødtes jeg med min far og hans kone, samt Sebastian som jeg rejste med, for så at gå ned til start og gøre os klar.
Jeg var helt rolig og glædet mig bare til at komme i gang. Jeg startede i gruppe 2, da jeg ikke har fået svømmet så meget, men svømningen gik super fint, selvom det var lidt svært at navigere på trods af ruten var relativt simpel.

Efter svøm skulle vi løbe over 500 m. fra swim-exit til skiftezonen, men det gik igen også super fint og jeg fandt hurtigt mine ting og røg afsted på cyklen.
Nu tænkte jeg at nu starter dagen for alvor, på trods af jeg havde sat et lille mål for mig selv om jeg ”bare” skulle løbe en fornuftig afsluttende halvmarathon. Men jeg havde hørt fra Martin at vi skulle glæde os til cykelruten som var mega smuk og det kan jeg hermed bekræfte at den var. Jeg nød hvert et øjeblik også selv da det blev lidt hårdt. Jeg havde en super fint cykling hvor jeg holdt en del igen, så jeg kunne nå mit mål om et godt afsluttende løb.
Så da jeg kom ind i T2 fik jeg hurtigt sat cyklen og kunne se at 4 af mine gode klubkammerater fra Herlev allerede havde stillet cyklen, så der var lidt at løbe efter, selvom jeg ikke vidste noget om hvornår de var startet (men før mig). I skiftezonen tog jeg det relativt roligt. Jeg havde ikke lige fået sat elastikker i løbeskoene, så brugte lidt ekstra tid på at binde sko, men det var helt ok. Formål nr. 1 med racet var trods alt at nyde det og have en god oplevelse.
Men afsted med mig, ud på løbet. Jeg løber altid lidt ekstra hurtigt de første 2-3 km. hvor jeg da også kunne se at tempoet var en del under 4.00, men jeg fandt heldigvis ind i rytmen omkring de 4.05-4.10, samtidig med jeg havde overskud.
Ude på løberuten så jeg hurtigt et par stykker fra Herlev og dem fik jeg hentet stille og roligt undervejs på turen, hvilket var super hyggeligt så man lige kunne sige hej. Sebastian så jeg ikke han havde for meget fart på, så ham var der ingen chance for jeg kom forbi.

Men løbet gik virkelig godt og jeg kom ind under 1.30 som var mit mål og jeg var super glad og havde stadig lidt at skyde med til slut på racet. Så jeg var super glad for hele mit race.
Jönköping 70.3 levede til fulde op til mine forventninger. Et super fedt race med en virkelig flot cykelrute, som jeg kun har prøvet flottere til IRONMAN Nice. Så jeg vil klart anbefale alle der spørger at køre IRONMAN 70.3 Jönköping!!!

IM 70.3 Helsingør 2022

Race report – IM 70.3 Helsingør 2022

Af: Emil M. D.

IM 70.3 i Helsingør var mit første tri-race, eller noget andet officielt race for den sags skyld. Ugen op til var derfor præget af en del spænding og en smule nervøsitet over, om jeg nu havde styr på alle detaljerne. Jeg havde døjet med lidt hoste tidligere på ugen og var bekymret for om det skulle nå at forsvinde og om det ville hæmme mig på raceday. Jeg fik kørt en kort cykeltur om torsdagen med små accelerationer og kunne heldigvis konkludere at lungerne havde det fint! De resterende dage før showdown stod på en masse hvile og øgede mængder kulhydrater og væske.

Raceday
Jeg har i forvejen ikke den store appetit tidligt om morgenen, så det var en mindre kamp at få kørt den store mængde havregryn ned kl. 0530. Jeg ankommer til venue i god tid og får lavet en sidste kontrol af cyklen, run og bike bag før jeg klæder om og får spist en knap så appetitlig bolle med nutella og marmelade.  

Svømning
Der er god stemning og mange smil at hente blandt folk i køen til swim start og det gav klart et ekstra boost. Jeg er blandt de første 50 i vandet og på trods af jeg svømmede bryst hele vejen, og i øvrigt er en dårlig svømmer, får jeg lagt mig godt i gruppen og kommer ind i en god rytme. De sidste par hundrede meter kan jeg høre min familie gå og heppe på mig fra kanten og det giver et kæmpe smil på læben, som jeg kommer op af vandet og lunter mod T1. Jeg havde kalkuleret med 43 minutter, men kommer ind på under 40, så jeg var fint tilfreds.

T1
Til min store frustration hænger min bike bag ikke på sin plads og jeg kan ikke umiddelbart finde den på jorden. Jeg ender med at finde den blandt nogle andre bags på den anden side af stativet og får bandet og svovlet mens jeg klæder om. Herren ved siden af mig så det på den lyse side og sagde, at så fik jeg da til gengæld et ekstra par minutters hvile til benene. Det grinte vi lidt af før det var sted mod cyklerne.

Cykling
Jeg kommer godt fra start på cyklen og benene er friskere end forventet efter svømmeturen og den lange T1. Jeg holder jævnligt øje med uret for at sikre jeg holder raceplanen ift. tempo og ernæring. Min ernæringsstrategi spiller og jeg føler mit energiniveau er jævn over hele turen. Jeg ser desværre mindst 10-15 stykker i vejkanten undervejs der sidder og skifter slange, hvor nogle ser mere opgivende ud end andre. Jeg nød cykelturen meget mere end forventet og jeg stødte ikke på nogen overraskelser, udover en venstre fod der begyndte at sove efter 70km. Det blev heldigvis afhjulpet med at løsne velcroen en smule og sætte farten lidt ned de sidste 10km. Der var igen et glædeligt gensyn med min familie, da jeg kommer kørende de sidste par km inde i byen. Målsætningen var maksimalt 3 timer og er godt tilfreds da jeg kommer ind på 2 timer og 47 minutter, specielt fordi det er en brugt roadbike til 3500kr fra 2016 tilført et par billige aerobars.

T2
Lige inden jeg racker cyklen kan jeg se mit baghjul har løsnet sig og der skulle ikke meget til før jeg ville kunne pille det af. Jeg når ikke at tænke over hvor f*****g heldigt det er, at det ikke skete undervejs før jeg er hjemme igen og parkerer den i cykelkælderen. Jeg får skiftet til en tør top, skiftet sko og på med en kasket og fyldt sidelommerne med gels mens jeg løber ud af T2. Jeg kan godt mærke min lænd er godt brugt, men foden er ok og benene har det overraskende godt.

Løb
Løb har klart været min favorit disciplin under træningen og har derfor set ekstra meget frem til stemningen inde i byen. Det var en speciel, men fed fornemmelse, at løbe ud gennem T2 til en masse mennesker, efter at have ligget i stilhed størstedelen af cykelturen. Under træningen har benene været godt medtaget under løb efter cyklingen, men det var en helt anden oplevelse på dagen. De første 10-12km var en del lettere end forventet, men herefter begyndte jeg at mærke varmen og trætheden og tempoet blev derefter. Det hjalp dog gevaldigt at gå stille og roligt gennem depoterne! Jeg er decideret ved at kaste op af flere gels på halvvejen, så jeg får et par kopper vand og en halv kop sukker ved hvert stop. Min familie, venner og kollegaer var jævnt fordelt over hele ruten og det gav klart et kæmpe boost at møde dem og deres support undervejs! Den sidste strækning efter Kronborg med udsyn til målstregen var helt fantastisk og jeg kommer ind med pace 5:16. Jeg havde en målsætning der hed under 6 timer, så med en finish time på 5 timer og 31 minutter er jeg meget tilfreds! Glad og lettet bliver jeg taget i mod af venner, familie og kollegaer og får øjeblikket stukket en kold fadøl i hånden. Alt i alt et virkelig fedt race, som skal prøves igen i fremtiden. Der skal lyde en stor tak til Nichlas for træningsplanerne, de mange tips og tricks og svar på tvivlsspørgsmål i tide og utide! 😊

IRONMAN 70.3 Helsingør European championship

Race report fra Helsingør IM 70.3 2022

Af: Mikael Virklund Nielsen

Sikken en vidunderlig race day! Arrangementet sad som altid lige i skabet i Helsingør. Fantastisk stemning og logistikken fungerer bare.

Op til stævnet var jeg med Uperform på Mallorca i uge 17 og fik lagt en god bund for træningen op til Helsingør. Især cyklingen var rigtig givende for en som aldrig har kørt i bjerge. Tænker ikke Gels bakke tæller her. Hen over vinteren har jeg kørt spinning to gange om ugen, svømmet én gang, løbet to gange og suppleret med styrketræning.

Efter Mallorca teamede jeg op med Nichlas, som har stået for den resterende træning op til race day med fokus på ”train smarter not harder” og at undgå skader. Det er lykkedes til fulde. God varieret træning og masser af fif og råd til hvordan jeg skulle dosere kræfterne og madplan. Jeg gik også all in på rødbedejuicen og tissede i den grad rødt. Men svært at sige, om der var en effekt 😉 Det er vigtigt at huske, at jeg er en aldrende triatlet (62 år) så der skal være fokus på restitution og hvile i lidt højere grad end normalt. Ellers virker det ikke for mig.

Jeg ar oppe og svømme i havnen onsdag inden race for lige at få ro på svømmenerverne og prøve vandet. Det var heldigvis blevet varmere på de tre dage der gik. Blev tjekket ind lørdag formiddag, hvor der næsten ingen kø var og fik afleveret cykel og run- og bikebag. Herefter slentrede jeg rundt i Athletes garden og så på fristelser. Sluttede af med en let frokost i street food.

Søndag var jeg oppe 4.45 og fik havregrød med nødder og to kopper kaffe. Havde ikke drukket kaffe hele ugen, så det var himmelsk. Afsted til Helsingør kl. 5.20 og som altid, var det en udfordring at finde en P-plads. Så husk kom i god tid. Havde masser af energidrik med, som blev indtaget frem mod race start. Fik gjort cyklen klar med geler, energi og tjekket luften. Øvede et par løb mod cyklen, så jeg vidste præcist, hvor den stod.

Op til mine race bags og tjekke indhold og supplere med drikkevarer. Strømper blev foldet og snørebånd i løbesko udvidet, så de kunne komme hurtigt på. Tid til selfie, så dagen kunne blive husket.

Op i køen til toiletterne, så var den klaret. Herefter omklædning til våddragt og aflevering af street bag. Nu var der kun 1½ time til start. Orienterede mig visuelt på svømme ruten og øvede herefter løb fra svøm til T1 og at finde min bike bag. Samme procedure simuleret skifte fra cykel til løb og finde run bag. Vigtigt med fokuspunkter, jeg kunne navigere efter. Fik sludret lidt med andre fra Herlev Tri, lavet udspænding og opvarmning, og så var det på med badehætten og svømmebrillerne. Nu gik det løs. Var spændt, men ikke nervøs.

Lagde ud jf. planen med god fart de første 100 meter. Havde valgt lilla badehætte, så det var næstsidste gruppe. Regnede med, at når så de hurtige med blå badehætter kom forbi, så kunne jeg lægge mig på ben. God plan, den virkede bare ikke. Hver gang der kom en forbi og jeg prøvede at ligge på ben, kunne jeg ikke følge med. Men fik en fin svømmetur og alt andet lige mere fart, end hvis jeg bare havde svømmet mit eget tempo. Svømmetid 51:55.

T1 gik fint, men ikke hurtigt. Op på cyklen og afsted. Fedt vejr og medvind op langs kysten. Skulle ligge i underkanten af Z3, hvilket var lidt højere end jeg nok selv var kørt med. Men det virkede, og jeg kunne holde 31,4 km/timen hvilket jeg var meget tilfreds med.  Men stadig smilende, da jeg hoppede af cyklen.Holdt væske- og energiplan, så var fuldt tanket. Cykeltid 2:51.51 også godkendt. Havde dog en lille smerte i højre lår de sidste km, som også var der da jeg startede løbet. Åhh nej, tænkte jeg. Havde jeg alligevel lagt for hårdt ud? Men stadig smil på læben, da jeg afsluttede cykling.

Et rimeligt T2 og så ud på løbe ruten. Benene var tunge, det bed i venstre lå,r og det var rimeligt varmt. Men nu var jeg i gang og turen rundt om Kronborg er jo smuk. Sigtede mod 5:45, men det holdt ikke. Gik igennem væskedepoter og fik masser af væske indenbords plus masser af vand i håret. Præcist som træneren havde sagt 😉. Første runde overstået, på med armbånd. Smerten i lår er væk og kan holde et tempo på omkring 6 min/km. Anden runde går nogenlunde, det er varmt, men jeg kan stadig nyde stemningen og nogenlunde holde tempo. Smilet er dog lidt anstrengt.

Tredje og sidste runde. Dejligt med tre armbånd, når man løber og kigger på dem med kun et. Tempoet går lidt ned, og der skal fokuseres. 6 km tilbage, 4 km tilbage, sidste tur rundt om Kronborg nu kun 1 km tilbage. Nu kan det ikke gå galt. Det bobler inden i og tempoet får et lille nyk op. Over broen og ind på den røde løber, nu er smilet tilbage. Det helts store. Fik også lige lavet flyveren 😊 Jeg gjorde det sgu endnu en gang! Løbetid 1:55:27. Samlet og tilfredsstillende tid for IM 70.3 i 2022: 6:06:40.

På med medealjen og hen til hustru, der har heppet trofast. Er super glad og nu klar til at pakke sammen og vende næsen hjemad til Smørum. Tak til Nichlas for træning, gode råd og også hep på dagen. Uden Uperform var det ikke blevet den fede dag det blev!

Jels Triathlon 2022

Jels Triathlon

af Morten Rick

En lille beretning.

Jeg kørte tidligt for at få et godt over det hele og have god tid.
Det havde regnet meget ind til kl 9 og ca 11 grader
Jeg så ½JM starte kl 10, det var fint lige at se hvad de gjore(Gik i vandet, start og når de skulle op)

Svøm:
Så var det vores tur, jeg syyntes selv jeg plaserrede mig godt. Igen problemer i vandet. Syntes det var hårdt, men ikke lige så hårdt som de andre dage i åben vand. Havde overskud til ind i mellem at tænke over min svømme stil. Kunne ikke holde til vejer trækning hver 3 gang, så det blev næsten kun til venstre side selv om jeg forsøge ind i mellem med højer.
Så 18:34 - 1:57/100m det er jeg godt tilfreds med.

T1:
Bruge lidt længer tid da jeg ville tøre mig lidt og have lange kompressions strømper på.
Ellers gik det fint, jeg kan godt gøre det hutiger næste gang.

Cykling:
Pulsen var høj til at starte med og det var koldt. Jeg fandt ind i rytmen. Syntes jeg holdete ikke alt for mange watt, da jeg havde meget fokus på at jeg skulle hele vejen og løbe de 10km. Lidt svært at holde wattene ned op ad de stejle bakker.
Følge hele tiden at mine lår skulle arbejde, dog uden at blive trætte.
Tog gels efter 10min, 40min, 60min og 1:15min, havde 1 dunk med med 1 taps og energi. Skulle nok have haft rent vand med også.
1:21:25 - 32,4km/h - 222w gen

T2:
Gik fint, meget mental overskud. Fik lige en gel og lidt vand.

Løb:
Tog vand lige efter start og ved 2.5km
Her efter var der perioder hvor jeg havde lidt ondt i maven og kunne smage gelen. Så valgte ikke at tage mere da jeg mente at min mave var fyldt godt op.
Jeg for søgte at løbe en et roligt tempo. Der var et langt godt stykke fra 18-19min med ned afbakke.
Var træt efter første tur, for søgte lidt at holde tempoet ned igen, men det var svært.
De sidste 1½-2km forsøgte jeg bare at give mere gas og så måtte jeg bare se om jeg kunne hold det hjem.
Det blev så PR på 10.4KM 53:32 - 5:09/km ( har løbet hurtige for 20-25 år siden, men siden jeg begyndte at løbe igen.)
Men der skulle heller ikke have været 1 km mere.

Det vare bare en super fed oplevelse. Jeg er klar til næste gang.
Vi var 12 fra klubben afsted og 3 hepper. Fedt med støtten og kunne heppe på hinanden.

Tak for hjælpen til at dette kunne lade sig gøre.

Aalborg Triatlon - Triatlon for alle

Aalborg Triatlon - Triatlon for alle

Af: Mathias Milo Øuleé

Forløb triathlon år 2020:

Målet var sat tilbage i november 2019. En IRONMAN skulle gennemføres i året 2020 og gerne under 12 timer. Med job, hus, hund, kone og barn vidste jeg, at jeg havde brug for hjælp til træningsplanlægningen. Derfor kontaktede jeg Nichlas ved Uperform og han ville gerne lægge en træningsplan for mig, frem mod mit store mål.

Jeg løb et halvmarathon 1. marts og første kryds var sat frem mod også at gennemføre BIG4, som en ekstra lille bonusmålsætning.

Så kom Corona nedlukningen og svømmehallerne lukkede. Alt blev usikkert og man kunne ikke lade være med at tænke ”bliver der overhovedet nogen stævner i år?!” Herfra hjælp Nichlas mig meget med det mentale og vi aftalte at fortsætte planen og håbe på det bedste. Jeg var tilmeldt CPH Marathon, IRONMAN Hamburg og ½ distance Aalborg Triathlon henholdsvis maj, juni og juli måned. CPH Marathon blev aflyst, IRONMAN blev flyttet til 5/9 og Aalborg Triathlon blev flyttet til 20/9. Nichlas var hurtig til at ændre mit forløb til at skulle toppe til september og jeg fik nogle styrkeøvelser til at vedligeholde svømmetræningen.

Jeg gjorde et forsøg på marathon distancen 17/5, som desværre resulterede i en knæskade efter ca 30 km. Herfra vidste jeg godt at det ville blive svært at nå mit mål, men gennemføre det SKULLE jeg. Igen skulle Nichlas ændre i planerne, så det blev muligt at kunne gennemføre årets store mål 5/9. BIG4 blev afskrevet allerede her.

Efter en lille træningspause og et forløb med lav belastning, kom meldingen midt i juli: ”IRONMAN AFLYST”. Det var hårdt mentalt efter den melding. Der havde man brugt ca 12 timer i gennemsnit om ugen på træning i 9 måneder og så bliver det aflyst 1½ måned før. Tid som man kunne have brugt med familie og venner, som føltes spildt på daværende tidspunkt. Men det var selvfølgelig ikke spildt, men det føltes sådan.

Efter jeg havde sundet mig, besluttede jeg i samarbejde med Nichlas om at lægge en plan frem mod det eneste tilbageværende stævne der var på listen. ½ distance ved Aalborg Triathlon 20/9 og mens Danmark åbnede mere og mere op, steg håbet også for at stævnet kunne gennemføres. Men tvivlen lå hele tiden i baghovedet.

Ugen op til raceday fik jeg kostråd af Nichlas, så jeg følte mig godt forberedt på det punkt også. Jeg skulle 3-4 dage inden drikke rødbedeshots 2 gange om dagen, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Det smagte ikke sindssygt godt, men umiddelbart havde det en god virkning. 2-3 dage inden raceday spiste jeg kun fisk, kylling, pasta og grøntsager til aftensmaden. 3 dage inden blev alt grej testet, så man er sikker på det virker som ønsket på dagen.

Om fredagen herskede der pludselig tvivl om stævnet ville blive afholdt. Der var pressemøde, hvor forsamlingsforbuddet blev sænket og dermed skulle grupperne til raceday gøres mindre. Det lykkedes dog og så var jeg endelig sikker på, at der skulle køres race på søndag!

Dagen inden raceday skulle der bare slappes af, benene op og gennemtænkte morgendagens raceplan.

Race report ½ distance Aalborg Triathlon 2020:

Dagen var endelig kommet 20-09-2020. Første og eneste Triathlon stævne i 2020.

Op kl. 06.00 for at spise morgenmad og drikke det sidste shot med rødbede. Herefter gik turen 2 timer til Aalborg til registrering mellem kl. 09.00-0930, hvorefter skiftezonen for min startgruppe åbnede kl. 10.00-10.30. Jeg fik opstillet alle mine ting i skiftezonen og skulle så lige have det sidste toiletbesøg inden jeg skulle have min svømmedragt på. Det gik dog ikke som forventet, da den toiletvogn jeg brugte pludselig, var helt låst og jeg ikke kunne komme ud. Her snakker vi ca 30 min før starten kl. 11.15. Her frygtede jeg igen for, at min start på et race i år ville glippe.

Jeg fik dog banket hårdt nok på døren til at skabe mig noget opmærksomhed, så jeg efter 10 min kunne komme ud. Hurtigt i svømmedragten og haste hen til svømmestarten, som lå 1 kilometers penge fra skiftezonen. 5 min før starten gik, var jeg ankommet til svømmestart og her var jeg godt varm, efter at have små løbet derhen.

11.15 gik starten og race var sat i gang. Jeg hoppede i den 17 grader varme Kridtgrav og så var det bare fokus på de næste 1.9 km svømning. Målet var omkring 45 min og selvom starten var lidt urolig, så fandt jeg hurtigt et flow i vandet og kom op efter ca 39 min. Løb op fra vandet og over til skiftezonen, mens dragten så småt kom af. T1 gik godt og jeg sørger altid for at tjekke, at jeg har husket ALT. Det er så dumt at sidde på cyklen og have glemt noget.

Jeg pressede mig selv til at sidde mere aerodynamisk end jeg plejer, hvilket gav problemer med ryggen efter 70 km. Pga. min knæskade var jeg nødt til at holde igen med watt-tallene. Jeg kørte dog stadig 30 km/t, gennemsnit over de 90 km, hvilket jeg er ganske tilfreds med. Jeg fik også disponeret godt ift. medbragte gels og vingummier, med hjælp fra coach Nichlas. T2 gik som forventet, ind med cyklen og på med løbeskoene og sørge for at de spændt tilpas og ud igen. Skift mellem de forskellige discipliner er helt sikkert noget, jeg skal forbedre i fremtiden.

Planen ift. løb var et håb om at ramme pace 6.00 og ikke forværre skaden. Derfor startede jeg i pace 6.15 på de første runde på 5,25 km. Herefter øgede jeg pacen, som planlagt men efter ca 8 km begyndte det desværre at gøre ondt og spænde op i knæet. Herefter var overvejelserne om jeg skulle give op, eller man bare skulle sørge for at gennemføre. I og med det var årets eneste race, så kunne jeg ikke gå derfra med en DNF. Derfor sled jeg mig igennem de resterende 13 km i en meget tvivlsom løbestil. Ender med 2:24 på det afsluttende ½-marathon, hvilket er langt fra mit normale niveau på løb. Men følelsen af at ”løbe” i mål ved et race i år 2020, var HELT fantastisk.

Når man har lagt 10-12 timers træning hver eneste uge siden november, så var det ubeskriveligt at slutte sæsonen af med et race. Samlet tid 6:11. Ikke lige hvad jeg havde håbet, men så igen var det bare dejligt at race og afslutte sæsonen på den måde.

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

Af Carl Philip Levin

For godt og vel et år siden, i august 2018, besluttede jeg mig for, at gøre noget ved min store drøm. Jeg ville gennemføre en IRONMAN, og det skulle være løbet i min egen baghave, KMD IRONMAN Copenhagen 2019. 

Da jeg voksede op, fandt jeg aldrig en sportsgren, der interesserede mig, og jeg har derfor aldrig været et atletisk menneske. I 2017, året forinden, stoppede jeg med at ryge, og et par måneder senere gennemførte jeg mit første halvmaraton på 1:59:52. Jeg havde således løbet en smule, men jeg startede i det store hele fra scratch: jeg kunne knapt nok svømme, og jeg havde aldrig cyklet længere end til skole som kun lå få kilometer væk.

Triatlonklubber, svømmetræning, og det at navigere rundt i udstyret var forvirrende og kaotisk. Det hele virkede meget fjernt, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. 

Jeg luftede derfor min ambition helt stille til enkelte venner og bekendte, og jeg fik anbefalet Uperform af Philip Busck, en ven, der selv lige havde kørt den i 2018, og som jeg senere ville træne med ofte.

 Jeg havde brug for stor fleksibilitet i mit program. Samtidig med at mit IRONMAN projekt begyndte, startede jeg også på universitet, så Uperforms skræddersyede programmer var en løsning, der passede perfekt til mig og mit uforudsigelige studieliv. Jeg blev her sat op med Nichlas Gustafsen, og vi talte sammen om forløbet, og jeg fortalte, at jeg gerne ville under 12 timer, måske 11 timer og 30 min hvis træningen gik godt. Han lagde en plan for forløbet, der skulle få mig kampklar til en dag, der virkede meget langt væk. 

Jeg var som sagt helt grøn til triatlon og træning generelt, men jeg havde tillid til Nichlas og mit træningsprogram. Jeg følte mig egentlig forberedt nok, selvom jeg var klar over, at jeg havde kastet mig langt ud på den dybe ende. Det sidste fik jeg bekræftet allerede på min første cykeltur, da jeg skulle hente min splinternye tricykel fra Trek. Det var første gang, jeg prøvede at cykle med klikpedaler, og det resulterede i et pinligt styrt med mange vidner, da trafiklyset blev rødt. Min første tur i svømmehallen glemmer jeg heller aldrig, for her fandt jeg ud af, at der er en helvedes forskel på at kunne svømme og at SVØMME. Jeg skulle svømme 1 km, og da jeg måtte stoppe efter 25m, virkede IRONMAN helt umuligt for mig.

De næste måneder var utroligt lange og utroligt hårde for mig. Efter at have siddet til forelæsninger og på biblioteket til det blev mørkt, krævede det al min styrke at slæbe mig i svømmehallen gennem regn og slud for at få den ene lussing efter den anden, når jeg ikke kunne klare mere end 100m. Jeg var træt og følte meget modgang, men jeg hang i og gennemførte mine pas, fordi jeg vidste, at jeg med Nichlas som træner nok skulle stå på den startlinje en dag. 

Efter 20 gange i svømmehallen, føltes det som om, at jeg begyndte at knække koden. Jeg begyndte at kunne fuldføre de fleste af programmerne, som Nichlas skrev ind i kalenderen på min træningsapp, TrainingPeaks, og også mit løb og cykling gik bedre. Det var fantastisk at se fremgang, og jeg begyndte at blive forelsket i træningen og strukturen, den medførte! Jeg følte mig dog stadig som en begynder med mange spørgsmål, men Nichlas besvarede dem alle, også de der faldt sent søndag aften. Fritiden gik til i højere grad med træning og i mindre grad med fester og med at være social, men jeg vidste, at det var prisen for at blive jernmand. Jeg forsøgte aldrig at misse træninger, men i stedet at rykke de, der smuttede i samspil med Nichlas. 

Tiden gik, dagene blev længere, formen blev bedre, og jeg stod pludselig overfor mit første race som sportsmand: Copenhagen Marathon. Jeg har altid løbet med en relativt høj puls, nok både på grund af genetik og min korte tid i træning. Det skulle dog ikke stoppe mig i at sætte et ambitiøst mål om at løbe 4.44 i pace, og dermed komme under 3 timer og 20 min. Det var en lang løbetur, men det lykkedes at komme i mål på 3 timer og 18 min på første maraton! Efter målstregen sad både Nichlas, Philip Busck og jeg i græsset på Islands Brygge, alle med medaljer om halsen og ømme stænger, og talte ud om den store oplevelse. En fed afslutning på en fed dag.

Herfra tog det fart. Jeg var stadig høj af at have gennemført et maraton, og jeg fik banket en masse træning ind i ugerne efter. Next up var halv IRONMAN i Helsingør. Jeg fik prøvet at svømme i våddragt for første gang, og jeg kunne mærke, at tiden til triatlon endelig var kommet, hvilket betød, at den helt store dag var tæt på. Nichlas var også til stede til her, dog kun som træner denne gang. Jeg var meget nervøs op til og rodede lidt rundt i alt, der skulle klares inden, så det var fedt lige at mødes med min coach før kampstart. Dagen gik rigtigt godt, og jeg kom i mål på en tid, jeg slet ikke havde troet var mulig. 4 timer og 44 min. sagde uret, og jeg var mere end tilfreds.

Nu var der for alvor ikke lang tid til. Den halve distance gik bedre end forventet, og nu var der kun storebroren tilbage. Med fri fra studiet var der masser af tid i sommerferien til træning og lange cykelture, og jeg fik cyklet rundt i Frankrigs bjerge og på de fede ruter på Mallorca. Uperforms træningspas, som Nichlas rettede ind til mine rytmer, blev mere intensive, og jeg fik stille og roligt trykket de rigtigt lange svømme-, cykel- og løbeture af over sommeren.

Inden jeg fik set mig om, var der tre uger til. Så 14 dage, så blev det race week.

Og lige pludseligt var dagen der. 

RACE DAY – KAMPDAG

Det hele kulminerede. Vildt at tænke på, at alt jeg havde trænet til det sidste år nu endelig var kommet. Den dag jeg havde tænkt på tusindvis af gange, når det var hårdt og svært og gjorde ondt. Nu var det nu!

Det var ikke længere et spørgsmål om at gennemføre, for Uperforms effektive træningspas havde gjort, at jeg nu turde tro på en endnu bedre tid, end jeg først havde regnet med. Jeg havde, som mange andre, en drøm om at gennemføre en IRONMAN på under 10 timer, og mit resultat på den halve distance gav mig håb om, at det var muligt. Selvom jeg næsten ikke turde sige det højt.

Vejrforholdene var perfekte til at køre hurtigt i. Vandet i Amager Strandpark var spejlblankt og lignede en svømmehal, vinden kom perfekt til at flyve op langs strandvejen, og vi fik en mild temperatur med lidt regn på løbet. Jeg var forberedt til tænderne, cyklen spillede, og jeg havde fået fulgt Nichlas guidelines op til dagen, så der var ingen undskyldninger, og bolden lå på min banehalvdel.  

Stemningen ved starten på svømmet var meget intens. Spænding og nervøsitet blandet med forventning og et ønske om at præstere fyldte luften, og det føltes som om, jeg stod på skafottet. Jeg stillede mig i den hurtige ende af mit heat og lagde mig optimistisk i gruppen 1.06 -> 1.08. Jeg var så nervøs, så mit hjerte hamrede derud af, mens jeg kunne høre bippene, der sendte de andre atleter afsted. Da jeg stod foran startlinjen, føltes det som om tiden stod stille mellem hvert bip, men da mit bip sidste kom, forvandlede al energien sig med ét til en eksplosion af kampgejst og muskelkraft. Nu var jeg i gang.

Det føltes som om, jeg fløj afsted fra start, og ifølge mine splittider så det ud til at gå stærkt. Det er altid hektisk at svømme med så mange, men det gik fint rundt om bøjerne. Mine briller begyndte at dugge efter 2,5 km, så jeg havde svært ved at svømme helt lige på resten af ruten, hvilket betød, at jeg svømmede en del længere end nødvendigt. Ved de sidste 5-600 m fik en fod skubbet min svømmebrille op i panden på mig, så jeg måtte stoppe op og sætte dem ned igen, men i det store hele gik det super fint. Lidt desorienteret da jeg kom op af vandet, men rigtig glad for, at jeg fik bevaret roen i kroppen til at holde fokus på at give den max gas på cyklen.

Swim: 3,8 km – 1:08:28 (1:48 pr. 100m)

Første transition gik godt, og jeg lavede ikke nogen fejl på trods af, at jeg i stress og nervøsitet glemte at smøre babyolie på benene og armene, så jeg kunne rive våddragten af uden problemer. 

3 min og 41 sek. efter jeg kom op af vandet sad jeg på cyklen, klar til at give den fuld hammer op ad Strandvejen. 

Jeg fik pulsen relativt hurtigt under kontrol og var heldig nok til hurtigt at finde et felt, der giver den gas. Den fik endda så meget gas, at jeg forberedte mig på at sakke bagud efter første runde, hvis jeg kunne mærke, at benene havde brug for det. 

Det var fantastisk at flyve op ad Strandvejen med lidt vind i ryggen, og jeg syntes, at det hele gik som smurt. Sådan var det indtil ca. 55 km, hvor det, jeg havde frygtet, skete. Jeg valgte at blande to dunke rigtigt stærkt op med energi og drikke én hver runde. Jeg havde således 141g kulhydrater i hver, så jeg var rimeligt glad for dem. Som jeg lå i tribøjlen så jeg ikke et hul, der var i vejen, og det sendte den ene dunk flyvende i vejkanten. Jeg overvejede kort at stoppe og samle den op men besluttede i stedet at køre videre og holde momentum, for jeg var forberedt på det værste, så jeg vidste, at det ca. svarede til 3-4 gel og to energidunke ved depoterne.

Efter første runde føltes benene stadigvæk godt, og jeg besluttede at gå all in på mit sats og holde mig i den hurtige gruppe. Imens jeg tog runden for anden gang. bad jeg bare til, at den energi, jeg ikke havde eksperimenteret med før, ikke ødelagde det for mig på løbet.

Da jeg havde mærket Tour de France-stemningen ved Geels bakke for anden gang, begyndte jeg godt at kunne mærke at nakken og ryggen begyndte at gøre ondt, og jeg var generelt nervøs for, om jeg havde lavet den klassiske fejl at køre alt for hårdt på cyklen. Samtidigt med dette vidste jeg dog godt, at det var gået over alt forventning med en sub-5 cykelsplit, og at den nu bare skulle køres hjem på løbet. 

Bike: 180 km – 4:56:19 (36,45 km/hr)

I det sekund mine fødder ramte jorden, kunne jeg mærke de gummiben, som jeg havde hørt om så mange gange før. I de offbikes, jeg normalt har lavet som træning, har jeg aldrig mærket det i så høj en grad, og det gav mig faktisk et kæmpe chok. Jeg besluttede derfor med det samme at tage det helt roligt i T2 og sørge for at skoene sad som de skulle og var helt klar til at komme afsted, for det var nemlig ingen kort løbetur, der ventede.

Til min glæde kom jeg hurtigt ind i rytmen, og jeg kunne mærke, at der stadig var ild i benene. De første to runder var helt fantastiske, og selvom jeg havde løbet ruten 1.000 gange før under min træning, var der ikke en meter, jeg ikke nød på ruten. Jeg holdt mig til den energi- og væskeplan, som jeg i samarbejde med Nichlas havde lavet, og jeg var på trods af humøret klar over, at den høje energi ikke ville vare ved.

Ved omkring 27 km begyndte jeg at mærke, at min krop var ved at være helt flad, og derfra gik det hurtigt. Den havde fået én over nakken på cyklen, og det betalte jeg tilbage på nu. Det hjalp virkelig at have min familie og mine venner til at heppe på mig, og jeg var også enormt glad for at se Nichlas, som under løbet kom med kommentarer og feedback. 

Efter 30 km havde jeg så ondt, og hver en muskelfiber i min krop skreg om, at jeg skulle stoppe. Men jeg var ikke et sekund i tvivl. Mine ben skulle ikke bare brække, de skulle falde af, hvis ikke jeg skulle løbe over den målstreg. Jeg tænkte på alle timerne, jeg havde lagt i mit projekt, alle aftenerne med venner jeg havde misset, og mest af alt min store drøm, som jeg var så tæt på at gøre til virkelig. 

Og pludseligt kom det øjeblik, hvor jeg skulle dreje af. Jeg kunne se den røde løber, og jeg vidste, at jeg havde klaret det. Få øjeblikke i ens liv kan slå det øjeblik, man løber op af det tæppe, når ens tætteste råber på en for sidste gang, når man ved at man har givet den 130% af hvad den kan trække, og når man hører ordene ”Carl Philip Levin, you are an IRONMAN!” 

Tiden sagde 9:35:48, og jeg var ovenud lykkelig. 

Run: 42,2 km – 3:23:19 (4:50 min/km)

Her på den anden side af et livsændrende kapitel, hvor jeg har opnået en kæmpe drøm, sidder jeg tilbage nu. Oprindeligt troede jeg, at min træningsrejse var slut, men over det her år lærte jeg virkelig at elske min træning. Derfor slipper Nichlas og Uperform heller ikke for mig endnu, for næste løb hedder New York City Marathon i november, og jeg glæder mig til flere af Uperforms træningspas, så jeg kan komme ud i krigszonen igen, klar til at give den gas. Jeg gik fra nul til jernmand, og det har lært mig så meget, som jeg kan bruge i resten af mit. Selvfølgelig handler det om flid, vilje og selvdisciplin, men det lærte mig, at man virkelig kan gøre alt, så længe man VIRKELIG vil det.

Racerapport VM Ironman 70.3 Nice 8. september 2019

Racerapport VM Ironman 70.3 Nice 8. september 2019

Af Frode Jermstad

Jeg har lagt bak meg en god treningsperiode og var det klart for VM Ironman 70.3 i Nice.
Etter Swedeman i Åre har det gått en god periode, og jeg har fått igjen overskuddet i kroppen, og bygger meg nå opp mot årets store mål som er VM Ironman på Hawaii 12. oktober. Så VM Ironman 70.3 i Nice er en del av treningen mot det store målet.
Etter Trondheim Triatlon 18. august har det blitt lagt ned en god mengde trening og overskuddet varierer fra dag til dag.
Men et VM i Triatlon i selveste Nice gledet jeg virkelig til!
Jeg og Gro Hege reiste ned torsdag før konkurransen og skulle bruke dagene før selve konkurransen til å gjøre oss klar. Dessverre fikk ikke Gro Hege muligheten til å delta, da en skade i skulderen satte henne ut. Vi fikk satt i gang en behandling og med en videre god behandling fremover kommer hun nok raskt i trening igjen.
Temperaturen i Nice var rundt 25 grader, noe vanntemperaturen også var, grensen for å få svømme med våtdrakt er 24,5 grad. Så her lå det ann til at det ikke ble å svømme med våtdrakt. For min del som ikke har svømmingen som min sterke side, ville dette bety at jeg ville tape litt ekstra til de som svømmer raskest. Prøvde å la dette få lite fokus, men det ble liggende i bakhodet.
Dagene før fikk jeg både svømt med og uten våtdrakt, syklet litt i løypa og løpt litt langs Promenade de Angles.

Uthenting av startnummer, racebrief og en rusletur på Expoen er alltid spennende, og gir en følelse av at nå nærmer det seg konkurranse.

Selve konkurransedagen kommer og jeg har stilt klokken på 06.30, for å springe ned til skiftesonen med drikkeflaskene og sjekke at alt er som det skal på sykkelen, som jeg har satt ut dagen før. Denne gangen er det start etter aldersgruppene, og vår gruppe starter tilslutt, så det blir en roligere morgen og jeg får også sett på proffene på TV før jeg selv skal i ilden. 
Kjenner at det nærmer seg noe, og fokuset på at det nå er bare opp til meg selv begynner å komme sigende.
Går ned til start en time før, for å få meg en liten svømmetur og kjenne på at nå er det bare å gi gass.
At det ikke ble våtdrakt kjenner jeg at jeg ikke bruker noe energi på- og føler meg avslappet og klar for oppgaven.
25 min før starten stiller jeg meg opp med de andre i min aldersgruppe inne i slusene til svømmingen.
Bestemmer meg for å være offensiv og stiller meg opp helt der fremme, 3.rekke. Starten går med 10 og 10 utøvere med 5 sekunder mellom hver. Dette gir en god luft mellom utøverne og skal gi en bedre svømmeopplevelse.
Jeg stuper ut i vannet og kommer inn i rytmen, oppdager umiddelbart at her blir jeg fra svømt, oversvømt, sparket på og må bare svømme ut til siden der ingen andre svømmer. Har jeg igjen tatt meg vann over hodet med tanke på mitt nivå på svømmingen?
Prøver å finne min egen rytme, men folk bare fosser forbi meg og jeg blir defensiv i hodet. Plutselig kommer det to stykker som regelrett svømmer over meg, jeg får panikk og pulsen skyter i været- jeg må stoppe opp for å få tilbake pusten og da blir det noen tak med brystsvøm, før jeg kommer meg- og begynner rolig før jeg kommer i rytmen igjen. Blir tungt å finne positive tilbakemeldinger til seg selv, nå når også denne svømmingen blir ødelagt av at jeg ikke skjønner mitt eget beste med å stille meg opp lengre bak.
Kommer opp av svømmingen, og titter på klokken at jeg hadde svømt på 32.32. Prøver å si til meg selv at det ble ikke så ille allikevel, og hopper på sykkelen for å finne en god rytme og begynne å plukke folk. Sykkelløypa skal tross alt passe meg bra, med masse bakker og et større krav til kapasitet enn i «normale» triatlonløyper, som er flatere og hvor kapasitet ikke er så fremtredende.
Etter 10km har beina fortsatt ikke kommet i gang, og nå nærmet den lange bakken opp til Col de Vence seg, men tenkte at jeg skal nok holde trøkket opp og plukke folk hele veien. Kroppen lystrer ikke og wattverdiene er lave og farten deretter. Må bare skifte fokus, og motivere meg selv med at jeg tross alt sykler forbi en hel haug med folk hele tiden.
På toppen ser jeg på klokken og vet at proffdamene, dagen før, brukte ca 2 timer inkl svømmingen til et punkt jeg kjente, her passerte jeg på 2.05. Dette gav meg nytt håp om at jeg kanskje ikke var så langt bak allikevel.
Nedover og tilbake mot Nice igjen hadde jeg lovt Gro Hege at jeg ikke skulle ofre livet nedover de tøffe nedoverbakkene, og jeg kjørte nedover og nynnet på Bremyk reklamen og gliste for meg selv.
Etter nedkjøringene var det 15km med flate fine veier og jeg tråkket til, her gikk det fort og jeg kjente at beina nå hadde blitt bedre. Dette gav meg håp om at jeg skulle få en god løpsopplevelse.
Ut på løpingen startet jeg i mitt planlagte tempo, 3.45min/km og prøvde å finne en god rytme, kjente raskt at her var det bare å slippe opp litt og finne et mer behagelig tempo. Traff tidlig også Gro Hege ute på løpingen og hun sa jeg var nr 10 totalt i min klasse, dette var langt over hva jeg trodde. Og tenkte nå var det bare å gi på og holde plasseringen, slik at det tross alt ikke ble en helt svart dag.
Etter ca 14 km kjenner jeg at beina lystrer bedre, og jeg jobber meg opp til en bedre fart igjen. Klarer nå å ligge på 3.45min/km og det var deilig å kjenne.
Løper opp den røde løperen og stopper klokken på 4.41.40 og en 11.plass, kjenner en skuffelse bre seg i kroppen og må ha litt tid for meg selv. 
Kommer meg inn i Athletes Garden, tar meg en øl og litt mat. Kjenner på at nå skal det bli godt å få treffe Gro Hege igjen. 

En dårlig generalprøve gir vel en god premiere- nå er det Hawaii og mye trening inn mot avreise som gjelder.

Gleder meg til å revansjere meg- ikke for resultatets del, men for feelingen med å prestere og for at kroppen skal gi tilbake for all treningen jeg legger ned.

Takk til!!

Gro Hege som støtter meg i alt og jager meg ut på trening.
Velocity Sport AS for fantastisk gode Argon18 sykler
BioRacer som leverer de beste triatlondraktene som er på markedet
HANK sport som vi kan støtte oss på med god service og oppfølgning på alt av utstyr.

IRONMAN Copenhagen 2019 Race report

Race rapport fra IRONMAN Copenhagen

Af Philip Busck

Endnu et år med træning var nu ved at komme til sin ende, og jeg stod for anden gang ved startstregen til Ironman København. Målet var at komme under 9:30, og generelt få et godt løb, hvor jeg kunne bruge min erfaring fra alle tidligere løb.

Jeg følte mig dårligt svømmende sammenlignet med sidste år, men tænkte at jeg kunne svømme omkring 62-63 minutter.

Jeg følte min position på cyklingen var vanvittig god (måske for god), så hvis jeg kunne holde mine watt, ville det går stærk. Her skal det medregnes, at vejrforholdende på dagen var helt perfekt med ca. 15-18 grader overskyet og vind fra sydvest. På løbet havde jeg gennem sommeren fået en masse km i benene, med masser af intensitet i juli, så her var jeg virkelig fortrøstningsfuld.

Ugen var ikke optimal hverken ift. søvn, kost eller træning – men jeg vidste jeg havde trænet godt i specielt hele juli måned, så jeg tænkte, at det ikke ville have den største indflydelse. Jeg får sovet godt dagen inden (ca. 6 timer), og får spist/drukket godt fredag lørdag. 

Morgenen inden

Får varmet rigtig godt op, får placeret mig ved folk der svømme omkring 58-60 minutter. Det vurdere jeg er lige over mit niveau, så jeg forhåbentlig kan finde nogle hurtige fødder. Starten gik, og nu var jeg satme i gang.

Svømning

Kommer godt afsted, og er overrasket over mine mellemtider på omkring 1:30, da jeg faktisk forsøger at holde lidt tilbage i den første del af svømningen. Jeg har kun svømmet 2 gange i de sidste 3 uger optil, så jeg frygtede lidt for at svømme over evne. Da jeg rammer 1900m mærket, står der 29:22 på uret. Her var jeg i god tro om, at selv med en smule langsommere anden del, ville kunne svømme under en time. Ved 2800 m cirka får jeg krampe i læggen, og det er så slemt at jeg må stoppe op. Her ligger jeg nok i vandet i knap 2 minutter, før jeg igen får kontrollen, og kan strække benet ud og komme videre. Uden at bevæge højre ben satte jeg stille og roligt videre. Jeg tænkte, at det koster et par minutter i det store billede, men jeg kan sagtens stadig nå mine ambitioner, hvis jeg holder det under kontrol. Selvom jeg svømmede roligt videre, så kom krampen igen ved ca. 3400m , og der var jeg for alvor ved at blive hidsig. Hvis jeg ikke engang kan svømme 3,8 km, så bliver det sgu en lang dag.

Nå men op af vandet kom jeg, og jeg havde et super fint skift, hvilket hjalp lidt til selvtilliden. 

Svømning 3,9 km – 1:03:24 (1:41/100m)

Cykling 

Får skiftet på 3:19, uden at lave de store fejl, så det var perfekt. 

Ambitionen var at køre på den gode side af 5 timer, holde ca. 210 watt+, og generelt forblive i aerobaren så længe som muligt. Pulsen skulle gerne være omkring 145. Naturligvis var væskeplanen og energiplanen også i højsædet. 

Cyklingen starter ud som forventet med lidt surmuleri efter svømningen, men jeg kom hurtigt ind i en rytme, og allerede efter man var kommet ud af byen kunne jeg se der var fart på. Her vælger jeg så at tage en stor tår af min ene energidunk med ca. 150g kulhydrat i. Det resulterer i, at jeg hælder nok en halv dunk udover mig selv, aerobaren, cykelcomputeren og det hele, fordi låget ikke var ordenligt på. Hold nu kæft hvor er det åndssvagt. Nå plan A blev til B, og jeg tænkte jeg tog et par bananer, og lidt energi fra depot for at kompensere for de ca. 70g kulhydrat jeg mangler. Bananer skulle vise sig at være guds gave til mig, da jeg generelt under hele cyklingen har det sindssygt godt i maven, selvom der bliver indtaget 85 g energi, hvor det meste er flydende.

I baghovedet fra sidste år havde jeg, at hvis der kom en gruppe med et godt tempo, ville jeg hægte mig på. Det der med at ligge alene erfarede jeg nemlig sidste ikke var holdbart, hverken fysisk eller psykisk på de ca. 5 timer. 

Jeg kommer godt op ad strandvejen, hvor jeg finder en god gruppe der køre stærkt, og også over 300 watt på bakkerne, hvor jeg derfor falder lidt bagud et par gange, fordi jeg frygter at brænde tændstikker. 

Det bliver dog ret kontrolleret da gruppen bliver opløst, og jeg finder et par fyre der køre stærkt, og vi køre egentlig sammen i de to loops, indtil vi er på vej ind mod KBH igen.  

Inden cyklingen slutter er min nakke og ryg godt medtaget, men jeg føler det har givet vildt meget at ligge i aerobaren, da jeg på alle nedkørsler virkelig fik overhalet, mens folk strakte deres rygge ud eller lignende.

Væske og energiplanen var gået totalt efter planen. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan benene mon havde det.

Cyklingen blev afsluttet med 37,3 km/t på 4:49:29

Løb

Kommer ud af T2 med et skift på 2:04, benene føles gode, men min læn er spændt som aldrig før, efter cyklingen. Jeg prøver dog at holde styr på kadence, teknik, og igen tænke på at få en masse energi og væske indenbords.

 Efter 28 km får jeg første gang krampe i baglåret. Jeg har på det tidspunkt holdt et snit på ca. 4:28 og ligger til en tid på under 3:10 på mit marathon. Jeg må dog erkende, at det var drømmescenariet, og når kramperne nu var en realitet måtte jeg jo bare fortsætte, så godt jeg kunne. I Kronborg til 70.3 oplevede jeg krampe allerede efter cyklingen, men kunne med enkelte 30 sekunders pauser, stadig løbe videre i fornuftigt tempo.

Herfra kunne jeg løbe 1-1,5 km, hvorefter jeg stoppede op i 1 minuts tid for at få styr på krampen.

Ved 35-37 km begynder de første tegn på, at jeg mangler energi/væske og generelt bare er ved at være flad for energi. Min teknik bliver dårlig, og fra at tænke over alt muligt der gjorde mig glad, og fik mig til at fortsætte, tænkte jeg få og negative tanker. Jeg havde dog en god tanke der holdt mig oppe, og det var, at jeg snart var i mål.

I svinget inden opløbsstrækningen rammer den sidste krampe. Folk råber til mig jeg skal løbe i mål, og der var ikke noget jeg hellere ville. Igen, jeg tog mig 30 sekunder til 1 minut, hvorefter jeg kunne løbe videre.

Jeg løber over målstregen som nr. 3 i aldersgruppen 18-24! Det er slut nu. Jeg har lavet en Ironman, som jeg er mega stolt over. Jeg har afsluttet et kapitel i mit liv, som jeg nu kan se tilbage på med stolthed og ingen skuffelse, som sidste år. 

Det var stort, og de, der har krydset målstregen efter lang tids hård træning ved præcis hvad jeg taler om. Det er helt fantastisk. 

Afsluttende løb: 3:25:29 – 4:51 i pace pr/km.

Samlet resultat: 9:23:44

SM MEDELDISTANS SALA SILVERMAN

NÄSTAN, MEN INTE RIKTIGT...

Med undantag av lite snuva dagarna innan kändes uppladdningen stabil och formen dagarna innan vittnade om att det faktiskt skulle kunna gå få fort! Både cykel- och löpben hade ändå visat sig under det sista träningsblocket så hoppet fanns ändå om en bra placering! Simningen är som simningen är och för än gångs skull insåg jag mina begränsningar redan innan start (istället för vid pulszon 500 runt första boj) och ställde mig långt ut till vänster för att få en behagligare resa fram och spara mindre energi. Kunde därför vid start komma iväg lugnt och fint och hittade en rytm och fart som skulle komma att hålla hela vägen. Simmade stabilt och ganska fort för att vara mig och kom upp ur vattnet på en stabil tid strax över 26 minuter på en något kort bana. Kanske viktigast av allt kom jag upp utan att ha slösat alltför mycket energi och kände mig hoppfull inför cyklingen!

Växlar utan problem och ger mig iväg för att avverka det som kom att bli en något kort cykelsträcka på ca 86km (enligt Garmin). Dras såklart med av några andra raketer till en början men lägger ganska snabbt band på mig själv och håller mig till Coach Nichlas effekt-master-plan. Helt OK känsla men på något sätt inte helt 100%, benen kändes stabila i stort sett hela vägen men pulsen några slag högre än den borde vara på rådande watt efter lugn simning. Efter att ha släppt iväg framförvarande hamnar jag tyvärr ganska ensam och förblir så typ hela cyklingen, med undantag av en kortare bit på varv 2 av 3 blev en grupp på 3 personer som hjälptes åt mig pacing. Credd här till domarna som hela tiden höll att pacing inte övergick i drafting, bra jobbat Sala Silverman! In mot varvning utgörs banan av en riktigt lång och härlig raksträcka där jag känner mig stark och trycker på lite extra vilket gör att jag tappar mina följeslagare och sedan får spendera sista varvet ensam.

Planen var att vid varvning och tillika langning plocka upp en extra vattenflaska då jag tömt den första av mina två medhavda flaskor sportdryck, men tyvärr lyckas jag få en konstigt formad flaska som direkt flyger ur flaskstället. Surt men inte så mycket att göra åt… Höll dock igen lite sista varvet då jag ofta dras med magproblem när jag inte får i mig tillräckligt med vätska. Totalt 39.7km/h i snittfart vilket inte är katastrof men ändå snäppet långsammare än jag hoppats på baserat på den senaste tidens träning…

Växling nummer dos, gick också smärtfritt och benen kändes förvånansvärt fräscha ut på löpning! Får höra att jag ligger runt 8e plats och då målet för dagen var top10 kändes de ganska fett att börja kuta! Inleder i planerad fart runt 3:50-3:55 men märker ganska fort att pulsen fortfarande ligger bra mycket högre än den borde. Testar att sänka farten lite till runt 4 för att se om situationen går att rädda. Möter Oskar Djärv på vägen ut på första varvet där han springer tillbaka som 2:a och hejar, blir inspirerad och inbillar mig att sådär snabb ser jag kanske också ut? (hint: nein). Håller ihop några kilometer till och varvar med runt 4:00 fortfarande i snitt. Dock med ökande magproblem och varken cola, vatten eller positiva tankar hjälper. Resultatet är att hjulen börjar falla av ordentligt under det andra varvet och sista svängen in mot centrum i Sala blev tyvärr en sorglig historia… Tappar tid, placeringar, energi och livsglädje. Ifrågasätter allt från val av sport till energiintag och varför i helvete alla flugar ska flyga in i just min mun när jag är som tröttast?

Tillslut i mål på nånstans runt 4:08 på den korta banan men långt utanför de placeringar jag hoppats på. Inte superdåligt egentligen men kändes som de fanns mer att ge! Magen är något som har strulat ordentligt den senaste tiden och det blir vinterns stora projekt att få ordning på! Nåväl, shit happens och jag var helt enkelt inte bättre i Sala. Varenda en av de som var före mig i mål var helt enkelt bättre och förtjänade verkligen sin placering!

Extra grattis till Richard Bräckvall som knep guldet i “gubbklassen H35” och Oskar Djärv som kammade hem bronset! Nu jävlar ska jag tycka synd om mig själv, dricka öl och käka godis i en vecka eller två innan det är dags att börja spåna på nästa säsong! Kan hända att det blir ett nytt besök i triathlonstaden med stort K nästa år…

IRONMAN Kalmar 2019

Ironman Kalmar 2019

By Veronica Höiom

Simningen

Vaknade av mig själv kl 4:50, kände mig nervös men förväntansfull 😱 Promenerade ner till växlingsområdet för att kolla cykeln och pumpa däcken. Därefter tillbaka till hotellet för frukost och sedan på med trisuit och våtdräkt. Jag & @mans_hoiom tog en omväg förbi Kattrumpan på väg mot starten för att simma in lite. Alltid lugnande att känna på vattnet innan! Själva startområdet vibrerade av förväntan & spänning. Träffade på några klubbkompisar och snackade lite. Började bli rejält nervös. Ställde mig en bit bakom 1:10 skylten. Bra val. Simmade om fler än vad som simmade om mig. När starten gick för oss AG:ers gick det fort att komma ner i vattnet. Kändes bra, ingen panik utan tog det lugnt & metodiskt! Kände mig stark 💪 Navigerade lite tokigt i början (simmade enligt min klocka 3960m) men det var inte så lätt att se bojarna. Misslyckades helt med att ligga på fötter –nåt att träna på!! Lite trångt och stökigt på sina ställen, en gång var det någon som höll på och slita av mig chippet jag hade runt foten. Hjälp! Blev lite orolig över att jag skulle tappa det men det hängde kvar, lite på sniskan, tills jag kunde fästa det bättre vid T1:an 😅 Tappade fart sista 400m men det var trångt och ganska stökigt, svalde en del vatten, urk, och sjögräset kletade fast i ansiktet! Vid uppgången blev det nästan lite brottningsmatch så fick kramp i båda baksidalår (första men inte sista krampen för dagen ). Tid 1:13:50. Nytt IM-pers med ca 6 minuter! Ger mig själv 8/10 poäng för genomförandet

Cykligen

Gjorde en hyfsat bra T1:a (3:42) som även inkluderade ett snabbt toastopp! Tack @coltingwetsuits för en våtdräkt som är så lätt att få av. Höll på att gå lite illa när jag skulle kliva på cykeln och fick värsta krampen i framsida höger lår. 😝 Ajaja! Lyckades iallafall klicka i mig och komma iväg och krampen släppte strax därefter 😅. Över Ölandsbron var det kraftig sidvind men gick bra! Kändes härligt att vara uppe på cykeln! Motvinden hela vägen bort mot vändpunkten var grym! Gick ändå ok och jag lyckades hålla mina planerade watt 💪

Över Alvaret gick det trögare och både farten och watten började dala. Var såå skönt när man äntligen kom över på östra sidan och man fick vinden i ryggen. Nu gick det lätt, lätt att cykla men kände mig oroväckande urlakad och lite yr. Tog gelen jag egentligen planerat att ta inför löpningen+ bananer och extra vatten vid vätskestationerna. Musklerna i låren värkte och började känna igen stelheten i ryggen jag känt av sedan Cork. Lite oroväckande men när jag passerade Ölandsbron för andra gången började jag känna mig pigg igen. Sidmedvind över bron –här gick det fort! Kul med allt folk runt rondellen inne i Kalmar och även under 2/3 av Kalmar-sidan var det riktigt kul att cykla! Mattades av de sista milen in mot varvning och kände mig ganska sliten.

Tid: 5:40:54. Överlag nöjd med cyklingen förutom att jag bara orkade hålla mina planerade watt en tredjedel av tiden. Borde orka hålla den längre.... Förbättrade i vilket fall min cykeltid här i Kalmar från 2017 med 43 minuter!! Så träningen ger ju resultat 👍 Tack coach @teresaheimann för bra träningsupplägg 😄 Ger mig själv 6/10 poäng för cyklingen

Löpningen

Så var det bara löpningen kvar. Åh, denna löpning som jag så gärna vill få till men hittills inte lyckats med.

Gjorde en bra T2:a (‪2:34). Benen kändes bra. Lite ansträngd andning men inget jag oroade mig så mycket över. Kommer dock inte många kilometrar innan det hugger till i ryggen och jag kan inte längre ta djupa andetag. Panik! Har känt såhär på några brickpass efter IM Cork då jag sträckte mig i ryggen. Får liksom ingen luft då det känns som musklerna i ryggen inte tillåter diafragman att utvidga sig. Går lite och försöker slappna. Springer, kippar efter luft, går igen... Lovar mig själv att aldrig mer göra en hel ironman (har redan börjat googla på nya IM-lopp 😜) Som tur var är publiken som vanligt helt fantastisk! Träffar på bästa Foglarna @miafogel & @johan.fogel vid flera tillfällen som peppar järnet 😘 Hör mitt namn hela tiden. Så tacksam!! Med denna uppbackning kan man ju inte ge upp!! Som grädden på moset får jag kramp i baklåren vid flera tillfällen men nu lider alla, inget att göra förutom att kriga på!
Trots att jag känt mig i så bra löpform innan loppet blir det min sämsta IM-maratid ever. Får inte till löpningen den här gången heller 😝 Ger mig själv ‪3/10 poäng för denna insats. Jag tränar ändå mycket för det här och jag vet att jag har mer att ge!

Så trots att min simning och cykling gav mig bra förutsättningar för att nå mitt mål på sub11 lyckades jag inte –denna gång. Men jag ger inte upp! Nästa gång då jäklar 😁

Totaltid 11:23:52.
Tack till min familj, min älskade @mans_hoiom , min fantastiska coach @teresaheimann, alla underbara klubbkompisar, vänner & människor jag träffat på genom triathlon-världen. Ni är bäst!!

Veronica Höiom

Ironman Cork – race report 2019

Ironman Cork – race report 2019

By Veronica Höiom

As long as I can remember, I wanted to go to Ireland so when Ironman announced that there would be a full distance event there 2019 there was no doubt. I wanted to do this race! 

Pre-race day

Me and Måns landed in Cork on Friday night and took a rental car and drove the 50 km to the small picturesque village called Youghal. The whole atmosphere in the village breathed Ironman and there were "Welcome Ironman" signs everywhere. I read somewhere that 10% of the village's residents participated as volunteers for this event! We stayed at an incredibly cozy place, the Ahernes of Youghal, located on the main street! The very friendly owners arranged breakfast at 4 pm on race day morning and also offered to drive participants down to the transition site! The day before the race, on Saturday, it was first registration followed by easy training on the swim-bike-run course. The sun was shining but it was quite windy. 

I swam about 10 minutes in cold and choppy water of the Celtic ocean. The temperature was around 13 degrees, ok, but it was difficult to navigate in the messy water. About the same time as we were swimming, an email was sent out from Ironman Europe telling us that we would expect a delayed start and shortened swim because of the expected bad weather conditions on race day! With shivering teeth, we jumped up on our bikes and ride to the Windmill hill. Only 400m long but with a 22% slope it was very respectful!! I must say that when we drove down the hill the day before with the car I was totally terrified and thought it would be impossible to ride it up .... I felt as if the risk of rolling over halfway was quite imminent! Well, I gave it a try and up I came with shaky legs and sky-high pulse! Måns wanted to ride it again but I refused JFinally a short run. I ran over the ridge that we would need to pass 9 times during the marathon tomorrow. Pretty hard, too… The rest of the day was all about checking-in, athlete briefing and eating.

Race day! 

The alarm went off at 4:15 am. Time for breakfast, yoghurt, toast, bacon and scrambled eggs! It was windy and gray outside but still no rain. Uncle Runar with wifie Pia (also competing) and daughter Sara came and picked us up, always nice to have assistants during a race J! Just before we arrived at the transition site, it started to rain. Then it rained all day long until the end of my run! Stayed in the heat of the car for a while, at 5:30 am it would be announced if the swimming were on or off. At 6 am we went to check the bikes and leave our nutrition bottles at the bikes. When we saw the waves on the sea and that the buoys were still on land, we understood that the swim would be canceled. Which it was. 

Instead of the swim, we would have a time trial-start on the bike. Kind of chaotic when everyone was going to change into bike clothes! People was walking around in their wetsuits as long as they could even if the swim was cancelled JLuckily, we had quite low numbers so we got off pretty early but many had to stay for a long time in pouring rain before they were allowed to start. 

The bike leg was a 2-lap course around the beautiful Irish countryside. Too bad that the heavy rain and fog on my glasses made it hard to see anything! In addition, the surface was often poor so you really had to concentrate on the road! However, the crowd was amazing!! I’ve read several heart-breaking stories about people who didn’t manage to continue the race during the bike, where the locals invited them into their homes and provided them with food and warmth while they were waiting to be picked-up by the organization! Besides the weather, the course was really, really tough. A total of 1900m of climbing and poor asphalt that took all force out of your legs. As a consequence, unusually many did not manage the cut-off times for the bike and were not allowed to go ahead with the run. I read that it was about 23% DNFs! The hills were many, some long, some steep and each lap (around 88 and 178km) was completed with the steepest of them all, the Windmill hill, now also called Windmill hell. I felt very nervous when approaching it –will I have enough power to conquer the hill?? I could hear the audience’s cheers in far distance. But once you faced the hill it was kind of no retreat no surrender. Just pedal and move forward, no matter what!! The crowd was amazing. I felt like I was part of tour de France! "Keep going", "go girl", "you can do this", you're amazing, "looking strong". The audience basically lifted me up both times. On the second lap many walked uphill and I saw several who fell on the slope but who were immediately helped up! Maybe not the smartest move to ride uphill twice when a marathon was waiting, but I think my legs were pretty smoked anyway and I’ll never forget the Windmill hill!

 The transition was a challenge by itself, when trying to get rid of wet shoes and clothes with ice cold, rigid fingers. Got cramps all over my stomach when I was going to roll off my wet socks. Sooo satisfied that I put in a pair of dry socks in the run bag!! I have never seen so many people standing with heat blankets and drinking coffee / tea in the exchange area before. Thought I was quite slow (kind of 7 minutes) but was actually one of the fastest in my AG ... The first part of the running track was along the beach towards the town center so you were welcomed by a massive headwind and a rain that whipped you in the face. Thanks for that, Mother Earth! Here it was just to turn into survival mode and gnaw ahead! First time up the bridge (only 8 times left ...) and then down where you passed the finish line for the first time. The legs felt in spite of the tough cycling ok, although it felt kind of funny to run on feet that were completely numb! Luckily I’ve experienced this before during Stockholm marathon 2012, so I know that it works anyway. Just keep going! 

But it didn’t take long before the tough bike course, the cold and the wettnes caught me. I felt so exhausted and my body hurt, which made me walk a lot, not just in the aid stations. However, the crowd was absolutely wonderful. There were people everywhere, cheering and calling your name! Despite the weather, the atmosphere was indescribable! During the last lap it actually stopped raining and after a long, long struggle I finally reached the red carpet. I was so happy when I crossed the finish line! I had managed probably the most physically strenuous I've ever done! The only problem is that once you stop running, that is when it really starts to hurt! Walking the 1.2 km between the finish line and the hotel took a whole eternity! But, what did it do when you got to feel like a superstar in your finisher t-shirt and medal! Everyone I met congratulated me and people even came up and hugged me! Extra fun that Måns won his AG and that I actually became 5th in mine!! Only 12 min from a Kona slot. I'm getting closer!

Racereport Ironman Cork 2019

Racereport Ironman Cork 2019

By Måns Höiom

Background

After last year’s race season, me and my wife set up the goals for this year racing. We decided to attempt a joint goal to go sub 20 hours combined race time on the full Ironman distance. From our best races we both need to shave off around 15 minutes each to go sub 20 hours. That way we will push ourselves but also each other to do the work needed. 

Obviously, we both have our personal goals as well.

For me the biggest personal goal is obviously qualification to Kona again! My last attempt at racing in Kona 2018 ended with an injured back and I finished World Championship Ironman in Kona Hawaii just participating. So Ironman Cork was chosen to be my qualification attempt this year. 

IM Cork was Irelands first full distance IM and I knew it was hilly and very slow as a race. It suited us well being in 23:d of June so we had plenty of time to train. And I would finally get to the island I have wanted to visit for so long! 

Pre-Race meeting

The day before the race during the pre-race meeting the organization announced there will be a change in the swim and possibly a delayed start! 

I assumed the reason was the cold weather and the forecast of more wind and rain for raceday. Having tested the swim course earlier I was not surprised but hearing this my mind raced with different thoughts. 

“I had done the training, I was there and I had prepared myself for the goal of qualifying – do not change anything! I need it to be the way I have planned!”. These was some of my reactions initially until I remembered my preparations. From November 2018 until raceweek in June 2019 I have managed to average almost 13 hours training per week. That is a massive amount of training to lean against and I felt extremely calm again. And ready!

Raceday

05:30 on raceday they announced the cancellation of the swim due to the weather and safety of the participants. That was one hour before start and many was already dressed in wetsuites. The start time was also announced to be delayed until 07:20 for the pro field. It was cold and the wind was blowing hard.

I felt calm. 

I was extremely surprised to see so many spectators at these conditions.

Mentally I adjusted to the new scenario.

All agegroup athletes was told to change into bike gear row by row and line up for a timetrail start. We were to be released 2 bikes every few seconds from 07:40 until everyone was out on the bike course. I was very cold by now, so I rushed to get to the starting position as early as possible. I think I was among the first 30 agegroupers to start.

The loudness from the spectators was loud as I started my first lap of two 90 km loops! I felt a chill down my spine and it was not the coldness this time. I was finally on my way to try to qualify to Kona again! 

How I have longed to this moment!

I was very soon alone with very few bikes around me which suited me very well! No fear of drafting and I could be in my own zone. The rain poured down and I was cold, my hands and feet numb and I could barely see through the raindrops on the visor of my helmet. The road surface was terribly rough and potholes in many places. 

I pushed hard being confident of my form and the past training.

The kilometers passed by and I was out in the rolling hills between the very small villages. The wattages were high and the speed decent. There was long stretches without seeing any peoples along the road. But suddenly there could be a group of people sheltered by an umbrella, or raincoats in the middle of nowhere clapping their hands and shouting “Well done!”! 

I came to the section where the hills started, and the locals have place lots of signs with different messages saying things of encouragement. The uphills where long but not so steep. I kept pushing and smiled as the spectators kept urging us on. The endurance of them was remarkable in that grueling weather!

At the last stretch of the first lap the infamous climb Windmill Hill was packed by people on both sides! The sound was deafening as it echoed inside my helmet! I geared down to my easiest gear and stood up for the most part of the hill! 

22% during around 400 meters was hurting my legs, but I could not help smile (and grin)! 

Afterwards I noticed in my TrainingPeak log that I produced All-Time high wattage during 1 minute in that hill!

Continuing out on the second lap I felt dizzy and weak after that hill, but I managed to recover pretty fast. I knew that I had to bike harder than usual as my bike legs are weaker than my competitors and I am preferring flatter courses. So as soon as possible I went back to pushing my previous watts.

As my second lap went on, I started to notice that the spectators from my first lap was still out there along the road! Still shouting “Well done!” to me in their raincoats! What an amazing people!

When the hills started the second lap I felt the first signs of cramp in my thighs. I added water from the aid stations to prevent further cramp. 

My energy plan had been to bring 5 hours’ worth of energy with me in Maurtens sportsdrink and 3 Maurten gels as backup/complement.

Fortunately the downhill made me recover enough to actually get me riding the Windmill Hill a second time without cramping! And the roar from the spectators were equally load this time! 

But the smile failed to show this time having biked nearly 180 km with those hills with nothing but those chickenlegs of mine!

The run

When racking the bike I immediately felt the run was going to be painful. I am usually very comfortable with my running capacity, but this time they felt worse than ever!

I could not remove my rainjacket as my fingers were completely powerless. So I decided to run with it!

 I stumbled out of the tent and started my run in the heavy headwind! Spikes of rain in my eyes and I had to run with my right eye closed as the rain was pounding from the ocean. I could see some spectators along the shore sheering us on and I wondered why they were still out! 

I ran into the town of Youghal (I think it is pronounced Yo’all) where the streets where filled with people sheering us on. I saw my brother after about 3 km and he gave me information that I was leading by 15 minutes after the bike. Since the start was spread over almost 2 hours, I mentioned to him to look for late starters. 

Already after the first few km of running my cramp started to appear again. I had to stop running and walk as few steps as possible and I used my first gels sooner than planned. I also drank both water and energy from the aid stations. I even took a banana once!

It was the longest IM marathon I have experienced, and I am not happy with the average speed. I just could not run faster! 

The calm feeling, I felt from start, went away. I started to become worried my 15 minutes lead was eaten up already.

I started to check my running speed on my watch and when running I actually had decent speed. I just needed to keep running! After 38 km I saw my brother again and he told me to just keep going, the IM tracker app gave him strange figures most of the time and he could not rely on its accuracy. Now that is nothing you want to hear when it is only a few more km to go.

Pushing the last few km to finish the race and it was a great feeling to finally be able to stop running! Mike Reilly said to me:

“You are an Ironman”!

Post-race

I walked away into the tent to collect my street wear gear and change. I noticed the pizzabakers in the rain, I noticed the cheering in the streets and all the time they said “Well Done!”. It took me forever to change and I ate a pizzaslize. I got to ask a fellow athlete if I could check my agegroup standing. I was leading with 30 minutes. It felt great. I was in a good mode. My bike performance I was very satisfied with, my running not so. 

I came to race for a slot to WC Ironman Kona! I had spent almost 13 hours average weekly training since November! 

Can I lose it to a late starter in my agegroup? 

As I walked to the hotel I noticed the loudness of the people of Youghal cheering the runners on. I came into my hotel, where I was greated by the owners, the regular customers and everyone else in the restaurant/pub. They bought me Irish Coffee, they bought me Guinness and they bought me wine. They cheered when my wife came in and they cheered when hearing I probably won my agegroup. “Well Done!”

I had the best feeling in the world as I deemed it unlikely that more than 3 agegroupers would start late and pass me during the hours that had passed. But something felt strange. I had reached the goal of my race, I had done what I came for but that was not what I was glad for. 

It was something else, I could not pinpoint what it was. I should be ecstatic and happy of my result and performance as I won my agegroup with around 30 minutes!

It was not until after the prize ceremony I realized what it was that seemed so strange. 

It wasn’t a bad feeling for not performing on the run, or that the swim had been cancelled. It was not either a bad feeling at all. It was a feeling that I just hadn’t expected to feel – I was more ecstatic over the performance of Youghal and the community of Cork!

They were beating my performance by far! 

The people, the volunteers, the organization, everyone I came across dealt with the conditions in a truly professional way! They smiled despite the harsh conditions, they cheered us on throughout the day in groups or all by themselves. They did it out in the middle of nowhere or together in masses at Windmill Hill. They were drinking bears outside the pubs and still urging us on throughout the day. 

I have since read so many stories on the different groups on Facebook of families along the route offering their homes for freezing athletes, people standing in the rain during longest and wettest of days with nothing but good spirit to share to us that passed them by, competing for a slot in Kona or just to survive! 

They were the ones outperforming me! 

I am extremely happy with me winning my agegroup and qualifying for Kona – don’t get me wrong on that part – it is just that the people not competing that won IM Cork 2019!!!

“Well Done, Youghal!”

Karrebæksminde Triathlon 2019 - AG Vinder!!

Karrebæksminde Triathlon 2019.

 Af Trine Poulsen

Min første deltagelse i dette race. Jeg havde tilmeldt mig for flere måneder siden med henblik på at teste mig selv, min form og ikke mindst mit knæ, som jeg har været skadet i igennem de sidste 8 mdr. De sidste 4 mdr. har stået på god, laaang, nænsom og ikke mindst tålmodig genoptræning, både fra min side, men også fra Nichlas side, som har måtte høre på mange op og nedture i den periode. Men nok om det – tilbage til Karrebæksminde, hvor jeg nu skulle teste mig selv og mit løb. 

Startnummer havde jeg hentet dagen før på den lille, dog stadig fine og interessante expo ved havnen på Enø. Stedet emmede af god race-stemning og jeg fik mulighed for at kigge svømmeruten igennem, kørte en tur i bil på løberuten og fik gået skiftezonen igennem – det skal lige siges at skiftezonen er rigtig lang fra svøm til cykel, hvor du løber fra vandet, over en bro, op langs molen og så ind i selve skiftezonen. Det gav dog lidt ro på resten af dagen at have set den og gennemgået den. 

Heldigt for mig, der er et udpræget B-menneske, gik starten først kl. 12.00 lørdag. Så der var god tid til at få en god og rolig morgen med morgenmad, masser vand, energi, få afleveret cyklen i skiftezonen, gået racegear/opsætning igennem (*mange), nå på toilettet og vigtigst af alt spise en friskbagt, lun croissant fra Enø bageri, som blev delt ud til samtlige deltager – GOD STIL 😊Dernæst racebriefing og såååååå. Så var tiden inde til start.

På vej til T1 efter en tur i vaskemaskine!!

Der havde op til racet været meget snak om vandet ville være for koldt til fuld distance svømning (950m) eller om den skulle forkortes til 600 m. Vandtemperaturen på dagen blev målt til 14 grader og den fulde distance blev opretholdt – til stor glæde for mig. Til gengæld havde vejret valgt at blæse utrolig meget op, hvilket betød pålandsvind og af danske standarder, utrolige store, toppede/skummede bølger og en tarvelig strøm. Men efter en god tur i vaskemaskinen, hvor jeg tror alle følte sig en smule omtumlet, kom turen til den laaaange skiftezone, hvor man havde masser af tid til at få overdelen af våddragten af og samtidig nyde tilråb fra de rigtig mange tilskuer, som havde indfundet langs ruten. Stedet boblede nu af racestemning og der blev heppet, råbt og sunget efter os deltager – det var mega fedt og giver altså bare ekstra energi. 

Ud på cyklen efter en lang skiftezone….

Et hurtigt skift til cyklen og nu skulle den bare have en over armen – cyklingen har de sidste mange måneder været der hvor jeg har kunne presse mig selv og virkelig ligge nogle timer, så jeg vidste jeg var forholdsvis godt cyklende…..! Lige indtil jeg ramte ruten… DoooH! Der var ingen hul igennem. Vi skulle cykle 50 km, 25 ud – 25 hjem. Ud var det med modvind lige i smasken – så jeg lavede hurtigt en aftale med mig selv om, ikke at brænde mig selv af i modvinden og gemme det til jeg kom i medvind og så trykke igennem – men stadig så jeg havde energi tilbage til løbet. På de 25 ud blev jeg overhalet af utrolig mange – og min motivation blev mere og mere ramt – men formåede at holde den oppe på, at jeg nok skulle tage dem når vi vendte. Endelig 25 km ude kom vendepunktet til de 25 km tilbage og NU skulle den have gas. Men nej… Stadig intet hul igennem til benene, ligegyldigt hvor meget hårdere eller hurtigere jeg synes, jeg pressede, så skete der bare ikke rigtig noget. Nu blev min motivation for alvor ramt, og jeg havde en del indre diskussioner med mig selv og prøvede at finde løsninger – men der var ingen løsninger. Jeg begyndte at frygte for mit løb og tænkte at mine ben heller ikke ville være noget værd der. Det blev en ond cirkel af tanker, som jeg heldigvis hurtigt fandt frem til jeg måtte bryde, nyde turen og bare tage løbet som det kom. Jeg var her jo for sjov og for en god oplevelse. 

Endelig tilbage i skiftezonen – ændre mindset fra cykelturen og så afsted. Jeg mødte på starten af løbet min familie og kæreste, som heppede mig ud på ruten og det gav et kæmpe boost. Jeg fik ligeledes lagt mig på ben af en pige, jeg delvist kender, og tænkte jeg ”bare” skulle følge hendes ben. Langsomt fik jeg løbet mig ind på hende, overhalet hende og lagt mig foran hende. Jeg var stadig på i tvivl om jeg kunne holde det tempo, men hurtigt nåede vi halvvejs (5 km) og så var der jo ”kun” 5 igen. 

Løberuten foregår på Enø – igennem deres campingplads, hvor samtlige campister havde taget siddende opstilling foran deres campingvogne og sad med flag og heppede og skabte en kæmpe fest – videre ud på ruten, hvor der var opstillet en vogn med live-jazzmusik og i nærhed af vognen stod der masser af tilskuere, der ligeledes skabte en fest. Videre igennem et sommerhusområde, hvor flere beboere havde fundet vandslanger frem og gav os deltagere mulighed for at løbe igennem et dejligt kølende brus, nogle havde opstillet et ekstra vanddepot, hvor de uddelte vand, andre havde taget eftermiddagskaffen ud i indkørslen og nød den i solen imens de heppede og skabte god stemning – og ikke mindst var der et stort selskab der havde det helt store krebsegilde med champagne og mega god heppestemning. Det var alt i alt en super dejlig og motiverende stemning at løbe i. 

Jeg formåede at holde tempo de sidste 5 km og de sidste km fik også lidt ekstra – energien voksede i takt med at komme tættere på mål – hvor flere og flere tilskuere selvfølgelig havde taget opstilling. Stemningen på opløbsstrækningen og ved mål var helt forrygende. Vi blev nærmest båret i mål på ”hep og tilråb”. Det var fedt og det er altid meget svært at beskrive den følelse, det giver én at blive ”båret” frem på den måde. Jeg elsker det 😉

Min familie og kæreste stod klar ved mål med kys og kram og jeg var glad. Glad og tilfreds – først og fremmest fordi mit knæ holdt hele vejen – det var det vigtigste. Dernæst fordi jeg fik vendt mit negative mindset fra cyklen og presset positivt på på løbet. Lettere skuffet over jeg ikke fik givet den mere gas på cyklen – men hvem ved, måske var løbet så ikke gået så godt. I målområdet blev vi forkælet med hjemmelavet is fra Enø Ismejeri, lokalt brygget hvede-øl, pasta/kyllingesalat, cola og en fin drikkedunk fra Karrebæksminde triathlon. 

Alt i alt en fantastisk dag i Karrebæksminde. Jeg kan VARMT anbefale dette race. Det er meget velorganiseret, meget dedikerede arrangører og frivillige og der er fuldstændig styr på det hele, helt ned til mindste detalje. 

Tak fordi du læste med 😉

Ps. Sluttede som vinder af min AG og blev samlet nr. 12 af alle kvinder :)