IRONMAN Copenhagen
Skrevet af: Freja Hansen
Før svøm
Jeg glædede mig og ville så gerne lave en sub 11. Men samtidig hang skuffelsen over Helsingør stadig ved, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan jeg havde det med dagen.
Jeg prøvede at slå alle tanker ud af hovedet, mens jeg gjorde mig klar, og fokuserede bare på at få et godt løb – uden forventninger om PR. Da jeg begav mig ned mod vandet, begyndte jeg at fryse. Nichlas fra Uperform lagde mærke til det og kom ned for at give mig nogle tips til at holde varmen. Bagefter mødtes jeg med Trine, min træner (også fra Uperform), fik lidt styr på nerverne og tog en hurtig dukkert. Inden startlinjen mødtes jeg med min klub (Karlslunde), som gav mig et selvtillidsboost, hvorefter jeg gik til startlinjen…
Svøm
Jeg kom godt fra start, og min frygt for ikke at kunne følge med min gruppe forsvandt hurtigt – jeg lå og overhalede en god del af tiden. Jeg forsøgte at finde et par gode fødder at følge, men der var ingen med et stabilt tempo, som passede til mig. Jeg kæmpede lidt med at naviger rundt om folk, men da havde jeg svømmet ruten så mange gange inden, følte jeg, at jeg havde godt styr på retningen og kom godt rundt om bøjerne. Jeg kom godt op af vandet omkring 1:09ish Ved udgangen blev jeg mødt af de bedste peptalks fra min klub (Karlslunde Tri) og kom godt igennem T1.
Cykel
Det blev en lang cykeltur, og jeg havde god tid til at tænke lidt for meget – og samtidig ikke nok tid til at få al den energi, som jeg egentlig havde planlagt. Den første omgang kørte jeg roligt. Der var modvind, det ville blive en lang dag, og jeg tænkte: Jeg kommer jo alligevel ikke til at lave PR… Men pludselig var jeg halvvejs – hvordan skete det så hurtigt? Jeg tog en beslutning: Jeg går efter den PR. Jeg gav den gas. Med medvind ned gennem Strandvejen fløj jeg af sted, og på Geels Bakke blev jeg mødt af det vildeste heppekor fra min klub (Karlslunde Tri). Op gennem landet kæmpede jeg videre, og to ting skete:
Jeg begyndte at jagte andre cyklister, og jeg begyndte at have det virkelig sjovt. Jeg kom i tanke om, hvorfor jeg elskede at køre løb – og fik lidt af troen på mig selv tilbage. Ind mod København fik jeg også virkelig god fart på. Og pludselig… var målstregen der. Jeg fik dog ikke spist eller drukket helt efter planen. Det var bedre end i tidligere løb, men på en eller anden måde smuttede tiden fra mig. Det virkede godt at have blandet en flaske med energi til flere timer og så supplere med vand. Jeg var til gengæld virkelig glad for min oversigt over, hvilke kilometer depoterne lå på – det hjalp mig med at få lidt ekstra ned.
Men… jeg kom godt igennem T2 og gjorde mig klar til løbeturen…
Løb
Jeg havde fået mine sokker lidt skævt på og var nødt til at stoppe på den første km for at rette dem… men derefter var jeg klar til at løbe. 4×10 km og,jeg ved, jeg kan løbe 10 km.
Jeg havde lavet en aftale med mig selv: Når jeg så min træner, skulle jeg smile stort og give thumbs up – uanset hvordan jeg egentlig havde det. Hvis jeg kunne køre mig selv ned til Helsingør, så kunne jeg også heppe mig selv op. Det virkede. De første to omgange kom jeg igennem med godt humør. Jeg mødte min klub to gange på hver omgang, og det var det vildeste heppekor. På Langelinje stod mine klubkammerater fra Uperform – det var simpelthen en fantastisk opbakning. Jeg havde testet sko og strømper og løbet over 30 km uden problemer, men efter 10 km fik jeg den første vabel… Efter 20 begyndte jeg at blive træt og kæmpede med at få gels ned. Jeg spyttede dem bogstaveligt talt ud, når jeg prøvede at sluge dem. Min mand råbte undervejs: “You’re doing great, but you look like death – drink some water!” Så jeg stoppede ved næste depot og fik hældt lidt ekstra i mig. Ved 30km mødte jeg min træner og udbrød: “Jeg er ved at gå død.” Hun fangede mig igen senere på ruten og sagde: “Nu skal du holde fast og komme i mål.” De næste 12 km blev mit mantra: Hold fast, hold fast, hold fast. Da jeg løb forbi min klub en sidste gang, vidste jeg, at jeg kunne holde fast – og jeg løb i mål.
Mål
Jeg kom i mål på 10:53:49 – en PR med over 6 minutter. Jeg fandt min mand og brød sammen i tårer… det var simpelthen en så vild oplevelse.
Jeg fandt mine klubkammerater og fik tvunget lidt mad ned. Jeg fik endda mulighed for at heppe på venner og kammerater, der kom i mål bagefter. Det var den hårdeste og vildeste oplevelse, og jeg vidste, at jeg ikke kunne have klaret det uden den massive support, som jeg havde fået både op til og under løbet.