IRONMAN Copenhagen 2025

Raceberetning – IRONMAN Copenhagen 2025

Af Fie Vogel

Søndag d.17. august 2025 stod jeg til start ved IRONMAN Copenhagen – mit livs største sportslige udfordring indtil nu.

 Det var en oplevelse, der overgik alle mine forventninger og noget, jeg aldrig vil glemme. Allerede i dagene op til racet var jeg både spændt og nervøs, men jeg vidste, at jeg var godt forberedt – med stor hjælp fra min træner Trine fra Uperform Coaching.

Race-morgen

Stemningen på Amager Strand tidlig søndag morgen var helt speciel. Der var en sitrende energi i luften – alle var fokuserede, men samtidig glade og imødekommende. Jeg highfivede og krammede folk, jeg aldrig havde mødt før. Jeg følte mig som en del af et fællesskab, og det gav mig ro inden start.

Svømning

Jeg svømmede de 3,8 km på 1 time og 15 minutter – langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg fandt hurtigt en god rytme og et par ben at ligge på. Beslutningen om at skifte til en ny våddragt uden ærmer få dage inden racet viste sig at være helt rigtig – jeg følte mig fri og afslappet i vandet. Jeg kom op af lagunen med masser af energi.

T1

Jeg fandt hurtigt min pose og fik skiftet til cykelgear uden problemer. Alt sad på rygraden, og jeg kom effektivt videre. Trine stod tæt på og hendes opmuntrende ord gav yderligere energi!

Cykel

Jeg kom stærkt afsted og fik et kæmpe boost af at se min familie på ruten allerede tidligt. Jeg holdt det pace, jeg havde planlagt sammen med Trine, og det gav en tryghed, at jeg på forhånd havde trænet på dele af ruten. Jeg kendte vejene og terrænet, hvilket gjorde det lettere at disponere kræfterne.

Min ernæringsstrategi – lagt sammen med Trine – blev fulgt til punkt og prikke, og det gav mig den stabilitet, jeg skulle bruge til at stå stærkt på løbet. 

T2

Et hurtigt skifte, og så var jeg i løbeskoene. Benene føltes gode, og en lille ømhed i hoften forsvandt hurtigt. 

Løb

Jeg lagde kontrolleret ud – jeg turde ikke åbne for hårdt, for jeg vidste, at de sidste 21 km ville blive en stor udfordring.

Jeg ramte en god rytme og nød turen gennem København. Stemningen var magisk, og hep fra venner, familie og publikum gav mig vinger. Ernæringsstrategien fra cyklen bar frugt – jeg gik aldrig sukkerkold og kunne holde mit pace næsten hele vejen til mål.

Målgang

At krydse målstregen i København efter 10 timer og 41 minutter var en uvirkelig følelse. Jeg havde drømt om at komme under 12 timer – og pludselig stod jeg der næsten halvanden time hurtigere. Glæde, lettelse og stolthed skyllede ind over mig.

Refleksion

Jeg er mest stolt af, at jeg kunne stole på min plan, holde hovedet koldt og nyde rejsen hele vejen.

Forberedelsen sammen med Trine fra Uperform Coaching gjorde hele forskellen – både ift. træning, pacing og ernæringsstrategi. Jeg lærte, at jeg er stærkere, end jeg troede, og at struktur, forberedelse og de rigtige mennesker omkring én kan løfte det hele til et nyt niveau.

 Jeg kan på det varmeste anbefale Uperform Coaching og Trine til alle, der drømmer om at kaste sig ud i Triathlon – uanset niveau. Uden hendes hjælp havde jeg aldrig stået i mål med sådan en oplevelse i bagagen.