IRONMAN Copenhagen 2025 PR

IRONMAN Copenhagen

Skrevet af: Freja Hansen

Før svøm

Jeg glædede mig og ville så gerne lave en sub 11. Men samtidig hang skuffelsen over Helsingør stadig ved, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan jeg havde det med dagen.

Jeg prøvede at slå alle tanker ud af hovedet, mens jeg gjorde mig klar, og fokuserede bare på at få et godt løb – uden forventninger om PR. Da jeg begav mig ned mod vandet, begyndte jeg at fryse. Nichlas fra Uperform lagde mærke til det og kom ned for at give mig nogle tips til at holde varmen. Bagefter mødtes jeg med Trine, min træner (også fra Uperform), fik lidt styr på nerverne og tog en hurtig dukkert. Inden startlinjen mødtes jeg med min klub (Karlslunde), som gav mig et selvtillidsboost, hvorefter jeg gik til startlinjen…

Svøm

Jeg kom godt fra start, og min frygt for ikke at kunne følge med min gruppe forsvandt hurtigt – jeg lå og overhalede en god del af tiden. Jeg forsøgte at finde et par gode fødder at følge, men der var ingen med et stabilt tempo, som passede til mig.  Jeg kæmpede lidt med at naviger rundt om folk, men da havde jeg svømmet ruten så mange gange inden, følte jeg, at jeg havde godt styr på retningen og kom godt rundt om bøjerne. Jeg kom godt op af vandet omkring 1:09ish Ved udgangen blev jeg mødt af de bedste peptalks fra min klub (Karlslunde Tri) og kom godt igennem T1.

Cykel

Det blev en lang cykeltur, og jeg havde god tid til at tænke lidt for meget – og samtidig ikke nok tid til at få al den energi, som jeg egentlig havde planlagt.  Den første omgang kørte jeg roligt. Der var modvind, det ville blive en lang dag, og jeg tænkte: Jeg kommer jo alligevel ikke til at lave PR… Men pludselig var jeg halvvejs – hvordan skete det så hurtigt? Jeg tog en beslutning: Jeg går efter den PR. Jeg gav den gas. Med medvind ned gennem Strandvejen fløj jeg af sted, og på Geels Bakke blev jeg mødt af det vildeste heppekor fra min klub (Karlslunde Tri). Op gennem landet kæmpede jeg videre, og to ting skete:  

Jeg begyndte at jagte andre cyklister, og jeg begyndte at have det virkelig sjovt. Jeg kom i tanke om, hvorfor jeg elskede at køre løb – og fik lidt af troen på mig selv tilbage. Ind mod København fik jeg også virkelig god fart på. Og pludselig… var målstregen der. Jeg fik dog ikke spist eller drukket helt efter planen. Det var bedre end i tidligere løb, men på en eller anden måde smuttede tiden fra mig. Det virkede godt at have blandet en flaske med energi til flere timer og så supplere med vand. Jeg var til gengæld virkelig glad for min oversigt over, hvilke kilometer depoterne lå på – det hjalp mig med at få lidt ekstra ned.

Men… jeg kom godt igennem T2 og gjorde mig klar til løbeturen…

Løb

Jeg havde fået mine sokker lidt skævt på og var nødt til at stoppe på den første km for at rette dem… men derefter var jeg klar til at løbe. 4×10 km og,jeg ved, jeg kan løbe 10 km. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv: Når jeg så min træner, skulle jeg smile stort og give thumbs up – uanset hvordan jeg egentlig havde det. Hvis jeg kunne køre mig selv ned til Helsingør, så kunne jeg også heppe mig selv op.  Det virkede. De første to omgange kom jeg igennem med godt humør. Jeg mødte min klub to gange på hver omgang, og det var det vildeste heppekor. På Langelinje stod mine klubkammerater fra Uperform – det var simpelthen en fantastisk opbakning. Jeg havde testet sko og strømper og løbet over 30 km uden problemer, men efter 10 km fik jeg den første vabel… Efter 20 begyndte jeg at blive træt og kæmpede med at få gels ned. Jeg spyttede dem bogstaveligt talt ud, når jeg prøvede at sluge dem. Min mand råbte undervejs: “You’re doing great, but you look like death – drink some water!”  Så jeg stoppede ved næste depot og fik hældt lidt ekstra i mig. Ved 30km mødte jeg min træner og udbrød: “Jeg er ved at gå død.” Hun fangede mig igen senere på ruten og sagde: “Nu skal du holde fast og komme i mål.”  De næste 12 km blev mit mantra: Hold fast, hold fast, hold fast. Da jeg løb forbi min klub en sidste gang, vidste jeg, at jeg kunne holde fast – og jeg løb i mål.

Mål

Jeg kom i mål på 10:53:49 – en PR med over 6 minutter. Jeg fandt min mand og brød sammen i tårer… det var simpelthen en så vild oplevelse.

Jeg fandt mine klubkammerater og fik tvunget lidt mad ned. Jeg fik endda mulighed for at heppe på venner og kammerater, der kom i mål bagefter. Det var den hårdeste og vildeste oplevelse, og jeg vidste, at jeg ikke kunne have klaret det uden den massive support, som jeg havde fået både op til og under løbet.

IRONMAN Copenhagen 2025

Raceberetning – IRONMAN Copenhagen 2025

Af Fie Vogel

Søndag d.17. august 2025 stod jeg til start ved IRONMAN Copenhagen – mit livs største sportslige udfordring indtil nu.

 Det var en oplevelse, der overgik alle mine forventninger og noget, jeg aldrig vil glemme. Allerede i dagene op til racet var jeg både spændt og nervøs, men jeg vidste, at jeg var godt forberedt – med stor hjælp fra min træner Trine fra Uperform Coaching.

Race-morgen

Stemningen på Amager Strand tidlig søndag morgen var helt speciel. Der var en sitrende energi i luften – alle var fokuserede, men samtidig glade og imødekommende. Jeg highfivede og krammede folk, jeg aldrig havde mødt før. Jeg følte mig som en del af et fællesskab, og det gav mig ro inden start.

Svømning

Jeg svømmede de 3,8 km på 1 time og 15 minutter – langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg fandt hurtigt en god rytme og et par ben at ligge på. Beslutningen om at skifte til en ny våddragt uden ærmer få dage inden racet viste sig at være helt rigtig – jeg følte mig fri og afslappet i vandet. Jeg kom op af lagunen med masser af energi.

T1

Jeg fandt hurtigt min pose og fik skiftet til cykelgear uden problemer. Alt sad på rygraden, og jeg kom effektivt videre. Trine stod tæt på og hendes opmuntrende ord gav yderligere energi!

Cykel

Jeg kom stærkt afsted og fik et kæmpe boost af at se min familie på ruten allerede tidligt. Jeg holdt det pace, jeg havde planlagt sammen med Trine, og det gav en tryghed, at jeg på forhånd havde trænet på dele af ruten. Jeg kendte vejene og terrænet, hvilket gjorde det lettere at disponere kræfterne.

Min ernæringsstrategi – lagt sammen med Trine – blev fulgt til punkt og prikke, og det gav mig den stabilitet, jeg skulle bruge til at stå stærkt på løbet. 

T2

Et hurtigt skifte, og så var jeg i løbeskoene. Benene føltes gode, og en lille ømhed i hoften forsvandt hurtigt. 

Løb

Jeg lagde kontrolleret ud – jeg turde ikke åbne for hårdt, for jeg vidste, at de sidste 21 km ville blive en stor udfordring.

Jeg ramte en god rytme og nød turen gennem København. Stemningen var magisk, og hep fra venner, familie og publikum gav mig vinger. Ernæringsstrategien fra cyklen bar frugt – jeg gik aldrig sukkerkold og kunne holde mit pace næsten hele vejen til mål.

Målgang

At krydse målstregen i København efter 10 timer og 41 minutter var en uvirkelig følelse. Jeg havde drømt om at komme under 12 timer – og pludselig stod jeg der næsten halvanden time hurtigere. Glæde, lettelse og stolthed skyllede ind over mig.

Refleksion

Jeg er mest stolt af, at jeg kunne stole på min plan, holde hovedet koldt og nyde rejsen hele vejen.

Forberedelsen sammen med Trine fra Uperform Coaching gjorde hele forskellen – både ift. træning, pacing og ernæringsstrategi. Jeg lærte, at jeg er stærkere, end jeg troede, og at struktur, forberedelse og de rigtige mennesker omkring én kan løfte det hele til et nyt niveau.

 Jeg kan på det varmeste anbefale Uperform Coaching og Trine til alle, der drømmer om at kaste sig ud i Triathlon – uanset niveau. Uden hendes hjælp havde jeg aldrig stået i mål med sådan en oplevelse i bagagen.

IRONMAN Copenhagen 2025

IRONMAN Copenhagen 2025

Af William Fuglsbjerg

Optakt: Havde en god og rolig optakt til svømmestarten med masser af god opvarmning.

Svømning:

Starten går, og der er godt med fart på. Jeg finder hurtigt et par gode fødder og ligger stabilt i en gruppe. Da vi runder 1500 meter og skal tilbage, opstår der desværre tumult ved en bøje, og jeg mister gruppen. Det betyder, at jeg mere eller mindre ender med at trække en lidt langsom gruppe hele vejen hjem. Målet var 58 minutter, men jeg kommer op af vandet på 1:00:25 – helt udmærket.

T1:

T1 går okay. Våddragten ryger hurtigt af, og nummerbæltet samt hjelmen kommer nemt på. Da jeg skal have cyklen ud af racket, sidder den dog fast i flaskeholderne, og jeg må bøvle lidt. Alligevel kommer jeg ud af T1 på 3:41.

Cykling:

Cyklingen var nok den mest ambivalente del af dagen. Allerede efter 4 km taber jeg min første planlagte flaske med 150 g carbs, hvilket frustrerer mig enormt. Samtidig kører vi gennem byen i direkte modvind, som kræver meget fokus. Heldigvis havde jeg en nødplan med en gelflaske på ca. 200 g carbs + en masse natrium. Den redder mig, for jeg ved, at jeg bare skal supplere med vand, når de andre energi-flasker er tømt. Efter Geels Bakke finder jeg rytmen igen og holder de watt, jeg skal. Herfra spiller det hele: jeg får nedkøling på hvert depot, rammer min energi perfekt og føler mig stærk hele vejen. Jeg kører ind fra cyklen på 4:31:54 med masser af overskud.

T2:

T2 går virkelig godt. Jeg afleverer cyklen og gør præcis, som jeg havde visualiseret. Kommer ud af T2 på 1:59.

Løbet:

Løbet går helt efter planen. Som altid handler det om at beherske sig i starten og finde roen efter cyklen. Jeg lykkes virkelig med at holde igen, selvom benene skriger på at løbe hurtigere. Det betaler sig i længden – jeg kan optage al min energi, få nedkøling ved hvert depot og mærker slet ikke varmen, som ellers plager mange ude på ruten. Jeg skulle ligge omkring puls 160 og ender med at holde et gennemsnit på 159. Resultatet bliver et maraton på 3:07:11. Slutresultat Sluttid: 8:45:08 – og 4. plads i min AG på min debut på Ironman-distancen. Jeg er ekstremt stolt og lykkelig.

Jeg havde drømt om 8:45, men aldrig troet, jeg ville ramme det allerede i min første Ironman.

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

Af Carl Philip Levin

For godt og vel et år siden, i august 2018, besluttede jeg mig for, at gøre noget ved min store drøm. Jeg ville gennemføre en IRONMAN, og det skulle være løbet i min egen baghave, KMD IRONMAN Copenhagen 2019. 

Da jeg voksede op, fandt jeg aldrig en sportsgren, der interesserede mig, og jeg har derfor aldrig været et atletisk menneske. I 2017, året forinden, stoppede jeg med at ryge, og et par måneder senere gennemførte jeg mit første halvmaraton på 1:59:52. Jeg havde således løbet en smule, men jeg startede i det store hele fra scratch: jeg kunne knapt nok svømme, og jeg havde aldrig cyklet længere end til skole som kun lå få kilometer væk.

Triatlonklubber, svømmetræning, og det at navigere rundt i udstyret var forvirrende og kaotisk. Det hele virkede meget fjernt, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. 

Jeg luftede derfor min ambition helt stille til enkelte venner og bekendte, og jeg fik anbefalet Uperform af Philip Busck, en ven, der selv lige havde kørt den i 2018, og som jeg senere ville træne med ofte.

 Jeg havde brug for stor fleksibilitet i mit program. Samtidig med at mit IRONMAN projekt begyndte, startede jeg også på universitet, så Uperforms skræddersyede programmer var en løsning, der passede perfekt til mig og mit uforudsigelige studieliv. Jeg blev her sat op med Nichlas Gustafsen, og vi talte sammen om forløbet, og jeg fortalte, at jeg gerne ville under 12 timer, måske 11 timer og 30 min hvis træningen gik godt. Han lagde en plan for forløbet, der skulle få mig kampklar til en dag, der virkede meget langt væk. 

Jeg var som sagt helt grøn til triatlon og træning generelt, men jeg havde tillid til Nichlas og mit træningsprogram. Jeg følte mig egentlig forberedt nok, selvom jeg var klar over, at jeg havde kastet mig langt ud på den dybe ende. Det sidste fik jeg bekræftet allerede på min første cykeltur, da jeg skulle hente min splinternye tricykel fra Trek. Det var første gang, jeg prøvede at cykle med klikpedaler, og det resulterede i et pinligt styrt med mange vidner, da trafiklyset blev rødt. Min første tur i svømmehallen glemmer jeg heller aldrig, for her fandt jeg ud af, at der er en helvedes forskel på at kunne svømme og at SVØMME. Jeg skulle svømme 1 km, og da jeg måtte stoppe efter 25m, virkede IRONMAN helt umuligt for mig.

De næste måneder var utroligt lange og utroligt hårde for mig. Efter at have siddet til forelæsninger og på biblioteket til det blev mørkt, krævede det al min styrke at slæbe mig i svømmehallen gennem regn og slud for at få den ene lussing efter den anden, når jeg ikke kunne klare mere end 100m. Jeg var træt og følte meget modgang, men jeg hang i og gennemførte mine pas, fordi jeg vidste, at jeg med Nichlas som træner nok skulle stå på den startlinje en dag. 

Efter 20 gange i svømmehallen, føltes det som om, at jeg begyndte at knække koden. Jeg begyndte at kunne fuldføre de fleste af programmerne, som Nichlas skrev ind i kalenderen på min træningsapp, TrainingPeaks, og også mit løb og cykling gik bedre. Det var fantastisk at se fremgang, og jeg begyndte at blive forelsket i træningen og strukturen, den medførte! Jeg følte mig dog stadig som en begynder med mange spørgsmål, men Nichlas besvarede dem alle, også de der faldt sent søndag aften. Fritiden gik til i højere grad med træning og i mindre grad med fester og med at være social, men jeg vidste, at det var prisen for at blive jernmand. Jeg forsøgte aldrig at misse træninger, men i stedet at rykke de, der smuttede i samspil med Nichlas. 

Tiden gik, dagene blev længere, formen blev bedre, og jeg stod pludselig overfor mit første race som sportsmand: Copenhagen Marathon. Jeg har altid løbet med en relativt høj puls, nok både på grund af genetik og min korte tid i træning. Det skulle dog ikke stoppe mig i at sætte et ambitiøst mål om at løbe 4.44 i pace, og dermed komme under 3 timer og 20 min. Det var en lang løbetur, men det lykkedes at komme i mål på 3 timer og 18 min på første maraton! Efter målstregen sad både Nichlas, Philip Busck og jeg i græsset på Islands Brygge, alle med medaljer om halsen og ømme stænger, og talte ud om den store oplevelse. En fed afslutning på en fed dag.

Herfra tog det fart. Jeg var stadig høj af at have gennemført et maraton, og jeg fik banket en masse træning ind i ugerne efter. Next up var halv IRONMAN i Helsingør. Jeg fik prøvet at svømme i våddragt for første gang, og jeg kunne mærke, at tiden til triatlon endelig var kommet, hvilket betød, at den helt store dag var tæt på. Nichlas var også til stede til her, dog kun som træner denne gang. Jeg var meget nervøs op til og rodede lidt rundt i alt, der skulle klares inden, så det var fedt lige at mødes med min coach før kampstart. Dagen gik rigtigt godt, og jeg kom i mål på en tid, jeg slet ikke havde troet var mulig. 4 timer og 44 min. sagde uret, og jeg var mere end tilfreds.

Nu var der for alvor ikke lang tid til. Den halve distance gik bedre end forventet, og nu var der kun storebroren tilbage. Med fri fra studiet var der masser af tid i sommerferien til træning og lange cykelture, og jeg fik cyklet rundt i Frankrigs bjerge og på de fede ruter på Mallorca. Uperforms træningspas, som Nichlas rettede ind til mine rytmer, blev mere intensive, og jeg fik stille og roligt trykket de rigtigt lange svømme-, cykel- og løbeture af over sommeren.

Inden jeg fik set mig om, var der tre uger til. Så 14 dage, så blev det race week.

Og lige pludseligt var dagen der. 

RACE DAY – KAMPDAG

Det hele kulminerede. Vildt at tænke på, at alt jeg havde trænet til det sidste år nu endelig var kommet. Den dag jeg havde tænkt på tusindvis af gange, når det var hårdt og svært og gjorde ondt. Nu var det nu!

Det var ikke længere et spørgsmål om at gennemføre, for Uperforms effektive træningspas havde gjort, at jeg nu turde tro på en endnu bedre tid, end jeg først havde regnet med. Jeg havde, som mange andre, en drøm om at gennemføre en IRONMAN på under 10 timer, og mit resultat på den halve distance gav mig håb om, at det var muligt. Selvom jeg næsten ikke turde sige det højt.

Vejrforholdene var perfekte til at køre hurtigt i. Vandet i Amager Strandpark var spejlblankt og lignede en svømmehal, vinden kom perfekt til at flyve op langs strandvejen, og vi fik en mild temperatur med lidt regn på løbet. Jeg var forberedt til tænderne, cyklen spillede, og jeg havde fået fulgt Nichlas guidelines op til dagen, så der var ingen undskyldninger, og bolden lå på min banehalvdel.  

Stemningen ved starten på svømmet var meget intens. Spænding og nervøsitet blandet med forventning og et ønske om at præstere fyldte luften, og det føltes som om, jeg stod på skafottet. Jeg stillede mig i den hurtige ende af mit heat og lagde mig optimistisk i gruppen 1.06 -> 1.08. Jeg var så nervøs, så mit hjerte hamrede derud af, mens jeg kunne høre bippene, der sendte de andre atleter afsted. Da jeg stod foran startlinjen, føltes det som om tiden stod stille mellem hvert bip, men da mit bip sidste kom, forvandlede al energien sig med ét til en eksplosion af kampgejst og muskelkraft. Nu var jeg i gang.

Det føltes som om, jeg fløj afsted fra start, og ifølge mine splittider så det ud til at gå stærkt. Det er altid hektisk at svømme med så mange, men det gik fint rundt om bøjerne. Mine briller begyndte at dugge efter 2,5 km, så jeg havde svært ved at svømme helt lige på resten af ruten, hvilket betød, at jeg svømmede en del længere end nødvendigt. Ved de sidste 5-600 m fik en fod skubbet min svømmebrille op i panden på mig, så jeg måtte stoppe op og sætte dem ned igen, men i det store hele gik det super fint. Lidt desorienteret da jeg kom op af vandet, men rigtig glad for, at jeg fik bevaret roen i kroppen til at holde fokus på at give den max gas på cyklen.

Swim: 3,8 km – 1:08:28 (1:48 pr. 100m)

Første transition gik godt, og jeg lavede ikke nogen fejl på trods af, at jeg i stress og nervøsitet glemte at smøre babyolie på benene og armene, så jeg kunne rive våddragten af uden problemer. 

3 min og 41 sek. efter jeg kom op af vandet sad jeg på cyklen, klar til at give den fuld hammer op ad Strandvejen. 

Jeg fik pulsen relativt hurtigt under kontrol og var heldig nok til hurtigt at finde et felt, der giver den gas. Den fik endda så meget gas, at jeg forberedte mig på at sakke bagud efter første runde, hvis jeg kunne mærke, at benene havde brug for det. 

Det var fantastisk at flyve op ad Strandvejen med lidt vind i ryggen, og jeg syntes, at det hele gik som smurt. Sådan var det indtil ca. 55 km, hvor det, jeg havde frygtet, skete. Jeg valgte at blande to dunke rigtigt stærkt op med energi og drikke én hver runde. Jeg havde således 141g kulhydrater i hver, så jeg var rimeligt glad for dem. Som jeg lå i tribøjlen så jeg ikke et hul, der var i vejen, og det sendte den ene dunk flyvende i vejkanten. Jeg overvejede kort at stoppe og samle den op men besluttede i stedet at køre videre og holde momentum, for jeg var forberedt på det værste, så jeg vidste, at det ca. svarede til 3-4 gel og to energidunke ved depoterne.

Efter første runde føltes benene stadigvæk godt, og jeg besluttede at gå all in på mit sats og holde mig i den hurtige gruppe. Imens jeg tog runden for anden gang. bad jeg bare til, at den energi, jeg ikke havde eksperimenteret med før, ikke ødelagde det for mig på løbet.

Da jeg havde mærket Tour de France-stemningen ved Geels bakke for anden gang, begyndte jeg godt at kunne mærke at nakken og ryggen begyndte at gøre ondt, og jeg var generelt nervøs for, om jeg havde lavet den klassiske fejl at køre alt for hårdt på cyklen. Samtidigt med dette vidste jeg dog godt, at det var gået over alt forventning med en sub-5 cykelsplit, og at den nu bare skulle køres hjem på løbet. 

Bike: 180 km – 4:56:19 (36,45 km/hr)

I det sekund mine fødder ramte jorden, kunne jeg mærke de gummiben, som jeg havde hørt om så mange gange før. I de offbikes, jeg normalt har lavet som træning, har jeg aldrig mærket det i så høj en grad, og det gav mig faktisk et kæmpe chok. Jeg besluttede derfor med det samme at tage det helt roligt i T2 og sørge for at skoene sad som de skulle og var helt klar til at komme afsted, for det var nemlig ingen kort løbetur, der ventede.

Til min glæde kom jeg hurtigt ind i rytmen, og jeg kunne mærke, at der stadig var ild i benene. De første to runder var helt fantastiske, og selvom jeg havde løbet ruten 1.000 gange før under min træning, var der ikke en meter, jeg ikke nød på ruten. Jeg holdt mig til den energi- og væskeplan, som jeg i samarbejde med Nichlas havde lavet, og jeg var på trods af humøret klar over, at den høje energi ikke ville vare ved.

Ved omkring 27 km begyndte jeg at mærke, at min krop var ved at være helt flad, og derfra gik det hurtigt. Den havde fået én over nakken på cyklen, og det betalte jeg tilbage på nu. Det hjalp virkelig at have min familie og mine venner til at heppe på mig, og jeg var også enormt glad for at se Nichlas, som under løbet kom med kommentarer og feedback. 

Efter 30 km havde jeg så ondt, og hver en muskelfiber i min krop skreg om, at jeg skulle stoppe. Men jeg var ikke et sekund i tvivl. Mine ben skulle ikke bare brække, de skulle falde af, hvis ikke jeg skulle løbe over den målstreg. Jeg tænkte på alle timerne, jeg havde lagt i mit projekt, alle aftenerne med venner jeg havde misset, og mest af alt min store drøm, som jeg var så tæt på at gøre til virkelig. 

Og pludseligt kom det øjeblik, hvor jeg skulle dreje af. Jeg kunne se den røde løber, og jeg vidste, at jeg havde klaret det. Få øjeblikke i ens liv kan slå det øjeblik, man løber op af det tæppe, når ens tætteste råber på en for sidste gang, når man ved at man har givet den 130% af hvad den kan trække, og når man hører ordene ”Carl Philip Levin, you are an IRONMAN!” 

Tiden sagde 9:35:48, og jeg var ovenud lykkelig. 

Run: 42,2 km – 3:23:19 (4:50 min/km)

Her på den anden side af et livsændrende kapitel, hvor jeg har opnået en kæmpe drøm, sidder jeg tilbage nu. Oprindeligt troede jeg, at min træningsrejse var slut, men over det her år lærte jeg virkelig at elske min træning. Derfor slipper Nichlas og Uperform heller ikke for mig endnu, for næste løb hedder New York City Marathon i november, og jeg glæder mig til flere af Uperforms træningspas, så jeg kan komme ud i krigszonen igen, klar til at give den gas. Jeg gik fra nul til jernmand, og det har lært mig så meget, som jeg kan bruge i resten af mit. Selvfølgelig handler det om flid, vilje og selvdisciplin, men det lærte mig, at man virkelig kan gøre alt, så længe man VIRKELIG vil det.

IRONMAN Copenhagen 2019 Race report

Race rapport fra IRONMAN Copenhagen

Af Philip Busck

Endnu et år med træning var nu ved at komme til sin ende, og jeg stod for anden gang ved startstregen til Ironman København. Målet var at komme under 9:30, og generelt få et godt løb, hvor jeg kunne bruge min erfaring fra alle tidligere løb.

Jeg følte mig dårligt svømmende sammenlignet med sidste år, men tænkte at jeg kunne svømme omkring 62-63 minutter.

Jeg følte min position på cyklingen var vanvittig god (måske for god), så hvis jeg kunne holde mine watt, ville det går stærk. Her skal det medregnes, at vejrforholdende på dagen var helt perfekt med ca. 15-18 grader overskyet og vind fra sydvest. På løbet havde jeg gennem sommeren fået en masse km i benene, med masser af intensitet i juli, så her var jeg virkelig fortrøstningsfuld.

Ugen var ikke optimal hverken ift. søvn, kost eller træning – men jeg vidste jeg havde trænet godt i specielt hele juli måned, så jeg tænkte, at det ikke ville have den største indflydelse. Jeg får sovet godt dagen inden (ca. 6 timer), og får spist/drukket godt fredag lørdag. 

Morgenen inden

Får varmet rigtig godt op, får placeret mig ved folk der svømme omkring 58-60 minutter. Det vurdere jeg er lige over mit niveau, så jeg forhåbentlig kan finde nogle hurtige fødder. Starten gik, og nu var jeg satme i gang.

Svømning

Kommer godt afsted, og er overrasket over mine mellemtider på omkring 1:30, da jeg faktisk forsøger at holde lidt tilbage i den første del af svømningen. Jeg har kun svømmet 2 gange i de sidste 3 uger optil, så jeg frygtede lidt for at svømme over evne. Da jeg rammer 1900m mærket, står der 29:22 på uret. Her var jeg i god tro om, at selv med en smule langsommere anden del, ville kunne svømme under en time. Ved 2800 m cirka får jeg krampe i læggen, og det er så slemt at jeg må stoppe op. Her ligger jeg nok i vandet i knap 2 minutter, før jeg igen får kontrollen, og kan strække benet ud og komme videre. Uden at bevæge højre ben satte jeg stille og roligt videre. Jeg tænkte, at det koster et par minutter i det store billede, men jeg kan sagtens stadig nå mine ambitioner, hvis jeg holder det under kontrol. Selvom jeg svømmede roligt videre, så kom krampen igen ved ca. 3400m , og der var jeg for alvor ved at blive hidsig. Hvis jeg ikke engang kan svømme 3,8 km, så bliver det sgu en lang dag.

Nå men op af vandet kom jeg, og jeg havde et super fint skift, hvilket hjalp lidt til selvtilliden. 

Svømning 3,9 km – 1:03:24 (1:41/100m)

Cykling 

Får skiftet på 3:19, uden at lave de store fejl, så det var perfekt. 

Ambitionen var at køre på den gode side af 5 timer, holde ca. 210 watt+, og generelt forblive i aerobaren så længe som muligt. Pulsen skulle gerne være omkring 145. Naturligvis var væskeplanen og energiplanen også i højsædet. 

Cyklingen starter ud som forventet med lidt surmuleri efter svømningen, men jeg kom hurtigt ind i en rytme, og allerede efter man var kommet ud af byen kunne jeg se der var fart på. Her vælger jeg så at tage en stor tår af min ene energidunk med ca. 150g kulhydrat i. Det resulterer i, at jeg hælder nok en halv dunk udover mig selv, aerobaren, cykelcomputeren og det hele, fordi låget ikke var ordenligt på. Hold nu kæft hvor er det åndssvagt. Nå plan A blev til B, og jeg tænkte jeg tog et par bananer, og lidt energi fra depot for at kompensere for de ca. 70g kulhydrat jeg mangler. Bananer skulle vise sig at være guds gave til mig, da jeg generelt under hele cyklingen har det sindssygt godt i maven, selvom der bliver indtaget 85 g energi, hvor det meste er flydende.

I baghovedet fra sidste år havde jeg, at hvis der kom en gruppe med et godt tempo, ville jeg hægte mig på. Det der med at ligge alene erfarede jeg nemlig sidste ikke var holdbart, hverken fysisk eller psykisk på de ca. 5 timer. 

Jeg kommer godt op ad strandvejen, hvor jeg finder en god gruppe der køre stærkt, og også over 300 watt på bakkerne, hvor jeg derfor falder lidt bagud et par gange, fordi jeg frygter at brænde tændstikker. 

Det bliver dog ret kontrolleret da gruppen bliver opløst, og jeg finder et par fyre der køre stærkt, og vi køre egentlig sammen i de to loops, indtil vi er på vej ind mod KBH igen.  

Inden cyklingen slutter er min nakke og ryg godt medtaget, men jeg føler det har givet vildt meget at ligge i aerobaren, da jeg på alle nedkørsler virkelig fik overhalet, mens folk strakte deres rygge ud eller lignende.

Væske og energiplanen var gået totalt efter planen. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan benene mon havde det.

Cyklingen blev afsluttet med 37,3 km/t på 4:49:29

Løb

Kommer ud af T2 med et skift på 2:04, benene føles gode, men min læn er spændt som aldrig før, efter cyklingen. Jeg prøver dog at holde styr på kadence, teknik, og igen tænke på at få en masse energi og væske indenbords.

 Efter 28 km får jeg første gang krampe i baglåret. Jeg har på det tidspunkt holdt et snit på ca. 4:28 og ligger til en tid på under 3:10 på mit marathon. Jeg må dog erkende, at det var drømmescenariet, og når kramperne nu var en realitet måtte jeg jo bare fortsætte, så godt jeg kunne. I Kronborg til 70.3 oplevede jeg krampe allerede efter cyklingen, men kunne med enkelte 30 sekunders pauser, stadig løbe videre i fornuftigt tempo.

Herfra kunne jeg løbe 1-1,5 km, hvorefter jeg stoppede op i 1 minuts tid for at få styr på krampen.

Ved 35-37 km begynder de første tegn på, at jeg mangler energi/væske og generelt bare er ved at være flad for energi. Min teknik bliver dårlig, og fra at tænke over alt muligt der gjorde mig glad, og fik mig til at fortsætte, tænkte jeg få og negative tanker. Jeg havde dog en god tanke der holdt mig oppe, og det var, at jeg snart var i mål.

I svinget inden opløbsstrækningen rammer den sidste krampe. Folk råber til mig jeg skal løbe i mål, og der var ikke noget jeg hellere ville. Igen, jeg tog mig 30 sekunder til 1 minut, hvorefter jeg kunne løbe videre.

Jeg løber over målstregen som nr. 3 i aldersgruppen 18-24! Det er slut nu. Jeg har lavet en Ironman, som jeg er mega stolt over. Jeg har afsluttet et kapitel i mit liv, som jeg nu kan se tilbage på med stolthed og ingen skuffelse, som sidste år. 

Det var stort, og de, der har krydset målstregen efter lang tids hård træning ved præcis hvad jeg taler om. Det er helt fantastisk. 

Afsluttende løb: 3:25:29 – 4:51 i pace pr/km.

Samlet resultat: 9:23:44

Ironman Copenhagen

Af Julius Panduro Rydstrøm

Dagene op til selve stævnet, var egentligt ret afslappet, allerede i starten af ugen havde jeg sørget for at der var styr på alt.
Cyklen var tjekket igennem, alt grej blev vasket og pudset, tjek listen blev udført til punkt og prikke samt planen for selve dagen blev lagt.

Jeg fik testet cyklen en sidste gang for at se at alt bare spillede, og løb en lille tur, for at holde kroppen i gang inden at den skulle ud på den lange tur.

Raceday.
Uret ringer klokken 03.30, og jeg får hurtigt slukket det, så jeg ikke vækker min gravide kæreste. Går ud og sætter vand over til kaffen, samt laver en skål med yoghurt, frosties og mysli. Jeg tager maden og min kaffe med ind i stuen hvor lyset er slukket, og sidder for mig selv og begynder at forberede mig mentalt på hvad dagen bringer.

Jeg kigger mine ting igennem en sidste gang, og gør mig klar til at min bror henter mig klokken 04.45, vi kører ud til start området hvor min cykel står og jeg går lige de sidste ting igennem på cyklen, så jeg ved at alt spiller. Jeg går skiftezonen igennem et par gange for at være sikker på hvor jeg skal hen, så jeg ikke bliver i tvivl når jeg kommer op af vandet, jeg får hilst på nogle af dem jeg kender, og får sagt held og lykke.

Klokken nærmer sig 06.15 og jeg begynder så småt at tage min våddragt på, så jeg kan komme ud i god tid og varme op, da jeg får dragten på, kommer min kæreste derud og vi får talt lidt sammen inden at jeg går i vandet for at varme op. Jeg får svømmet en lille smugle derud og så tilbage igen, og står lige 5 minutters tid og strækker kroppen, samt justere våddragten så den sidder optimalt.

Jeg går op til min bror og kæreste som lige giver mig de sidste ord med på vejen inden at jeg stiller mig op i rækkerne hvor starten går. Jeg er ikke super nervøs omkring det, men føler at jeg har skabt et godt spændingsniveau til at gå ud og få en fantastisk dag med en masse oplevelser og lærdom.

Det er rullende start, hvilket betyder at vi bliver sendt afsted små grupper med et par sekunder imellem hver gruppe. Jeg kommer ned i vandet og får hurtigt gang i kroppen, lidt tempo på ud til den første bøje og derefter tager, jeg det ret roligt og prøver at finde en, som jeg kan ligger på fødderne af, men der var ingen at finde og jeg tænker at det kan være at jeg finder nogle senere på svømningen. Jeg rammer 1800 meter mærket og der er stadig ingen fødder at finde, så jeg vælger ikke at fokusere på at finde nogle at hængte mig på og så derfor bare nyde svømningen. Der er et okay flow i kroppen og der bliver ikke brugt for mange kræfter, kommer så ud til sidste vendepunkt og her ligger der så et reb tværs over der hvor man svømmer, og der bliver stoppet lidt op jeg vælger derefter at dykke under det og rundt om bøjen, kursen bliver sat imod den sidste bøje og de 3.8km er ved at være gennemført.

Jeg kommer op af vandet og ind igennem T1 (Skiftezonen), ud på cyklen og det første stykke tid bruger jeg på at finde et godt flow og få styr på at alt er, som det skal være.

Kommer så i gang med cyklingen, men de første 70km var humøret ikke så stort, der lå nogle på hjul af min konstant, men det er jeg i bund og grund også ligeglad med fordi det er kun dem selv de snyder, men når de vælger at køre forbi mig og derefter falde tilbage, så jeg hele tiden blev nød til at overhale eller falde tilbage, da man skal holde 12 meters afstand, jeg vælger efter nogle frustrationer at lade mig falde en del tilbage og give dem et forspring, så de kan ligge og snyde, og efter det øjeblik nød jeg hele turen igennem, hvor kilometerne bare kørte derudaf. Jeg rammer geels bakke hvor min svigerfar, min kæreste og nogle venner, samt klubkammerater stod og heppede på mig, hvilket giver et lille boost.
Kommer til 130 km mærket, hvor jeg igen møder den lille gruppe, som sjovt nok stadig ligger på hjul af hinanden, men åbenbart er ved at løbe tør for kræfter, så jeg beslutter at sætte lidt mere tempo på i 15 minutters tid for at sørge for at de ikke kunne hænge på, og derefter så jeg dem ikke igen, hvilket gjorde at jeg kunne køre den stabilt hjem på cyklen uden at bruge for mange kræfter, da jeg gerne ville have så friske ben som muligt, når jeg skulle ud og løbe et maraton efter 3.8 km svømning og 180 km cykling.

Kommer ind i T2 (skiftezonen), hvor jeg afleverer min cykel til en frivillig og får smækket et par løbesko på, dog havde jeg lige glemt i farten at man skulle hænge sin skifte pose tilbage på den krog hvor man tog den, så skulle lige løbe tilbage med den.

Ud på løbet og jeg føler mig frisk på trods af lidt krampe i inderlåret, men var sikker på at det bare skulle løbes væk, ligger ud i et stabilt tempo, som ikke var for hård, kommer forbi mine klubkammerater, som står og hepper hvilket var helt fantastisk, men efter 3 kilometer begynder min mave at drille, jeg har tidligere haft mange problemer med det og har prøvet virkeligt mange forskellige energi produkter for at undgå at dette skulle ske, og troede at jeg havde knækket koden, men jeg tog fejl. Og ved 5 km mærket var smerterne så kraftige at jeg overvejede at trække stikket, men jeg fik kæmpet mig videre og prøvede samtlige ting for at få styr på maven, men hverken toiletbesøg, cola, bananer, rent vand eller saltkiks var nogen hjælp, jeg slukkede mit ur og de sidste 37.2km blev i ren smerte og vilje om at jeg ville gennemføre, jeg prøvede flere gange at sætte mere tempo på, men der var bare ikke noget at gøre når maven ikke gider at samarbejde. Jeg havde selvfølgelig tanker omkring det at ramme “muren” på løbet, da jeg aldrig havde løbet et maraton før, men jeg følte ikke rigtigt at der kom nogen mur, da smerterne bare havde været der siden 5 km mærket, så jeg havde nok bare vænnet mig til at det gjorde lidt ekstra ondt.

Men jeg kommer til det sidste stykke, og der er ikke langt til mål, skiltet i vejsiden siger 40.2km hvilket betød at der kun var 2 km tilbage, jeg prøvede at nyde de sidste 2 km så meget som muligt, det var fantastisk så mange mennesker der hepper og hele den atmosfære der er omkring sådan et stort stævne.

Jeg løber forbi mine klubkammerater for sidste gang, og jeg ved at det er lige rundt om hjørnet målet er, hårene på armene begynder at rejse sig, og jeg løber ind på de sidste 100 meter, den røde løber er under mine fødder, jeg kigger op og ser porten med mit navn, og jeg giver den sidste high five inden at jeg løfter mine arme og prøver at krydse målstregen med et brøl.

Kommer i mål og hele min maveregion er i krampe og jeg kan dårligt snakke, men jeg gjorde det, måske jeg ikke levede helt op til mit potentiale på dagen, men jeg gennemførte og gav ikke op, og det var det jeg kom for.

Jeg skal nok få revanche en dag, når jeg har fået styr på mine maveproblemer.

Der skal lyde stort tak til.

Uperform Coaching
Scanposten Graphic
Pulskoncept
Herlev Tri og Motion
og selvfølgelig
Min familie, venner og dem, som følger mig.
 

Ironman Copenhagen

Written by Måns Höiom

In 2005 I accompanied my brother, Runar, on his attempt to qualify to World Championship IronMan distance in Zürich, Switzerland. I watched the race in awe as I had not seen triathletes compete before. It was an all-out effort from them all – including my brother! Little did I realized I was stung by the IronMan bug then! Unfortunately my brother had to pull out during run from a knee injury. In 2016 my wife, Veronica, wished to get an full IM race start as her birthday present. 11 years had gone by and the fever from that Zürich race came back! And so did my brothers! We all three got so passionate about IM that big goals was dreamed about. My wife was reluctant to have big goals, but I have seen the spark in her eyes – she is becoming hungry as well! As a result me and my wife have signed up for a triathlon coach to train us. Teresa Heimann at Uperform have coached us equally from October 2017. For my brother and me it was a qualification to the big dance in Kona Hawaii that became the target! Runar and myself tried to qualify in Texas, US, this year as it was a fast and early on the season race in April. Result – we were both too far behind!

Second try in Haugesund, Norway. Result - Runar qualified to Kona claiming first place in his age group! I was beyond happy and proud of him and could not hold back some tears as I followed the race from my hotel room. I had crashed on the bike early in the bikesection and broke some ribs!

Third try I had no other choice than KMD IM Copenhagen as I had to recover from the crash and it was also the last race with qualification slots to WC this year. I did not want to see my brother and his family go there without company!

I had 7 weeks to get my ribs healed and back into serious training! Teresa rearranged the training and coaching from Texas to Haugesund and around all my injuries, along the way, to adjust to the very short 7 weeks ramp up to IM Copenhagen. The last week before the race I was finally pain free having done all the training Teresa threw at me.
 

The race KMD Ironman Copenhagen

Swim:

Felt magical on the warmup! Launched myself into the water and tried to find feet’s directly, instructed to do so by Teresa. Had trouble with leaking right goggle, but decided to ignore it. So I swam most of the course with water inside making it problematic to navigate, both over the waterline and below. Felt myself being a bit passive in the middle of the race, being passed by a few swimmers, but increased the effort a bit and got back to proper swimming. Under the last bridge the ropes and buoys that should divide the swimmers going both directions had come loose, so me and some others got tangled up in those! Lost a bit there as well, but an all-in-all good swim and great feeling! Time: 1:00:51 PB!
 

Bike:

Felt a bit weak from swim at the beginning but got better eventually. Could not see good with my right eye. The water from swim made my sight blurred I assume. Did not want to risk any draftingpenalty so I stayed well clear from others. Groups formed and I used some of my watts to take the lead and try to get away. It worked but then they came again, but in smaller numbers, so I did it again and again. I felt in control and preserved my power where it made sense and unleashed it when I had to. Wanted the bike to be good, but not to destroy the run. I got feedback from Runar that I was loosing time compared to the first 4 in my agegroup. That was expected but equally frustrating as I am a weaker biker than them. Tried to stay calm and push the watt as instructed by Teresa. A lot of wind and I had trouble keeping speed in the headwind. Time: 4:55:55
 

Run:

Knew I was around 12:th place. Had a terrible feeling going out from T2. Decided it was probably a full bladder. Could not empty it on the bike (have never been able!) so I had to stop and relief myself. The stream never ended, I was soo full! Felt much better after that and tried to hold back my pace so I could keep it for longer. The first lap, out of 4,5, was really hard as the running rhythm hadn’t come. Did not want to check the speed on the watch, only focused on the time and getting those gels in me at regular intervals. Drank some water or whatever I could grasp in the aidstations to get fluid in me as well. Second lap felt much better and the rhythm was there again. Passing people all the time and had just a few passing me. But I think none of them was in my agegroup so let them run away. Third lap, in the end of it, I started to feel cramp biting my hamstrings and calf’s. Got a bit worried that I would end up as in Texas having to walk/run the rest of the course. Tried to loose up on the pace and the cramp went away. Could then slowly build up the pace again. Perhaps not to the former speed, but enough to not panic. Got pacing from Runar that I was consistently running around 20sec faster per km than the ones before me. Also knew that I was 9:th with around 8 minutes to top three. I know most runners deflates the last 10-12 km on a marathon, especially triathletes as they are more tired after swim and bike. So I kept my pace and Runar stopped calling out my placing after I passed 2, so I knew I probably was number 7 or so. I found out Teresa wanted me to focus on running instead of places! My feet started hurting and the cramp showed itself more often, but I kept telling me to ”rip this shit out ’till my bones collapse” (lyrics from an Eminem song which echoed in my brain most of the day). I was dead tired as the final loop started and I had 1,5 laps to run. Kept grinding the teeth and kept running just below the pace where the cramp would stay away. Damned myself for having to stop and pee for soooo long in the beginning. Then Pia let me know I was gaining fast on spot 3-4. Runar was just giving me to focus on the stride and ”here and now”. The last small inclines was passed and I cold taste the last halfloop but my body was screaming louder than Runar to stop. Passing that finnishline and my legs actually collapsed! I don’t think I have ever been so tired in my life! Time: 3:09:04

Total time: 9:12:27 (T1 04:18, T2 02:21)

Place 4:th!

Result – Qualified for Kona!!!

Ironman Copenhagen

Af Nichlas Gustafsen

Dagene op til løbet foregik roligt og der var let træning helt ind til start. Lørdag blev brugt på at fylde depoterne op, få tjekket cykel ind og et kort træningspas på 30 min. (15 min cykel og 15 min let jog).

Bike tjek ind gik super fint, man fik lov til lige at mærke stemningen og lure de nærmste konkurrenter af. Cyklen stod helt optimalt på asfalten og i næst sidste bås ud mod vejen.

Det skal siges at målsætningerne for løbet var sky høje. Jeg havde valgt at tilmelde mig sub10, samtidig med jeg gik hårdt efter en top 10 placering i aldersgruppen om det lykkes kan I læse senere.

Søndag morgen – Raceday. Dagen hvor mit a-game endelig skulle pakkes ud. Jeg følte mig virkelig klar og meget fokuseret på dagen. Der var lagt op til en stor dag, med en masse fantastiske venner, konkurrenter mm.. Planen var lagt og det var tid til at få svar på alle de spørgsmål som altid vælter rundt i hovedet på en når man har trænet målrettet mod et event i et års tid. Det var tid til at få svar på det hele. Kunne kroppen holde??

Morgenmaden blev indtaget i god tid og vi var nærmest de første ude ved T1 om morgene. Det var rimelig koldt så vi gik en del rundt og tilbage til bilen for at holde varmen. Cyklen blev gjort klar, bike bag’en blev tjekket en ekstra gang og der blev kort varmet op. Det blæste en del da vi ankom til strandparken, men vinden dalede heldigvis inden start.

Starten gik og jeg kom fint afsted. Holdt mig til min plan om ikke at gå ind i alt for mange slåskampe undervejs og i stedet fokusere på mit eget pace og den mest direkte vej udenom de store grupperinger. Det gik rigtigt fint det meste af tiden, men faldt tit ind bag forskellige grupper som svømmede lidt for langsomt. Det resulterede i en afstraffelsen ala et spark direkte i skridte, som tog små 5 min at komme mig over. Men alt i alt gik svømme delen rigtig fint, til trods for jeg var lidt langsommere end målsætningen, men det var jeg helt overbevist om nok skulle blive hentet på cyklen.

På vej ud af T1 som forløb mere eller mindre uden de store problemer, bortset fra mit brilleglas var røget ud af hjelmen og skulle sættes på plads, høre jeg at alle stort set har svømmet langsommere end forventet. Jeg får besked om jeg ligger i top20, hvilket bestemt er godkendt og jeg derfor hurtig finder gejsten igen og er klar til den lange cykeltur.

Cykelturen går rigtig fint. Jeg holder mig til min plan omkring de 36 km/t i snit, hvilket daler lidt mod slutningen. Der var en del vind på ruten og der blev kæmpet lidt ekstra, dog følte jeg at jeg havde ok med overskud undervejs og kunne ikke lade vær med at smile over at det virkelig er fedt at ligge og presse sig selv i bøjlen. Jeg får desværre ikke drukket helt nok på cyklen til trods for jeg holder mig til min plan. Det var åbenbart varmere end forventet, hvorfor jeg kommer ind i T2 med en lidt langsommere gennemsnitsfart end planlagt. Igen får jeg hurtigt besked omkring at jeg ligger godt til i feltet og at de andre også har cyklet en del langsommer end forventet. Så igen får jeg et mentalt boost i den rigtige retning. Dog skal mit væske underskud senere komme til at koste mig dyrbare minutter.

Cykelruten var fantastisk og det var en ren fornøjelse at køre op over Geels bakke anden gang hvor min coach til min store overraskelse får øje på mig og giver mig et par råb med på vejen.

Inde i T2 spiller alt maks sammen. Jeg får afleveret cyklen og hurtigt ud på løbet. Jeg starter altid hurtigt ud på løbet for at få benene i gang hurtigst muligt. De første km. Foregår omkring 4.00 præcis som planlagt. Derefter finder jeg hurtigt ind i en rigtig god rytme omkring de 4.10-4.15. Dette viste sig dog at være lidt for hurtigt selvom jeg blev mega grebet afstemningen da jeg hver gang jeg krydsede venner og familie fik besked omkring at jeg blev ved med at indhente konkurrenterne foran mig. Tempoet dalede lidt for hurtigt og blev hurtigt til 4.30-4.40 for senere at bliver mere en kamp om at holde tempoet under de 5.00 end at holde mit planlagte pace. Min manglende væske på cyklen kom også i spil her. Jeg lå konstant og kæmpede med at få væske balancen igennem, hvilket gjorde jeg brugte meget tid i væskedepoterne, men jeg fik aldrig balancen tilbage i kroppen. Ud på de sidste 25 km. Var det ren overlevelse. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at holde mit top 6-7 placering, hvilket jeg også gjorde hele vejen til målstregen. (Dog var der nogle i min AG som var startet senere som skubbede mig ned på 10 pladsen)

Da jeg kom til målstregen var det en kæmpe forløsning. Målsætningerne for dagen var nået. Jeg havde forbedret min tid med ca. 1,5 time og havde slået klubrekorden. Samtidig kunne jeg senere se at jeg havde indfriet målsætningen omkring en top 10 placering, da jeg sluttede samlet 10 i min AG med tiden 

Det var en lang dag, men hold kæft hvor var det fedt. Der var fyldt med venner, familie osv. På hele løberuten. Jeg bliver totalt revet med når der er så massiv opbakning og jeg er mega stolt over den enorme opbakning jeg fik.

Tusinde tak for den store støtte. Jeg glæder mig for vildt til vi skal i kamp igen. Der er bestemt plads til forbedring, men jeg er vanvittig stolt over den præstation jeg formåede at levere på dagen.

Som nogle ved havde jeg også en målsætning/et håb omkring Hawaii. Dette kom ikke til at ske i denne omgang, men jeg er helt sikker på der ligger et slot til mig lige rundt om hjørnet og gemmer sig. Nu skal der bare arbejdes videre for at nå det sidste stykke vej. Så skal det nok lykkes.